Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

VKO-tidens økonomiske og politiske forbrydelser

Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

VKO-tidens økonomiske og politiske forbrydelser

Af Christian Braad Thomsen

Filminstruktør og forfatter


Min far stammede fra en midtjysk familie af stoute Venstre-bønder. For ham var det en hædersbetegnelse at kunne kalde sig bonde, for bønder var ordentlige mennesker, som mente, at alle er født lige og frie. De var stolte af deres gerning og ydmyge over for naturen, og i deres hverdag varetog de jordens og dyrenes tarv. De vidste, at hvis de ikke behandlede deres omgivelser ordentligt, ville de også svigte deres eget liv og ikke selv have nogen fremtid. 

Min far anerkendte ingen autoriteter ud over skolelæreren og doktoren, for de  havde studeret for at blive klogere. De kristne autoriteter regnede han derimod ikke. De var sværmeriske og snakkede i tåger. Kristendommen nåede aldrig ud til os i Bjertrup, men var standset inde i stationsbyen Hørning. Bønder vidste godt, hvordan man opfører sig ordentlig, og behøver ikke et diktat fra oven. 

Det var et meget sørgeligt øjeblik, da vores elskede hund Bob blev kørt ihjel, men heldigvis kom bilisten ind og sagde det, som det var. Han var helt ulykkelig over det. Far trøstede ham med, at det ikke var hans skyld, for hunden var blevet så gammel, at den hverken kunne høre eller se. Da han var kørt igen, sagde far, at det da var godt, det var en bonde, der havde kørt Bob ned, for en bonde stikker aldrig af fra noget. En bonde standser altid op og siger det, som det er, at han er kommet til at køre hunden over. Men dem inde fra byen har for travlt til at standse, de har ingen respekt.

Med denne enkle morale forudså far uafvidende Venstres udvikling fra et hæderligt bondeparti til et parti for storbyens yuppier og andre charlataner. Det betød samtidig en afvikling af de værdier, bondepartiet havde hvilet på. Bønderne vidste, at man måtte sætte tæring efter næring, yuppierne gjorde Venstre til et fidusparti, der levede på forventet efterbevilling.

Allerede i begyndelsen af 1950’erne brød far med Venstre. Da han ved folketingsvalget i 1953 kom hjem fra stemmeurnen, spurgte vi ham, hvem han så havde stemt på, og han svarede da generøst:

”Nåh, A gaw’em et kryds åll sammel, for A tøws it, te’ A will gjø’ forskjel åw’em.” 


Vorherre har været på overarbejde under de sidste ti års VKO-regime, hvor der rigeligt har været brug for den tilgivelse på forventet efterbevilling, som regimets præster har udstyret ham med under det Luther’ske slogan ”Synd frejdigt!”. Det er påfaldende, at netop Venstre som et fluepapir har tiltrukket økonomiske og politiske lovovertrædere.

Anders Fogh Rasmussen indledte sin værdikamp med, at han med løgnagtige argumenter førte Danmark i krig mod Irak. Alle inklusive Bush, Blair og Fogh vidste, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben, for det havde FNs våbeninspektører konstateret under deres hidtidige arbejde. De bad så mindeligt om yderligere et par måneder til at fuldføre arbejdet, så de kunne være helt sikre, men den frist ville krigsmagerne ikke give, for så ville de ikke længere have noget argument for at gå i krig. 

Den daværende udenrigsminister Colin Powell har forlængst indrømmet, at hans forsøg på i FN at dokumentere, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, var baseret på fabrikerede løgne fra Det Hvide Hus. Og som man begynder, sådan fortsætter man. Krigsmagerne talte uafladeligt om at indføre et demokratisk retssamfund, hvad irakerne må have fået et temmelig mærkeligt billede af, når også danske soldater overgav irakere  til tortur og drab. 

Og kulminationen på vores mellemøstlige korstog var en regulær lynchning af kampens mål, Osama bin Laden. Da det for alvor gjaldt, overholdt USA ikke retssamfundets regler, men skød den den ubevæbnede bin Laden ned som et vildt dyr. Man vidste nemlig, at man ikke havde beviser, som ville holde i en retssal – samt at han kunne fortælle om, at han lige som Saddam Hussein indledte sin politiske karriere med økonomisk støtte fra USA. Så var det lettere at fortsætte den lynchtradition, der hidtil var gået ud over indianere og negre, men som med moderne teknologi nu også kan ramme arabere og iranske atomfysikere.

Der var sikkert mange grunde til, at Bush-Blair-Fogh ønskede Irak-krigen, og man kan bestemt ikke udelukke, at Fogh førte Danmark i krig for at sikre sin internationale karriere. Det er en meget ubehagelig tanke, at Fogh købte sin NATO-post med en halv snes unge danskeres liv samt over 4.000 amerikaneres – for ikke at tale om måske op til 600.000 irakeres. 

FNs generalsekretær Kofi Annan meldte hurtigt ud, at krigen var ulovlig. Hvis man indleder en ulovlig krig, er man krigsforbryder og bør stilles for retten i stedet for at belønnes med en international toppost. Det var, hvad Lars Grenaa og Rune Eltard Sørensen markerede, da de overhældte Fogh rød maling. Når retssamfundet nemlig ikke fungerer, må ordentlige mennesker tage retten i deres egne hænder. Derved skabte de et fotografi, der blev et ikon for VKO-perioden i lige så høj grad, som Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen skabte 1960’ernes ikon med et billede af en nøgen kvinde med et kors blandt Børsens jakkeklædte mænd . Dengang kaldte man disse markeringer for en happening, i dag kommer man i fængsel for sin kunstneriske opfindsomhed. Dermed blev værdikampen eftertrykkeligt vendt på hovedet: de reelle forbrydere gik fri, mens de, der protesterede mod forbrydelserne, blev straffet. 

Det var de økonomiske forbrydere i Venstre, som indledte lovovertrædelserne. Venstre-yuppier som den tidligere skatteminister og borgmester Peter Brixtofte og EU-parlamentsmedlemmet Klaus Riskær Pedersen fik flere års fængsel, og inden for de sidste to år er hele tre Venstre-politikere blevet fældet på grund af ulovligheder. Men de er foreløbig gået fri for straf.

Forsvarsminister Søren Gade valgte selv at gå, hvilket vanskeligt lod sig opfatte som andet end en tilståelse af, at han havde været involveret i to ulovligheder under hans ansvarsområde, nemlig den falske oversættelse af ”Jægerbogen”, fabrikeret i Forsvarskommandoens, og hans særlige rådgivers lækning af jægersoldaternes hemmelige mission til Irak.

Kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech blev fyret, fordi hun i tre år havde nægtet børn af statsløse, født og opvokset i Danmark, deres lovsikrede ret til at blive danske statsborgere. Hendes embedsmænd havde forgæves advaret hende mod den ulovlige beslutning, lige som Ombudsmanden havde konstateret, at Udlændingeservice i årevis har brudt loven om behandling af børn, der kommer uledsaget til Danmark. Selv om udlændingeloven forpligter myndighederne til hurtigst muligt at lede efter de uledsagede børns familiemedlemmer, så skete dette ikke.

Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen måtte søge orlov fra folketinget, da det kom frem, at hans ministerium dels har faldbudt fortrolige skatteoplysninger om Helle Thorning Schmidt til pressen og dels på ulovlig vis har forsøgt at få Skat til at omstøde frifindelsen af hende i en privat skattesag. Også i hans tilfælde er det nærliggende at se det som en indirekte tilståelse, at han forlader politik. 

Det tjener både Information og Politiken til ære, at aviserne energisk har forsøgt at blotlægge disse politiske forbrydelser. Frem for alt er det de to Cavling-prismodtagere Ulrik Dahlin og Anton Geist, der afslørede tilstandene i Rønn Hornbechs ministerium. Men det er forstemmende, at andre dele af pressen har valgt at dække over de politiske ulovligheder i stedet for at afsløre dem. Også journalister er underlagt den almindelige forpligtelse til at gå til politiet med deres viden i stedet for at beskytte forbryderne. 

BT har f. eks. dækket over, hvem der ulovligt lækkede de oplysninger, som avisen publicerede om Helle Thornings skattesag. Profiterer man af andres ulovligheder, driver man normalt hælervirksomhed, og det er, hvad BT gør under påberåbelse af kildebeskyttelsen. Mere chokerende er det, at vore to største  tv-stationer, DR og TV2, har dækket over tilsvarende forbrydelser, idet de nemlig hele tiden har vidst, hvem der lækkede de danske jægersoldaters afsendelse til Afghanistan. Lækningen er takseret til at sende den skyldige flere år i fængsel, hvorved tv-stationerne altså bruger kildebeskyttelsen som dække over alvorlige forbrydelser i samfundets top. Dertil kommer at TV2’s nyhedschef Michael Dyrby forsøgte at kaste mistanken på uskyldige i Udenrigspolitisk Nævn, skønt han vidste, hvem den skyldige var. Det er ikke kønt, når pressen vælger at dække over politiske forbrydelser i stedet for at afsløre dem.


Den mest modbydelige lov under VKO-regimet er 24-års reglen, hvor statsmagten blander sig i det dyrebareste og mest private vi har, nemlig vort følelsesliv. Og igen er reglen vedtaget med en løgnagtig begrundelse, nemlig at den skal forhindre tvangsægteskaber, mens den egentlige begrundelse er at forhindre muslimere i at komme til Danmark. Der er mange glimrende måder at forhindre tvangsægteskaber på, men 24- års reglen er ikke en af dem, bl.a. fordi den rammer langt flere frivillige ægteskaber end tvangsægteskaber. Med 24-års reglen tilraner danske politikere sig samme ret som de mest tyranniske blandt de muslimske fædre: de vil bestemme, hvem voksne danskere må gifte sig med, og hvem de ikke må gifte sig med. 

Det er forståeligt, at Dansk Folkeparti med et par fundamentalistiske præster i spidsen gik ind for 24-års reglen og for Rønn Hornbechs udlændingepolitik i det hele taget, for også Jesus var jo familieopløsende i sin forkyndelse. Han proklamerede som bekendt, at han ikke ”var kommet med fred, men med sværd for at så splid mellem en mand og hans far og en datter og hendes mor og en svigerdatter og hendes svigermor.” På det punkt realiserede VKO en fundamentalistisk kristendom. 

Det er uforståeligt, at S-R-SF-regeringen følger VKO i stedet for at byde på et alternativ. Alt tyder på, at de gør det af angst for det formodede befolkningsflertal, hvilket er tegn på en tidstypisk politisk udskridning. Tidligere tiders politikere havde mod til at gå forrest og med stolthed vedkende sig deres synspunkter, men i en tid, hvor kvalitet afgøres af seertal, billetsalg og X-faktor, lader også politikerne sig drive som kvæg af den pøbel, de burde retlede.  

Jeg tror imidlertid, at  befolkningsflertallet har en højere moral end det politiske flertal. Et svar afhænger af, hvordan et spørgsmål formuleres, og hvis man spurgte danskerne, om de finder det rimeligt, at danske statsborgere følger deres hjerte ved valg af ægtefælle og bør have ret til forblive i Danmark med deres udkårne, ville det store flertal svare ja. Hvis man derefter spurgte dem, om de er modstandere af tvangsægteskaber, ville det samme flertal svare ja. Ingen ville fatte, at de to synspunkter skulle være i modstrid med hinanden.

Men i stedet for at tage en seriøs diskussion om det politiske indhold af f.eks. 24- års reglen argumentere politikere med slagord og slogans, som deres spindoktorer har fundet på. Birthe Rønn Hornbech kaldte sin udlændingepolitik ”fast og fair”, justitsminister Morten Bødskov kalder sin ”robust og retflærdig” og tror dermed, at han indfører noget nyt. Men hans sproglige gehør er så ringe, at han ikke kan se, at han kun gentager et VKO-slogan. 


VKO-tidens lovløshed bredte sig også til dem, der først og fremmest skal opretholde lov og orden, nemlig politiet. Det fremgik med grotesk tydelighed, da de arresterede ca. 1000 fredelige klimademonstranter i en lovlig demonstration. Princippet er det samme som for 24 års reglen: man frygter, at nogle ganske få vil bryde loven, og denne frygt lader man så gå ud over alle de lovlydige. Det svarer til, at man af frygt for et bankrøveri med mellemrum arresterer alle, der befinder sig op til 100 meter fra en bank.  

Denne lovløshed smitter også af opad til samfundets royale top. I den almindelige falden-på-halen-komedie for kongehuset er det helt upåagtet, at også dronning Margrethe hellere hylder magthavernes lovovertrædelser, end hun solidariserer sig med ofrene.

Det fremgik for alvor af hendes nytårstale 2009, da hun under opbydelse af sit rige klichéregister sagde om politiets indsats under klimatopmødet: ”Politiet har haft den vanskelige opgave at sørge for sikkerhed og orden omkring mødet og har løst den ansvarsbevidst og på bedste vis.”

De, der trods den borgerlige regerings systematiske angreb på retssikkerheden, endnu havde moral og anstændighed i behold, fik nytårschampagnen galt i halsen den aften. Skulle det nu kaldes ”ansvarsbevidst” at bagbinde 1000 lovlydige demonstranter og lade dem sidde på den kolde asfalt i adskillige timer, for en dels vedkommende i deres eget pis? Selv en dronning, hvis job går ud på at leve i en forgyldt osteklokke uden kontakt, må vel kunne foruroliges over massearrestationer af en art, som vi ellers kun forbinder med Hviderusland og Iran.

Ved udgangen af 2010 fik dronningen da også byrettens ord for, at den politiindsats, hun havde hyldet, var ulovlig. Politiet blev dømt til at betale en klækkelig erstatning til dem, de havde forulempet. I en retsstat er det normalt, at de skyldige selv skal betale den erstatning, de idømmes. Men når politiet overtræder loven, er det skatteyderne, der skal betale, og ikke den indsatsleder, der udsteder en ulovlig ordre, eller de politibetjente, der adlyder den. Før dette ændres, ligner Danmark fortsat en bananrepublik snarere end en retsstat.  


Jeg er ikke i tvivl om, at hvis far havde levet i dag, ville han have stemt på Enhedslisten. I Johanne Schmidt-Nielsen og hendes partifæller ville han øjne en ny politikertype, der viderefører, hvad man endnu på hans tid kaldte ”borgerlige værdier”. Med bedrøvelse ville han indse, at disse værdier ikke mere repræsenteres af de partier, der kalder sig borgerlige, men af en ung og retfærdighedssøgende kvinde fra et parti, der kalder sig socialistisk. Far brød sig bestemt ikke om socialismen, men i erkendelse af, at hans gamle parti forlængst er degeneret til et samlingssted for økonomiske og politiske slyngler, ville han satse på, at man godt kan være et ordentligt menneske, selv om man kalder sig socialist.

Far havde nemlig ikke meget tilovers for etiketter eller teorier og da slet ikke for mennesker, der sagde ét og gjorde noget andet. En mand er en mand, og et ord er et ord, og han måtte forundret konstatere, at bondens frie livssyn, hans kærlighed til naturen og dyrene og hans respekt for alle uden hensyn til deres tro, hudfarve eller påklædning nu blev repræsenteret af nogle unge mennesker, der nok kaldte sig socialister, men derudover repræsenterede den anstændighed, han forbandt med det gamle bondesamfund, og som nu var ved at gå tabt. 


Januar 2012

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk