Afvist af POLITIKEN
28. maj 2013
URIMELIG
PÆDOFILI-BESKYLDNING
Peter Wivel bruger
regulært citatfusk for at kunne anklage Daniel Cohn-Bendit for overgreb mod
børn.
Af Christian Braad Thomsen
Politiken indleder på sin
forside 19.5 en hetz mod politikeren Daniel Cohn-Bendit under overskriften
”Pædofil fortid indhenter 68-ikon”, og over en hele side udbreder Peter Wivel
sig om, at Cohn-Bendit var pædofil. Det har intetsomhelst på sig og er baseret
på rent citatfusk.
Fra interviewbogen Der Grosse Basar citeres
Cohn-Bendit for disse sætninger fra sin tid som børnehavepædagog:
”Det skete ofte, at nogle bestemte unger åbnede min gylp
og begyndte at
kilde mig. Jeg reagerede forskelligt efter omstændighederne, men deres drift
stillede mig over for et problem.”
Peter Wivel baserer sin hetz på dette citat og tilføjer: ”Og
mere er der så
heller ikke.” Men det er der. I den efterfølgende sætning siger Cohn-Bendit:
”Jeg spurgte dem så: Hvorfor leger I ikke med hinanden, hvorfor har I udvalgt
mig og ikke andre børn?” Og efter således at have forsøgt at lede deres
vågnende drifter ind i mere passende kanaler understreger Cohn-Bendit, at han
nogle gange har kærtegnet dem, men naturligvis ikke seksuelt. Han har altså
afvist deres seksuelle tilnærmelser, men på en måde, som omhyggeligt ikke var
en afvisning af børnene.
Det forekommer mig at være den helt rigtige måde at reagere
på i en sådan
situation, og det har mildest talt intet med pædofili at gøre. Tværtimod.
Eksemplet understreger, hvad allerede Sigmund Freud påpegede, men som de
færreste kan acceptere den dag i dag, nemlig at barnets første drifter helt
naturligt har forældrene, eller forældreerstatninger, som objekt. Det kan til
stadighed diskuteres, hvordan man forholder sig relevant til denne
kendsgerning. Men det er urimeligt at rette pædofili-beskyldninger mod dem, der
tager denne problemstilling alvorlig – skønt alle lige fra Freud og hans elever
til Cohn-Bendit har måttet finde sig i disse beskyldninger fra uvidende
konservative kommentatorer.
At Politiken nu melder sig i dette uvidende kor er sørgeligt,
så meget mere
som det jo netop var en Politiken-journalist, der var med til at afdække de
falske pædofili-beskyldninger, som for 23 år siden sendte en række uskyldige
Roum-borgere i fængsel.
Peter Wivel har tidligere ved hjælp af citatfusk gjort Rainer
Werner
Fassbinder til antisemit og Günter Grass til modstander af Tysklands
genforening, skønt de begge igen og igen har indtaget de stik modsatte
holdninger. Nu er turen kommet til endnu en tysk hædersmand. Det er altid klogt
at tjekke kilden, når Wivel ”citerer” tyske kulturpersonligheder.
Christian Braad Thomsen har beskæftiget sig med incest og
pædofili i psykoanalytiske beslysning i bøgerne Lysten og loven (1983) og
Vreden, Gudinde, Besyng (2005).