Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Prostitution

Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

INFORMATION 19.1.2011



Den grimme lov


Kvinfos direktør Elisabeth Møller Jensen spørger (14.7), med hvilke argumenter jeg forsvarer mænds ret til at købe sex af kvinder. Svaret er enkelt. Jeg går ind på de prostitueredes synsvinkel i debatten i stedet for at diskutere hen over hovedet på dem. Og når SFI-undersøgelsen viser, at de fleste klinikprostituerede er tilfredse med deres arbejde, og at 67 % på klinikker og i escortbranchen endda betragter arbejdet som en del af deres seksualitet, er det en krænkelse af deres livsstil, hvis ikke mænd har ret til at købe de ydelser, de faldbyder.

Når Kvinfo-direktøren desuden beskylder Information for at drive kampagnejournalistisk for prostitution, forveksler hun oplysning med kampagne. Avisens holdning er formuleret i lederen 11.6, hvor det hedder, ”at prostitution er noget skidt, som bør bekæmpes, men at et forbud imod sexkøb ikke er løsningen.” Det er forståeligt, omend ikke videre sympatisk, at tilhængere af kriminalisering må være modstandere af oplysning, når oplysningen afslører deres holdninger som fordomme. 

SF-teologen Pernille Vigsø Bagge er ærlig nok til at vedgå, at ”for mig er politik i høj grad følelser” (8.7). Men følelser kan aldrig bruges som argument i en politisk diskussion. Følelser har ethvert fjols, men den politiske kunst består i at udlede holdbare argumenter af sine følelser, og det er ikke alle følelser, der kan tåle denne prøve. Troen på Gud er en følelsessag, som unddrager sig argumentation, men det er farligt, når de kristne også mener, at de kan drive politik ved at lade følelser afløse argumenter. Når Vigsø Bagge sætter følelsesmæssig trumf på ved foragteligt at sige, at de prostituerede bliver ”pulet i røven”, synes hun uvidende om, at denne praksis kan være til stor glæde for både mænd og kvinder.

Hvor langt ud i det autoritære man kan komme, når man giver sig sine følelser i vold viste skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis i Go’Morgen Danmark, hvor hun på det mest ubehageligelige forhindrede de prostitueredes talskvinde Susanne Møller i at komme til orde. Klippet kan ses på YouTube som et skoleeksempel på det hysteri, man havner i, når man forlader sig på sine følelser. 

Konsekvensen er, at man genopliver 1960’ernes ”grimme lov”, som kriminaliserede enhver betaling for homoseksuel sex med en person under 21 år. Den blev håndhævet så strengt, at selv en pakke cigaretter eller en taxa hjem var strafbart, fordi Mor ikke brød sig om homoseksualitet.

Det er skræmmende, at så mange ”feminister” i dag har overtaget den formynderiske seksualmoral, som deres mødre repræsenterede under 1970’ernes kvindeoprør. Det er et trist eksempel på den identificering med undertrykkeren, som er ethvert oprørs risiko.

Talrige af 70’ernes pseudorevolutionære slagord fortjente allerede dengang at blive kørt på lossepladsen, men det synes fortsat rimeligt at forsvare kvindens ret at bestemme over sin egen krop – uanset hvad det mødrene overjeg måtte mene.

    




INFORMATION 20.7.2011


Kvindens ret til seksuel frihed


En ligestillingsordfører burde kendes på evnen til ikke at blande sig formynderisk i andres seksualitet, bare fordi den strider mod hendes egne lyster.


I 1970’erne var det en almindeligt udbredt holdning, at det er kvindens suveræne ret at bestemme over sin egen krop. Men tiderne skifter, og dette snusfornuftige, feministiske synspunkt bekæmpes nu af både højre- og venstrefløjen. VKO vil bestemme, hvem danske statsborgere har lov at gifte sig med, hvis de vil blive boende i Danmark, og S og SF vil forbyde kvinder at tage penge for deres seksualitet. Begge fløje vil med lov regulere noget så intimt som voksne menneskers indbyrdes seksualitet. Det turde hidtil være uhørt i demokratiske samfund og sætter os egentlig i bås med den islamisme, vi i disse år lader, som om vi bekæmper: statsmagten er ved at overtage den grumme faders rolle og går nu ind for arrangerede ægteskaber og anden form for regulering af den anarkistiske seksualitet.

SFs ligestillingsordfører, cand. theol. Pernille Vigsø Bagge, fører an i kampen for at etablere staten som den puritanske far (4.6). Hun er opbragt over Anna von Sperlings kommentar til en prostitutionsrapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). Rapporten viser nemlig, at hele 67 pct. af de adspurgte kvindelige sexarbejdere på klinikker og i escort-branchen ser deres fag som en del af deres seksualitet, mens stort set alle gadeprostituerede ønsker at skifte fag. Dette giver Vigsø Bagge et voldsomt argumentationsproblem, for hvordan kan hun så fastholde sit krav om et totalt prostitutionsforbud? Og hvordan kan hun kalde sit krav ”feministisk”, når det går imod, hvad flertallet af de klinikprostituerede ønsker?   

Hun forsøger sig først med det klassiske spørgsmål: ville man juble, hvis ens egen datter valgte at blive prostitueret? Spørgsmålet er temmelig dumt, for der er da så mange andre legale fag, som man heller ikke ville juble over, at ens datter valgte – uden at man af den grund vil forbyde disse fag. SF-eren mener desuden, at prostitutionstilhængere kæmper for ”mandens hidtil uantastede ret til at få udløsning når som helst.” Det ved jeg nu ikke. Hvem kæmper for mandens ret til at få udløsning på legepladser og fortove, i butikker, restauranter eller teatre, eller når han er oppe til køreprøve eller får rejsning hos DSB?

Dernæst mener Vigsø Bagge, at ”HA og andre kriminelle må klappe i deres tatoverede hænder af lykke over at få blåstemplet deres kriminalitet fra den venstreintellektuelle elite på Information”. Bortset fra at det vist ikke er på hænderne, at HA er tatoverede, så er der ingen, der i denne debat har blåstemplet HAs kriminalitet. Vigsø Bagges synspunkt er dybt forvirret. Desuden virker det bekymrende, at hun refleksagtigt tilslutter sig Dansk Folkepartis foragt for ”eliten”. Vi andre har normalt kun respekt for dem, der ved mere end os.

Endnu et argument mod prostitutionen er, at den ”er benhård og primært vælges som levevej pga. behov for penge.” Også dette kan man sige om en lang række andre erhverv, som Vigsø Bagge vel ikke vil forbyde af den grund. Argumentet tæller således ikke i den specifikke prostitutionsdebat. 

Endelig spørger Vigsø Bagge, hvordan klinikprostitution kan være ”et dejligt arbejde, hvis man skal beskyttes af vagter og videoovervågning for at værne sig mod den helt almindelige danske sexkøbers vold og grænseoverskridelser.” Nu er der jo faktisk ganske mange forretninger, der beskyttes af vagter og video lige fra Fona på Strøget til bankernes pengetransporter. Alligevel ser de ansatte ud til at være ganske godt tilfredse med deres job.

Pernille Vigsø Bagge sætter trumf på med en højtidelig erklæring om, at ”menneskers seksualitet bør ikke være en vare.” Amen! Men hvorfor egentlig ikke? Vi ved jo alle, som The Beatles synger: ”Money can’t buy me love.” Men seksualitet og kærlighed er som bekendt ikke altid det samme, og hvis seksualiteten skal unddrages markedsmekanismerne, får SF virkelig travlt med sin nye forbudspolitik. Den vil ramme en lang række publikationer fra Playboy til Ekstrabladets side 9-pige.

Det er indlysende, at man skal hjælpe de gadeprostituerede, som gerne vil have et andet liv. Men lige så indlysende burde det være, at de klinikprostituerede, som oplever deres arbejde som en udvidelse af deres seksualitet, ikke bør kriminaliseres – så lidt som vi kriminaliserer andre former for seksualitet mellem voksne. 

Hvis man vil skride til noget så alvorligt som et politisk forbud mod kvindens ret til at bestemme over sin egen krop, må man virkelig råde over nogle bedre gennemtænkte argumenter end dem, Pernille Vigsø Bagge kan præstere. Man forstår efterhånden godt, at SF går støt tilbage i meningsmålingerne, når partiet igen og igen erstatter politisk tænkning med flove klichéer. En ligestillingsordfører burde kendes på evnen til ikke at blande sig formynderisk i andres seksualitet, bare fordi den strider mod hendes egne lyster.


Christian Braad Thomsen er forfatter og filminstruktør.





Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk