POLITIKENS KRONIK 3. februar 2003

2.  Dansk tv-kunst i eksil

Til de kulturpolitiske skandaler i 2002 hørte, at DR dømte Jytte Rex’ film om grafikeren Palle Nielsen uegnet for tv, skønt den nu går sin sejrsgang på tv-stationer og festivaler verden over. Filmens producent ser sagen som udtryk for, at DRs ledelse har mistet det kulturelle overblik i den kommercielle kamp for seere.

Af Christian Braad Thomsen

På en graffiti i det indre København kan man læse det velkendte udsagn GUD SER ALT, men nu opdateret med et ikke uvæsentligt forbehold: ” – undtagen dansk tv.” Det er godt at vide, at man således ikke er helt alene, når man holder sig for næsen og hurtigt zapper videre eller finder på noget helt andet at foretage sig i den bedste sendetid. Men derudover er det jo ikke godt, at dansk tv er sunket så dybt, at selv Vorherre ifølge de seneste rapporter må se den anden vej. Hvad er der gået galt?

            Det er der mange svar på. Jeg skal forsøge at belyse miseren ud fra aktuelle erfaringer, bl.a. som producent af den film, der på Odense Internationale Filmfestival blev prisbelønnet som ”årets bedste portrætfilm”, nemlig Jytte Rex’ Palle Nielsen – mig skal intet fattes. Den fik også de mest overstrømmende anmeldelser i dagspressen, og den er solgt til både svensk og norsk tv samt inviteret til at repræsentere Danmark på tv- og filmfestivaler verden over. Alligevel har DR kendt den uegnet for tv. De begrundelser, der gives, siger meget om den herskende mentalitet på vore nationale tv-stationer.

            Det første afslag på at vise filmen blev givet af chefredaktionen på DR2, som jo ellers i det officielle mediebillede fungerer som kulturelt flagskib og figenblad for Vorherre. Begrundelsen var, at ”Palle Nielsen ikke er en kendt kunstner for menig mand” - og mod et så slående argument tæller det ikke rigtigt, at han dog var det 20. århundredes betydeligste danske grafiker. Både ved sin 80 års fødselsdag og ved sin død en måned efter, at Jytte Rex havde foretaget de sidste filmoptagelser med ham, blev han hyldet med helsidesartikler i de landsdækkende aviser. Nu skulle man tro, at også ”menig mand” læser aviser, og at han lige som os andre har en sund nysgerrighed efter at få sin horisont udvidet. Men det mener de tydeligt nok ikke på DR2. Deres ”menig mand” synes at være søn af den legendariske kustode Maren i Kæret, som tidligere stod vagt om en forfejlet og fordummende kulturpolitik. Hvad hun ikke forstod, var ikke værd at sende; derfor blev gamle Maren aldrig klogere.

Noget tyder på, at ”menig mand” siden da er avanceret til tv-direktør, for på DR var Palle Nielsen ganske rigtigt ukendt. Da Jytte Rex søgte efter gamle arkivoptagelser med ham til sit filmportræt, forhørte hun sig i DRs arkiv, men de havde intet med Palle Nielsen. Danmarks største grafiker har ifølge tv-arkivet aldrig medvirket i en dansk tv-udsendelse. I stedet måtte hun til svensk tv, som heldigvis har større sans for, hvad der er væsentligt og uvæsentligt i dansk kulturliv, end dansk tv har: de havde filmoptagelser med Palle Nielsen i forbindelse med en kunstudstilling i Stockholm.

Hvis de på DR2 har ret i, at Palle Nielsen er ukendt for ”menig mand”, burde det vel snarere være en god grund til at sende Jytte Rex’ portrætfilm i stedet for en begrundelse for ikke at sende den. Derfor appellerede jeg afslaget til tv-direktør Jørgen Ramskov, - og minsandten om han ikke gav mig ret i, at begrundelsen for DR2’s afslag ikke holder. Han kaldte endda begrundelsen for en ”fejl”.

Herefter skulle man tro, at tv-direktøren ville ændre afgørelsen og alligevel købe Palle Nielsen-filmen. Men nej, en afgørelse er en afgørelse, og viser den første begrundelse sig uholdbar, må der konstrueres en ny. For DR kan ikke tage fejl i de afgørende valg, højest i begrundelserne.

Ret beset kan Jørgen Ramskov kun begrunde et fornyet afslag med, at Jytte Rex’ film er dårlig, og der er ingen tvivl om, at det mener Maren i Kærets søn da også dybt i sin formørkede sjæl. Men han er klog nok til ikke at sige det, for så ville han afsløre sin beskedne kulturelle horisont og tilmed lægge sig ud med de kritikere, der har rost filmen til skyerne. Så han skynder sig at svare, at filmen ikke bare er ”meget flot og fængslende”, men endda ”fantastisk” og ”meget betagende”. Han drysser om sig med superlativer i en grad, så man skulle tro, at nu må tv-visningen da være hjemme. Men derefter konkluderer tv-direktøren, at filmens høje kvalitet ikke er ”ensbetydende med, at den vil gøre sig godt i et tv-program” Sådan!

            Jørgen Ramskov klynger sig til den misforståelse, at Palle Nielsen-filmen skulle være produceret til det store biograflærred, og at dens format derfor vil formindskes på tv. Han prøver at trække nogle forskelle op på biograf- og tv-oplevelsen og siger om Palle Nielsen-filmen, at den ”vil stå stærkt i en biograf, hvor seeren er i en aldeles fokuseret og intens situation.”

Dette argument kan rettes mod, at tv overhovedet viser spillefilm, for deres format formindskes ganske rigtigt på skærmen, hvilket dog aldrig har hindret tv i at vise dem. Argumentet kan derimod ikke bruges mod Palle Nielsen-filmen, for den er ikke en biograffilm. Den er optaget på video med henblik på Det Danske Filminstituts VHS-distribution samt boghandlersalg til tv-skærme i private hjem. Det er da også på en tv-skærm, at Jørgen Ramskov har oplevet filmen som ”flot og fængslende”, så hans argumentation bider unægtelig sig selv i halen. Hvordan kan han kende filmen uegnet for tv, når det er på tv, han har haft denne oplevelse? Og om hvor mange tv-udsendelser kan han overhovedet bruge så store ord?

            Noget tyder på, at det er ganske længe siden, Jørgen Ramskov har været i biffen, for her er situationen jo slet ikke så ”fokuseret og intens”, som han påstår. Det er for længst accepteret, at biografgængere tager aftensmaden med i biffen i form af burgere, popcorn og slik, så en ufokuseret støj og stank breder sig til de omkringsiddende. Noget tyder også på, at der må eksistere et vist kaos i Jørgen Ramskovs egen familie, når han kan antyde, at hjemme foran tv-skærmen er situationen netop ikke ”fokuseret og intens”. Det kan man sådan set også godt forstå med de programmer, hans stationer normalt byder os, - men hjemme hos os er situationen nu altid dybt koncentreret, når vi ser udenlandsk tv eller lægger en udvalgt film i videomaskinen.

            Der ligger en meget dogmatisk opfattelse af, hvad tv er og ikke er, når Jørgen Ramskov om Jytte Rex’ film siger, at ”den fremtræder meditativ, med lange ukommenterede passager og faste billeder af Palle Nielsens grafiske arbejder.” Formuleringen er ikke så værdineutral, som man kunne tro; det er underforstået, at det meditative og ukommenterede ikke er noget for tv.

Men derpå kommer chokket. Pludselig sadler han om og tilbyder at vise filmen, hvis bare tv må slippe for at betale for den! Umiddelbart må man undre sig over, at tv-ledelsen altså alligevel godt vil vise en film, som er uegnet for tv. Det gør de ganske vist hver aften, men vel ikke i egen selvforståelse – så det er ret mærkeligt sådan at få det sort på hvidt.

            Men tv-egnet eller ikke, så er det en hån, at en offentlig tv-station som betingelse for at vise årets bedst modtagne portrætfilm kræver, at de får den gratis. En licensfinansieret tv-station er naturligvis forpligtet til at betale for, hvad den viser, og skønt det ville være glædeligt, om Jørgen Ramskov er nået frem til den konklusion, at Jytte Rex’ film er ubetalelig, må tv dog være forpligtet til at betale tariffen. Vi filmarbejdere skal lige som Jørgen Ramskov leve af vort arbejde. For eksperimentets skyld overvejer jeg dog, og jeg nu skulle tilbyde at slå halv skade: Jørgen Ramskov betaler af sin private lomme halvdelen af, hvad det koster tv at vise filmen, vi betaler den anden halvdel. Lyder det absurd? Jamen, hvorfor er det ikke lige så absurd, når bureaukraterne stiller den betingelse, at kunstnerne skal betale for at få deres arbejde vist?

Men i forvisning om, at Jørgen Ramskov næppe er modtagelig for gode ideer, appellerer jeg nu til hans bestyrelse: er det virkelig er acceptabelt, at tv sender en film uden at betale for den? Bestyrelsesformand Finn Åberg har intet at indvende herimod, men henviser mig i øvrigt til generaldirektør Christian F. Nissen, fordi denne har ”det daglige programansvar”. Jeg beder derfor Nissen om at omstøde afgørelsen, men han svarer, at det er der ikke basis for, og at han betragter sagen som afsluttet. Samtidig inviterer han mig til et møde med Jørgen Ramskov for at finde ud af, hvad vi ”måske kan lære af handlingsforløbet”. Jeg vil sådan set godt deltage i et møde, men har lidt svært ved at forstå, hvad det skal gøre godt for, når sagen betragtes som afsluttet. Jeg forsøger derfor at få generaldirektøren til at tage stilling til den enkle kendsgerning, at tv-direktørens afslagsbegrundelse er om muligt endnu mere absurd end chefredaktionens, som han underkendte. Jeg beder om svar på det enkle spørgsmål: hvordan kan tv-direktøren opleve en film som ”flot”, ”fængslende”, ”fantastisk” og betagende”, men samtidig beslutte, at den er uegnet for tv, skønt det er på tv, han har haft denne oplevelse?

Hertil svarer Christian F. Nissen lakonisk:

”Jeg er sikker på, at han og hans redaktører har så stor erfaring i og kendskab til tv-mediet, at en sådan beslutning kan klares uden, at det har været nødvendigt at leje en biografsal til gennemsynet.”

            Svaret er det rene goddag mand økseskaft og vidner om, at generaldirektøren ikke har forstået problematikken. Pointen er, at naturligvis behøver man ikke leje en biografsal for at have en positiv oplevelse af Jytte Rex’ film. Det kan man også have på en tv-skærm. Det fremgår udtrykkeligt af tv-direktørens afslagsbrev. Hvorfor må resten af Danmarks befolkning så ikke få del i  denne oplevelse? Og hvordan kan tv-direktøren trods sin enestående oplevelse af filmen på en tv-skærm finde filmen uegnet for tv?

            Jeg afslog invitationen til at mødes med tv-direktøren og generaldirektøren. Det strider mod min demokratiopfattelse at deltage i et møde om en sag, som er afgjort på forhånd, og som udtrykkeligt ikke står at ændre. I stedet fandt jeg den gamle Beatles-plade frem, som de sang om tv-direktør Menig Mands fætter Mr. Nowhereman, der nu beklæder stillingen som DRs generaldirektør: ”He’s a real Nowhere Man,/Sitting in his Nowhere Land,/Making all his Nowhere Plans/For Nobody.”

Og så begyndte jeg at meditere over tv-direktørens fantastiske indrømmelse af, at det meditative, dvs. det eftertænksomme, ikke hører hjemme på tv. Det burde selvfølgelig ikke komme så overraskende endda, for det bekræftes i rigt mål af de daglige tv-programmer. Her er fordybelse en dødssynd, her skøjtes rask hen over tingenes blanke overflade. Her skal alt kommenteres, så folk slipper for selv at opleve og tage stilling. Her zappes både mellem programmerne og inden for de enkelte programmer, så seerne reduceres til rene bimmerbørn. Her er ingen pauser til eftertanke eller til følelsesmæssig koncentration. Selv en spillefilm får ikke lov at klinge ud, så tanke og følelse kan stå rent. Endnu inden filmen er slut, afbrydes den af en speakerstemme, der i en infernalsk jagt på seere annoncerer næste dags eller næste uges programmer.

            Dette er faktisk ulovligt. Det er en krænkelse af kunstnerens ophavsret, når man ændrer filmens lydside. Og det gør man jo, når man hen over de sidste billeder skruer ned for filmens originallyd og i stedet indlægger en fremmed speakerstemme. Slutmusikken hører med til den kunstneriske helhed og er med til at lade en oplevelse sætte sig og stemme sindet til eftertanke. Men respekten for et kunstværk og dets publikum er et ukendt begreb på tv. Tidligere halverede DR  billedet, hver gang de sendte en spillefilm i cinemascope. Denne praksis indstillede de første, da Danske Filminstruktører fik landsrettens ord for, at tv dermed foretog en skamfering af kunstværket. Det kunne fjernsynets egne programredaktører ikke se; de mente godt, vi kunne følge med i en spillefilms handling, selv om vi kun så halvdelen af billedet; men de var blinde for, at det vigtigste ved enhver film jo ikke er handlingen, men den måde, handlingen visualiseres på. Og det får man intet indtryk af, når man kun ser halvdelen af billedet.

            Meget tyder på, at vi må igennem en ny retssag, hvis vi vil forhindre tv i at ødelægge spillefilm med disse evindelige annonceringer hen over filmens sidste minutter. Rettens ord forstår de på tv, kunstens ret har de kun foragt tilovers for.

Tv-ledelsens zappermentalitet fik jeg et klart indblik i, da jeg for nogle år siden lavede Karen Blixen -  Storyteller, som også oprindelig blev kendt uegnet for tv.

            I forbindelse med optagelserne kontaktede Blixens gode ven, litteraturforskeren Aage Henriksen, men han afslog at være med i filmen, da han hørte, at tv var involveret, for han vidste, at så fik han kun bevilget to minutter, før der blev zappet til noget nyt - og to minutter mente han var for lidt til Baronessen. Det tog mig en hel frokost at overbevise ham om, at trods tv-finansieringen var det selvfølgelig mig, der klippede filmen, og han ville derfor få den tid til rådighed, som han fandt rimelig. 

            Da jeg siden viste den færdige film for dokumentarafdelingen på tv, gik Aage Henriksens værste anelser i opfyldelse. Der var katastrofestemning, og de forlangte filmen klippet om og halveret, dersom de overhovedet skulle sende den, for jeg måtte da nok kunne forstå, at så længe kunne folk ikke snakke på tv, det var for statisk, for kedeligt, for ufilmisk.

Jeg mener omvendt, at det er en fordom, at det skulle være mere ”filmisk” med hurtige klip og bevægeligt kamera, og jeg synes ikke, der findes noget mere filmisk end optagelser af folk, der taler, hvis de vel at mærke har noget på hjerte. Efter at have sundet mig en uges tid på tv-redaktørernes negative holdning besluttede jeg derfor at stå fast på mit og nægtede at klippe filmen i stykker. Ved biografpremieren fik den en enestående positiv modtagelse af både pressen og publikum, og den gik et halvt år i København, hvilket er uhørt for en dokumentarfilm. Men DR nægtede fortsat at sende den, medmindre jeg klippede den ned.     

Til sidst tilbød jeg at købe DR ud af Karen Blixen-filmen og sælge den til deres konkurrenter. Under hånden havde jeg nemlig fået en aftale med TV2 om, at de hjertens gerne ville vise filmen. Først da bøjede DR sig: de fandt det alligevel for ydmygende, om en film, som de af kommercielle grunde ikke ville sende, skulle sendes af deres kommercielle konkurrent. Dengang kunne konkurrencesituationen mellem de to stationer endnu kaste noget positivt af sig. Det kan den ikke mere. I dag konkurrerer tv-stationerne ikke på kvalitet, men på junk. Da vi f.eks. henvendte os til TV2 med Palle Nielsen-filmen fik vi det lakoniske svar, at de ikke havde programplads til kunstnerportrætter overhovedet, og den kulturelle forpligtelse, de var pålagt som public service-station, blev opfyldt af de korte fem minutters indslag fra Københavns Hovedbanegård -  et i denne sammenhæng symbolsk sted: hurtigt videre!

For tre år siden holdtes på Christiansborg et møde arrangeret af en række kunstnerorganisationer under overskriften ”Public Service – for dannelse eller fordummelse?” Mødet dokumenterede i et tragisk omfang, hvor fordummende public service-begrebet har udviklet sig. Det viste sig, at de inden for alle kunstarter havde den erfaring, som jeg her har forsøgt at dokumentere med eksempler, nemlig at tv-ledelsens opfattelse af, hvad tv er, er kunstnerisk utroligt ensrettende og ukvalificeret.

Tv kunne være et vidunderligt og mangfoldigt kunstnerisk udtryk, men mediet er fastlåst i en hård spændetrøje, som ikke tillader det kunstnerisk anderledes. De egentlige tv-kunstnere får sjældent lov at bruge, endsige udvikle tv-mediet. Endnu før fjernsynet er blevet voksent og har fået lov at udfolde sine enestående muligheder, er det stivnet i en form, som modvirker fantasi, følelse og eftertanke. Dette er ikke mediets ”natur”, det er et udslag af, at ledelsen totalt har mistet overblikket i den kommercielle kamp om seerne. De kunstfjendske holdninger, Danmarks Radios øverste ledelse giver udtryk for, hørte hjemme i det tidligere Øst-Europa og burde være et fremmedelement i et veludviklet demokrati. Men det er de ikke. De er i dag udtryk for det officielle Danmarks kulturpolitik. Berlin-muren er ikke faldet. Den er bare flyttet til TV-Byen, hvor den nu tvinger det bedste i dansk kultur til at gå i eksil.

Palle Nielsen døde, før Jytte Rex blev færdig med sin portrætfilm om ham. Hvis han nu skal have en chance for at opleve filmen i sin himmel, må han følge Vorherres eksempel og slå over på svensk eller norsk tv. Danskerne er nødt til at gøre det samme i det nye år, hvis de vil se filmen om vor betydeligste grafiker. Det er muligt, at Vorherre i sin overbærenhed vil tilgive tv-ledelsen med sin velkendte begrundelse: ”De ved ikke, hvad de gør”. Men hvad nu, hvis de rent faktisk godt ved, hvad de gør? Findes der også tilgivelse for, at de med åbne øjne og i en stupid kommercialismes navn er i færd med at reducere Maren i Kærets afkom til åndelige bimmerbørn?

CHRISTIAN BRAAD THOMSEN