Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Lars von Trier i Cannes 2011

Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

Information 25. maj 2011


Det er vigtigt at forstå Hitler


Identificeringen med det onde er en legitim kunstnerisk måde at skildre det onde på. Det har mange betydelige kunstnere gjort, blandt dem Lars von Trier.



Lars von Triers kortfattede udtalelser på det famøse pressemødet i Cannes vil kaste lange skygger over hans image. Derfor kan der være grund til seriøst at analysere, hvad han rent faktisk sagde i stedet for at løbe med en halv vind, som de fleste journalister jo har for vane. Og Trier sagde vitterligt intet forkert eller kritisabelt i Cannes. De, der alligevel kritiserer ham, burde erindre forfatteren D. H. Lawrences kloge ord:

“Stol aldrig på kunstneren, stol på værket. Det er kritikerens egentlige opgave at redde værket fra den kunster, der har skabt det.” 

Mange har fået den opfattelse, som bl.a. TV2 har udbredt på deres hjemmeside, at Lars von Trier ”formåede at sympatisere med Hitler og erklære sig for nynazist”. Han gjorde faktisk det modsatte. Som ethvert menneske ved sine fulde fem må gøre, tog han afstand fra Hitler, men han understregede samtidig: 

”Jeg forstår Hitler.” 

Hvis han i stedet havde sagt: ”Jeg har forståelse for Hitler”, ville han have udtrykt sympati. Men det er umådelig primitivt at tro, at man er nødvendigvis er enig med den, man forstår. Kun de mest ubegavede journalister og filmfolk – og de er rigt repræsenteret på Cannes-festivalen - kan opfatte Triers ord som en opbakning bag Hitler, specielt da ikke, når von Trier i samme sætning tilføjede, at naturligvis går han ikke ind for 2. verdenskrig eller jødeudryddelsen – men dog opfatter Israel som ”a pain in the ass.” Det er vanvittigt at kalde dette synspunkt for ”antisemitisk” endsige nazistisk, for det er jo en temmelig mild karakteristik af Israel. Den jødiske stat er et grotesk billede på hvad der sker,  hvis man ikke grundlæggende vil forstå Hitler og nazismen, nemlig at så risikerer man at gentage nazismens  forbrydelser – denne gang med palæstinenserne i jødernes rolle som undermennesker.


Identificering med ondskaben

Diskussionen på pressemødet i Cannes blev sat i gang, da en journalist uforvarende berørte et personligt traume hos Lars von Trier: han havde hele sit liv troet, at han var jøde, men på sit dødsleje betroede hans mor ham, at den mand, han regnede for sin far, ikke var hans ”rigtige” far. Hans biologiske far havde et tysk navn, - hvorpå Trier humoristisk og selvironisk konkluderede, at så var han ikke længere jøde, men nazist. Ironi er et farligt virkemiddel over for mennesker, som ikke fatter, at ironi er baseret på, at man siger det modsatte af, hvad man mener. Kun tonefald eller sammenhæng røber ironien. Hører man Triers udtalelse, kan man ikke være i tvivl om, at den er ironisk ment.

Lars von Trier siger egentlig ikke andet, end at det er kunstnerens opgave at forstå alt, herunder også den definitive ondskab, sådan som den i det 20. århundrede bl.a. blev repræsenteret  af Hitler. Hvis vi nægter at forstå ondskaben, bliver vi aldrig bedre selv, men risikerer tværtimod at gentage den. Og en legitim måde at forstå ondskaben være, at man identificerer sig med den,  idet man går ud fra, at publikum ikke er dummere end at de forstår, at denne identificering er et legitimt kunstnerisk virkemiddel. Det er ikke kunstnerens opgave at være pædagog eller at betragte publikum som ubegavede. Alligevel blev dette ikke forstået af hverken Cannes-festivalens bestyrelse eller direktøren for Det Danske Filminstitut, som valgte at falde Lars von Trier i ryggen. 

Denne problemstilling har eksisteret i Lars von Triers univers lige fra hans afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, ”Befrielsesbilleder” (1982). Allerede dengang blev han beskyldt for at flirte med nazismen, skønt filmen er en dybt seriøs advarsel om, at nazismen risikerer at overvintre hos dem, der bekæmper den eller er dens ofre. Den handler om en tysk soldat, der har været kæreste med en dansk pige, men efter tyskernes nederlag indlader hun sig med amerikanerne. Hun bebrejder tyskeren, at han ikke greb ind, da nogle SS-folk stak øjnene ud på en dreng. Da de går tur i skoven, har hun aftalt med nogle modstandsfolk, at , at de skal ligge i baghold og pågribe ham. Hun stikker derefter hans øjne ud, uden at modstandsfolkene forhindrer det.

”Befrielsesbilleder” er præget af en skæbnesvanger ambivalens mellem godt og ondt: den tyske soldat repræsenterer godheden og kærligheden, den danske kvinde ondskaben og promiskuiteten. Det bliver et centralt tema hos Lars von Trier, at det, man bekæmper, er blevet en så integreret del af en selv, at man risikerer at styrke det i kampen i stedet for at styrte det. Det er et grundlæggende tema i Rainer Werner Fassbinders produktion, og hos von Trier kommer det siden  til udtryk i Forbrydelsens element, Epidemic, Dogville, Manderlay og Antichrist

Når pastor Jesper Langballe undtagelsesvist siger noget fornuftigt, kan der være grund til at føre det til protokols. Han gjorde engang opmærksom på, at modstandskampen jo ikke var en kamp mod nazismen, men mod Tyskland. Det har han ret i. Tyskland blev slået i 1945, men det blev nazismen ikke. Vi har endnu ikke for alvor gjort op med nazismen, fordi vi har nægtet forstå den – og i stedet falder over Lars von Trier, når han forsøger dette. 

Hvis der i Danmark herskede en dybere indsigt i nazismen, ville vi i disse år ikke være havnet i en ureflekteret gentagelse af nazismens normalitet. Vi praktiserer et muslimerhad, der ikke står tilbage for 1930’ernes tyske jødehad. Derfor har vi bestemt, at danskere ikke har lov at flytte sammen med deres udenlandske kæreste, før de er fyldt 24 år – og da kun hvis de kan lægge en klækkelig sum penge på bordet. Staten optræder både som alfons – og som den far, der vil bestemme, hvem hans børn må gifte sig med, samtidig med at vi projicerer denne grumme faderskikkelse over på muslimerne. Disse love har ikke haft deres lige i Europa siden de nazistiske Nürnberglove, der forbød ariske tyskere at gifte sig med jøder. Vi regner vore egne love for helt naturlige, fordi vi ikke forstår deres udspring i nazistisk tænkning, lige som vi har opgivet enhver naturlig moralsk holdning til de unges frie partnervalg.


Brun fransk tradition

Det er ikke tilfældigt, at Lars von Trier netop bortvises fra en fransk filmfestival, fordi han insisterer på nødvendigheden af at forstå Hitler. Mange år efter krigen videreførtes nogle af nazismens mest modbydelige træk af netop Frankrig i kolonikrigene i Vietnam og Algeriet, som omfattede etniske udryddelser og tortur mod ”undermennesker”. Og intet tyder på franskmændene stadig ikke har lært lektien. I hvert fald har indført love, der fratager folk retten til noget så basalt som selv at bestemme, hvilken hovedbeklædning de vil bære.

Den eneste mulighed vi har for at undgå at gentage nazismens forbrydelser er, at vi kender og forstår dem til bunds. Det var, hvad der lå bag Lars von Triers happening i Cannes, hvor han desværre måtte optræde på et sprog, han ikke mestrer til fuldkommenhed, og det er, hvad en væsentlig del af hans filmproduktion handler om – til fuldkommenhed. Derfor bliver han nu lagt for had til trods for, at han vitterligt er den mest vedholdende antinazistiske kraft i dansk film.

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk