Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Krigens løgne

Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

KRONIK I JYLLANDSPOSTEN 28.marts 2003.

 

3.  KRIGENS LØGNE

 

George Bush tror, han kan bekæmpe terrorismen ved at overtage dens metoder i stedet for lade kampen mod den være præget af netop de værdier, som terrorismen er vendt imod.

 

Af Christian Braad Thomsen,

filminstruktør og forfatter

 

 

Det var som bekendt tyskernes indmarch i Polen, der satte 2. verdenskrig i gang. Men mindre bekendt er det påskud, som Hitler valgte til at legitimere invasionen, nemlig overfaldet på den tyske radiosender Gleiwitz nær den polske grænse. En gruppe mænd i polske uniformer trængte ind og erobrede radiostudiet, hvorfra de opfordrede til opstand mod det nazistiske regime. Tysk politi fik hurtigt kontrol over situationen, og en enkelt blev dræbt under skyderiet. Nu havde Hitler en begrundelse for at invadere Polen: landet var en trussel mod Tysklands sikkerhed.

            Det har siden vist sig, at det ”polske” angreb på Gleiwitz-senderen var iscenesat af den nazistiske efterretningstjeneste. Angrebet blev foretaget af tyskere i polsk uniform, og den dræbte ”polak” var en kz-fange, som de havde medbragt og skudt til lejligheden.

            Dette nazistiske skuespil har siden dannet forbillede for en lang række lignende aktioner foretaget af de vestlige demokratier, ikke mindst USA. Vietnam-krigen startede på samme måde. I 1964 blev to amerikanske destroyere i Tonking-bugten angiveligt udsat for beskydning fra nordvietnamesiske torpedobåde, hvorefter Kongressen gav præsident Lyndon B. Johnson tilladelse til at gribe militært ind mod Nordvietnam. En hemmelig regeringsrapport, som blev lækket til pressen i 1971, afslørede, at det påståede nordvietnamesiske angreb var et stykke ren fiktion, som udelukkende tjente det formål at give regeringen et påskud for at starte den Vietnam-krig, som der havde foreligget hemmelige planer om i flere måneder. Løgnen dokumenteres i Michael Beschloss’ bog Reaching for Glory – Lyndon Johnson’s Secret White House Tapes, hvor den amerikanske præsident i en samtale med forsvarsminister Robert McNamara indrømmer, at destroyerne ikke var blevet beskudt. Kun amerikanerne havde affyret skud – og ifølge Johnson kun mod hvaler!

            Da præsident George Bush senior i 1991 skulle have kongressen med til den første krig mod Irak efter landets invasion i Kuwait, hyrede han et pr-bureau, der skulle sælge krigen som en hvilken som helst anden vare. Pr-bureauet præsenterede en kongreskomité for en kuwaitisk sygeplejerske, der fortalte, hvordan hun fortvivlet havde overværet, at irakiske soldater havde revet babyer ud af kuvøserne på et hospital i Kuwait. Mindst 300 var døde under denne baby-massakre. Det viste sig senere, at den pågældende ”sygeplejerske” var den kuwaitiske ambassadørs datter, og at hun havde opholdt sig i USA under hele krigen.

 

USA’s officielle begrundelse for at føre krig mod Irak er som bekendt, at man vil destruere Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, så han ikke mere kan udgøre en trussel mod sine naboer – og mod USA. Det forbavsende ved denne begrundelse er, at Saddam Hussein har fået sine masseødelæggelsesvåben af netop USA. George Bush senior har leveret ham de biologiske våben, som George Bush junior nu vil fratage ham igen. Dette er utvetydigt fastslået allerede i 1994 af en senatskomité under senator Donald Riegel. Det fremgår af Riegel-rapporten, at Center for Disease Control havde sin helt egen måde at føre kontrol med sygdomme på. Centret kontrollerede, at netop Irak fik biologiske våben – endda med udtrykkelig tilladelse fra den amerikanske regering. De biologiske våben, som Saddam Hussein op gennem 80’erne anvendte mod både nabolandet Iran og mod sin egen kurdiske befolkning, fik han fra USA i perioden 1984-93. Over for senatskomitéen har centret bekræftet, at disse leverancer bl.a. omfattede nervegas og anthrax – også selv om State Department allerede i 1979, dvs. i Jimmy Carters præsidentperiode, havde sat Irak på listen over de lande, der støtter terrorisme.

            Nu kunne man naturligvis håbe, at USA er blevet klogere og har fortrudt de beskidte leverancer til Saddam Hussein, efter at man har set, hvordan han har anvendt sine masseødelæggelsesvåben. Men intet tyder på, at USA har haft noget at indvende mod hans hidtidige anvendelse af våbnene. USA startede de biologiske våbenleverancer for at støtte Saddam i den krig, han havde indledt mod Iran, og selv efter massakren i 1988 på den kurdiske by Halabja, hvor 5000 landsbyboere omkom af giftgas, fortsatte USA med at levere Saddam Hussein våben til undertrykkelse af hans egen befolkning.

Det er grotesk, at præsident Bush i dag bruger Halabja-massakren som begrundelse for sin krig mod Irak. Da massakren fandt sted, havde USA intet at indvende. Der må således være helt andre grunde til, at USA ønsker at angribe Irak, end at fratage landet de masseødelæggelsesvåben, USA selv har leveret.

 

Det fremgår klart af George Bush’s krigstaler, at hans horisont er afgørende præget af Hollywoods western-mytologi. Men der er en helt anden film, som man kunne ønske, at Bush en aften ville lægge på hjemmevideoen, nemlig Orson Welles’ Touch of Evil. Her spiller Welles selv en korrumperet politimand, der er berømt for at opklare alle sine mordsager – ind til det afsløres, at han selv udlægger de beviser, han siden bruger til at fælde de mistænkte med. Det kunne være et rammende portræt af Bush, hvis det ikke lige havde været, fordi Welles også skildrer sit perverterede magtmenneske med en særlig bunden ømhed og forståelse: hans narcissistiske selvovervurdering og hævngerrighed hænger sammen med, at hans kone blev myrdet. Det er kunstnerens privilegium at forstå sit magtmenneskes patologi; denne forståelse fortjener Bush først, når han ikke mere er præsident.

Desværre er Hitler, Johnson og Bush senior & junior ikke ene om den specialitet selv at levere de beviser, de derefter bruger som påskud for et voldeligt overfald. I mindre format er dette beskidte trick benyttet af italiensk politi. Da de gennembankede og arresterede fredelige demonstranter ved EU-topmødet i Genua, havde politiet havde selv anbragt de molotovcocktails på demonstranternes sovesal, som de derefter brugte som påskud for at overfalde de sovende. Også dansk politi har benyttet sig af tricket, f.eks. da urobetjente udsendte den berømte falske knibemelding under Nørrebro-optøjerne og derpå selv kommanderede deres kollegaer frem til en konfrontation med demonstranterne, der som bekendt endte med, at politiet skød med skarpt ind i menneskemængden.

 

Der er således en rig tradition for de løgne, som præsident Bush og udenrigsminister Colin Powell har fabrikeret i et heldigvis forgæves forsøg på at få verdens opbakning til en ny krig mod Irak. Den groveste er, at Irak skulle være allieret med Osama bin Laden og Al Qaeda. Det er med udgangspunkt i denne løgn, at Bush afslutter alle sine krigstaler med det omkvæd, at Saddam Hussein må fjernes ”for the security of the American people”. Det er grotesk at hævde, at Irak skulle udgøre en trussel mod det amerikanske folk, men en nylig undersøgelse viser, at Bush-regeringen med denne løgnekampagne har fået et betydeligt flertal i den amerikanske befolkning overbevist om, at Saddam Hussein stod bag terrorangrebet 11. september.

Uvildige eksperter kalder det rent opspind, at der skulle være en forbindelse mellem Al Qaeda og Irak, og det eneste ”bevis”, Colin Powell har kunnet fremlægge, er, at et Al Qaeda-medlem skal have modtaget hospitalsbehandling i Irak. Ingen begrundelse er for ringe, selv hospitalshjælp til syge kan være en anledning, når USA vil i krig. Tidligere har USA hævdet, at lederen af World Trade Center-aktionen, Mohammed Atta, skulle have mødtes med en irakisk agent i Prag, men denne påstand er ikke blevet gentaget, siden præsident Vaclav Havel tilbageviste den som grundløs. Først var det Afghanistan, der stod bag Al Qaeda, og hvis Irak-krigen falder ud til USA's fordel, vil de næste bagmænd formentlig være at finde i Iran, Libyen og Nordkorea.

Blandt de ”beviser”, Colin Powell fremlagde i FN, var også et brudstykke af et påstået satellitoptaget bånd, hvor irakiske embedsmænd diskuterer, hvordan de skal skjule kriminelt materiale for kontrollørerne. I ethvert professionelt lydstudie kan man fabrikere et sådant bånd. Kan man virkelig også starte en krig på det grundlag?

 

Alligevel er ”hensynet til det amerikanske folks sikkerhed” ikke en kliché, der er grebet helt ud af luften. Klichéen betyder blot noget ganske andet, end krigsmagerne åbent vil indrømme. Hvis det amerikanske folk skal sikres det olieforbrug, som USA ser som en forudsætning for sin materielle sikkerhed, er der ingen vej uden om, at landet må have kontrol med Iraks oliereserver. Det er denne kontrol, krigen gælder, og ikke noget som helst andet. Da USA leverede Saddam Hussein biologiske masseødelæggelsesvåben i krigen mod Iran, var det dels for at hævne gidselstagningen i Teheran i 1979, dels i forventning om på denne måde at kunne få adgang til Iraks olie. Men jo mere selvrådig han blev, jo stærkere blev behovet for at skaffe sig af med det monster, USA selv havde skabt.

Det er interessant, at krigsmagerne i Washington ikke begrunder den kommende krigen med, at de vil befri det irakiske folk for en despot som Saddam Hussein, for det måtte da falde tilbage på det land, der tidligere støttede despotiet. Det måtte desuden have den logiske konsekvens, at USA måtte gå i krig mod en hel del andre nationer, herunder mange af sine allierede, f.eks. Rusland, Pakistan, Saudiarabien og Israel.

Russernes fremfærd mod tjetjenerne står ikke tilbage for Saddam Husseins fremfærd mod kurderne. Den eneste forskel er, at russernes forbrydelser foregår den dag i dag med USA's billigelse, mens Iraks blev standset for 10 år siden af FN. Ministerpræsident Putins kastrationstrussel mod en kritisk fransk journalist for nylig, er udtryk for en råhed, som selv den irakiske præsident næppe ville udstille offentligt: journalisten spurgte Putin, hvordan det kunne være, at man i militære operationer brugte fragmentationsbomber rettet mod civilbefolkningen, og det eneste svar, Putin magtede at give, var, at hvis journalisten dristede sig til at komme til Moskva, ville han få alt skåret af forneden, det havde man eksperter til.

Et straffesystem baseret på amputering af legemsdele er ikke forbeholdt Saddam Hussein, men trives blandt mange af USA's støtter i den arabiske verden, ligesom man ikke må glemme, at det jo også praktiseres af USA selv. Her er det bare hovedet, de amputerer på uønskede elementer. Med hvilken moralsk ret kan et land, der praktiserer dødsstraf, overhovedet opkaste sig til repræsentant for vestens humanistiske og demokratiske idealer? Retstilstanden i USA og dets nye allierede er af en art, så man bliver helt stolt af at tilhøre, hvad USA's forsvarsminister Rumsfeld foragteligt kalder ”det gamle Europa”.

Bush har også sanktioneret drab på enkeltpersoner overalt i verden, hvis de mistænkes for terrorisme. På biblens tid kunne de formastelige risikere at blive straffet med Guds lyn, og denne skik har den meget bibeltro George Bush taget op på ny, idet hans missiler som lyn fra en klar himmel kan ramme bilister overalt på kloden. Det gik f.eks. ud over en bil i Yemen, som havde pådraget sig USA's mistanke om at indeholde passagerer, der stod i ledtog med Al Qaeda. Retssikkerheden er definitivt sat ud af funktion, når Bush forbinder sin fundamentalistiske kristendom med det gamle western-råd: ”Skyd først og spørg bagefter”. Han opfatter sig tydeligt nok som Guds repræsentant på jorden, han slutter enhver krigstale med et ønske om, at Gud fortsat vil stå ham bi. Det samme gør Osama bin Laden.

Præsident Bush repræsenterer alt det, han bilder os ind, at han bekæmper. Bush vil føre krig mod Saddam Hussein for at afvæbne ham og forhindre ham i at føre krig. Den krig, som Irak aldrig havde turdet indlede, indledes nu af USA. Bush vil desuden befri verden for terrorister ved at støtte en notorisk terrorist som Israels ministerpræsident Sharon, der har brugt terror mod civilbefolkningen, siden han i 1953 var leder af en israelsk milits, der foranstaltede en massakre på Gaza-striben, og som med USA's hjælp får lov til uhæmmet at fortsætte terroren og omdanne de besatte områder til noget, der efterhånden minder om Warszawas ghetto.

Cowboyfascisten i Det Hvide Hus er i fortvivlende grad ved at udvikle sig til det 21. århundredes Hitler. Han kom til magten ved tvivlsomme midler, nemlig ved at de politisk udnævnte højesteretsdommere afbrød en stemmefintælling, der siden har vist sig at ville have givet Al Gore præsidentposten. Og hans aggressive optræden har i dag givet ham et stort flertal blandt vælgerbefolkningen.

Et indlysende fascistisk træk er at opdele  verdens befolkning i over- og undermennesker, sådan som det sker i forskelsbehandlingen af de fanger, USA tog i Afghanistan. Blandt dem var som bekendt en enkelt amerikanske statsborger. Han blev stillet for en dommer, fik advokatbistand og idømtes en hård, men legal straf. Den retssikkerhed, der som en selvfølge blev ham til del, gælder derimod ikke de arabere, der blev taget til fange. De er som bekendt frataget advokatbistand, de kommer ikke for en dommer, de kan tilbageholdes på livstid, de udsættes for vedvarende tortur, som koster nogle af dem livet. De overlevende gøres bevidst sindssyge ved at holdes indespærret i bure, der i længde, bredde og højde ikke er meget større end et menneske. Der sidder de nu på andet år uden menneskelig kontakt, uden mulighed for motion og med madrationer så usle, at de er sygdomsfremkaldende.

Forsvarsminister Rumsfeld har forsvaret denne langvarige mishandling med, at de sidder under vilkår, som det Taleban-styre, de mistænkes for at have støttet, også ville have budt sine politiske modstandere. Men hvad er meningen overhovedet med at bekæmpe Taleban-styret, hvis man på centrale punkter blot overtager dets normer og metoder? Med hvilken ret påberåber USA sig at repræsentere Det Gode i kampen mod Det Onde, når USA for det første selv har skabt dette onde og for det andet til stadighed kopierer ondskabens metoder i stedet for lade kampen være præget af netop de værdier, som terrorismen retter sig imod.

Lige som Hitler stræber George Bush mod verdensherredømmet med alle midler, også militære, og lige som under Hitler er Danmark i fuld gang med at indrette sig på rollen som lydstat i stedet for at gå i spidsen for demokrati og menneskerettigheder. Hitler kunne bremses, det kan Bush ikke. Hen regerer ud fra den skræmmende doktrin, at den, der ikke er med ham, er imod ham - og risikerer at få et missil i hovedet.

I dag tjener det kun sentimentale formål at forestille sig, hvordan verden ville have set ud, hvis Al Gore havde fået den præsidentpost, som et flertal af de amerikanske vælgere havde tiltænkt ham. Men det er tankevækkende, så kort den historiske hukommelse er i dag. Selv den danske tv-avis kan få sig til at sige, at Georg Bush er valgt af et flertal af de amerikanske vælgere -  uden at føle sig forpligtet til et dementi. Umærkeligt vænnes vi til at tro, at Georg Bush er valgt ved en almindelig demokratisk procedure i stedet for under forhold så groteske, at selv Robert Mugabe kunne se, der var noget galt – og tilbød at sende observatører for at kontrollere stemmeoptællingen.  

Så forskellige forfattere som John le Carré, Harold Pinter, Norman Mailer og Susan Sontag har i en sønderlemmende kritik af USA konstateret, at landet er gået fra forstanden. Bush behøver ikke at svare igen ved at brænde deres værker på offentlige bogbål, sådan som Hitler ville have gjort. Han kan nøjes med at trække på skuldrene og vende det døve øre til. Kunstnerne, der en gang var verdens samvittighed, er af en samvittighedsløs verden for længst kørt ud på et sidespor, hvor de ikke mere tages alvorligt som andet end leverandører af samvittighedsdæmpende underholdning.

En af de store udfordringer for verdenssamfundet i det 21. århundrede bliver at opspore USA's masseødelæggelsesvåben og få dem destrueret under international kontrol, så USA vil være forhindret i både at bruge dem efter forgodtbefindende og at sælge dem til ryggesløse diktatorer. Det bliver under alle omstændigheder en vanskelig opgave, og så længe George Bush er præsident, må man nok se i øjnene, den er uløselig.
 
 

Krigens fortsatte løgne

 

Af Christian Braad Thomsen

 

 

Jeg skal ikke tage stilling til den hoben skældsord, der har regnet ned over mig i anledning af kronikken Krigens løgne (28.3.2003). Men et par saglige indvendinger skal her imødegås. Martin Kasler mener (3.4), at han på tre punkter kan dokumentere, at jeg farer med usandhed.

 

1)      Kasler hævder, at jeg ikke dokumenterer, at det påståede angreb på amerikanske krigsskibe i Tonkin-bugten 1964 var fiktion. Han er dog enig med mig i, at præsident Lyndon B. Johnson mente, at angrebet aldrig har fundet sted. Det er muligt, at amerikanske præsidenters ord ikke er dokumentation for nogetsomhelst, - men fordi de ofte lyver, behøver de vel ikke altid at gøre det.

2)      Kasler benægter ikke, at en kongreskomité under Golfkrigen blev præsenteret for en fiktiv kuwaitisk sygeplejerske, der fortalte om en babymassakre forårsaget af Iraks tropper. Men han hævder, at der ikke er beviser for, at USA's regering stod bag løgnen. Det er muligt. CIA er gode til at dække deres fodspor. Men vildledningen er en kendsgerning, som ikke anfægtes.

3)      Kasler også benægter endelig min påstand om, at USA skulle have forsynet Irak med nervegas og anthrax. Her er min kilde ikke, som han hævder, Center for Disease Control, men en senatskomité under ledelse af senator Donald Riegel (1994). Af denne fremgår det, at USA 1984-93 leverede bacilus anthracis og bacterium botulinum til fremstilling af anthrax og botulisme samt salmonella og E coli-bakterier. Desuden leverede USA materiale til fremstilling af nervegas samt udstyr til SCUD-missiler. Kasler hævder, at USA's leverancer kun var ”til udvikling af vaccine og anden fredelig forskning”. Men hvorfor blev leverancerne så sendt til Iraks militær? Det er indiskutabelt, at USA selv har hjulpet Saddam Hussein til at udvikle de masseødelæggelsesvåben, som de nu er gået i krig for at fratage ham.

 

Kjeld Stabell hævder (3.4), at jeg har uret, når jeg påstår, at den danske regering og hærledelse under besættelsen ”sendte” unge danskere til østfronten. Han har ret i, at udtrykket kan misforstås, efter som der jo netop var tale om frivillige medlemmer af Frikorps Danmark. Men dels var frikorpset oprettet med regeringens anerkendelse, dels skridtede hærens øverstkommanderende, general Gørtz, fronten af sammen med den tyske general Hanneken, da medlemmer af frikorpset efter en orlov tog tilbage til fronten i 1942. Det kan man vel godt kalde at sende dem til fronten. Min kilde er her Ditlev Tamms fremragende værk Retsopgøret efter besættelsen (1985).  

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk