Fra antologien AT LEVE OG DØ UDEN RELIGION redigeret af Erik Bartram Jensen (forlaget Camille).

BEGRAVELSESRITUALER

Af Christian Braad Thomsen

filminstruktør og forfatter

En af mine yndlingsfilm, Francois Truffauts Det grønne værelse, indledes med en voldsom, men også meget befriende begravelsesscene. Filmens hovedperson, som ikke tilfældigt spilles af Truffaut selv, deltager i begravelsen af sin bedste vens kone, i fortvivlelse kaster enkemanden sig over den åbne kiste og tager den døde elskede op i sine arme. Præsten lægger sig imellem og forsøger at trøste ham med, at han jo vil blive genforenet med sin kone på opstandelsens dag. I solidaritet med sin vens lidelser forlanger Truffaut rasende, at dersom præsten ikke kan genopvække den døde lige på stedet, så har han intet at bestille her med sine fraser om et liv i opstandelsen – og så smider han præsten ud af kirken. Det er en meget voldsom scene, båret af vrede over, hvad præster kan få sig selv til at sige ved begravelser.

            Den stik modsatte scene findes i Carl Th. Dreyers Ordet, som af samme grund er en af de mest frastødende film, jeg kender. Her genopstår en afdød på selve den dag, hvor hun skulle have været begravet. I et lille jysk sogn sætter Dreyer sig for at lade en offermyte materialisere sig, som han her giver et kristent fortegn, skønt den vel ret beset har rødder i før-kristelige religioner: når en udvalgt person ofres, hans blod drikkes og hans knogler spredes på markerne, formildes guderne, fejder mellem mennesker udglattes, og jorden frugtbargøres.

            I Ordet har Inger svært ved at føde sit barn, og i et forsøg på at redde hendes liv klipper lægen barnet i stykker, mens det endnu ligger inden i hende. Alligevel dør Inger, men dette dobbelte blodoffer viser sig at være godt for mange ting: den gale Johannes får sin forstand tilbage, den grundtvigianske storbonde og den indremissionske skrædder bilægger deres livslange fejde om petitesser, og de to unge, ulykkeligt elskende kan endelig få hinanden i Ingers dødsværelse. Kun ét problem er tilbage: Ingers gode, men ateistiske mand er knust af sorg. Ingers og barnets død har ikke bragt ham nærmere til Gud, men har tværtimod givet ham en hidtil uerkendt bitterhed mod de gudelige og alle deres fraser om opstandelsen. For at løse dette problem må opstandelsen ske her og nu. Og hvad præsten ikke kunne udvirke i Truffauts film, kan to uskyldige børn klare i Dreyers. De har nemlig lært af Johannes i hans psykose, at Gud kan klare alt, hvis man beder ham om det, så de tager den fortsat næppe helt velforvarede Johannes i hænderne og beder sammen med ham, og sandelig om ikke Inger genopstår fra de døde. Nu må også hendes mand overgive sig til tårerne og Gud.

            Ordet er en temmelig bogstavtro filmatisering af Kaj Munks teaterstykke, dog med udeladelse af den sikkerhedsventil, Munk indføjede med en replik om, at det nok er ligsynsmanden, der har kludret med sit arbejde. Dreyer tåler ingen bortforklaringer af miraklet. I en arbejdsnote skriver han netop, at formålet med filmen er at vise, at ”den, som er stærk i troen, også ejer magten til at gøre undere.” Tilskuerne skal ”suggereres eller om man vil hypnotiseres”; de skal ”indspindes i en stemning af religiøs mystik”, idet han mener, at ”er de en gang hensat i denne tilstand af andagt og indadvendthed, lader de sig lettere gradvist suggerere til at tro på underet.”

            Der er noget alvorligt galt, hvis man skal indføres i den kristne tro ved suggestion og hypnose frem for ved argumentets styrke. Omvendt må det unægtelig være vanskeligt i ord at begrunde troen på opstandelsen, og jeg kender adskillige intetanende vanemedlemmer af folkekirken, der er blevet dybt chokeret, når de har hørt, hvad præster kan finde på at sige til en begravelse. Mange oplever det som direkte forulempende, når deres kære følges til graven med ord som:

            ”Almægtige, evige Gud, himmelske Fader, vi takker dig, fordi du har elsket verden således, at du har givet din søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

            Derpå synges ofte på en majestætisk smuk melodi nogle vers, der ligeledes lover os, at vi skal mødes med vore afdøde i himlen:

Så rejse vil til vort fædreland,

der ligger ej dag i dvale.

Der stander en borg så prud og gran

med gammen i gyldne sale.

Så frydelig der til evig tid

med venner i lys vi tale.

            Man kan undre sig over, at det kommer bag på medlemmer af folkekirken, at præsten har pligt til at sige den slags ved kisten – og man kan håbe på, at når det går op for dem, hvad den kristne tro indebærer, melder de sig ud af det foretagende. For de forestillinger, som kommer til udtryk i det kristne begravelsesritual, er psykotiske. Opstandelsestroen er et forsvar imod dødens uafvendelighed, lige som i øvrigt jomfrutroen er et forsvar mod seksualiteten. Lad os prøve at se nøgternt på det:

            Hvis min datter kom og fortalte, at hun var gravid, men at hun ikke havde været i seng med en mand, ville jeg nok blive lidt foruroliget. Og hvis hun efter at have født en søn fastholdt sin påstand og endda begyndte at fable om, at hun omkring undfangelsestidspunktet havde haft besøg af en Guds engel, ville jeg frygte, at hun var offer for en fødselspsykose. Hvis hendes søn derpå i en voksen alder kom ulykkeligt af dage, og hun vitterligt mente, at hun efter hans død havde set ham lyslevende for sig, ville man vel betragte den arme kvinde som hjælpeløst fortabt i psykosens vold. Mindst af alt ville man finde på at grundlægge en religion på disse vrangforestillinger – men dette er grundlaget for den kristne tro.

            Det er ingen ringe præstation, at kristendommen på denne måde har sat døden ud af kraft ved at tilbyde et alment accepteret rum for den psykotiske forestilling, at døden ikke er en definitiv grænse for vort liv, men rummer et løfte om opstandelse og genforening. Man skulle tro, at det for de fleste mennesker er en stadig udfordring at modnes og blive voksen og at slippe ud af det barnlige fantasiliv, men for de kristne ligger udfordringen jo tværtimod i at blive som barn på ny, sådan som Jesus selv siger det: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. (Mattæus 18,2-4). Netop det lille barn kan ikke rumme dødens realitet i sig, og kristendommen tilbyder os således et rum, hvor vi kan slippe fri af den besværlige voksenhed og fastholde den barnlige fantasi, at døden ikke er en definitiv grænse, men at der findes et liv efter døden. Men er denne barnlige uvidenhed virkelig noget, det er værd at stræbe efter?

            ”Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå”, siger præsten ved kisten. Jeg holder af den tanke, at jeg genopstår som et helt kuld regnorme, hvorpå jeg i disse nye skikkelser kan indgå i det evige kredsløb. Men det er vist ikke det, der menes. Derudover ligger den eneste form troværdigt liv efter døden i det håb, at man har gjort et så uudsletteligt indtryk på ens nærmeste, at man lever videre i deres erindring.

            Når man skal tage afsked for bestandigt, er ritualet vigtigt, men det skal være et ritual, som giver mening for de efterladte og fastholder et genkendeligt billede af den afdøde. Jeg synes, det er vigtigt, at vi hver især er med til at fastlægge de ritualer, vi ønsker ved vores begravelse. Jeg ved af erfaring, hvor vanskeligt det er at holde tale ved en begravelse, og derfor vil jeg gerne fritage mine nærmeste for at skulle sætte ord på det, vi alligevel ikke har ord for. Derfor er jeg gået i gang med at redigere en cd med den musik, som haft størst betydning i mit liv. Den skal spilles ved min kiste, for en af musikkens vigtigste kvaliteter er jo, at den kan tage over, når ordene slipper op.

            Det vil ikke være nogen kedelig cd. Den omfatter den musik, som har akkompagneret det meste af mit liv, og det vil frem for alt sige jazzen, bl.a. Miles Davis’ Solea, John Coltranes Greensleeves, Louis Armstrongs West End Blues , Thelonious Monks Just A Gigolo og Albert Aylers Spirits, men også rockmusik som J. J. Cales Cajun Moon, Brian Enos By This River og Grateful Deads Ripple samt country-musik som Jimmie Rodgers’ Hobo Bills Last Ride, Hank Williams I Can’t Help it if I’m still in Love with You og Dolly Partons Coat of Many Colours. Et af musikkens arnesteder er Irland, og herfra kommer Planxtys Well Below The Valley, Van Morrisons & The Chieftains I’ll Tell Me Ma - samt Danny Boy i Ben Websters fortolkning. Fra et andet verdensmusikalsk centrum, Iran, kommer Mohammed Reza Shajarians Night of Union og fra Brasilien Gal Costas E Luxo So og Milton Nascimentos Ponto de Areia Seancen slutter med Bob Dylans panteistiske hymne Lay Down Your Weary Tune og Willie Nelsons fortolkning af den smukke amerikanske begravelsessang Shall We Gather at the River, der ikke er så religiøs, at det gør noget, skønt den er skrevet af baptistpræsten Robert Lowry.

            Den fest, der således vil være lagt op til, er inspireret af den muslimske digter Mevlana Rumi, hvis begravelse i Konya i 1273 blev akkompagneret af lystig ney-fløjte og tamburin, sådan som Rumi selv foreslog i et digt, der gerne må stå på min gravsten:

Når du besøger min grav, kære bror,

vil du opleve, at min gravsten danser.

Kom ikke uden tamburin til min grav,

for en sorgfuld person klæder ikke Guds fest.