BERLINGSKE TIDENDES KRONIK, 6. april 2004

9.  De fleste pædofile er lovlydige

Risikoen ved tidens unuancerede pædofilihetz er, at den producerer just det, som hetzmagerne vil advare imod.

af Christian Braad Thomsen

Det er en fuldstændig uhørt hetz, der i disse år kører mod de pædofile, og som nu er resulteret i, at de pædofile har følt sig tvunget til at lukke deres hjemmeside og deres forening. Det har de ikke gjort, fordi der foregik noget ulovligt, men fordi de frygtede de dødstrusler, som hetzen er resulteret i.

Som enhver anden hetz er også denne et tydeligt eksempel på, at uvidenhed og fordomme slår over i uhæmmet aggressivitet. Hetzen får næring, hver gang der begås en forbrydelse mod børn og er derfor blusset op på grund af Dutroux-sagen i Belgien. Denne tragedie kaldes i f.eks. tv-avisen for en pædofilisag, skønt Dutroux ifølge en psykiatererklæring slet ikke er pædofil. Men selv om han var, ville det ikke berettige til at kalde sagen mod ham for en pædofilisag. Sagen mod den tyske kannibal og morder kaldtes ikke en homoseksuel sag og førte ikke til en hetz mod homoseksuelle, og de jævnlige voldtægter mod har heller ikke ført til en hetz mod heteroseksuelle. Ingen bliver forbryder på grund af sin seksuelle driftsretning, heller ikke de pædofile.

Alligevel kriminaliserer Berlingske Tidendes kommentator  Farshad Kholghi (13.3) alle pædofile ved at påstå, at de ”misbruger børn seksuelt og voldtager deres fremtid”. Forfatteren Kristian Ditlev Jensen fører an i den verserende hetz. I Politiken 2.11.2003 slår han uden videre fast: ”Hvis man er pædofil, er man kriminel, og hvis man er kriminel og organiseret, så plejer man egentlig at kalde det organiseret kriminalitet.”

Ditlev Jensens udtalelse er klart injurierende, men alligevel har statsadvokaten afslået at rejse tiltale med den begrundelse, at ”udtalelserne efter min opfattelse navnlig må anses for rettet mod pædofile, der praktiserer pædofili, og at seksuelle handlinger over for mindreårige under 15 år er strafbare.”

Ved at indføje ordet ”navnlig” i begrundelsen tilkendegiver statsadvokaten, hvad der er indlysende for enhver, nemlig at udtalelserne også er rettet mod de pædofile, der ikke praktiserer deres pædofili. Alligevel bøjer han loven og tilkendegiver, at de pædofile ikke nyder samme retslige beskyttelse som vi andre. Retssamfundet foretager dermed et generelt overgreb mod samtlige  pædofile, der er fuldt så forargeligt som de heldigvis meget få overgreb, som enkelte pædofile foretager mod børn.

Man er ikke kriminel, fordi man er pædofil. Nogle af de mest respekterede kunstnere og tænkere i vor kultur har været pædofile, men de har som langt de fleste øvrige pædofile været i stand til at sublimere deres seksualitet. Det er hjerteløst at påstå, at alle pædofile er forbrydere, og den verserende hetz adskiller sig ikke principielt fra 30’ernes nazistiske hetz, som stemplede alle jøder som forbrydere. Man har ikke selv valgt sin afstamning, tro eller seksuelle orientering. 

Statsadvokatens begrundelse for ikke at lade injurielovgivningen beskytte de pædofile svarer nøje til, om retsvæsenet i 30’ernes Tyskland havde forsvaret nazisternes påstande om, at jøder er børneskændere med, at de naturligvis ”navnlig” tænker på de jøder der skænder børn. På den måde kan man ikke bøje loven. Konsekvenserne er forfærdende, hvilket vi allerede har set i Danmark, hvor personer, der var mistænkt for pædofili, er blevet likvideret. Disse drab er en klar følge af en uforstandig hetz – uden at jeg derfor vil følge hetzmagerne i deres generaliseringer og erklære dem alle for potentielle mordere.

I den nu nedlagte pædofiliforenings formålsparagraf stod udtrykkeligt: ”Foreningen kan hverken organisere eller formidle ulovlige aktiviteter.” Det er derimod foreningens formål ”at virke som socialt kontakt- og støtteorgan for personer, som har følelsesmæssige, seksuelle, juridiske eller sociale problemer i relation til pædofili.” Derved adskilte de pædofiles forening sig ikke fra andre støtteforeninger, som er etableret af f.eks. alkoholikere, sindslidende eller kræftpatienter. Det er en selvfølge, at folk med et handicap organiserer sig i et forsøg på at hjælpe sig selv og hinanden.

Mange pædofile går desuden ind for en nedsættelse af den kriminelle lavalder. Det er et fuldt legalt politisk ærinde. Det gjorde straffelovsrådet også i 1975, da det foreslog 14 år som lavalder, uden at noget tyder på, at rådsmedlemmerne var pædofile. Den nuværende lavalder på 15 år håndhæves jo heller ikke i praksis, idet det ikke er usædvanligt, at unge har deres seksuelle debut som 14-årige. Og ind til begyndelsen af 30’erne var lavalderen for piger faktisk 12 år - medmindre hensigten var at forføre pigen til utugt!

Også Politiken har i en leder (14.3) kaldt pædofili for ”en voldsforbrydelse”. Men selv hvis pædofili undtagelsesvis praktiseres i stedet for at sublimeres, er den ikke nødvendigvis en voldsforbrydelse. Det kan lederskribenten spørge sin kollega Henrik Steen Møller om, der i sin nye bog Rejse i erindringen beskriver en pædofil oplevelse, som han også i en mere moden alder har et udelt positivt forhold til. Men selv blandt psykologer trives en massiv uvidenhed om disse forhold og en modvilje mod at sætte sig ind i den faglitteratur, der går på tværs af den aktuelle hetzstemning. 

Hetzen er ikke blot krænkende for det store flertal af lovlydige pædofile borgere, men er også invaliderende for et sundt og naturligt forhold mellem forældre og børn. Et skræmmende eksempel er den nylige lukning af den anerkendte fotograf Betsy Schneiders fotoudstilling i London, fordi den rummede nogle helt uskyldige nøgenbilleder, som hun havde taget af sin datter. De adskiller sig ikke fra de fotos, som de fleste forældre har taget af deres børn, - og derved kommer ethvert familiealbum potentielt i farezonen og bliver sidestillet med internet-porno.

Over 100 danskere er nylig blevet arresteret, mistænkt for at være i besiddelse af børneporno. Og naturligvis skal man da forhindre fremstilling af børneporno, eftersom der ligger en forbrydelse bag. Men er det rimeligt at kriminalisere besiddelse af disse billeder? Jeg iler med at tilstå, at jeg selv er kriminel, idet også jeg besidder børneporno. Jeg har erhvervet den fuldt legalt, idet jeg i 1980 købte Lone Backes psykologiske fagbog Liderlige Lolita, der handler om børneporno og derfor logisk nok også indeholder billeder. Både Borgens Forlag, som har udgivet bogen, og Arnold Buscks Boghandel, hvor jeg har købt den, er i den sammenhæng lige så kriminelle som mig.

Ifølge straffeloven kan jeg ikke forsvare mig med, at jeg har købt bogen i fagligt øjemed, skønt det er tilfældet: jeg beskæftiger mig professionelt med psykologi i min egenskab af forfatter og filminstruktør. Alligevel må jeg ikke besidde disse billeder, men vil på den anden side ikke regne mig for lovovertræder af den grund. Jeg har også billeder af andre forbrydelser, herunder lynchninger af amerikanske negre, nedskydning af tyske jøder, tortur mod danske modstandsfolk, amerikanske krigsforbrydelser i Vietnam samt af forskellige moderne terrorhandlinger. Hvordan bærer man sig mon ad med at skelne imellem, hvilke forbrydelser det er tilladt at gemme på billeder af, og hvilke det ikke er tilladt? Noget tyder på, at den subjektive fascinationskraft er målestokken ud fra den betragtning, at hvad man fascineres af, får man lyst til at praktisere. Men den holder ikke. Jeg føler snarere lede end fascination ved at se børneporno, hvorimod jeg igen og igen har set flyene flyve ind i World Trade Centre med en mærkeligt sammensat skrækblandet fascination. Det betyder dog ikke, at billederne giver mig trang til at gentage forbrydelsen.   

Det alvorligste ved hetzen mod de pædofile er måske, at den går ud over den naturlige og livsvigtige kropskontakt mellem voksne og børn, som naturligvis også rummer en erotisk dimension. Mange vil af angst for tidens incest- og pædofilihysteri vige tilbage for at give deres børn den fysiske kærlighed, der er så afgørende for barnets udvikling. Og den, der ikke har fået tilstrækkelig kærlighed i sit barndomshjem, kan netop senere være tilbøjelighed til at kompensere herfor ved at knytte sig til en pædofil – eller ved selv at blive pædofil.

En af flere forklaringer på pædofili er, at den pædofile har haft en så kærlighedsfattig barndom, at han er gået i stå i sin psyko-seksuelle udvikling. Derfor tiltrækkes han i sit voksne kærlighedsliv af tiden før blokeringen satte ind og vender sig – i fantasien eller i realiteten – mod børnene for at indhente det forsømte. Den yderste risiko ved tidens pædofilihetz er således, at den producerer just det, som den vil advare imod.