Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Lystmordet på Freud
Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

 

POLITIKEN 14. februar 2004

 

 

6.  LYSTMORDET PÅ FREUD

 

Disse års rabiate Freud-kritikere ofrer enhver videnskabelig anstændighed på et politisk korstogs alter.

 

Af Christian Braad Thomsen

 

 

Smædeskrivelserne imod psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud vil tilsyneladende ingen ende tage. Normalt er der hverken hoved eller hale på kritikken, men derimod nok en skjult dagsorden, som også dukker frem i docent Nils Wiklunds essay Freuds svigt og løgn (BØGER, 7.2). Det er selv i vor tid uantageligt for mange, at de forsømmelser og krænkelser, som et lille barn udsættes for, kan være traumatiserende.

Det kan undre, at også psykologer betvivler barndommens betydning for udviklingen af personligheden og af psykiske sygdomme, men det gør altså Wiklund og med ham et stigende antal ”kognitive” adfærdspsykologer. Skråsikkert hævder han, at teorien både er ”forkert og krænkende”, men samtidig roder han tingene grundigt sammen, når han påstår, at Freud opfattede alle psykiske sygdomme som produkter af en tidlig forstyrrelse. Det passer ikke. Freud var naturligvis opmærksom på det subtile sammenspil mellem medfødte og erhvervede tilbøjeligheder. Derimod er det uundgåeligt, at nogle forældre må opleve det som ”krænkende” at få at vide, at deres opdragelsesmetoder kan være traumatiserende. Denne krænkelse må de leve med i et samfund, hvor vi f.eks. straffer voldelige og seksuelle overgreb mod børn. Det gjorde vi vel ikke, hvis ikke vi havde grund til at mene, at overgreb mod børn kan være skadevoldene.

Det er forbavsende, at Wiklund med sin kritik af Freud nu indtager den position, at en ”tidlig forstyrrelse” af væksten ikke kan forvolde psykisk sygdom. Hvor forvirret og usaglig disse års Freud-kritik er, fremgår i øvrigt af, at Freud nok så ofte kritiseres for det modsatte, nemlig at han ikke ville anerkende afstraffelsesmetoder og overgreb som sygdomsfremkaldende! Begge kritikpunkter er absurde.

Nils Wiklund hævder desuden, at Freuds ”hemmelige komité” ikke mente, at en homoseksuel kunne blive psykoanalytiker, og at man ”betragtede homoseksualitet som en meget alvorlig forstyrrelse”. Det passer ikke. I en grundig fodnote til Tre afhandlinger om seksualmoral (1915) skriver Freud:

”Den psykoanalytiske forskning modsætter sig med bestemthed forsøget på at afsondre de homoseksuelle fra andre mennesker som en gruppe af en særlig beskaffenhed. Idet den  også studerer andre seksuelle impulser end de manifest tilkendegivne, erfarer den, at alle mennesker er i stand til at vælge objekter af samme køn og også har gjort det i det ubevidste.”

Og da Freud bliver kontaktet af en amerikansk mor, der er bekymret over, at hendes søn vist er ved at udvikle homoseksuelle træk, skriver han (9.4.1935), at homoseksualitet ”ikke er noget at skamme sig over, ingen synd, ingen nedværdigelse, den kan ikke klassificeres som en sygdom; vi betragter den som en variant af den seksuelle funktion.”           

 

Mere heldig er Nils Wiklund ikke med sin dybt forvirrede redegørelse for Freuds forhold til kokain. Han hævder, at vi siden 1986 har vidst, at Freud ”misbrugte” kokain. De mere opmærksomme blandt os har dog 100 år tidligere haft mulighed for at vide, at Freud eksperimenterede med kokain, idet han selv publicerede sine erfaringer i et essay, Über Coca (1884). At kalde disse eksperimenter for ”misbrug” er en urimeligt moraliserende betragtning: som bekendt brugte læger ofte sig selv som forsøgspersoner, når nye stoffer skulle undersøges. Det gjorde Freud også.

Wiklund beskylder Freud for ”uhæderlighed”, idet han skulle have påstået, at det var ham, der ”havde opdaget, at kokain egner sig udmærket til lokalbedøvelse ved operationer i øjet.” Det passer ikke. I 1887 indledte Freud et essay med at fremhæve ”Carl Kollers brillante brug af kokains bedøvende egenskaber”, hvorefter han understregede, at hans egen interesse ligger i at undersøge kokains mulige nytte ved behandling af psykiske lidelser. Også i sin biografiske Selbstdarstellung (1925) fremhæver Freud Koller som ”opdageren af lokalbedøvelse ved kokain.” Det er ikke Freud, som er uhæderlig, det er Wiklund.

Wiklund hævder desuden, at Freud mod bedre vidende skulle have påstået, at hans lægekollega og nære ven Ernst Fleischl von Marxov ”takket være kokainet” var kureret for den morfinisme, som han havde pådraget sig for at lindre smerterne efter en operation. Det passer heller  ikke. Da Freud skrev Über Coca, havde han rimelig grund til at tro, at Fleischl var i bedring, men da denne siden fik et alvorligt tilbagefald, advarede Freud i et nyt essay (1887) mod kokain som afvænningskur:

”Kokain er værdiløst for morfin-misbrugere af andre grunde. Patienterne begyndte at skaffe stoffet selv og blev lige så afhængige af det, som de havde været af morfin.”

Et særligt modbydeligt afsnit i Wiklunds Freud-hetz er hans misbrug af de selvmord, som indtraf blandt de tidligste psykoanalytikere og deres patienter. Der er intet nyt i, at der blandt de første, som opsøgte Freud for at lære psykoanalysen at kende, var flere psykisk labile personer, som på den måde håbede at blive klogere på deres egne lidelser. Der er heller intet nyt i, at der blandt psykisk syge patienter naturligvis indtræffer flere selvmord end blandt raske. De enkelte selvmord har alle en så specifik forklaring, at det vil føre for vidt at behandle dem her. Det skal blot fastslås, at det er dybt uvederhæftigt at give Freud eller psykoanalysen skylden for disse selvmord.

Ovenstående eksempler burde være tilstrækkelige som dokumentation for Nils Wiklunds utroværdighed. Hvis pladsen tillod det, ville det være en smal sag at tilbagevise hans øvrige angreb på Freud som infamt sladder uden hold i virkeligheden. Problemet med disse års rabiate Freud-kritikere er, at de i ét væk skriver af efter hinanden og derved bruger hinandens fejl som dokumentation for Freuds beskidte karakter. På den måde fremtræder kritikken som en samlet, massiv front. Men de færreste af Freud-kritikerne ulejliger sig med at gå til kilderne og undersøge, hvad Freud egentlig selv skrev, sagde og gjorde. Dermed ofrer de enhver videnskabelig anstændighed på et reaktionært politisk korstogs alter.

 

Christian Braad Thomsen er forfatter og filminstruktør og har bl.a. skrevet Freud-biografien Sigi Erobreren (Hans Reitzel) samt udgivet et tobindsværk med Freuds korrespondance: Kærestebreve og Breve til den hemmelige komité (Klim).

 

 

Enter supporting content here

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk