Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Jeg - en rød lejesvend

Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

AFVIST AF POLITIKEN 6. OKTOBER


Jeg – en rød lejesvend


CHRISTIAN BRAAD THOMSEN


Vi var nødstedt mellem en kommunisme, der forvandlede vores drømme til mareridt, og en kapitalisme, der massakrerede dem, der kæmpede for frihed



Jeg skal hermed protestere imod, at Jakob Rosenkrands har forbigået mig i sit hædersgalleri over DRs røde lejesvende. Denne vanære har jeg ikke fortjent! Jeg er fuldt så berettiget til den ærefulde titel som de øvrige gode danske mænd og kvinder, han har sat i gabestokken.

Lad os kaste et blik på den periode, tv-serien handler om. Fra min militærnægter- og filmskoletid i 1960’erne og nogle år frem levede jeg spartansk af at lave radioudsendelser om film, jazz og rockmusik, og her tegnede jeg ofte et billede af USA som en forbryderisk nation: landet undertrykte sin sorte befolkning og støttede fascistiske diktaturstater overalt i verden samt førte en modbydelig i krig i Vietnam, der omfattede massakrer, tortur og kemisk forgiftning af skove og marker. Naturligvis var Vietcongs erobring af Saigon en ”befrielse” – men desværre ikke en befrielse fra giftkrigens eftervirkninger: i årtier er der i Vietnam født vanskabte børn som følge af USAs krigsforbrydelser. 

Kuglerne til mit USA-kritiske virke fik jeg fra det, vi dengang kaldte Det Andet USA, og som omfattede filminstruktører, forfattere, malere, musikere og protestsangere. Til DR interviewede jeg  forsangeren og poeten i Country Joe and the Fish, hvis revyagtige Feel Like I’m Fixing To Die er en satanisk hvervesang, hvor forældre opmuntres til at sende deres sønner til Vietnam: “Be the first one on your block / To have your boy come home in a box.” 60.000 unge amerikanere kom hjem i kiste, og mere end én million vietnamesere blev massakreret. 

Og jeg interviewede The Fugs, der reklamerede for Vietnam-krigen med omkvædet ”Kill, kill, kill for peace / Kill, it will give you a big release.” Netop denne sammenhæng mellem drab og orgasme er ligeledes højaktuel, sådan som det er fremgået af norske soldaters begrundelse for at dræbe i Afghanistan: de gør det ikke af militære grunde, men af seksuelle. Når de skyder en afghaner, oplever de den største orgasme i deres unge liv.  

Jeg lavede desuden udsendelser om Bob Dylan, der i  With God On Our Side ironiserer over, at krigsforbrydere lige fra massakrerne på Amerikas oprindelige folk til massakrerne mod Vietnams folk har insisteret på, at de havde Gud på deres side. Sangen er aldrig blevet uaktuel: også George Bush mente at have Gud på sin side, da han indledte sit ”korstog” mod Irak. 

Til gengæld mente f.eks. folketingsmedlem Erhard Jacobsen og mange med ham, at en kunstner med Bob Dylans politiske holdninger ikke burde komme til orde i DR. Der tog de fejl: Dylan er jo forlængst anerkendt som sin generations betydeligste sanger og sangskriver og er endda blevet indstillet til Nobel-prisen. Erhard Jakobsens teenage-datter Mimi var i øvrigt heller ikke enig med farmand: mens han tordnede mod Dylan i offentligheden, tordnede Dylans røst frem for fuld udblæsning i Mimis ungpigeværelse. Det erfarede jeg, da jeg på vej til en Dylan-koncert ved Helsingborg mødte hende på færgen. Hun skulle til samme koncert  – og ville i øvrigt følge Dylan videre til hans øvrige koncerter i Sverige og Norge. Visse advarsler kan være en voldsom skærpelse af appetitten på det, der advares imod. 


Mit virke som ”rød lejesvend” startede i militærnægterlejren i Gribskov. Prisen for at slippe for 18 måneders soldatertjeneste var 22 måneders ørkesløs isolationstortur. Det meste af tiden gik med at feje blade af skovstierne, skønt vinden med stor sikkerhed ville føre dem tilbage til stierne, inden dagen var omme. Adskillige bukkede under for den ulmende lejrkuller skabt af isolationen og det Sisyfos-agtige arbejde. En god ven tumlede med bizarre forestillinger om psykens magt over den fysiske verden, og en dag ville han demonstrere det i praksis. Han stillede sig op foran et af skovens stolteste træer og beordrede det til at falde omkuld, men skønt han investerede al sin tankekraft i eksperimentet, blev træet stående. Det gjorde han til gengæld ikke. Han faldt hulkende til jorden og blev kørt bort i en ambulance. Vi så ham aldrig igen. 

På mange måder delte vi skæbne med de asylansøgere, der 40-50 år senere skulle henslæbe en lige så ørkesløs tilværelse i danske flygtningecentre, i årevis udelukket fra enhver form for arbejde og dermed fra det fællesskab, som arbejdet er en indgang til, - men med den markante forskel, at hvor vi nøje vidste, at vi var sat uden for samfundet i 22 måneder, er asylansøgerne idømt isolationstortur på ubestemt tid.

I Gribskov blev der grundlagt en mistillid til det danske samfund, som egentlig aldrig for alvor er blevet modsagt. Hvad er det for et samfund, der tiltager sig retten til systematisk at nedbryde de uglesete og uvelkomne, hvad enten de er militærnægtere eller flygtninge? Er det ikke fascisme med et menneskeligt ansigt - for nu at parafrasere, hvad der blev sagt om den fornyelse, som Wladyslaw Gomulka i Polen, Imre Nágy i Ungarn og Alexander Dubcek i Tjekkoslovakiet forsøgte at etablere i 50'erne og 60'erne: kommunisme med et menneskeligt ansigt?

Når jeg overlevede Gribskov-opholdet mentalt, skyldtes det, at jeg efter et år i skoven var så heldig at blive udstationeret på Kronborg slot. Her fik jeg en skrivemaskine og skulle officielt afskrive gamle skibsjournaler. Men da de var skrevet med en temmelig ulæselig, tog slotspersonalet det ikke så strengt, om jeg i stedet forfattede mine første radioudsendelser. 

Jeg blev militærnægter, fordi jeg ikke delte den herskende opdeling af verden i gode og onde: både Auschwitz, Gulag og Hiroshima var symboler på en ufattelig kynisme. Jeg troede ikke, at vi var truet militært af Sovjetunionen, og jeg havde svært ved at opfatte USA som frihedens forsvarer, når landet støttede tidens fascistiske diktatorer, lige som NATO ikke var et forsvar for friheden, når pagten accepterede sydeuropæiske diktaturstater som  medlemmer. Men at en militæraktion kan være påkrævet, demonstrerede NATO 30 år senere, da pagten satte en stopper for, at serberne – med Gud på deres side  –  massakrerede Kosovos muslimer. 


Fra mange sider foretages der i dag en bevidst historieforfalskning, fordi det åbenbart er svært at rumme, at vi i Det nye Venstre tog lige stor afstand fra diktaturstater i øst og i vest og kæmpede for en tredje vej. Tilhængere af den demokratiske socialisme havde hidtil været politisk hjemløse: vi kunne ikke gå ind i et NATO-parti som Socialdemokratiet, der ukritisk støttede USA, og vi kunne heller ikke gå ind i Danmarks Kommunistiske Parti, som hverken var demokratisk eller hørte hjemme på  venstrefløjen. Vi regnede DKP for en underafdeling af Sovjetunionens kommunistiske parti og dermed et socialfascistisk parti. 

De venstreorienterede i min generation blev vaccineret imod nogen sinde at fatte tillid til Sovjet-kommunismen, da Sovjetunionen i 1956 druknede det ungarske folks frihedstrang i blod: 20.000 ungarere blev dræbt, titusinder fængsledes og deporteredes østpå, og 200.000 flygtede til vesten. Blodbadet viste, at Sovjetunionen stod for en pervertering af Karl Marx’ smukke kommunistiske idealer.

Men vestlige politikere brugte præcist de samme metoder til at knægte de frihedsbevægelser, der rejste sig mod vestligt overherredømme. Under Ungarn-massakren blev Egypten angrebet af England, Frankrig og Israel, som havde hver deres motiver: England ønskede at bevare kontrollen med Suez-kanalen, som Egypten havde nationaliseret, Frankrig ville straffe Egypten for dets støtte til den algeriske frihedsbevægelse, og Israel invaderede Sinai-halvøen for at underkue palæstinenserne. 

Algiererne havde startet deres oprør mod den franske kolonimagt i 1954, og det blev en lang og blodig krig, som de næste otte år kostede en million algiere livet, ind til franskmændene i 1962 måtte trække sig ud af landet. Det franske blodbad i Algeriet, var langt frygteligere end Sovjetunionens i Ungarn, og blandt de franske metoder var systematisk voldtægt og tortur. I samme periode blev den første ministerpræsident i det tidligere Belgisk Congo, Patrice Lumumba, myrdet af belgiske soldater med støtte fra CIA. Lumumba havde 1958-60 været en af lederne i kampen mod kolonimagten. Nu fik han samme skæbne som Imre Nágy i Ungarn – og som Che Guevara, der i 1967 også blev myrdet med støtte fra CIA..

I Danmark bakkede både de borgerlige partier og Socialdemokratiet op bag USA og de øvrige vestmagters blodige kolonipolitik – og mange politikere, bl.a. Erhard Jakobsen, forsvarede endog apartheid i Sydafrika. For at beskytte demokratiet havde vi dannet NATO-alliancen sammen med de lande, der nu foretog disse brutale overgreb på demokratiet. Men de vestlige massakrer gik jo kun ud over arabere, negre og asiatere, hvoraf de fleste var muslimer og buddhister. Vi var kristne, og vores medfølelse var underkastet en streng, racistisk sindelagskontrol: vi havde fortsat Gud på vores side, og den bibelske historie om den barmhjertig samaritaner var - historie.

Politisk var man i de år nødstedt mellem en kommunisme, der havde forvandlet drømmen om det klasseløse samfund til et mareridt, og en kapitalisme, der i frihedens navn massakrerede dem, der kæmpede for frihed. Det var forfærdende at opleve, hvordan de lande, der i 40'erne havde bekæmpet nazismen, nu i 50'erne og 60'erne genbrugte nazismens mest bestialske metoder som tortur, massakrer og racediskrimination mod dem, der fortsat kæmpede for demokratiet.

 

Omkring århundredskiftet er vi, der i 60'erne engagerede os politisk, blevet udsat for en infam mistænkeliggørelse. Vi beskyldes for stalinisme, skønt vort politiske engagement blev født i protest mod stalinismen, og vi beskyldes for at bakke op om den tredje verdens diktaturstater, skønt vi gik på gaden for netop at demonstrere mod USAs militære støtte til diktatorer som generalerne Ky i Sydvietnam, Franco i Spanien, Pinochet i Chile og Papadopoulos i Grækenland. 

Dissidenter i øst og vest blev støttet af den danske venstrefløj, både De sorte Pantere i USA og Solidaritet i Polen. Og det var ikke de de kapitalistiske filmselskaber, der importerede film af østlige dissidenter, for de vidste godt, at der ikke var penge i den slags film. I stedet blev de importeret af små, idealistiske, venstreorienteret ledede selskaber som Dan-Ina Film og Øst for Paradis – samt af en fattigrøv som mig, der havde andre motiver end at tjene penge. Jeg syntes, det var vigtigt, at vi i Danmark ikke var underkastet kapitalismens censur, men også fik mulighed for at se anti-stalinistiske mesterværker som Andrej Wajdas Marmormanden, Jiri Menzels Lærker i snor, Karoly Makks Andre Måder og Dusan Makavejevs Organismens mysterier. Flere af dem blev forbudte i deres kommunistiske hjemlande, henholdsvis Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Jugoslavien. Jeg opfattede det som både en filmkunstnerisk og politisk forpligtelse at bringe dem frem i Danmark.

Smædekampagnen mod os blev indledt af Det Berlingske Hus med journalisterne Bent Blüdnikow og Arne Notkin som penneførere – og netop de to deltager i DRs fortsættelse af kampagnen sekunderet af professor Bent Jensen, der har byrettens ord for, at han ikke er noget sandhedsvidne. Det havde jeg forlængst erfaret. I Jyllandsposten 13.11.1998 publicerede professoren en liste over ”den lange række af bekendende antidemokrater og marxister, som støttede terrorregimer og terrorbevægelser, og som drømte om selv at sprænge fabrikker, ambassader og Folketing i luften”. Da jeg også stod på listen, insisterede jeg på dokumentation og garanterede, at jeg ind til da ville kalde ham en en sjuft. Dokumentationen kom naturligvis aldrig, hvilket dokumenterer, at Bent Jensens had til den demokratiske venstrefløj ikke er baseret på faglighed, men snarere er udtryk for en karakterbrist . Det er folk som ham,  DR i dag kan bruge ham som ”eksperter”.

Det eneste opsigtsvækkende ved Jakob Rosenkrands tv-serie om de røde lejesvende er, at så journalistisk dilettantiske programmer kan vække en sådan opsigt. Han savner fuldstændigt den journalistiske nysgerrighed og praktiserer i pagt med sin Stasi-agtige forhørsopstilling en sindelagskontrol med sine tidligere kollegaer. Han interesserer sig kun for de anklagedes politiske holdninger og reflekterer ikke over, om disse holdninger dominerer programmerne – eller over, hvad der overhovedet er galt i, at alle politiske holdninger er repræsenteret hos DRs journalister. Hans dumsmarte insinuationer følges op af en uhørt tendensiøs klipning. De medvirkende får ikke selv lov at bestemme, hvad de vil sige, men må finde sig i, at det bestemmer han via sin klipning. Det er ikke en metode, der hører hjemme i et demokratisk samfund, men minder snarere om, hvad man kan se i Florian Henckel von Donnersmarcks DDR-kritiske film ”De andres liv”. Med disse metoder er Rosenkrands sikret en forrygende karriere i det nuværende DR. 


Lad mig til slut røbe, at jeg i kronikkens indledning parafraserede den tyske forfatter Oskar Maria Graf, da han i sit østrigske eksil erfarede, at en lang række litterære hovedværker blev brændt på de nazistiske bogbål, herunder bøger af Thomas Mann,   Bertolt Brecht,  Heinrich Heine,  Karl Marx,  Erich Maria Remarque, Erick Kästner,  Ernest Hemingway og  H.G. Wells. Flere af disse forfattere blev af nazisterne fordømt som netop røde lejesvende, mens andre blev kaldt degenererede, familieopløsende og seksuelt afstumpede. Oskar Maria Graf var dybt krænket over, at hans egne bøger ikke blev indlemmet i det gode selskab på bogbålene. I et åbent brev til Goebbels skrev han:

”Denne vanære har jeg ikke fortjent! Hele mit liv og hele mit forfatterskab giver mig ret til at kræve, at mine bøger overgives til bålets rene flamme og ikke til de brune morderbanders blodige hænder og fordærvede hjerner! Brænd den tyske ånds værker! Den selv vil være uudslukkelig, som jeres skændsel!”

Disse ord er værd at erindre nu, da en ny tids heksejægere med DR som spydspids er gået til angreb på en række agtværdige journalister, hvis eneste forbrydelse ligger i, at de også har ladet andre end de mest etablerede synspunkter komme frem. Det var muligt dengang. I dag er det vanskeligere.

Venstres folketingsmedlem Jens Sønderup fik i 1968 en injuriedom for at have introduceret betegnelsen ”de røde lejesvende” mod bl.a. den fremragende  tv-journalist Ole Andreasen, der jo siden blev valgt til medlem af Europa-parlamentetet – for Venstre. I dag bør vi betragte Sønderups betegnelse som en uofficiel Cavling-pris. 


CHRISTIAN BRAAD THOMSEN


Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk