Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Musen og elefanten
Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

AFVIST AF INFORMATION 27. juli 2010

 

Musen og elefanten

Der går en lige linie fra Villy Sørensens "drengestreg" til de krige, Bush og Fogh indledte, og som transformerer børnenes forvoksede naivitet til de voksnes barnagtige forbryderiskhed.

 

Når man sætter sig for at jorde et litterært fyrtårn som Villy Sørensen, kræver det unægtelig et noget større format end det, Tue Andersen Nexø lægger for dagen i sin anmeldelse af "Samlede historier" (20.6). Han fører sig frem som musen, der pisser på elefanten, men har i realiteten ikke styr på noget som helst.

Man leder således forgæves hos Villy Sørensen efter en fortælling, der skulle hedde "Morderen", og som Nexø frakender enhver kvalitet. Formentlig tænker han på "Mordsagen" fra "Sære historier". I sin kritik af den begår han den elementære brøler, at han identificerer Villy Sørensens sprog med jeg-fortællerens i stedet for at reflektere over den mulige mening med, at Sørensen lader jeg-fortælleren udfolde sig i en sprogstil, der er præget af naive brandere. Her kunne man bl.a. pege på, at den tilstræbt barnlig fortællestil i denne og en række andre historier hænger sammen med et grundlæggende tema hos den tidlige Villy Sørensen, nemlig at børnene ofte sidder fast i en ufordøjet voksenhed, og de voksne ikke er kommet fri af en lige så ufordøjet barnlighed. Hos en så suveræn sprogartist som Villy Sørensen er den valgte sprogtone naturligvis også betydningsbærende.

Når Nexø desuden river fem ord fra denne fortælling ud af en større sammenhæng for at gøre grin med Villy Sørensens sprog, går han glip af den pointe, professor Per Øhrgaard når frem til i "Danske digtere i det 20. århundrede" (1982):

"Villy Sørensen kan formulere sig så prægnant, at han er nem at citere; men han er ikke desto mindre lidet egnet til at være demagog. For citerer man langt nok, blot en hel sætning i stedet for en halv, viser citatet sig mere anvendeligt til at sætte nye tanker i gang end til at bekræfte de gamle."

Nexø bryder sig desuden ikke om, at Villy Sørensen skriver fortællinger, der kræver en fortolkning, og i det hele taget bruger symboler. At litteratur kan fortolkes burde vel ikke komme bag på en litteraturanmelder. Til gengæld overser Nexø i sin irritation over symbolerne, at fortællingerne også mageligt kan tages for pålydende og nydes i fulde drag, uden at man behøver at kaste sig ud i symboltolkning. Det har Villy Sørensen til fælles med både H. C. Andersen, Franz Kafka og Samuel Beckett. Og det er jo netop inspirationen fra disse tre, som han formår at omsætte til novellekunst af stor originalitet, skønhed – og danskhed.

Når Nexø desuden mener, at Villy Sørensens fortællinger ikke blot er tidsbundne, men også dybt forældede, vidner det kun om hans egen mangel på fantasi og associationskraft. En klassiker som "Blot en drengestreg" om to drenge, der saver benet af en tredje, fordi de dermed mener at kunne redde hans liv, skønt patienten dør under operationen, foregriber mange senere politiske tragedier. For den opmærksomme læser kan historien foretage en svimlende bevægelse fra familiens rum til storpolitikkens. Det er ikke svært at associere til et af Vietnamkrigens berømteste telegrammer, som en amerikansk officer sendte hjem til hovedkvarteret. Han meddelte, at en omstridt landsby nu var befriet, men at byen og dens indbyggere desværre var gået tabt i kampen. Og i vor tid er det nærliggende at associere fra drengestregen til de krige, som Bush, Blair og Fogh har indledt i Mellemøsten på et grundlag, hvor børnenes forvoksne naivitet transformeres til de voksnes barnagtige forbryderiskhed. Villy Sørensens novelle har en realisme, der på det mest bogstavelige går til marv og ben, og en allegorisk styrke, der rækker langt ud over tid og sted.

En Kafka-idyl som "Mordsagen" om de besynderlige tilstande på Politigården i 1950’erne er forlængst overgået af politiets inkompetente optræden i vore dage. Lad os antage, at en af Villy Sørensens arvtagere for et års tid siden skrev en historie om et politikorps, der i misforstået tjenesteiver griber ind i en lovlig demonstration og i en knibtangbevægelse arresterer en gruppe på 900 tilfældigt udvalgte, fredelige demonstranter og lader nogle af dem sidde i flere timer i deres eget pis på den kolde asfalt for siden at løslade dem, fordi de jo ikke havde begået noget ulovligt. Den pågældende forfatter ville nok af Nexø få at vide, at han forveksler Danmark med Iran, skønt hans pointe er, at det er politiet, der gør sig skyldig i denne forveksling. Urfortællingen bag denne mulige historie er Villy Sørensens "Mordsagen".

Når Tue Andersen Nexø kalder Villy Sørensen for en "ulæselig modernist", siger han kun, at han ikke selv er i stand til at læse en af vore betydeligste forfattere, hvad der er ret uinteressant. Mere interessant er det, at vi er mange, der igen og igen vender tilbage til Sørensen, fordi han med sine fortællinger både greb uhørt præcist ind i sin samtid og samtidig var langt forud for den.

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk