Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Offermytologien

Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

Fra STUERENT? Antologi redigeret af Anne Jessen, Forlaget Frydenlund, 2009

 

Offermytologien.

 

Af Christian Braad Thomsen

filminstruktør og forfatter

 

                

Dansk Folkeparti ved fra kristendommens historie, at valget af offerrolle er et effektivt pr-middel, og denne rolle har partiet – og højrefløjen i det hele taget – da også formået at orkestrere med stor dygtighed siden regeringsskiftet i 2001. Pia Kjærsgaard har kompenseret for sine mangler som politisk tænker ved på det personlige plan at kaste sig ud i offerrollen. Hun er flere gange flygtet fra, hvad hun opfattede som en truende pøbel, og har forskanset sig i nærliggende butikker. De journalister, der fulgte hende ved disse lejligheder, kunne ganske vist ikke få øje på trusler, men det kunne den ikke-tilstedeværende pastor Jesper Langballe, der jo som præst har kontakt til kræfter, der er usynlige for os andre. Han bekræftede, at hans partiforkvinde havde været ”udsat for livstruende overfald” [1]

Søren Krarup, der efter 2001 begyndte at udtale sig på det danske folks vegne, har på et mere principielt plan taget hele folket til indtægt for offermytologien. Han har lært af George Bush, at terrorbegrebet kan bruges i en højere sags tjeneste, så han kalder danskerne for ”et terroriseret folk”, hvorved han smagfuldt får gjort de kulturradikale til terrorister.[2] Det er nemlig dem, der har nedbrudt folkets ”sjæl og identitet”. Men tiderne skifter, og ifølge Krarup har danskerne i 2001 ”stemt nej til kulturradikalismen og ja til danskheden.” Ganske vist har hverken kulturradikalismen eller danskheden været til folkeafstemning, og VKO-blokken er jo kun valgt af godt halvdelen af folket. Men det er intet problem for Søren Krarup, for han har indført et danskhedskriterium, ifølge hvilket faktisk 100 pct. af danskerne har stemt for regeringen, altså en majoritet så knusende, at kun den tidligere østblok kunne præstere noget tilsvarende. Dette kriterium går ud på, at hvis vi ikke tror på Guds ord om, at vi er skrøbelige og syndige mennesker, så ”er vi i grunden ikke danskere”. [3] Når en dansk præst og politiker nu bruger det religiøse tilhørsforhold som definition på danskhed, kræver det vist en sindelagskontrol, som de næppe engang var i stand til at præstere i DDR for at afgøre, hvem der er rigtige danskere.

Andre i Dansk Folkeparti går efter navn eller hudfarve, Krarup går et spadestik dybere, når han graver grøfter. Han forsøger nemlig at udgrave et begreb, som han kalder ”den danske helhed”. Det er et rent fiktivt begreb, der lige som Karen Jespersens beslægtede ”sammenhængskraft” lader hånt om både de klassemodsætninger og de dybe åndelige skel, som også råder blandt danskere. Krarups retorik svarer nøje til den nazistiske brug af ordet ”völkisch”, der også var et stærkt afgrænsende begreb og f.eks. ikke omfattede jøder, sigøjnere og homoeksuelle. Krarup går endnu mere radikalt til værks. Hans begreb ”folket” udelukker alle, som ikke er kristne.

Offerrollen har smittet langt ind i den borgerlige regering. Således indledte også Brian Mikkelsen sin ministerkarriere med at erklære sig som offer, hvilket viste sig at bero på et ungdomstraume: han havde ikke kunnet komme til orde i gymnnasiebladet, fordi det var domineret af de kulturradikale. Dette kulturradikale spøgelse har lige siden hans skoletid sat sig så tungt på debatten, at der er mange ting, som det borgerlige Danmark ”ikke har haft mulighed for at sige under de sidste 30 års meningstyranni.” [4]

                 Forkaringen er nok snarere, at Brian Mikkelsen ikke rigtig har interesseret sig for kultur, før der var en ministerpost i syne. Det er unægtelig svært at få øje på den undertrykkelse, venstrefløjen skulle have øvet fra 60’erne til århundredskiftet, for alle førende medier var jo i hele perioden under borgerlig ledelse. Hvis borgerlige værdier ikke har kunnet trænge igennem, er det da ikke venstrefløjen, der skal bebrejdes, men snarere ledelsen af Berlingske Tidende og Jyllandsposten – for ikke at tale om Danmarks Radio, som også havde dengang havde en borgerlig ledelse med gode  politiske journalister til at tage sig af det politiske, således Per Stig Møller, Uffe Ellemann-Jensen og Jørgen Schleimann. Det må være herfra, den infame meningscensur er udgået.

                 Der er dog snarere tale om en projektion af samme art, som da Centrumdemokraternes stifter Erhard Jacobsen opdagede, at der var stemmer i at opfinde det fiktive begreb ”de røde lejesvende. Projektion vil sige, at man overfører sine mere ubehagelige sider til modparten, f.eks. trangen til at øve censur. Mekanismen kendes af ethvert barn i Danmark under remsen: ”Det man sir det er man selv.” De røde lejesvende var skyld i, at DR dengang respekterede sine public service-forpligtelser og undtagelsesvist lod uborgerlig for ikke at sige ”entartet” kunst komme frem. Blandt de kunstnere, Erhard Jacobsen ikke mente hørte hjemme i DR, var Bob Dylan og Rainer Werner Fassbinder. I dag har Erhard Jacobsens og Brian Mikkelsens kultursyn forlængst sejret og public service-begrebet er defineret som seertalstyranni. Det betyder, at specielt de visuelle kunstarter stort set fortrængt fra DRs visuelle sendeflade.

 

Ytringsfriheden

Det er normalt ytringsfrihedens fjender, der taler højest om ytringsfrihed, og netop Dansk Folkeparti har da også i stigende grad søgt ytringsfriheden undermineret samtidig med, at de besynger den. Både Dansk Folkepartis repræsentant i Danmarks Radios bestyrelse, Søren Espersen, og kulturminister Brian Mikkelsen forsøgte at få Ole Sippel fyret fra dækningen af Mellemøsten i DR, skønt dette er en klar overtrædelse af deres politiske mandat. Tilsvarende forsøgte partiets kulturordfører Louise Frevert at problematisere, at Lars von Triers Dogville fik statsstøtte, idet hun mener, at filmen er ”anti-amerikansk”, uden at hun dog var i stand til at begrunde det nærmere.[5]

Man kan gætte på, det skyldes, at filmen viser, at der også  i USA findes både gangsterbander, lynchmentalitet og en grum, småborgerlig selvretfærdighed. Det bliver et kunstværk for det første ikke anti-amerikansk af, for den side af USA kender vi jo også fra mange fremragende amerikanske film. Men om et kunstværk for det andet skulle være nok så anti-amerikansk, skal statsstøtte udelukkende tildeles på grundlag af kunstneriske kriterier og ikke politiske. Dette princip forsøgte Anders Fogh Rasmussen ganske vist at udmarve, da han ved sin tiltræden som regeringsleder meldte ud, at afgørelser netop ikke for fremtiden skal baseres på ekspertviden og faglig indsigt. Men formelt eksisterer princippet endnu.

Også en af de få ”intellektuelle” i Dansk Folkeparti, professor Bent Jensen, har problemer med ytringsfriheden, når han tilsvarende forlangte historikeren Jens Peter Liljegrens speciale ved Syddansk Universitet underkendt, fordi det afslører, at Bent Jensen har fusket med sine kilder for at fremme sine politiske synspunkter. Dette er selvfølgelig ubehageligt for en historieprofessor, men i stedet for at tage kritikken til sig og blive mere omhyggelig i sin omgang med kilder greb Bent Jensen til de selv samme totalitære metoder, som han kritiserer, når de udspillede sig i Sovjetunionen: han forlangte et forbud etableret. [6]

Der findes mange eksempler på, at Bent Jensen har svære problemer som kildekritiker Han har således beskyldt en lang række lovlydige danskere, bl.a. undertegnede, for i 1970’erne at være blandt ”den lange række af bekendende antidemokrater og marxister, som støttede terrorregimer og terrorbevægelser, og som drømte om selv at sprænge fabrikker, ambassader og Folketing i luften”.[7] Trods talrige opfordringer er det endnu ikke lykkedes ham at belægge sin påstand med en eneste kildehenvisning.

                 I samklang med Dansk Folkepartis forbudspolitik har kunsthistorikeren Jon O. Lauring slået til lyd for, at Bjørn Nørgaards gobeliner til dronningen fjernes fra Christiansborg Riddersal, fordi der er tale om ”socialistisk” og ”antidemokratisk” kunst, hvor ”Lenin og Mao er portrætteret som idealiserede forbilleder”. Han finder det betænkeligt, at disse gobeliner hænger i Danmarks officielle repræsentationslokaler, fordi denne ”hyldest til kommunistiske og socialistiske regimer kan virke stødende på nogle gæster.” [8]

Nu ”hylder” man jo sådan set ikke Lenin eller Mao, fordi man gør opmærksom på deres verdenshistoriske betydning. Hvis man fjernede dem, vile man ikke være stort bedre end Stalin, da han lod Trotski bortretouchere fra et foto af de sovjetiske ledere på Den Røde Plads. Man skulle tro, Laurings artikel var en parodi på kulturdebatten, som den føres af VKO-blokken, men der er tværtimod al mulig grund til at frygte, at den unge kunsthistoriker med sin advarsel mod de gamle 68’eres fortsatte hærgen, står til en fornem udvalgspost i kulturministeren notesbog.

                 Det er interessant, at samtidig med at Dansk Folkeparti forsøger at indskrænke ytringsfriheden, hvor det er muligt, er der ud af partiets midte opstået en forening med det besynderlige navn Trykkefrihedsselskabet. Også dette selskab opstod som følge af en suveræn manipulation med offerrollen:

                 Journalist Lars Hedegaard søgte på skrømt optagelse i PEN vel vidende, at det kunne være problematisk, fordi PEN er forpligtet på at bekæmpe den hate speech, som Hedegaard har gjort til sit speciale. Derfor besluttede PENs bestyrelse at lade foreningens højeste myndighed, generalforsamlingen, afgøre, om Hedegaard opfyldte kriterierne for medlemsskab. Endnu inden generalforsamlingen havde taget stilling, meddelte Hedegaard imidlertid offentligheden, at han var blevet nægtet optagelse i PEN, hvad han udtrykkeligt ikke var. Denne selvskabte martyrglorie betød nu, at han kunne oprette Trykkefrihedsselskabet med regeringsstøtte og med sig selv som formand samt Søren Krarups datter Katrine Winkel Holm som næstformand. Selskabet har i offentligheden især forsvaret friheden til den mest modbydelige hetz mod muslimer, sådan som det bl.a. fremgår af en af selskabets seneste udgivelser, psykologen Nicolai Sennels Blandt kriminelle muslimer (2009). Her hedder det bl.a.:

”Når man arbejder psykologisk med muslimer, bliver det klart, at man ikke sådan bare kan opfordre en muslim til at lægge sin vrede fra sig. Det ville svare til at bede en revolvermand om at lægge pistolerne hjemme på kommoden, inden han skal hen på saloonen.”

                 Lad os for tydelighedens skyld udsætte et sådant afsnit for ”jødetesten”. Hvis man skrev om en jøde, at man ikke kan bede ham fralægge sig sin gniermentalitet, for det vil svare til at bede en bankrøver lade pistolen blive hjemme, næste gang han skal i banken, ville en sådan artikel med stor sikkerhed stamme fra et nazistisk propagandaskrift. Der er ikke grund til at mene andet, når tilsvarende synspunkter udgives af Trykkefrihedsselskabet.

Den foragtede kulturradikale forfatter og arkitekt Poul Henningsen holdt i sit svenske eksil i 1943 en tale, hvor han  præciserede, at nazismen udspringer af det herskende småborgerlige livssyn og advarede imod ”faren for en ny nazistisk blomstring efter krigen som vel bliver kaldt alt andet end nazisme – ja, som kanske kommer til at trives indenfor de eksisterende parlamentariske partier.” [9] Dermed sigtede PH naturligvis ikke til nazismens forbrydelser, som alle – også de fleste nazister – er enige om at tage afstand fra, om ikke på anden vis, så ved at benægte, at disse forbrydelser fandt sted. Han sigtede derimod til nazismens normalitet, dvs. til det værdisæt, som i 1930’erne appellerede til millioner, ikke blot i Tyskland, men over hele Europa. Hvis den visionære PH havde kunnet følge den grasserende borgerlige kulturdebat, ville han bedrøvet indse, at hans advarsel var forgæves.  

Søren Krarup har på Tidehvervs Forlag udgivet rendyrket nazistisk tankegods, f.eks. Luthers antisemitiske kampskrift Jøderne og deres løgne (1999). Det er to gange tidligere udsendt på dansk, først i nazisten Olga Eggers oversættelse på hendes eget forlag og siden af nazilederen Povl Heinrich Riis-Knudsen på forlaget Nordland.

Luther anbefaler her den jødeudryddelse, som siden blev sat i værk af Hitler, idet han foreslår, ”at man sætter ild på deres synagoge eller skole.., at man skal nedbryde og ødelægge deres huse…, at man skal fratage dem deres bønnebøger og talmudskrifter…, at man under dødsstraf forbyder deres rabbinere fremtidigt at undervise…, at man fuldstændigt fratager jøderne retten til at rejse frit omkring…, at man fratager dem alle rede penge og guldstykker…, at man behandler dem med al den ubarmhjertighed, ligesom Moses gjorde i ørkenen, da han ihjelslog 3.000 jøder.”

Nu regner de fleste vel ikke med, at Søren Krarup i dag vil anbefale, hvad hans åndelige læremester anbefalede i 1543. Men det er nok for naivt, i hvert fald hvis man erstatter ”jøder” med ”muslimer”. Krarup har f.eks. i Dansen om menneskerettighederne (2000) forsvaret serbernes massakrer på deres muslimske medborgere ud fra den betragtning, at en suveræn stat har ret til at behandle sine borgere, som den nu finder passende, også selv om det sker efter Luthers barbariske opskrift.

Både Luther og Krarup bruger offerrollen som begrundelse for deres synspunkter, idet de mener, at det kristne Europa er truet af henholdsvis jøder og muslimer.

 

Krigenes løgne

Den selviscenesatte offerrolle har på det storpolitiske område en lang og blodig tradition bag sig, f.eks. som igangsætter af 2. verdenskrig. Hitler legitimerede således angrebet på Polen ved at henvise til et mystisk overfald på den tyske radiosender Gleiwitz nær den polske grænse. En gruppe mænd i polske uniformer trængte ind og erobrede radiostudiet, hvorfra de opfordrede til opstand mod det nazistiske regime. Tysk politi fik hurtigt kontrol over situationen, og en enkelt blev dræbt under skyderiet. Nu havde Hitler klar dokumentaton for, at Polen var en trussel mod Tysklands sikkerhed. Det viste sig siden, at det ”polske” angreb var iscenesat af den nazistiske efterretningstjeneste. Angrebet blev foretaget af tyskere i polsk uniform, og den dræbte ”polak” var en kz-fange, som de havde medbragt og skudt til lejligheden.

                 Dette nazistiske skuespil har siden dannet forbillede for en lang række lignende aktioner foretaget af de vestlige demokratier, ikke mindst USA. Vietnam-krigen startede på samme måde. I 1964 blev to amerikanske destroyere i Tonkin-bugten angiveligt udsat for beskydning fra nordvietnamesiske torpedobåde, hvorefter den amerikanske kongres gav præsident Lyndon B. Johnson tilladelse til at gribe militært ind mod Nordvietnam. En hemmelig regeringsrapport, som blev lækket til pressen i 1971, afslørede, at det påståede nordvietnamesiske angreb var et stykke fiktion, som udelukkende tjente det formål at give regeringen et påskud for at starte den Vietnam-krig, som havde været hemmeligt planlagt i flere måneder. Præsidenten indrømmede i en båndet samtale med forsvarsminister Robert McNamara, at destroyerne ikke var blevet beskudt. Kun amerikanerne havde affyret skud – og ifølge Johnson kun mod hvaler! [10]

Tilsvarende krigsløgne blev som bekendt brugt, da USA sammen med England og Danmark invaderede Irak. Over for offentligheden var begrundelsen, at Irak havde masseødelæggelsesvåben og stod i ledtog med Al Quaida, hvorfor landet var en trussel mod ikke blot dets umiddelbare naboer, men også mod f.eks. Danmark. Allerede dengang vidste vi, at disse begrundelser var løgn. FNs våbeninstruktører havde ikke kunnet finde masseødelæggelsesvåben, og de tiggede og bad om yderligere et par måneders arbejdsro så de kunne være helt sikre. Det ønskede Bush, Blair og Fogh som bekendt ikke, for så ville deres krigsløgn blive afsløret.

Det kan måske undre, at Søren Krarup støttede angrebet på den suveræne stat Irak, når han ikke ønskede, vi skulle gribe ind mod serbernes forfærdende etniske massakrer. Krarup kunne da heller ikke – i et sjældent anfald af anstændighed -  bruge den begrundelse, der formentlig var den reelle, nemlig at vores angreb på Irak i lighed med serbernes på Bosnien var rettet mod muslimer. Derfor var han nødt til at fastholde, at netop disse muslimer udgjorde en terroristisk trussel mod Danmarks sikkerhed, og at der således var tale om en ”selvforsvarskrig”. Selv efter at de amerikanske krigsløgne er blevet afsløret og endda officielt erkendt af både Bush, Blair og Fogh, har Søren Krarup fastholdt dem. [11] Ellers ville hans verdensbillede da også styrte sammen, hvad det så også er gjort alligevel. Han har bare ikke turdet se det i øjnene.

Anders Fogh Rasmussen forsvarer krigsløgnen med, at det vel var meget godt, vi slap af med Saddam Hussein. Jo tak, og vi vil sådan set også gerne af med en lang række andre despoter verden over, så nu kan vi vel regne med, at Fogh som NATO-chef går i krig mod Sovjetunionen, Iran, Nordkorea og Sudan samt imod sine allierede i en lang række arabiske diktaturstater.

Ud over Søren Krarup er der yderligere ét menneske i hele verden, der har mod nok til at sige, at Irak-krigen ikke gjaldt indførelse af demokrati. Det er den uforlignelige Jesper Langballe, der ligeledes fastholder luftkastellerne om, at krigen var nødvendig i kampen mod terror, og som for tydelighedens skyld tilføjer:

”Jeg opfattede ikke den militære invasion af Irak som en menneskerettighedskamp. Hvis det var tilfældet, havde jeg spyttet den langt væk.” [12]

 

Skabsmuslimerne

Bush var i det hele taget en præsident efter de to præsters hoved. Han nærede ingen sentimentale følelser for demokratiet, han fik politisk udpegede højesteretsdommere til at afbryde en stemmefintælling, så han kunne blive præsident, og han afbrød FNs våbeninspektion, så han kunne komme i krig. Også i spørgsmålet om dødsstraf er pastor Langballe en tro følgesvend af Bush, idet præsten som sit bidrag til værdikampen åbenlyst er gået ind for dødsstraf mod danske statsborgere. Det fremgår af den kritik han rejste mod, at Danmark skulle hjælpe en dansk statsborger af muslimsk herkomst, som er dødsdømt i Marokko på grundlag af en tvivlsom retssag, der omfattede tortur. Langballe så ingen grund til at hjælpe, endsige have medlidenhed med ”en slyngel fra et terrornetværk, der afsiger og effektuerer sine egne dødsdomme i flæng.” [13]

Dansk Folkeparti støtter således tortur og dødsstraf, så længe det kun går ud over de af os, der ikke tror på Guds ord om, at vi alle er skrøbelige og syndige mennesker. 

På endnu et punkt er Søren Krarup mere ”muslimsk” end de fleste muslimer: han går ind for selvmordsbombere. Det gør Islam faktisk ikke, men det gør Krarup, når han forholder sig til krigen i 1864. Hans underligt uldne misforhold til demokratiet kommer bl.a. til udtryk i hans bog Systemskiftet (2006), hvor han rent ud hævder, at vi ”svigtede” sydslesvigerne både i 1920 og i 1945, men han kommer ikke nærmere ind på, hvori dette svigt bestod. Påstanden kan imidlertid vanskeligt forstås anderledes, end at han tager afstand fra den folkeafstemning, der i 1920 fastlagde den endelige grænse mellem Danmark og Tyskland, og desuden mener, at vi i 1945 burde have benyttet det tyske nederlag til at udstrække Danmark til Ejderen – uanset at der var et overvældende tysk flertal i Sydslesvig. Ved andre lejligheder har Krarup da også forkyndt, at de danske sydslesvigere aldrig må opgive håbet om at vende hjem til Danmark, for det er dette håb, der giver deres liv indhold.

Krarups bruger en lige så insinuerende uklarhed, når han foragteligt siger, at regeringen 9. april 1940 ”valgte kapitulationen på forhånd”. Det kan ikke læses på anden måde, end at han mener, danske soldater burde have indledt en selvmordsaktion imod den tyske krigsmaskine.  

                 Denne foragt for menneskeliv udtrykkes eksplicit i Krarups støtte til en selvmordsaktion i 1864. I bogen Fædreland og folkestyre (1974) fremhæver han den danske kaptajn Stockfleth, der under stormen på Dybbøl kommanderede sine folk frem med ordene: "Lad os nu slutte os sammen i kærlighed, folk, og gå frem og tage lykken, som Vorherre vil give os den." Krarup fremhæver disse ord som sit livs motto, men hvad han ikke fortæller, er, at den pågældende fremrykning netop var en ren selvmordsaktion. Stockfleths aktion var en meningsløs demonstration af heltemod, men samtidig udtryk for traditionelle aristokratiske og militære æresbegreber, hvor man kæmper til sidste mand, uanset at kampen er udsigtsløs. Den lykke, Gud skænkede dem, var døden. På det punkt er Krarup helt enig med de muslimske selvmordsaktivister, der ligeledes finder belønningen hos Gud – men som åbenbart har læst Koranen, som Krarup læser Biblen: ifølge Koranen er selvmordsterrorisme forkasteligt.

Mærkeligt nok undlod Søren Krarup at citere sin husgud Luther, da Dansk Folkeparti forlangte, at en irakiske tolk, som vi har inviteret til Danmark sammen med sin familie, skulle lade sig skille fra den ene af de to koner, han i Irak har indgået lovformeligt ægteskab med. Det viste sig, at der ikke var juridisk dækning for, at det nypuritanske danske kærlighedspoliti fik sin myndighed udvidet på det punkt. Men det er interessant, at Dansk Folkeparti, der jo forstår sig selv som et lutheransk parti, her er i klar modstrid med Luther. Han gik nemlig ind for bigami og tillod f. eks. landgreve Philipp 1. af Hessen at gifte sig med sin nye kæreste uden samtidig at blive skilt fra sin kone. Luther mente snusfornuftigt, at problemerne i forbindelse med en skilsmisse er langt alvorligere end med bigami. Disse kætterske synspunkter nedfældede han dog kun på latin, så de jævne bønder ikke skulle komme for godt i gang. Men det burde nok mane til eftertanke hos de latinkyndige præster i Dansk Folkeparti, at deres åndelige fører og grundlæggeren af deres kirke gik ind for flerkoneri. Hvis ikke Luther ligefrem var skabsmuslim, var han i hvert fald på det punkt fader til det forhadte 68-oprørs promiskuøse kærlighedspraksis.   

 

                  

Retssamfundets opløsning

Søren Krarup mener i sin bog Systemskiftet (2006) at der fandt et systemskifte sted i 2001, skønt der ret beset kun var tale om et regeringsskifte. Begrebet ”systemskifte” er forbeholdt større begivenheder som parlamentarismens indførelse i 1901, som betød, at kongen ikke mere kunne udnævne en regering, der har et folketingsflertal imod sig. Men når Krarup nu selv er den ideologiske bagmand, må han naturligvis opleve selv et banalt regeringsskifte som et systemskifte. Mindre kan ikke gøre det.

Krarup har i det hele taget en besynderlig opfattelse af det parlamentariske liv, idet han i lighed med Paulus og Luther mener, at landets øvrighed er indsat af Gud. Ned gennem historien ser det ellers ud til, at øvrigheden enten har erobret magten, har arvet den eller er blevet valgt af et folkeflertal. Det turde næsten være blasfemisk at beskylde Vorherre for at have indsat regeringen Fogh Rasmussen, for så ringe politisk dømmekraft kan Vorherre da ikke have. Krarup mener endda i overensstemmelse med Paulus, at ”den, som sætter sig op mod øvrigheden, står Guds orden imod”. Men samtidig vender han Paulus’ synspunkt til dets modsætning, idet han konkluderer, at netop fordi øvrigheden er indsat af Gud, er dens lov ”ikke hellig og absolut”. Forbeholdet er besynderligt: Når et lands øvrighed repræsenterer Guds orden, skulle man da ellers nok mene, at øvrigheden er ukrænkelig. Men måske vil Krarup med sit forbehold tage højde for den dag, det måtte behage Vorherre at foretage et nyt systemskifte og indsætte en socialdemokratisk regering.

Når man påstår at øvrigheden er indsat af Gud, må man unægtelig have problemer med demokratiet, og det har Søren Krarup i den grad. Jeg skal nøjes med et enkelt eksempel, nemlig hans holdning til de to tunesere, der administrativt er udvist af Danmark, fordi de mistænkes for at planlægge drab på tegneren Kurt Westergaard. Den ene forlod landet frivilligt, den anden insisterer på at blive, fordi han er uskyldig i anklagen samt har dansk opholdstilladelse og familie i Danmark. Det danske retssamfunds love må derfor også gælde også for ham, og i et retssamfund er man som bekendt uskyldig, ind til det modsatte er bevist. Desuden kan han slet ikke udvises til sit hjemland, hvor han risikerer tortur og henrettelse.

Politiets Efterretningstjeneste har ikke ønsket at bringe tuneseren for en domstol med den i et retssamfund fuldstændigt molboagtige begrundelse, at så kan PET blive nødt til at afsløre sine kilder. Nu er det jo sådan set PETs opgave at opklare forbrydelser, og den opgave kan de ikke frasige sig under henvisning til, at de så må røbe deres kilder, hvilket vil forhindre dem i at opklare fremtidige forbrydelser. Dette er et skoleeksempel på cirkelslutning, en argumentation, der bogstavelig talt bider sig selv i halen. Vi har alle pligt til at handle, hvis vi bliver opmærksom på, at en alvorlig forbrydelse er under forberedelse, og det gælder da ganske særligt politiet.

I et retssamfund er det ikke tilstrækkeligt, at PET meddeler, at en bestemt person planlægger et drab. Kortene må på bordet. Hvad der adskiller den danske retspleje fra f.eks. den sovjetiske, er, at vi ikke går ind for hemmeligholdelse af beviser. I Danmark er en efterretningstjeneste intet sandhedsvidne og dens ord intet værd uden beviser. Det er sket gang på gang, at PETs anklager ikke har kunnet holde ved en domstol. Hvis tuneseren går rundt med mordplaner, er det PETs simple pligt at fremlægge deres beviser for retten. Når PET ikke ønsker dette, er det nærliggende at mene, at de ingen beviser har.

I sin kommentar til denne sag [14] lader Søren Krarup sig villigt lokke ud på PETs glidebane. Først hævder han, at fordi tuneserne ikke er danske statsborgere, har den danske stat ”pligt til at beskytte Danmark mod omstrejfende islamiske terrorister.” Argumentationen er forvrøvlet, for denne pligt ville Danmark jo også have, selv om de pågældende var danske statsborgere. Men nu er de så pludselig i en håndevending gjort til terrorister. I næste afsnit kalder Krarup dem ”attentatplanlæggende islamister”, og siden slår han fast som en kendsgerning, at ”de ved forbliven i Danmark udsætter danske borgere for mord.”

                 Dette er injurier i et retssamfund,  men Søren Krarup er heller ikke tilhænger af det danske retssamfund. Han gør, hvad man jo ellers hyppigt beskylder muslimerne for, nemlig at sætte sin religion over loven. I kronikken kommer det til udtryk på to måder:

                 Han hævder udtrykkeligt, at danske retsgarantier ikke gælder for herboende tunesere, men kun for danskere – hvad man som bekendt kun er, hvis man er kristen. Men i et retssamfund er der lighed for loven uanset forskellig religion.

                 Desuden argumenterer han kristeligt for verdsligt-juridiske synspunkter, idet han beskriver udlændingeloven af 1983 som et ”syndefald” og mener, at loven er baseret på Hans Gammeltoft-Hansens ”forkvaklede” og ”sværmeriske” kristendomsopfattelse. Men i et sekulært og demokratisk samfund kan en lov hverken kritiseres eller forsvares med religiøse argumenter, og Krarup kan da heller ikke opdrive en eneste ”sværmerisk” kristen begrundelse for udlændingeloven. Den er begrundet i det fornuftige verdslige synspunkt, at mennesker, der har måttet flygte fra deres hjemstavn for at bevare liv og helbred, har krav på ”et blivende opholdssted og at nyde opholdslandets beskyttelse”, sådan som Krarup jo endda citerer Gammeltoft-Hansen for. Men når Krarup så argumenterer religiøst mod denne humane opfattelse og kalder den et ”syndefald”, bedriver han præcist den politiske teologi, som han i andre sammenhænge advarer imod med henvisning til Luthers to-regimente-lære.

                 Det mest skræmmende er, at Søren Krarups og Dansk Folkepartis holdninger nu også har bredt sig til tv-avisen. Tidligere var det utænkeligt, at tv-avisen kunne beskylde en mand for en forbrydelse, han ikke var dømt for. Men udhulingen af retssamfundets mest elementære regler er nu så udbredt, at tv-avisen hele to gange ustraffet har kunnet sige, at den tilbageblevne tuneser ”formentlig vil dræbe” Kurt Westergaard.[15]

                 Det modsatte er imidlertid tilfældet: tuneseren har ”formentlig” ingen som helst planer om at dræbe Westergaard, for hvis han havde, ville det være politiets pligt at arrestere ham og stille ham for retten. Sådan er spillereglerne i et retssamfund. I en nazistisk politistat – som f.eks. Tyskland i 30’erne – var det tilladt at beskylde f.eks. jøder for at have til hensigt at myrde tilfældige personer. I Danmark er det ikke tilladt. Alligevel problematiserede Pia Kjærsgaard i samme tv-avis, at tuneseren ikke er spærret inde, men har lov at besøge sin familie i Århus.

                 Hvis jeg sagde, at tv-avisens og PETs chefer samt Pia Kjærsgaard ”formentlig” er nynazister, ville de med rette kunne vinde en injuriesag imod mig – også selv om det ikke er ulovligt at være nynazist. De pågældende beskylder en tuneser for at have konkrete drabsplaner. Så længe de ikke fremlægger beviser, er deres påstand groft injurierende – og ville blive straffet i det retssamfund, som Danmark ikke længere er.

 

Familiens opløsning       

Skønt Dansk Folkeparti forstår sig selv som et parti, der vil værne om familien, har partiet især gjort sig bemærket som familieopløsende, i hvert fald når der er udlændinge i familien. Så handler det om at sprænge familien i stedet for at samle den. Paradoksalt nok lægger hele VKO-blokken sig her i forlængelse af de så foragtede kulturradikale og 68’ere, dog med den forskel at hvad de startede som et frivilligt opgør med snærende bånd nu forvandles til tvang mod familier med udenlandske medlemmer. Nu er der lov for, hvilke familier der må bo sammen i Danmark, og hvilke der ikke må. Og hvis nogle skulle undre sig over, at netop vore fundamentalistiske præster går forrest, har de glemt, at allerede Jesus satte sig i spidsen for et frontalangreb på familien:

                 ”Jeg er ikke kommet med fred, men med sværd. Jeg er kommet for at så splid mellem en mand og hans far og en datter og hendes mor og en svigerdatter og hendes svigermor, og en mands husfæller skal blive hans fjender.” 

                 Den modbydelige 24 års regel har en klar nazistisk oprindelse. I 1930’erne forbød Nürnberglovene, at ariske tyskere giftede sig med jøder, hvis de fortsat ville bo i Tyskland. Den danske 24 års regel er det første eksempel siden Nürnberglovene på, at statsmagten sender unge i eksil, hvis de gifter sig med tilsvarende uønskede elementer. Heldigvis synes loven nu sat ud af funktion af EU, men den findes stadig på papiret, og det vil den formentlig blive ved med efter et regeringsskifte.

                 SF har hidtil været modstander af 24-års reglen, men nu vil partiet støtte den ene og alene for at få ministerposter, for i dagens Danmark kan man ikke komme i regering uden at bakke op bag en lov med nazistiske rødder. Enhedslisten og De Radikale synes at være de eneste partier, som går imod 24 års reglen, mens alle større partier i dag har de synspunkter, som de skønner, at befolkningsflertallet har. Partierne har ingen intentioner om at stille sig i spidsen for nytænkning, men vil hellere bekræfte fordomme. De vil ikke lede folket længere, men underkaster sig de mest nedrige tendenser i folket.  

                 De regner således med, at der er et flertal i befolkningen for at støtte den nazistiske lov. Det er nu langt fra sikkert. Under nazismen fandtes ingen international domstol, der kunne sikre unge, forelskede tyskere deres rettigheder. Det gør der heldigvis i dag. En undersøgelse [16] har godt nok vist, at et stort flertal af venstres, de konservatives og socialdemokraternes vælgere mener, at vi skal negligere EF-domstolens afgørelse om, at 24-års reglen er i modstrid med EU-traktaten.

                 Og har et befolkningsflertal da ikke ret? Nej, ikke i et demokratisk samfund. Der må også flertallet indordne sig under de gældende love. Det nægtede justitsminister Erik Ninn Hansen under Tamil-sagen, og derfor blev han dømt ved en rigsret. Dengang havde vi nemlig en ansvarlig opposition. Det har vi ikke i dag, hvor også Socialdemokraterne og SF på udlændingeområdet i stigende grad er blevet en underafdeling under Dansk Folkeparti.

                 Jeg tror imidlertid fortsat, at befolkningsflertallet har en højere moral end det politiske flertal. Et svar afhænger af, hvordan et spørgsmål er formuleret. Hvis man spurgte danskerne, om de finder det rimeligt, at danske statsborgere følger deres hjerte ved valg af ægtefælle og bør have ret til forblive i Danmark med deres udkårne, ville det store flertal svare ja. Hvis man derefter spurgte dem, om de er modstandere af tvangsægteskaber, ville det samme flertal svare ja. Ingen ville fatte, at de to synspunkter skulle være i modstrid med hinanden.

                 Siden Anders Fogh Rasmussen tilsluttede sig den amerikanske krig i Irak, er det blevet acceptabelt, at politiske beslutninger begrundes med løgne. Det gælder også 24 års reglen, hvis reelle funktion naturligvis er at forhindre udlændinge i at komme til Danmark via et ægteskab. Men da det jo ikke lyder så kønt, bilder man folk ind, at reglen skal forhindre tvangsægteskaber, hvad den jo mildest talt ikke gør. Derimod forhindrer den unge danskere i at gifte sig med den, de elsker, hvis de fortsat vil bo i Danmark. Det er dybt tragisk for et retssamfund, at selv oppositionen ikke længere tør tale løgn og uret imod af frygt for aldrig at komme til magten.

 

Sektlederens borgerkrigsscenarium

Religiøse sekter er bl.a. karakteriseret ved, at de har fjernet sig fra et fælles virkelighedsgrundlag og i stedet har involveret sig i en spøgelsesagtig kamp mod indbildte fjender og med paranoide løgne som politisk våben. De senere år er Søren Krarup mere og mere kommet til at lyde som leder af en religiøs sekt.

Det er typisk for sekter, at de er nødt til at isolere sig fra verden, fordi verden er ond. Derved kommer de til at leve i en parallel virkelighed, sådan som Søren Krarup i stigende grad gør. Han advarer sine tilhængere om, at de er ”omgivet af ondskab” og ”lever i en verden af offentlig gemenhed”. [17] Han forbereder dem desuden på, at der kan være stikkere iblandt dem – og associerer dermed direkte til besættelsestidens stikkere. Det er en meget ubehagelig association, eftersom stikkere i besættelsestiden blev likvideret. Naturligvis kan et folketingsmedlem ikke opfordre til likvidationer, men han kan lade associationen hænge i luften, hvor den kan gribes af f.eks. Hells Angels, der jo i stigende grad begynder at fungere som Dansak Folkepartis stormtropper.

Løgnen som politisk våben er Søren Krarups speciale. Eksemplerne er talrige. Lad mig nøjes med to. Han hævder han, at Politiken og Danmarks Radio i to årtier ”har hetzet mod den jævne dansker og kaldt ham nazist, hvis han ytrede betænkeligheder ved den ukontrollerede og ukontrollable indvandring i Danmark fra Mellemøsten og Afrika.”[18] Krarup nævner imidlertid ingen eksempler og kan næppe finde et eneste – for selv hans argeste modstandere går jo ikke ind for ukontrollabel indvandring.

Søren Krarup har desuden i Dansen om menneskerettighederne dæmoniseret, at Danmark i 80’erne og 90’erne gav asyl til nogle få tusinde forfulgte fra Den Tredje Verden:

                 ”Det var Danmark, der blev sat på udsalg. Det var en udskiftning af den danske befolkning, vi her var vidner til.”

At ”udskifte” den danske befolkning vil faktisk sige at flytte alle danskere til f.eks. Grønland og lade indvandrere overtage landet, sådan som Stalin sendte baltere og ukrainere til Sibirien for at gøre plads til russere. Den danske befolkning er blevet ”udvidet”, ikke ”udskiftet” med indvandrere. Det ved Krarup godt, men han ved også, at løgnen er et effektivt propagandamiddel. Og endelig ved han, at Gud vil tilgive, at han ikke lever op til menneskelig anstændighed, for han har indrettet sin religion så snildt, at han erhverver sig tilgivelsen alene ved at tro på, at han får den. Vi andre kan så mene, at det er lovlig billigt sluppet for en synder af Krarups format. 

Umiddelbart er det svært at forstå, hvordan en dansk præst kan have noget imod menneskerettigheder, der grundlæggende fastslår, at ingen må udsættes for tortur, slaveri eller vilkårlig fængsling, og at alle har ret til undervisning, arbejde og fritid samt til at stifte familie og foreninger og frit vælge religion. Det er naturligt at opfatte Søren Krarups indædte kamp mod menneskerettighederne som en forlængelse af hans udgivelse af Luthers kampskrift, hvor det jo anbefales, at jøder fratages alle rettigheder.

Menneskerettighederne er bl.a. er en sikring imod det Luther’ske menneskesyn, som også repræsenteres af det 20. århundredes to store totalitære ideologier, kommunismen og nazismen. Men Krarup ser det omvendt: menneskerettighederne er beslægtet med disse ideologier, fordi de opererer med, at noget er mere retfærdigt end noget andet. Han mener ikke, det tilkommer mennesket at operere med en højere retfærdighed, det tilkommer kun Gud, for mennesket er syndigt, og ”retfærdighed kristeligt forstået er et andet ord for Guds tilgivelse af syndere eller for synderens henvisthed til Gud”. Men i den politiske debat om menneskerettighederne taler ingen faktisk om retfærdighed ”kristeligt forstået”. Vi taler om efter fattig evne at forsøge at indrette så retfærdigt et menneskeligt samfund som muligt. Igen overtræder Søren Krarup den helt elementære regel, at religiøse argumenter er ubrugelige i en politisk debat. 

I kommunismens, nazismens og kristendommens navn er millioner af mennesker blevet udryddet. Kristeligt set har disse udryddelser en klar begrundelse hos Jesus selv, som heller ikke kendte til barmhjertighed mod dem, der ikke troede på ham. Med en fundamentalistisk vrede, som vi i dag gerne vil projicere over på muslimerne, sagde han:

 ”Mine fjender der, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.”

Jesus garanterede ved en anden lejlighed, at de, der ikke vil omvende sig, bliver udsat for et veritabelt blodbad. Det var ved en sådan lejlighed, at besindige jøder mente, han måtte være besat af en ond ånd. Kirken har i dag valgt at fortrænge disse Jesus-ord, skønt de findes i biblen. [19]

I en kronik med overskriften ”Med udsigt til borgerkrig” anfører Søren Krarup, at nok har vi religionsfrihed her i landet, men det bør ikke gælde for muslimer, for Islam er slet ikke en religion. Islam er ”et politisk-juridisk-socialt system, der er totalitært i den forstand, at det vil herske totalt over alt – lovgivning, samfundsforhold, privatlivet.”[20] Han tilføjer, at i Europa har en kristen kultur skabt effektive, velfungerende samfund, hvormed han overser, at vore demokratiske samfund faktisk blev undfanget i oplysningstiden som netop et opgør med kristendommen. Uden oplysningstiden ville også kristendommen være fuldkommen dækket af Krarups kritik af islam. Alt, hvad vi kritiserer muslimerne for, har været en integreret del af kristendommen – og kan hurtigt blive det igen.

                 Det er derfor ikke uden grund, at netop oplysningstiden er så forhadt af Krarup, for han er ikke kommet videre selv. Når han igen og igen er begyndt at lufte muligheden for en borgerkrig i Danmark, har det ikke så meget karakter af en frygt som af en trussel.

Søren Krarup er en intellektuel svindler, som bag sine floromvundne ordtirader ikke kan skjule, at med ham som ideologisk bagmand for Dansk Folkeparti har også nynazisterne fået et parti, som de med sindsro kan stemme på. At han med tilbagevirkende kraft sympatiserer med modstandskampen under besættelsen gør ham ikke til anti-nazist og demokrat. Hans meningsfælle, pastor Jesper Langballe, har klart understreget, at modstandskampen ikke var anti-nazistisk og ikke gjaldt demokrati og menneskerettigheder:

”Krigen var en national kamp for friheden, ikke for de demokratiske værdier, en kamp mod tyskerne, ikke mod nazismen.” [21]

Jeg ved ikke, i hvor høj grad Krarup sympatiserer med den nynazistiske bevægelse, men både han og hans parti kunne i hvert fald have skrevet følgende afsnit i principprogrammet for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse:

”Vi finder det naturligt, at ethvert folk ønsker at leve i overensstemmelse med det kulturmønster, det har skabt igennem generationer, og at bevare den jord, det har forsvaret med sit blod. Vi vil derfor bekæmpe enhver indvandring af folkeslag, som ikke er os biologisk og kulturelt beslægtede og tilstræbe en repatriering af allerede indvandrede.”

 

 



[1] Jesper Langballe i Politiken 9.7.2003.

[2] Søren Krarup Politiken 16.3.2002.

[3] Søren Krarup i Politiken Politiken 1.9.2001.

[4] Brian Mikkelsen, Politiken 16.8.2002.

[5] Louise Frevert i Politiken 3.6.2003.

[6] Bent Jensen i Weekendavisen 4. og 11.7.2003.

[7] Bent Jensen i Jyllandsposten 13.11.1998.

[8] Jon O. Lauring i Weekendavisen 1.8.2003.

[9] Poul Henningsen: Kulturkritik III. (Rhodos).

  

[10]  Michael Beschloss: Reaching for Glory – Lyndon Johnson’s Secret White House Tapes (Simon & Schuster, 2002)

[11] Søren Krarup iflg. Folketingstidende 12.1.2005.

[12] Jesper Langballe i Information 9.7. 2003.

[13] Jesper Langballe i Politiken, 25.8.2003.    

[14] Søren Krarup i Jyllandsposten 14.3.2008.

 

[15]  Tv-avisen 9.12. 2008.

[16] Jyllandsposten 9.8.2008.

[17] Søren Krarup i Kristeligt Dagblad 26.10.2006.

[18] Søren Krarup i Information, 29.8.2006.

[19] Lukas-evangeliet 19/27 og 13/1-5.

[20] Søren Krarup i Jyllandsposten 23.11.2004.

[21] Jesper Langballe i Information 9.7.2003.

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk