POLITIKENS KRONIK 5. november 2003

4.  Tiltrængt værdidebat

Statsministerens borgerlige bagland har hårdt brug for den værdidebat, han har lanceret. For her trives værdier, der ikke er forenelige med det danske demokrati.

Af CHRISTIAN BRAAD THOMSEN

Det er sjældent, at dansk tv ligefrem er uforglemmeligt, men det var det faktisk, da et tv-hold fulgte Brian Mikkelsen på hans første dag som kulturminister. Ved morgenbordet forsøgte han at fange sine børns opmærksomhed med den sensationelle nyhed, at han i dag skulle trykke dronningen i hånden. Børnene var ikke særligt interesserede, og da kulturministeren uanfægtet lod munden løbe om sin nye position, udbrød et af børnene lidt forundret: ”Hvorfor snakker du så meget i dag?

            Barnet er sikkert vant til, at ministeren - lige som de fleste af os - er lidt morgenstille, når der ikke lige er et tv-kamera i nærheden. Og formentlig har han endog i sjældne øjeblikke af selverkendelse gjort barnets spørgsmål til sit og f.eks. ærgret sig over, at han end ikke har kunnet holde det løfte, han gav i Politikens kronik (4.1.03) om, at nu var kulturkampen afblæst. I stedet er han fortsat i et amokløb, så der ingen grænser er for, hvad han har måttet æde i sig igen. Og eftersom han, insisterer på en kulturdebat om de lange og trange år, hvor en ikke nærmere defineret kulturradikal venstrefløj skulle have forhindret debatten, kan der være grund til at se nærmere på, hvad det er for ting, som det borgerlige Danmark ”ikke har haft mulighed for at sige under de sidste 30 års meningstyranni.” (Pol. 16.8.2002).

            Det er ganske vist svært at få øje på den undertrykkelse, venstrefløjen skulle have øvet fra 60’erne til i dag, for alle førende medier var jo i hele perioden under borgerlig ledelse. Så hvis borgerlige værdier ikke har kunnet trænge igennem i debatten, er det da ikke venstrefløjen, der skal bebrejdes, men snarere ledelsen af Berlingske Tidende og Jyllandsposten. Det må være herfra, den infame meningscensur er udgået.

            Men hvis dette trods alt lyder lige lovlig usandsynligt, er der også en langt mere plausibel forklaring på de borgerlige politikeres jeremiader. De ved fra kristendommens historie, at den uskyldiges valg af offerrollen er det mest effektive pr-middel. Det er suverænt Pia Kjærsgaard, der mestrer martyriet bedst, når hun flygter fra den truende pøbel, forskanser sig i butikker og bruger ulovlige håndvåben i selvforsvar. De journalister, der fulgte hende ved disse lejligheder, kunne ganske vist ikke få øje på trusler, men det kan pastor Jesper Langballe, som nu hævder, at hans partiforkvinde var ”udsat for livstruende overfald” (Pol. 9.7.03). Det har omtrent lige så meget på sig, som når Ulla Dahlerup som eksempel på den aktuelle kulturradikale undertrykkelse af sandheden lancerer en myte om, at hun ikke kan komme til orde i Politiken, skønt hun over flere sider af fået trykt sin berygtede tale på Dansk Folkepartis årsmøde og har fået tilbudt spalteplads til at svare på den rejste kritik. Men dette afslår hun, så hun på ny kan pudse offerglorien.

            Søren Krarup, der på det seneste er begyndt at udtale sig på det danske folks vegne, tager nu hele dette folk til indtægt for offermytologien. Han har lært af George Bush, at det er smart at bruge terrorbegrebet, hvis man vil manipulere, så han kalder danskerne for ”et terroriseret folk” (Pol. 16.3.02), hvorved han samtidig smagfuldt får gjort de kulturradikale til terrorister. Det er nemlig dem, der har nedbrudt folkets ”sjæl og identitet”. Men tiderne skifter, og ifølge Krarup har danskerne nu ”stemt nej til kulturradikalismen og ja til danskheden.” Ganske vist har jo hverken kulturradikalismen eller danskheden været til folkeafstemning, og selv den nuværende regering er kun valgt af godt halvdelen af folket. Men det er intet problem for Søren Krarup, for han har indført et danskhedskriterium, ifølge hvilket faktisk 100 pct. af danskerne har stemt for regeringen, altså en majoritet så knusende, at kun Saddam Hussein har præsteret noget tilsvarende. Dette kriterium går ud på, at hvis vi ikke tror på Guds ord om, at vi er skrøbelige og syndige mennesker, så ”er vi i grunden ikke danskere” (Pol. 1.9.01). Det er sensationelt, at en dansk præst og politiker nu bruger det religiøse tilhørsforhold som definition på danskhed. At afgøre hvem der herefter er dansker kræver en sindelagskontrol, som de næppe engang var i stand til at præstere i DDR.

Man kunne trække på smilebåndet over disse klodsede forsøg på misbrug af offerrollen, hvis ikke det var fordi, rollen naturligvis skal bruges til noget, som er mere alvorligt, nemlig et attentat på den ytringsfrihed, der ikke mere er en selvfølge i Danmark, om regeringens bagland får magt, som det har agt. En af de få ”intellektuelle” i Dansk Folkeparti, professor Bent Jensen, har således forlangt Jens Peter Liljegrens historiespeciale ved Syddansk Universitet underkendt, fordi det afslører, at Bent Jensen har fusket med sine kilder for at fremme sine politiske synspunkter. Dette er selvfølgelig ubehageligt for en historieprofessor, men i stedet for at tage kritikken til sig og blive mere omhyggelig i sin omgang med kilder griber Bent Jensen til de selv samme totalitære metoder, som han kritiserer, når de udspillede sig i Sovjetunionen: han forlanger et forbud etableret (Weekendavisen 4. og 11.7.03).

Disse metoder forsøgte partiets repræsentant i DRs bestyrelse, Søren Espersen, også at anvende over for journalist Ole Sippel, fordi han var uenig med Sippels dækning af mellemøstkonflikten. Og partiets kulturordfører Louise Frevert er inde på det samme, når hun problematiserer, at Lars von Triers Dogville fik statsstøtte, idet hun mener, den er ”anti-amerikansk” (Pol. 3.6.03). Nu bliver et kunstværk faktisk ikke anti-amerikansk, fordi det konstaterer, at der også  i USA findes både gangsterbander, lynchmentalitet og en grum, småborgerlig selvretfærdighed. Det ved vi bl.a. fra mange fremragende amerikanske film. Men da regeringen jo også har meldt ud, at holdninger ikke for fremtiden skal baseres på ekspertviden og faglig indsigt, er det den slags ukvalificerede domme, vi skal trækkes med.

Frevert vil også gribe ind over for danskernes frie tøjvalg ved at ulovliggøre noget så uskyldigt som et hovedtørklæde, idet hun ikke kan forestille sig ”hvem i alverden der ville iføre sig sådan en pjalt omkring hovedet, hvis ikke det var for at tilfredsstille patriarken derhjemme” (Berl. Tid. 9.8.03). Det skulle min mor lige have hørt. Hun var en god dansk bondekone, der satte en ære i at tage et tørklæde på hovedet, når hun skulle i byen. Til gengæld ville hun ikke have brudt sig om den tidligere mavedanserinde Louise Freverts tilbøjelighed til at smide det meste af tøjet offentligt, men som ægte liberal kunne hun ikke drømme om at diktere andre sin private tøjsmag. Hun ville nøjes med at se bort og smile lidt forlegent over den omsiggribende ekshibitionisme - samt insistere på sin ret til at bære tørklæde.   

            I samklang med Louise Freverts forbudspolitik har kunsthistorikeren Jon O. Lauring slået til lyd for, at Bjørn Nørgaards gobeliner til dronningen fjernes fra Christiansborg Riddersal, fordi der er tale om ”socialistisk” og ”antidemokratisk” kunst, hvor ”Lenin og Mao er portrætteret som idealiserede forbilleder”. Han finder det betænkeligt, at disse gobeliner hænger i Danmarks officielle repræsentationslokaler, fordi denne ”hyldest til kommunistiske og socialistiske regimer kan virke stødende på nogle gæster.” (Weekendavisen 1.8.03) Man skulle tro, artiklen var en parodi på kulturdebatten, men der er tværtimod al mulig grund til at frygte, at den unge kunsthistoriker, der således råber vagt i gevær mod de gamle 68’eres fortsatte hærgen, står til en fornem udvalgspost i kulturministeren notesbog.

Et mørkt kapitel i den borgerlige regerings historie er dens nye familielovgivning. Hidtil har det jo netop for borgerlige politikere været en mærkesag at værne om familien i en tid, hvor den er truet af opløsning. Men sådan er det ikke mere, efter at de sorte præster er kommet i folketinget. Nu gælder det om at sprænge familien i stedet for at samle den, hvorved regeringen paradoksalt nok lægger sig i forlængelse af de så foragtede kulturradikale og 68’ere, dog med den forskel at hvad de startede som et frivilligt opgør med snærende bånd nu forvandles til tvangsopløsning af familier. Nu er der lov for, hvilke familier der må bo sammen i Danmark, og hvilke der ikke må. Og hvis nogle skulle undre sig over, at netop vore fundamentalistiske præster går forrest i denne tvangsopløsning, har de glemt, at allerede Jesus satte sig i spidsen for et frontalangreb på familien:

            ”Jeg er ikke kommet med fred, men med sværd. Jeg er kommet for at så splid mellem en mand og hans far og en datter og hendes mor og en svigerdatter og hendes svigermor, og en mands husfæller skal blive hans fjender.” 

            Det har altid været et mysterium, hvordan man i en kirke baseret på disse  familieopløsende tendenser alligevel forsøger at sammensvejse folk, til døden dem skiller. Men nu er regeringen da også i færd med at afskaffe denne inkonsekvens. Fætter-kusine-ægteskaber er endnu tilladt blandt danskere, men ifølge regeringens nye lovforslag skal disse ægteskaber ikke mere være tilladt blandt udlændinge, medmindre de kan dokumentere, at de enten har levet sammen i længere tid inden ægteskabet, kender hinanden nøje, eller selv har planlagt brylluppet (Information 1.10.03).

            Her ville min mor have fået alvorlige problemer. Hun fandt det ikke rigtigt at leve sammen inden ægteskabet, og for hende var det naturligt, at svigerforældrene planlagde brylluppet. Samme skikke findes fortsat blandt mange danske muslimer, der således ikke længere kan gifte sig med hvem, de måtte have lyst til. Regeringen forsvarer sin politik med, at den vil ”tvangsægteskaber” til livs, og til det formål forhindrer man så unge danskere i at gifte sig af egen fri vilje. Det minder om min mors mest elskede molbohistorie: en bonde ærgrer sig over, at storken tramper hans korn ned, og for at han ikke skal komme til at gøre det samme, når han vader ind i sin kornmark for at skræmme den store fugl bort, får han fire andre bønder til at bære sig derind på et bræt. 

            Hidtil har vi betragtet det som et umisteligt gode, at unge drager udenlands og  dygtiggøre sig, får erfaringer og oplevelser og optræder som værdige repræsentanter for Danmark. Det er uundgåeligt, at nogle derved forelsker sig i udlændinge, og så klapper fælden. Unge danskere, som har fundet deres tilkommende i udlandet, må ifølge regeringens lovforslag ikke vende tilbage til Danmark sammen med deres ægtefælle, før de er fyldt 28 år. Hvordan skal vi kunne forvente, at de i det fremmede har andet end vrede og foragt tilovers for et fædreland, der ikke som tidligere byder deres ægtefælle velkommen, men modarbejder deres mest private følelser. Over for deres udenlandske venner vil de have svært ved at forklare, hvad forskellen egentlig er på en moderne kristen politiker og en gammel muslimsk patriark: begge vil indføre tvang over for de unges partnervalg.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har som sit indslag i kulturdebatten foretaget et ”opgør” med samarbejdspolitikerne, som har fået de foragtede historiske eksperter til at ryste på hovedet, og som da også er ret uforpligtende, fordi han ikke kommer med anvisninger på, hvad besættelsestidens politikere ellers skulle have gjort. Selv er han samarbejdspolitiker af en langt mere betænkelig art, idet han jo ikke var militært truet, da han bakkede op bag en amerikansk cowboyfascist, der gik i krig på løgnehistorier om, at Irak skulle være allieret med Al Qaeda og med sine masseødelæggelsesvåben udgøre en tikkende trussel mod det amerikanske folks sikkerhed. Disse løgne var også den danske regerings begrundelse for at deltage i den folkeretsligt ulovlige krig.

Mere besindige krigstilhængere har indvendt, at det trods krigens løgnagtige begrundelser vel var meget godt, at Irak slap af med en diktator som Saddam Hussein. Men når præsident Bush netop ikke kunne bruge den begrundelse, hænger det naturligvis sammen med, at USA har de sidste 50 år været med til at styrte demokratisk valgte politikere fra Mossadeq i Iran til Lumumba i Congo og til gengæld har støttet fascistiske diktatorer fra Pinochet i Chile til Saddam Hussein i Irak, ja, har endog forsynet Hussein med netop de masseødelæggelsesvåben, han brugte i kampen mod både Iran og hans egen kurdiske befolkning. Ifølge en officiel senatskomité under ledelse af senator Donald Riegel har USA 1984-93 leveret Saddam Hussein bacilus anthracis og bacterium botulinum til fremstilling af anthrax og botulisme samt salmonella og E coli-bakterier. Desuden leverede USA materiale til fremstilling af nervegas samt udstyr til SCUD-missiler. Det er disse leveringer, USA brugte som påskud for at gå i krig.

Hvis man skulle tage alvorligt, at USA pludselig lægger sin udenrigspolitik radikalt om og nu støtter demokratiet, må det forudsætte, at Bush i første omgang rydder op i egne rækker, dvs. indlede retssager mod de politikere og CIA-agenter, der hidtil har støttet statskup, massakrer og tortur – og da især mod dem, der har forsynet Saddam Hussein med masseødelæggelsesvåben. Og hvorfor erklærer Bush, Blair og Fogh ikke krig mod deres gode ven og forbundsfælle præsident Putin og sender tropper til Tjetjenien? Ifølge filosoffen André Glucksmann har Rusland siden 1994 dræbt ca. 200.000 tjetjenere ud af en befolkning på ca. en million (Weekendavisen 10.10.03). End ikke Saddam Hussein har formået at dræbe en femtedel af Iraks befolkning.

Men heldigvis er der ét menneske i hele verden, der har haft mod til at sige, at krigen da heller ikke gjaldt indførelse af demokrati i Irak. Det er den uforlignelige pastor Langballe, der fastholder luftkastellerne om, at krigen var nødvendig i kampen mod terror, og som for tydelighedens skyld tilføjer:

”Jeg opfattede ikke den militære invasion af Irak som en menneskerettighedskamp. Hvis det var tilfældet, havde jeg spyttet den langt væk.” (Information 9.7.03).

Jo, Bush er en mand efter præstens hoved. Bush nærer ingen sentimentale følelser for demokratiet; han fik politisk udpegede højesteretsdommere til at afbryde en stemmefintælling, så han kunne blive præsident, og han afbrød FNs våbeninspektion, så han kunne komme i krig. Også i spørgsmålet om dødsstraf er pastor Langballe en tro følgesvend af Bush, idet præsten som sit bidrag til værdikampen nu åbenlyst går ind for dødsstraf mod danske statsborgere. Sådan må man tolke hans kritik af Politikens leder om, at regeringen bør hjælp en dansker, der er dødsdømt i Marokko. Langballe ser ingen grund til at hjælpe, endsige have medlidenhed med ”en slyngel fra et terrornetværk, der afsiger og effektuerer sine egne dødsdomme i flæng.”(Pol. 25.8.03).    

            Man forstår godt, at statsministeren insisterer på en værdidebat, for hans eget borgerlige bagland er gennemsyret af værdier, der er uforenelige med det danske demokrati. Her går man imod det frie partnervalg, det frie religionsvalg og det frie tøjvalg, men går ind for fri benyttelse af løgnen i den offentlige debat, politisk censur af den statsstøttede kunst og forskning, fyring af kritiske journalister ved radio og tv, angrebskrig med opdigtede begrundelser - og dødsstraf for danske statsborgere.

Anders Fogh Rasmussen burde måske med sin interesse for besættelsestidens historie forsyne sit bagland med en tale, som den foragtede kulturradikale Poul Henningsen holdt i sit svenske eksil i 1943. Her præciserede PH, at nazismen udspringer af det herskende småborgerlige livssyn og advarede imod ”faren for en ny nazistisk blomstring efter krigen som vel bliver kaldt alt andet end nazisme – ja som kanske kommer til at trives indenfor de eksisterende parlamentariske partier.” (Kulturkritik III, Rhodos).

Hvis den visionære Poul Henningsen havde kunnet følge den grasserende borgerlige kulturdebat, ville han ryste på hovedet og bedrøvet indse, at hans advarsel var forgæves. 

 CHRISTIAN BRAAD THOMSEN