Konen i muddergrøften

Sigmund Freud grundlagde i slutningen af 1890erne psykoanalysen, fordi han havde konstateret, at terapi kan producere falske erindringer.

 Af  Christian Braad Thomsen,  november 2002

Det er glædeligt, at Politiken har taget fat på problemet omkring falske erindringer i incestsager, men en tone i artikelserien klinger falsk: det fremstilles, som om disse falske erindringer skulle være en ny opdagelse, hvilket mildest talt ikke er tilfældet. Psykoanalysen blev faktisk grundlagt på erkendelsen af, at ikke alle erindringer var autentiske. Det opdagede Sigmund Freud i 1896 - og hvis ikke Freud i den grad havde været prygelknabe i den hjemlige debat de sidste 30 år, ville danske psykologer og psykiatere også have haft del i denne viden.

                             Nu har vi i stedet haft store skandalesager som Roum-sagen (1988-95), hvor en gruppe uskyldige borgere blev idømt hårde fængselsstraffe, fordi en pige diskede op med falske erindringer efter et år at have været i behandling hos en berygtet incestterapeut.

Også psykiateren Jytte Willadsen er nu (Kroniken 14.10) blevet klar over, at oppiskede folkestemninger og ukyndige terapeuter kan producere erindringer om begivenheder, der aldrig har fundet sted.  Men det er ikke klædeligt, at Willadsen fremstiller sig selv som den, der gør opmærksom på problemer, som alle andre skulle have overset, og beskriver det hjemlige debatmiljø som en andedam, der endnu engang selvtilstrækkeligt har holdt sig uvidende om verden. For 15-20 år siden gjorde både Berl Kutchinsky, Thorkild Vanggaard og jeg (bl.a. i Politikens kronik 23.11.1988) opmærksom på, at tidens incesthysteri resulterede i falske erindringer. Vi nævnte både skandalerne i Middlesborough og Roum samt den såkaldte stavepladesag, der resulterede i, at uskyldige kom i fængsel. Dengang var Jytte Willadsen vores rasende modstander. Hun mente, at fordi vi gjorde opmærksom på de falske erindringer, stod det klart, at vi i hvert fald ikke interesserede os for børnenes lidelser og behov for hjælp - som om et justitsmord nogen sinde skulle kunne hjælpe et barn. Siden har ikke mindst Dorthe Berntsen fra Psykologisk Institut i Århus beskæftiget sig med problemet, bl.a. i et fremragende essay i tidsskriftet Psyke & Logos (nr. 2, 1999).

                             Den umiddelbare glæde over, at denne vanskelige problematik også er begyndte at dæmre for Jytte Willadsen, reduceres ikke blot ved, at hun uretmæssigt påtager sig æren for en indsigt, hun hidtil har bekæmpet. Problematisk er det også, at hun - som så mange andre, der mener at have fundet de vises sten - går over i den modsatte grøft og nu tilslutter sig det synspunkt, at erindringer opstået efter lang tids glemsel - og da især når særlige terapeutiske metoder har været brugt for at få dem frem - er højst sandsynligt falske.

                      Det er igen at komme for let om ved tingene, for naturligvis kan begivenheder fortrænges og kræve psykoterapi for komme for dagens lys. Når Jytte Willadsen nu vil benægte det, svømmer hun stadig rundt i andedammen og fornægter en indsigt, som  har været tilgængelig, siden Freud redegjorde for fortrængningsfænomenet. Og netop Freuds centrale rolle fejlrefererer hun fortsat. Det er ikke rigtigt, at Freud i sit berømte essay Hysteriets ætiologi fortalte om kvinder, der beskrev, at de havde været ude for seksuelle overgreb, og at han siden ikke længere vurderede kvindernes beskrivelser af overgrebene som realistiske, men som ønsketænkning. Freuds pointe er den modsatte: det var ikke kvinderne, der fortalte ham, at de havde været ude for overgreb, men ham, der - fejlagtigt - fortalte kvinderne, at de havde været det  - hvorpå nogle af dem tøvende gav ham ret. Denne fejl bragte ham siden på sporet af Ødipus-komplekset.

Hvis Jytte Willadsen havde sat sig ordentligt ind i Freuds resultater i stedet for at håne dem, ville hun af Freud have kunnet lære, at nogle gange er overgreb mod børn reelt forekommende, andre gange findes de kun i behandlerens eller barnets fantasi. Når det ikke er lykkedes Jytte Willadsen at nå frem til denne elementære  indsigt, skyldes det, at hun endnu som en forpjusket ælling svømmer i kølvandet på kvindebevægelsens ukvalificerede Freud-kritik. På den måde bliver man aldrig en smuk svane, men højest en kone i en muddergrøft.