Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Fassbinder renset
Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

WEEKENDAVISEN 9. oktober 2009

 

 

Affaldet, byen og døden har endelig fået Tysklandspremiere ved en særlig hommage til Rainer Werner Fassbinder – 35 år efter, at han skrev stykket.

 

Fassbinder renset

 

Af Christian Braad Thomsen

 

 

Så lykkedes det endelig! Efter at medlemmer af Den Jødiske Menighed i Frankfurt de sidste 35 år har besat scenen, hver gang Rainer Werner Fassbinders Affaldet, byen og døden skulle have premiere, lykkedes det endelig sidste weekend at bringe stykket til Tysklands-premiere på det lille, men højt respekterede Theater an der Ruhr i Mülheim – uden demonstrationer, uden buh-råb, men i stedet hilst med lange klapsalver.

                 Instruktøren Roberto Ciulli benyttede opførelsen til at yde Fassbinder en særlig respekt, idet han bandt skandalestykket sammen med yderligere to Fassbinder-stykker, nemlig Nur eine Scheibe Brot, som Fassbinder skrev i 1966 som 20-årig, men som først blev fundet i en skrivebordsskuffe efter hans død, samt Blut am Hals der Katze, som Fassbinder satte op med sit antiteater-ensemble 1971. Resultatet er blevet en næsten fire timer lang og sammenhængende hommage til Fassbinder.

                 Nur eine Scheibe Brot handler om en filminstruktør, der er ved at indspille en film om Auschwitz. Han overvældes af det ufattelige og er ved at give op, fordi hverken han eller nogen anden kan præstere den alvor, som projektet kræver. Han går i stå under arbejdet med en scene, hvor en fange vil købe seksuelle ydelser af en anden for et stykke brød. For at gøre filmen mere troværdig foreslår instruktøren at udvide fiktionen med dokumentarisk materiale fra Auschwitz samt interviews med nogle af de overlevende. Men dette afviser producenten, som ønsker en klart afgrænset historisk film. Instruktøren bøjer sig og leverer varen, men hans liv går i stykker samtidig med, at hans film bliver prisvinder. 

                 Stykkets filminstruktør er delvis et selvportræt fra Fassbinders side, - men med den væsentlige forskel, at Fassbinder aldrig gik på kompromis ved at underkaste sig producentkrav. Rollen spilles fremragende af Simone Thoma, som giver den en særlig androgyn udstråling. Roberto Ciulli gør nu det kunstgreb, at han lader Auschwitz-stykket glide over i Affaldet, byen og døden med Simone Thoma som den omstridte jødiske boligspekulant. Jøden, som i forvejen er stykkets mest sympatiske figur, bliver på den måde endnu tydeligere en identifikationsfigur for Fassbinder, men stykket udarter også til slapstick-farce ud fra den enkle opfattelse, at humor er mere rummelig end alvor. En kiste fra Auschwitz forvandles således til en limousine, som jøden lystigt farer omkring i, mens han fornøjeligt bader sig i en række antisemitiske skældsord, som stykkets kritikere jo på det mest ubegribelige hævder skulle udtrykke Fassbinders egen holdning.

                 Fassbinder blev inspireret til jøden, fordi Frankfurts kommunalpolitikere fandt på at hyre jødiske bygherrer til upopulære boligsaneringer, idet de mente, at netop jøder ville forhindre slumstormerne i at protestere. Denne dobbelthed, at den, man ”holder med” foretager handlinger, som man ikke bryder sig om, fascinerede Fassbinder – og forvirrede hans mere tungnemme kritikere. Men derudover skildrer han jo jøden som dybt utilfreds med sin påduttede rolle. Jøden længes efter et andet liv, men også for ham viser det sig, at ”kærlighed er koldere end døden”, som titlen lød på Fassbinders debutfilm, og som i en vis forstand er den skjulte overskrift på hele hans produktion. Affaldet, byen og døden er primært et tragisk-poetisk spil om roller, der undertrykker snarere end forløser, om længsler, der ikke kan tilfredsstilles under de eksisterende vilkår, og om et sprog, der ikke kan formulere det uudsigelige.

                 Sprogets fallit bliver da hovedtemaet i Fassbinder-aftenens sidste akt, Blut am Hals der Katze, hvor tegneseriefiguren Phoebe Zeitgeist - fortsat spillet af Simone Thoma -  er kommet til jorden fra en anden planet og møder mennesker, der formulerer sig om deres livs smertepunkter – i øvrigt et sandt katalog af synops’er til kommende Fassbinder-film! Phoebe forstår ikke deres sprog, men forsøger at efterabe deres ord, og det fører til kaos. Endnu værre går det, da hun vil erstatte ord med kys: hendes favntag viser sig at være dræbende for jordboerne, og stykket slutter i en makaber apokalypse.

 

Det var Frankfurter Allgemeine Zeitung, der i sin tid indledte hetzen mod Affaldet, byen og døden, mens de demonstrerende jøder forhindrede opførelsen af et stykke, som de ikke kendte, fordi de ikke selv havde set det. Efter premieren på Theater an der Ruhr mener FAZ fortsat, at forestillingen er ”unødvendig”, men fastholder dog ikke anklagen for antisemitisme. Süddeutsche Zeitung er derimod udelt positiv og slutter: ”Hvis oprigtighed var en kunstnerisk kategori, ville den her være opfyldt til fuldkommenhed.” Og Frankfurter Rundschau konkluderer: ”Efter denne forestilling vil det ikke længere falde nogen ind at spørge, om stykket er antisemitisk.”

                 Men der har Frankfurter-avisen unægtelig glemt at spørge Politikens Tysklands-korrespondent Peter Wivel. Han fastholder (Weekendavisen 2. oktober) den infame beskyldning mod Fassbinder – også efter at være blevet grebet i at begrunde beskyldningen med en scene, som ikke findes i stykket, men kun i hans egen fantasi (18.9). Det er ikke blot den da nske forsvarskommando, der fabrikerer falske beviser mod fjenden, det gør Peter Wivel også. Han fremturer yderligere ved at digte en falsk slutning på Fassbinder-filmen Lili Marleen for også at kunne beskylde den for antisemitisme. Filmens hovedperson smugler ellers filmmateriale ud, som dokumenterer, hvad der foregår i Auschwitz, så omverdenen kan komme jøderne til undsætning, hvilket jo er svært at finde antisemitisk. Men herefter foretrækker hendes jødiske kæreste alligevel at følge familietraditionen og gifte sig med en jødisk kvinde. Dette gør i Peter Wivels øjne filmen ”antisemitisk”.  Men at beskylde en film for antisemitisme, fordi den skildrer rod i kærlighedslivet er virkelig at degradere et alvorligt begreb til det rene nonsens. Det handler mere om rod i Peter Wivels hoved end i Fassbinders.

                 Peter Wivel farer også med usandhed, når han tager den jødiske studenteroprører Daniel Cohn-Bendit til indtægt for sine synspunkter. Cohn-Bendit har tværtimod udtrykkelig sagt, at Fassbinders stykke ikke er antisemitisk og burde opføres. (Michael Töteberg: Rainer Werner Fassbinder, Rowohlt 2002).

                 Beskyldningerne mod Fassbinder for antisemitisme er særligt infame, fordi Fassbinder virkelig i alt, hvad han lavede, tog parti for de undertrykte, forfordelte og oversete, det være sig kvinder, homoseksuelle, fremmedarbejdere, folkepensionister, pjalteproletarer eller psykisk syge – og altså jøder. Så langt fra at være et antisemitisk smædeskrift vil Affaldet, byen og døden gå over i teaterhistorien som et af de væsentligste kunstneriske vidnesbyrd om og angreb på det 20. århundredes antisemitisme.

 

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk