Berlingske tidende, 2004

11.  Når tankepolitiet kriminaliserer erotiske drømme

Af Christian Braad Thomsen

Den skidtspand, Kristian Ditlev Jensen i sin kronik (22.4) hælder ud over mit syndige hoved, bekræfter, hvor vanskeligt det er at gennemføre en saglig diskussion om incest og pædofili. I stedet for at forholde sig til mine synspunkter forsøger han et karaktermord på mig. Det forsøgte man også på Freud og dennes kollega og levnedsskildrer Ernest Jones, der endda blev arresteret af politiet, mistænkt for pædofili, fordi han beskæftigede sig med børns seksualitet. Jeg befinder mig godt i det selskab, men har det mindre godt med, at den offentlige debat ikke er kommet ret meget videre siden da.

                Med støtte i løsrevne, misforståede citater hævder Ditlev Jensen at jeg ”har været lobbyist for pædofili og incest i snart et kvart århundrede.” Nej, det har jeg ikke. I dokumentarfilmene Herfra min verden går (1976) og Den man elsker (1980) skildrer jeg henholdsvis et pædofilt og incestuøst forhold, som ingen ved sine fulde fem kan mene, at jeg skulle gå ind for. I bøgerne Lysten og loven (1983) og Snapshots (1993) har jeg mere udførligt redegjort for problematikken. Ditlev Jensen kender tydeligt nok ikke disse arbejder, men mener alligevel at kende mine synspunkter ud fra andres misvidende referater. Han har dog på nettet fundet et ”sigende” foto fra Den man elsker af mig og min nøgne datter i en dobbeltseng. Det pågældende foto er produceret af Statens Filmcentral og adskiller sig ikke fra tusindvis af billeder fra ethvert familiealbum. Det er præcis denne slibrige mistænkeliggørelse af uskyldige familiebilleder, jeg har vendt mig imod i den løbende debat.

Han finder det desuden kompromitterende, at jeg i Den man elsker refererer en erotisk drøm om min 2-3 måneder gamle datter, og tilslutter sig dermed det nyopdukkede tankepoliti, der vil kriminalisere drømme og fantasier. Her vil han unægtelig komme på hårdt arbejde, idet alle tænkelige love hver nat overtrædes i normale menneskers drømme. Men han vil også få svære problemer med bevisbyrden. 

                Ditlev Jensen harcelerer over, at jeg i et interview har sagt, at der findes lykkelige incestforhold. Det er der ellers talrige vidnesbyrd om i faglitteraturen, f.eks.  psykologen Joan A. Nelsons beretning om sine personlige oplevelser og faglige undersøgelser i Constantines og Martinsons Children and Sex (1981).  Det er aldrig klogt at lukke øjnene for virkeligheden, men det betyder fortsat ikke, at jeg er lobbyist for incest eller pædofili.

Jeg har altid beskrevet sådanne relationer mellem voksne og børn som et produkt af syge familieforhold. Det barn, der i en tidlig alder oplever en naturlig forældrekærlighed, som også omfatter en livsvigtig kropslig-erotisk dimension, vil aldrig kunne knytte sig til en pædofil – eller blive pædofil som voksen. Men jeg skal ikke modsige dem, der fortæller, at de som børn har haft positive incestuøse eller pædofile oplevelser som reaktion på en kølig og kærlighedsfattig barndom   

                Endelig giver Ditlev Jensen en fejlreferat af min 25 år gamle injuriesag mod Ulla Dahlerup, som havde beskyldt mig for at få ”maksimalt seksuelt udbytte” af at omgås min datter. Det gav dommeren hende mærkeligt nok lov til at hævde, men efter som jeg fik lov at forlade retten som en fri mand, vidste dommeren også, at hun løj. Det er ikke forbudt at lyve groft, men dog heller ikke værd at efterligne. Hun har for længst placeret sig på Dansk Folkepartis sorte højrefløj, og hvis Ditlev Jensen befinder sig godt i det selskab, skal det være ham vel undt.