Sanddrømmeren

Sanddrømmeren anmeldt i Politiken

15. april 2002

Drømmekvinden

En insisterende ener i dansk kunst. Ny bog hylder filminstruktøren, fotografen, forfatteren, billedkunstneren og mennesket Jytte Rex.

Christian Braad Thomsen og Erik Varming (red.): Sanddrømmeren. Jytte Rex - Filminstruktør, fotograf, maler. Klim, 191 sider, ill., 250 kr.
Anmeldt af Karsten R.S. Ifversen - 13 apr 2002

Planetens spejle' er en af de mest underlige øjenudfordrende film, jeg erindrer at have set. Og det uanset at jeg ikke kan sige, hvad den handler om. Til gengæld kan jeg huske dens suggestive stemning, dette forførende forløb gennem flydende billeder af dans og død, der drømmende indgyder en mytisk glæde ved livet og kunsten.

Jeg tror Christian Braad Thomsen, når han skriver, at filmen ikke ligner nogen anden i verden. Det gør han i antologien 'Sanddrømmeren', der er udgivet i anledning af Jytte Rex' 60-års dag 19. marts i år.

I Braad Thomsens vidende, velskrevne og oplysende kritiske essay om hendes egensindige filmproduktion får man også det indtryk, at filminstruktøren Jytte Rex på sin vis har levet på det forkerte tidspunkt. Samtiden har ikke været nådig over for hendes drømmeagtige private udforskning af feminine myter.

Først var både universitetsmarxister og feminister efter hende. Hendes film og bøger havde både et personligt udgangspunkt og sigte - ikke et kollektivt frigørende mål som samtiden krævede. Senere er det blevet den kommercielle filmiske ensretning, der siden 'Planetens spejle' fra 1992 har forhindret hende i at få økonomisk støtte til at lave film.

Antologien stiller først og fremmest skarpt på Jytte Rex som filmskaber og fotokunstner og mindre som maler. Spørger man hende, hvad hun er, svarer hun imidlertid tegner og maler. Og det giver mening i hendes forhold til både fotografi og film.

Ikke mindst i forhold til filmen, hvor hun i hvert fald ikke er fortæller. Hendes dialog er kunstig og fremmed, mere et poetisk lydmaleri end meningsbærende. Men uanset medie er hendes styrke at kunne forvandle det private intime rum af familiebilleder (en dansende mor er genkommende figur) til almene, men meget kvindelige drømmebilleder, hvor anelser, fornemmelser og følsomhed råder over klarhed, orden og erkendelse.

I den meget varierede bogs slutning får man et indblik i selve råmaterialet med en lang række eksempler fra familiealbummet. De er ikke så interessante for en udenforstående. Det er derimod datteren Rosemarie Rex' fotografiske billedsuite, der om noget i hele bogen er en homage til moren. Der er ikke noget, end ikke Jytte Rex' egne billeder, der er mere Jytte Rexede. Det er en utrolig smuk serie.

Foruden de mange gode billeder af og med Jytte Rex er 'Sanddrømmeren' en blandet sag med bidrag af en lang række kunstnere og kritikere. På nær det nævnte essay af hendes samlever gennem mange år, Christian Braad Thomsen, bærer de i anledningens natur præg af at være en ensidig hyldest uden mod på at stikke med kritisk brod. Det bliver lidt lang læsning.

Til gengæld kan man glæde sig over, at alle Jytte Rex' spillefilm nu udsendes på video. Det kan opløfte i en tid, hvor den kommercielle ensretning synes at udsulte filmsproget. Men vær beredt. Drømmebilleder virker søvndyssende.