Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

AT FILME MADSEN
Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

BERLINGSKE TIDEN, 2. november 2009

Svend Åge Madsen fylder i dag 70 år. Med sine fantastiske romaner er han vor tids største socialrealist, og at lave film om ham er som at fare vild i tilfældigheder, der ligner tanker, og i tanker, der ligner tilfældigheder.

AT FILME MADSEN

 

I 1972 sad jeg i et tog op gennem Jylland og læste med stigende begejstring Svend Åge Madsens netop udkomne roman Dage med Diam eller Livet om natten. Den er struktureret over det faktum, at vi i talrige situationer har valget mellem to muligheder. Og fordi disse muligheder strengt taget udelukker hinanden, nøjes vi som regel med at vælge den ene. I romanen lader Madsen imidlertid sine personer leve begge valgmuligheder ud til deres lykkelige eller bitre ende, og efter som vores identitet formes af vore valg, spaltes også personerne ud i nye identiteter. Hvor andre dannelsesromaner handler om at finde sin identitet, handler Madsens u-dannelsesroman snarere om at miste den.

Mens jeg var fordybet i dette fletværk af lokkende og skræmmende muligheder og spaltede identiteter, kom en ny passager kommer ind i kupeen. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, for jeg syntes pludselig, han lignede mig i en grad, så han kunne være min tvillingebror eller min dobbeltgænger. Men jeg slog det væk, for naturligvis var det nærliggende at bortforklare min underlige fornemmelse med, at jeg netop sad og læste Dage med Diam om mennesker, der spaltes. Et øjeblik senere noterede jeg ud gennem øjenkrogen, at han tog Dage med Diam op af sin taske og begyndte at læse i den. Vi lod begge, som om det var den naturligste ting i verden, hvad det ikke var.

Da jeg 30 år senere lavede en portrætfilm om Svend Åge Madsen, indledte jeg filmen med denne scene. I forbindelse med filmens Århus-premiere i Øst for Paradis fandt der en lige så usandsynlig togscene sted. Jeg ringede til Svend Åge og foreslog ham en bestemt premieredato, som passede bedst ind i biografens planer. Han sagde, at det jo var en overordentlig velvalgt dato, og da jeg ikke forstod, hvad han mente med det, spurgte han, om jeg da ikke var klar over, at netop den dag ville hans nye roman, Den ugudelige Farce, udkomme. Jeg vidste godt, at han havde arbejdet på en roman samtidig med, at jeg havde arbejdet på filmen, men ifølge planen skulle romanen først udkomme til efteråret.

Da jeg i toget på vej til filmens Århus-premieren gennembladrede morgenaviserne for at læse modtagelsen af Den ugudelige Farce, studsede jeg over Niels Lillelunds anmeldelse i Jyllandsposten. Der stod, at et enkelt kapitel mindede anmelderen om Jan Kaspersens cd Memories of Monk, hvad der i sig selv er en besynderlig association, men særlig mærkelig netop den dag. For i Madsen-filmen havde jeg benyttet musik af Jan Kaspersen - og i tasken havde jeg som premieregave til Svend Åge en cd af Kaspersen. Da jeg om aftenen fortalte Svend Åge om min oplevelse i toget, bemærkede han lunt, at der havde jeg været ude for noget, som rent statistisk ikke kan forekomme. Og han må jo vide det, for han er matematiker.

Svend Åge Madsens romaner er gennemsyret af tilfældigheder, der ligner tanker, og af tanker, der ligner tilfældigheder. De mest usandsynlige sammentræf sker med den største selvfølge, tidens og rummets indsnævring af vore muligheder ophæves, og det fortælles alt sammen med et lidt skævt tonefald, der ikke er så ironisk, at det ophæver vores undren over det fortalte, men dog heller ikke så ligefremt, at fortællingen transformeres til naiv patos.

Dette univers fascinerer mig dybt, men der var også en anden og mere personlig grund til, at jeg ville lave en film om Svend Åge Madsen. En journalist spurgte ham engang, hvorfor han skrev så ordrige romaner, nogle gange på 4-500 sider, og han svarede da, at der aldrig var blevet talt ret meget i hans barndomshjem, så derfor forsøgte han nu at bruge alle de ord, som dengang var blevet tilovers. Med denne overraskende enkle og originale formulering fik Svend Åge Madsen også karakteriseret mit eget barndomshjem - og måske endda givet en forklaring på min voksende glæde ved det sprog, som i stadigt højere grad forekommer mig at være en truet art. Jeg synes, det er vigtigt at filme sproget, mens vi endnu har det.

Det var både opmuntrende og deprimerende at gå på jagt i DR-arkivet efter tv-optagelser med Svend Åge Madsen. De gamle optagelser med unge Madsen var klart de bedste, ikke fordi Madsen var bedst i sin ungdom, men fordi fjernsynet var det. Dengang fik han lov at tale med en journalist i hele 20 minutter om f.eks. en så avanceret roman som Se dagens lys (1980). Men jo længere op til vor tid vi kom, jo kortere blev klippene, og til sidst varede de kun et par minutter – og var ubrugelige. Nu er det fjernsynet, der er blevet sprogfattigt – og på et langt mere tragisk plan end den knaphed på sprog, der karakteriserede Svend Åges og min jyske barndom.

Dengang kunne tavsheden faktisk være talende, men tavsheden er i dag totalt bandlyst fra tv, fordi den giver mulighed for eftertanke og følelse. Angsten for tavsheden er et neurotisk træk ved tv. Fjernsynets rappe klipning giver seerne en illusion om, at der foregår noget, men det gør der ikke. Enhver mening og sammenhæng klippes i stykker, og resultatet kalder man "filmisk", skønt det er en hån mod filmens - og fjernsynets - enestående muligheder for at være folkelig, forståelig og bevidsthedsudvidende.

Nogle måneder efter Svend Åge Madsen-filmens premiere var jeg med Svend Åge på Hald Hovedgård for at vise filmen på et litteraturstævne. Søren Ulrik Thomsen holdt først et foredrag om kristendommen og nævnte i den forbindelse, at den religiøse følelse i bund og grund er uforklarlig. Jeg indvendte, at den psykoanalytisk set ikke er spor uforklarlig, idet Freud jo opfatter det religiøse faderbehov som en rest af det ikke-overvundne Ødipus-kompleks: når barnet i 4-5 års alderen indser, at dets far alligevel ikke er verdens stærkeste mand, er det ikke sikkert, at det ved den lejlighed kan nedtrappe og efterhånden befri sig for længslen efter en stærk mand. Nogle søger derfor at genfinde verdens stærkeste mand i autoritære politiske ideologier, andre placerer ham uden for denne verden, dvs. i religionen. Freud har desuden forklaret det religiøse behov som en regression til livmoderen, hvor vi alle eksisterede i en paradisisk tilstand. Og så associerede jeg ironisk til Otto Ranks lille, fantasifulde skrift Fødselstraumet. Her mener Rank, at den ødipale rivalisering mellem far og søn om moderens gunst allerede starter i livmoderen, nemlig når fostrets paradisiske sammensmeltning med moderen forstyrres af den indtrængende penis.

Om aftenen var der oplæsning ved de tilstedeværende forfattere. Svend Åge havde på forhånd og helt uafhængigt af min diskussion med Søren Ulrik Thomsen valgt at læse sin groteske historie Da min oldemor fødte fem børn ved ni fødsler. Den kulminerer med, at et barn i moders liv forstyrres af den indtrængende penis og hager sig fast i den for på den måde at blive trukket ud i denne, den næstbedste af alle verdener.

Næste morgen kørte Svend Åge mig til Århus, hvor han satte mig af og tog hjem til Risskov. Lidt senere blev jeg foran Domkirken kontaktet af en journalist, som troede, jeg var Svend Åge Madsen og gerne ville vide, hvad jeg havde tænkt mig at overvære under den netop indledte festuge. Jeg stirrede vantro på ham og forklarede ham, at Svend Åge Madsen lige var kørt til Risskov. Derpå var det hans tur til at stirre vantro på mig.

Den mest nærliggende forklaring på de utrolige sammentræf, der sker, når man forsøger at nærme sig Svend Åge Madsen, er samtidig den mest usandsynlige: jeg har ham egentlig mistænkt for, at han som en anden edderkop sidder i det centrum, han ellers benægter eksistensen af, og at han herfra sender de mest forskelligartede repræsentanter ud i verden for at forvandle kaos til en slags labyrintisk orden, der ved en nærmere undersøgelse viser sig at være en drilsk og anarkistisk nedbrydning af enhver tænkelig form for orden. Og hvis man ind imellem synes, at man finder en form for mening i galskaben, viser det sig ved nærmere eftersyn, at der snarere er tale om galskab i meningen: Svend Åge Madsen er med sine fantastiske romaner dansk litteraturs største socialrealist.

Christian Braad Thomsens film "Svend Åge Madsen – at fortælle menneskene" er netop udsendt på dvd i anledning af forfatterens 70 års fødselsdag.

 

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk