Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Den jødiske teaterhetz
Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

WEEKENDAVISEN 18. september 2009 (offentliggjort i forkortet form).

 

Med et opdigtet eksempel forsøger Peter Wivel at argumentere for, at Rainer Werner Fassbinders ”Affaldet, byen og døden” skulle være antisemitisk. Stykket er det modsatte, men er endnu ikke blevet opført i Tyskland

 

Den jødiske teaterhetz

 

I disse år gøres militante muslimer rask væk til ytringsfrihedens største fjender, skønt der heller ikke på det punkt er der nogen synderlig forskel på de tre store monoteistiske religioner: også jøder og kristne forlanger radikale indgreb i ytringsfriheden, hvis de – med eller uden grund – føler, at de bliver krænket og forhånet.

Det sørgeligste tilfælde i vor tid er, at jødiske teaterbesættere har forhindret et af det 20. århundredes væsentligste teaterstykker, Rainer Werner Fassbinders ”Affaldet, byen og døden”, i at bliver opført i Tyskland. Det fik Europa-premiere og begejstrede anmeldelser på Mammutteatret i  København, men 35 år efter dets tilblivelse er det endnu ikke blevet opført i Tyskland. Det skyldes primært, at den teaterukyndige historiker og chefredaktør for Frankfurter Allgemeine Zeitung, Joachim Fest, beskyldte stykket for at være antisemitisk, og at den jødiske menighed i Frankfurt troede på ham. De besatte scenen, da stykket skulle uropføres – hvorved de forhindrede sig selv i at se det stykke, de protesterede imod: de kendte det ikke.

At kalde Fassbinder for antisemit er en hån mod en film- og teaterskaber, der gennem hele sin mangfoldige produktion altid har taget parti for undertrykte grupper og vendt sig imod alle fordomme, det være sig mod fremmedarbejdere, kvinder, homoseksuelle, transseksuelle – og jøder. Men også i Danmark var der folk, der beskyldte Fassbinder for antisemitisme, bl.a. journalist Peter Wivel, der ikke er blevet klogere med årene. I sin aktuelle bog om Baader-Meinhof-gruppen refererer han ”Affaldet, byen og døden” for at slutte med en scene, hvor ”den jødiske pengemand myrder en tysk kvinde, der lader sig gennembore af hans kniv som den korsfæstede Jesus”. Dette kunne unægtelig godt smage af antisemitisme, men det betændte ved Wivels ”referat” er, at denne scene hverken findes i Fassbinders stykke eller i Daniel Schmids smukke filmatisering af det, ”Englenes skygger”. Den findes ikke andre steder end i Peter Wivels fantasi! Det er interessant, at da stykket i Daniel Schmidts filmatisering havde Danmarkpremiere, udtalte den fornuftige overrabbiner Bent Melchior, at han heller ikke kunne se, at det skulle være antisemitisk.

 

Antisemitiske replikker

Men hvordan går det da til, at et stykke, som rent faktisk forsvarer jøden mod den nynazistiske hetz, der føres mod ham, kan beskyldes for at være antisemitisk? Det skyldes primært, at mange af dets kritikere slet ikke kender stykket, men har ladet sig vildlede af ondsindede rygter og bedrag baseret på, at stykket sandt nok indeholder antisemitiske replikker. Joachim Fest heftede sig f.eks. ved, at en person affyrer denne svada mod jøden:

”Han udsuger os, jøden. Drikker vort blod og gør os uret, fordi han er jøde, og vi er de skyldige (...) Hvis han bare var blevet, hvor han kommer fra, eller hvis de havde gasset ham, så havde jeg kunnet sove bedre. De har glemt at gasse ham. Det er ikke gas, sådan tænker det i mig. Og jeg gnider mig i hænderne, når jeg forestiller mig, hvordan luften går ud af ham i gaskammeret.”

Og en anden person supplerer ham: ”Det er ingen last at være jødemorder, når man har den overbevisning, jeg har.”

Men stykkets kritikere ”glemmer” at gøre opmærksom på, at Fassbinder lægger disse replikker i munden på nazister. I stedet giver de det udseende af, at Fassbinder skulle have sympati for nazistiske synspunkter, hvilket er infamt. Hvis en kunstner uden videre kan identificeres med, hvad han lader sine personer gøre og sige, er der ingen grænser for, hvad man kunne bebrejde Shakespeare og Dostojevskij. Desuden måtte højt anerkendte filminstruktører som Howard Hawks og Martin Scorsese være gangstere, Fritz Lang og Ingmar Bergman voldtægtsforbrydere, og Alfred Hitchcock forfalden til næsten enhver tænkelig perversitet.

Fassbinders kritikere negligerer, at det er vanskeligt at give en rimelig fremstilling af nazismen, hvis man ikke må lægge antisemtiske replikker i munden på nazister. Joachim Fests metoder rammer desuden ham selv som en boomerang, idet han jo har skrevet en biografi om Hitler, hvor han omghyggeligt refererer Hitlers synspunkter og handlinger. Efter samme logik, som Fest bruger over for Fassbinders stykke, måtte han selv gå ind for de synspunkter, han i sin bog refererer nazisterne for at have.

Nynazisterne er vitterligt de eneste, der kan have glæder af denne særlige form for kunstkritik, for de bagatelliserer eller benægter som bekendt nazismens forbrydelser. De ville være helt enige med stykkets kritikere i, at det er forkasteligt, når Fassbinder lægger den slags replikker i munden på nazister.

 

Undertrykkelsens konsekvens

Peter Wivel er også på vildspor, når han hævder, at ”jøden” i Fassbinders stykke skulle være modelleret efter Ignatz Bubis, som var formand for den jødiske menighed i Frankfurt. Der er ingen lighed mellem Bubis og teaterfiguren, som er en helt selvstændig skikkelse med karaktertræk, som intet har til fælles med Bubis’, og som i øvrigt er stykkets mest sympatiske person. Han er ingen antisemitisk kliché, men et dybt anfægtet menneske, der er fortvivlet over sin samfundsmæssige rolle og bærer på en dyb længsel efter helt andre livsmuligheder, som han imidlertid ikke er i stand til at realisere.

                 Det problem har han til fælles med mange Fassbinder-personer før ham. Fassbinder arbejder aldrig med ”rene” helte. Han viser derimod, at en af undertrykkelsens mest infame konsekvenser er, at den ofte invaliderer ofrene psykisk og gør dem mindre egnede til at søge alternative normer end til at gentage de normer, der har undertrykt dem. Det samme gør Shakespeare for øvrigt i ”Købmanden i Venedig”, der da også er blevet mødt med de samme urimelige beskyldninger for at være antisemitisk.

                 Det er en misforståelse, når nogle opfatter dette træk ved Fassbinders produktion som defaitistisk og rimeligere at se det som en nødvendig forståelse af undertrykkelsens væsen, sådan som Fassbinder selv formulerede det i et interview:

                 ”Den bedste måde at beskrive undertrykkelsen på er dog ved at vise, til hvilke fejl og onde handlinger den undertrykte bliver drevet.” (Robert Fischer: Fassbinder über Fassbinder, Verlag der Autoren, 2004)

Men sandt er det, at Bubis følte sig ramt, fordi han lige som stykkets jøde var ejendomsspekulant. Derfor arrangerede han på et forfalsket grundlag de demonstrationer, som igen og igen har forhindret stykkets opførelse. I Frankfurt har både Schauspiel Frankfurt, Theater am Turm og Alte Oper forsøgt at opføre stykket, bl.a. med den højt respekterede dramatiker Heiner Müller som rådgivende dramaturg. Hver gang er det blevet forhindret af den jødiske menighed, som har besat scenen.

Det er en chokerende retstilstand, som skal kaldes ved sit rette navn: at overlade til gadens parlament at bestemme over repertoiret på de tyske teaterscener er en tilbagevenden til tilstandene i 1930’erne, da den nazistiske pøbel bestemte bogudvalget i de tyske storbyer ved at brænde den uønskede litteratur på gaderne. Det mest tragiske ved de nutidige aktioner mod Fassbinders stykke er, at de aktionerende overvejende er jøder, der selv har været ude for den nazistiske terror – eller hvis nærmeste familie har. Og det er grotesk, at aktionerne begrundes i frygten for en ny nazisme, for den jødiske menigheds forhindring af teateropførelsen er i sig selv den klareste videreførelse af en nazistisk praksis over for kunsten i Vesteuropa siden 1945.

Det er i øvrigt interessant, at i alle de år, ”Affaldet, byen og døden” ikke har kunnet opføres på tyske teaterscener, har stykket frit kunnet købes i boghandlen. Måske har den jødiske menighed i sit kollektive ubevidste følt, at hvis man også begyndter at brænde bøgerne, ville parallellen til 1930’ernes nazistiske praksis være for iøjnefaldende.

 

Christian Braad Thomsen har nærmere analyseret ”Affaldet, byen og døden” kampagnen mod det i ”Fassbinder. Hans liv og værk” (Lindhardt og Ringhof).

 

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk