Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Iran

Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

5.  Det tilslørede land

 

I Iran skyder de kunstnere og intellektuelle - men samtidig er landets tusindårige litterære tradition stadig levende nutid, og Hafiz’ digte citeres ved enhver lejlighed.

 

Af Christian Braad Thomsen

 

 

Vi er egentlig taget til Iran for at deltage i Teherans kort- og dokumentarfilmfestival, idet Iran jo har udviklet sig til at blive et af verdens førende filmlande, hvad de færreste danskere desværre har haft mulighed for at opleve. Men samtidig har jeg en skjult dagsorden, nemlig at rasere den lille cd-butik Beethoven, som mine iranske venner i Danmark har anbefalet mig. Også iransk musik er nemlig i verdensklasse, hvilket også er en godt skjult hemmelighed herhjemme.

At lede efter en cd-biks i en fremmed storby med 14 millioner indbyggere, hvis sprog man ikke forstår, forekommer umiddelbart sammenligneligt med at lede efter nålen i høstakken. Så det er uden større optimisme, at jeg i en filmpause i festivalbiografen spørger vores vært, om han tilfældigvis ved, hvor Beethoven ligger. Han trækker mig smilende hen til et vindue og peger: den ligger da lige nede om hjørnet.

            Jo, sandelig, Allah er den vejfarendes trygge støtte. Men det iranske præstestyre skal alligevel ikke komme for godt i gang med at tage dette mærkelige tilfælde til indtægt. Noget tilsvarende oplevede jeg faktisk, da jeg første gang besøgte London og Paris og sad fortabt på hotelværelset med et uoverskueligt bykort foran mig. Også i de europæiske storbyer viste det sig, at målet for mit besøg lå lige nede om hjørnet. Jung ville kalde det synkronicitet, vi andre må nøjes med at grunde over, så forunderligt forholdet mellem tilfælde og skæbne kan arte sig.

 

Che Guevara på sløret          

På overfladen ligner Teheran enhver anden hektisk storby: i hotelfoyeren spiller de anonym muzak af Beatles og Barcharah, og kun den diskrete orkestrering for persisk ney-fløjte lader trods alt ane, hvor vi er, og i gaderne hærger et trafikhelvede, som man kender alt for godt fra vestlige hovedstæder. Men dette moderne inferno brydes konstant af skikkelser, der synes at høre en helt anden tid til. Sortklædte, tilslørede kvinder passerer forbi på fortovet, flagrer ud og ind mellem bilerne på gaden og sidder frimodigt overskrævs bag på de små motorcykler. Enkelte smykker sig med et kulørt tørklæde, men de fleste er indhyllet i sort fra top til tå, så kun ansigtet frit.

            Der synes at være tale om et regulært tidssammenbrud, som om kvinder fra et ældgammelt samfund har forvildet sig ind i vor tid. De kan minde om katolske nonner og synes præget af en uendelig kærlighed og ydmyghed. Men er der ikke også noget truende dobbeltbundet over dem? Ligner de ikke snarere sorte ravne, der når som helst kan kaste sig over deres bytte i skingert hysteri. Har de mon ikkear de mon ikkHa skarpe, krogede negle på fingrene og lange knive under skørterne, parate til pludselig udfald mod de forbipasserende? Disse Hitchcock’ske angstfantasier fortog sig dog lidt, da vi blandt publikum på filmfestivalen fik øje på en ung kvinde, hvis slør var forsynet med en badge, der bar den latinamerikanske frihedshelt Che Guevaras portræt. Det virkede helt fortroligt og tresseragtigt, lige som beretningen om de nylige studenterdemonstrationer, hvor i hundredvis af unge kvinder smed tørklædet, ind til politiet kom til stede og genoprettede den tøjmæssige orden.

            Da vi gæster Teherans Museum of Contemporary Art, ser vi, at vi ikke er de eneste, der associerer til fugle i fangenskab, når vi bevæger os rundt i Teheran. Mange billedkunstnere benytter sig af dette symbol i deres skildring af det moderne Iran. I museets have står vi pludselig  foran en skulptur i legemsstørrelse af en siddende mand, hvis brystkasse er forvandlet til et fuglebur. Buret er imidlertid åbent, og fuglen sidder lige uden for lågen uden at flyve væk. Vi skal lige til at tolke det som et syrligt budskab til et defaitistisk folk, som slet ikke har lagt mærke til, at fængselsdøren står på vid gab, da vi opdager, at skulpturen er af - Magritte! Også fuglesymbolet er naturligvis universelt.

 

I strid med Islam

Det er ikke forbavsende, at vi overalt møder en voldsom kritik af landets islamiske præstestyre – men det er uventet, at kritikken også fremsættes af unge, troende muslimer, som  betragter Koranen som den smukkeste bog i verden.

- De har hjerter af sten, sukker en filmstuderende, da talen falder på præstestyret. De gør alt for at tage livsglæden fra os; de repræsenterer en dødskultur, som intet har med Islam at gøre. De har indført et diktatur i profetens navn, men de forråder alt det smukke, livsglade og generøse, som findes i Islam.

            En stor del af hendes familie har siddet i fængsel, fordi de tilhørte landets opposition, og en onkel er blevet henrettet. Men hvor de mange paranoide danske hetzmagere jo ser det iranske præstestyre som den yderste konsekvens af Koranen, fastholder hun og talrige af hendes iranske medsøstre, at præsterne er svindlere, der misbruger Koranen til formål, som er i dyb modstrid med Islam. 

            Jeg spørger en ældre filmekspert, om man ikke på længere sigt kan fæstne lid til den demokratisk valgte præsident Khatami og til hans forgænger Rafsanjani. Han fnyser af foragt: opportunisten Khatami er kun den fernis, der gør, at præstestyret kan fortsætte – og han beskriver Rafsanjani som en ren fascist. Han er ikke blot Irans, men en af verdens rigeste mænd, og han råder bag om forfatningen over en privat hær og et efterretningskorps på over 100.000 agenter.

            Der må et jordskælv til, og det indvarsles af en ung instruktør, vi møder, som er ved at færdiggøre en dokumentarfilm om Teheran. Den har arbejdstitlen Jordskælvet, hvilket ikke blot er en metafor for den nødvendige omvæltning, men også en truende realitet. Teheran ligger i en udsat jordskælvszone, og de færreste huse er beregnet på at kunne modstå den forventede katastrofe. Instruktøren frygter, at jordskælvet vil komme inden for de næste ti år – og kræve mindst en million døde.

 

Trafikkens anarki

En aften er vi inviteret til middag hos filminstruktøren Nasser Taghvai, som har skabt en tv-serie, der er så populær, at den siges at stå side om side med Koranen i ethvert hjem med video. Hans samlever Marcieh Vafamehr kender vi fra Odense Film Festival, hvor hun i år viste sin gribende børnefilm med et motiv fra Saddam Husseins amerikansk støttede krig mod Iran. Da jeg genså hende på Teheran-festivalen, kunne jeg ikke kende hende bag sløret, nu åbner hun døren med langt, udslået hår, der næsten virker erotisk grænsesprængende, efter at man en hel uge ikke har set en kvindes hårpragt.

Alkohol er forbudt i Iran, men ad hemmelige, underjordiske kanaler har Nasser og Marcieh for vores skyld skaffet en flaske fransk rødvin, og vi indtager de forbudte dråber med en ærefrygt, som var det en pibe hash, der gik rundt. Hvordan kan det mon være, at politikere er så bange for selv de mest uskyldige rusmidler, i Iran for rødvin, i Danmark for hash? Hvad er det, der er så suspekt ved at beruse sig? At vi får fornemmelsen af at flyve som fugle? Den gamle skrøne om, at milde rusmidler fører til hård narko har som bekendt intet på sig. Den afdøde jazzkritiker  Birger Jørgensen opfordrede engang politikerne til at forbyde mælk, efter som det er en kendsgerning, at alle narkomaner er begyndt som mælke-junkier. Vi nænner ikke at sige til vore værtsfolk, at efter en rødvinsfri uge synes vi næsten ikke, vinen smager os. Så hurtigt kan man få andre vaner.

Pludselig melder den politiske virkelighed sig over telefonen. Nassers tidligere kone, forfatteren Shahrnoosh Parsipoor, ringer fra sit amerikanske eksil for at høre, hvordan det står til med deres voksne børn. Hun har siddet flere år i et iransk fængsel, fordi hun tilhørte den politiske opposition, og fik efter sin løsladelse lov at forlade landet. Børnene har det godt. De fungerer den aften som vores tolke. Også i Iran er den unge generation mangesproget.

I Teheran synes trafikken at være det eneste sted, hvor folk kan få afløb for deres indestængte aggressioner og frihedslængsel. Her trives et frydefuldt, suspenseagtigt anarki, hvis love er gådefulde for os udenforstående. Alle kendte færdselsregler brydes konstant i en infernalsk dyttende kakafoni: bilisterne kører frejdigt mod ensretningen, de foretager pludselige venstresving ud foran rækker af kørende biler, og de opfatter det røde lys som signal om at køre frem. Og det forunderlige er, at det går godt hver gang. Trafikken flyder i en stadig strøm, som stort set er uden generende propper. Der køres hårdt, men hensynsfuldt. Det tilsyneladende anarki er åbenbart baseret på nogle underliggende demokratiske spilleregler, som er bæredygtige. Vil de mon også være det, når de en dag søges afprøvet som samfundsmodel?

 

Film i verdensklasse

At iransk film er i verdensklasse, vil være en nyhed for de fleste danskere, for det er unægteligt ikke fremgået af det danske biografrepertoire. Og slår man op i Gyldendals Encyclopædi, bliver man ikke meget klogere. Her reduceres iransk film i 70’erne til kunstneriske forsøg på amatørformatet super-8 mm. Dette har intet på sig. Fra begyndelsen af 70’erne vakte spillefilm af Dariush Mehrjui og Sohrab Shahid Saless stor opsigt på europæiske filmfestivaler med deres minimalistiske nedslag i iransk landsbyliv.

Efter den islamiske revolution i 1979 brændtes mange biografer, men filmproduktionen kom efterhånden i gang igen, og det lykkedes bl.a. Mehrjui at overføre Henrik Ibsens Et dukkehjem til det moderne Iran, hvor kvindefrigørelsestemaet jo er lige så aktuelt som på Ibsens tid. Landets betydeligste instruktør Abbas Kiarostami har vundet Guldpalmer i Cannes, og hans film vækker stor opmærksomhed verden over, dog ikke i Danmark, hvor Det Danske Filminstitut ikke har villet støtte importen af hans film. De mener ikke, hans film er af interesse. Det mener det iranske præstestyre heller ikke: Kiarostamis Cannes-vinder Ti fra i år er således forbudt i Iran, og der er heller ikke udsigt til, at den vises i Danmark. Små udlejere som Øst for Paradis og Posthusteatret har dog trodset den officielle modvilje og vist enkelte af hans film med svenske eller norske undertekster, ligesom den unge kvindelige instruktør Samira Makhmalbafs Klokken fem om eftermiddagen er købt af Øst for Paradis.

            Iranerne er voldsomt interesseret i, hvad man som udlænding mener om deres film, og jeg fremhæver, at iranske instruktører viser, hvad der altid er brug for at huske på, nemlig at man godt kan lave store film for små penge. En journalist, der åbenbart sympatiserer med præstestyret, vil vide, hvilket billede vi egentlig får af Iran via disse film, samt hvorfor vi i vesten kun interesserer os for de film, som er forbudte i Iran.

            Jeg svarer, at vi normalt ikke ved, hvilke film der er forbudte, men at en forbudt film jo på den anden side indlysende må have noget, som de tilladte ikke har, - og tilføjer, at jeg egentlig ikke opfatter de minimalistiske landsbyfilm som specifikt iranske. De iranske instruktører mestrer nemlig kunsten at skildre det lokale og personlige på en måde, så det vider sig ud og bliver til almene sindbilleder af stor poetisk kraft. Deres film er i kraft af deres hudnære miljø- og menneskeskildring universelle i modsætning til de strømlinede Hollywood-film, der i deres forhippethed på at tilfredsstille et massepublikum over hele verden egentlig ikke tilfredsstiller nogen. 

 

Den forbudte musik

Jeg er inviteret til Teheran for at vise min nye film The Voice of Iran om Mohammad Reza Shajarian, som i mine ører er verdens betydeligste nulevende sanger. Men i sidste øjeblik bliver den taget af plakaten. Shajarian retter nemlig i filmen en skarp kritik mod præstestyret og fortæller, at han er totalt irreligiøs – og den slags kan ikke siges offentligt i Iran. Til gengæld er de iranere, der ser filmen under mere private former, utroligt glade over, at den mand, hvis musik siden deres barndom har været som et varmt pulserende soundtrack til deres liv, nu tager bladet fra munden. Shajarian optræder ikke mere i Iran, og de har aldrig før hørt ham kommentere sit liv og sin musik. Kun i en udenlandsk film er det muligt for ham at udtale sig.

            Også for Shajarian er fuglene i øvrigt vigtige, både som realitet og symbol. Han fortæller, at det er fuglene, der har lært ham at synge. Og gang på gang forlader han da også teksten og slår over i svimlende, trilleagtige improvisationer, der kan minde om den scatsang, som Louis Armstrong introducerede i jazzen, efter sigende fordi han under en pladeindspilning tabte tekstheftet på gulvet. I Iran tilhører disse ordløse guirlander en tusindårig euforisk tradition, der med Shajarians ord binder himlen og jorden sammen.   

            Iransk musik har svære kår. Kvindelige solosangere må ikke optræde offentligt, og det betyder, at man i Beethoven ikke kan købe cd’er med landets førende kvindelige sanger Sima Bina. De kan kun fås uden for Iran. Til gengæld finder jeg 25 cd’er med Shajarian, som ikke er blandt de 25, jeg selv har, mange af dem med fuglemotiver på cover’et. Jeg køber dem alle – og da jeg skal betale, forsøger jeg mig med et ironisk spørgsmål om, hvorfor butikken hedder Beethoven, og ikke f.eks. Shajarian. Men den unge mand ved kassen forstår ikke engelsk og nøjes med at nikke begejstret og derpå venligt rette min udtale, da han genkender Shajarians navn.

Når iransk tv undtagelsesvist sender musikprogrammer, er billedbeskæringen mærkelig. Man ser nemlig aldrig instrumentet, men kun nærbilleder af musikerne, mens man så må gætte sig til, hvor lyden kommer fra! 

            De iranere, jeg diskuterer denne halvhjertede censur med, kan ikke give nogen forklaring. Hvordan kan det være stødende at vise et instrument? Jeg kommer med et bud: musik er en meget erotisk kunstart, og musikerens partner er hans instrument. Det ligger allerede latent i de vestlige sprog: når en amerikaner får et blow job, skal han ikke nødvendigvis give koncert, og danske mænd spiller hyppigere andet end tenorsaxofon. De iranske præster fornemmer formentlig dybt i deres sorte ubevidste, at det da vist er betænkeligt, hvad en musiker har kørende med sit instrument, og vil undgå, at seerne får tilsvarende frivole associationer. Derfor deler musikinstrumentet på tv skæbne med kvindens hår.

 

Hafiz fra Shiraz

Men når noget er forbudt, blomstrer det så meget desto frodigere. Iransk digtning er derfor fyldt med associationer til det hår, som sløret nok skjuler for det blotte øje, men tydeliggør for fantasien. Shajarian synger således en sang om en mand, der bliver fuldstændigt overvældet, da han endelig får mulighed for at se sin elskedes hår. Hans hjerte slår sig ned i dette drømmesyn, ”og siden har man intet nyt hørt fra den fortabte fremmede”! Men han synger også en truende, ambivalent sang om, at håret rummer de frygteligste hemmeligheder:

 

Alle vismænd har forladt dette land.

Forvild dig ikke ind i hendes hårs fælde,

for dér hænger uskyldige, afhugne hoveder.

 

Begge digte er skrevet af Hafiz, der døde i 1384, men som stadig er så aktuel og populær i Iran, at hans digte efter sigende står i ethvert hjem side om side med Koranen. Og selv om jeg praler med at kende Hafiz i engelsk oversættelse, siger mine iranske venner – med en charmerende blanding af beklagelse og triumf - at jeg aldrig vil lære ham at kende, medmindre jeg lærer farsi. For Hafiz’ rige og mangetydige leg med sproget kan ikke oversættes. Hans digte er så raffinerede og underfundige, at de kan fortolkes ind i enhver nutidig situation. Hvis præsterne slår op i Divan of Hafiz, vil de dog have svært ved at komme uden om den ret entydige opfordring i hans livs sidste digt:

 

Jeg beder dig indtrængende: drik vin,

så du kan høre den store sangers sang,

Gud den Uafhængige!

 

Hafiz er født i Shiraz, og derfor tager vi efter festivalen til Shiraz, som er Irans digterby – og måske derfor en del fredeligere end Teheran. Shiraz er bogstavelig talt en oase i den omgivende ørken med en bred flod uden vand og omgivet af gule og golde bjerge, som den lokale befolkning finder depressive, men som er en lise for sjælen efter Teherans trafik. Vores lokale guide undrer sig over, at jeg hele tiden vil filme disse bjerge bag byen, og jeg siger, det er fordi vi i Danmark ikke har bjerge, men kun en lille høj, vi kalder Himmelbjerget, skønt den mildest talt ikke når ind i Himlen. Hun siger henrykt, at det er lige som i Shiraz: byen gennemskæres af en stor bred flod, hvori der ikke findes en dråbe vand!

Foruden Hafiz ligger også Sadi begravet i Shiraz, og deres gravmæler er en slags museer, som folk valfarter til. Hvis den fattige iraner ikke har råd til at tage på pilgrimsrejse til Mekka, vil Allah tilgive ham, hvis han i det mindste aflægger et besøg ved Hafiz’ grav. Det fortælles, at Hafiz aldrig selv kom uden for Shiraz. Han forsøgte ganske vist at efterkomme en invitation fra en indisk konge, der var begejstret for hans digte. Men da han nåede frem til havet, måtte han vende om, både af angst for den faretruende sørejse og af længsel efter sit elskede Shiraz.

I det moderne Iran henretter regimet kontroversielle digtere samt andre kunstnere og intellektuelle, både ved officielle processer og ved hjælp af hemmelige dødspatruljer, der tager sig af det beskidte arbejder, som ikke kan udføres på legal vis. Men i befolkningen trives samtidig en litterær bevidsthed, som rækker tusinde år tilbage. Digtere som Hafiz, Sadi og Movlana Rumi er stadig en del af landets levende nutid, folk citerer deres digte, valfarter til deres mausoleer og dvæler tavse ved deres grave. Enkelte bryder hulkende sammen. Er det mon deres egen nutid, de græder over, snarere end over de digtere, der døde for 7-800 år siden? 

Da vi skal forlade Iran igen, sidder lufthavnstaxaen et øjeblik fast i en trafikprop, og en slørklædt kvinde med et lille barn på armen benytter lejligheden til at flagre fra bil til bil med hånden fremme i håb om en almisse. Men inden jeg får hånden stukket i lommen og vinduet rullet ned, er taxaen kørt videre. Det er det sidste billede, jeg tager med mig fra Iran. Havde det været afslutningen på en film, ville denne symbolske situation nok have virket lovlig bombastisk. Men hvad gør man, når det er den skinbarlige virkelighed? Kun en tynd vinduesrude skiller den velbjergede vestlige rejsende fra den fortvivlede mor fra Den Tredje Verden. I dag danner hendes hånd en tiggerskål, i morgen måske en knytnæve, der slår ruden ind.

 

 

Cinemateket i København viser i februar en større serie iranske spille- og kortfilm. Mohammad Reza Shajarians cd’er kan købes i den iranske butik i Blågårdsgade, København.

 

 

 

 

  

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk