Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Rejs jer, fordømte
Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

POLITIKENs KRONIK 14. oktober 2008

Rejs jer, fordømte!

Christian Braad Thomsen

Filminstituttet foretrækker kommercielle film frem for kunstneriske – og læser i kaffegrums i stedet for at vurdere kvalitet.

Den filmdebat, som de seneste uger har kørt i Politiken, har det til fælles med de fleste danske film, at den ikke er særlig kvalificeret. Selv når en kritiker som Kim Skotte og en instruktør som Ole Bornedal blander sig (28.9), kommer de ikke bagom de fordomme og klichér, der hærger i filmbranchen.

          De er således enige om, at filmstøtten er og bør være ”en mudret sammenblanding af kunst- og erhvervsstøtte”. Bornedal kan endda dårligt skjule sin foragt for de film, der insisterer på at være kunst, - hvilket minder lidt om rævens forhold til rønnebærrene. Inden for de øvrige kunstarter er det ellers en selvfølge, at staten støtter kunsten og ikke erhvervet. Hvorfor skal det være anderledes på filmens område? Det skal det ifølge Skotte, fordi film ”er så hulens dyre”. Men det er en fordom. Det koster ikke nødvendigvis 15-20 millioner at lave en spillefilm. Kvalitet er ikke et spørgsmål om penge, men om talent – skønt det jo i filmbranchen oftere er sådan, at jo mindre talent, man har, jo flere penge skal man bruge for at skjule det.

          Bornedal lufter også den fordom, at den gode film ligger i manuskriptet. Det gjorde den for Hitchcock, men ikke for Godard, der normalt filmede uden manuskript. Mellem disse to yderpunkter findes talrige variationer, som alle kan føre til gode film. Det er kritisabelt, at filminstituttet monopoliserer manuskript-traditonen som den eneste rigtige. Et filmprojekt må vurderes på instruktørens evne til at lave film og ikke på et manuskript holdt i et andet sprog end filmens eget. Selv det bedste manuskript bliver i den ukvalificerede instruktørs hænder noget makværk, og selv det tilsyneladende mest umulige manuskript kan i den gode instruktørs hænder blive et mesterværk. 

Filmdebatten lider ofte af berøringsangst, fordi instruktører af misforståede kollegiale hensyn kan være bange for at sætte navn på de kolleger, de roser eller kritiserer. Derfor bliver debatten underligt forblommet. Lad mig tage også den tyr ved hornene og fremhæve de instruktører, som i dette århundrede har skabt de bedste og mest personlige danske film:

          Lotte Svendsens ”Tid til forandring” (2004) er en stærk og modig film med en perfekt kombination af råhed og ømhed for personerne. Den balancerer på Fassbinder’sk vis mellem en kritik af deres livsform og en kærlighed til deres fortrængte menneskelighed.

          Jytte Rex’ ”Silkevejen” (2004) er et underskønt billedtrip, der bryder med traditionel dramaturgi og sprænger tidsfornemmelsen. Filmen beskriver en rejse mod døden i et billedsprog så suggestivt og musikalsk, at Tarkovskij må fryde sig i sin grav.

          Pernille Fischer Christensens ”En soap” (2006) viderefører det Sirk’ske melodrama og viser, at det under nye former fortsat kan bruges. Man kommer hudløst tæt på personerne i den smukkeste danske kærlighedsfilm, jeg kender.

          Christoffer Boes ”Offscreen” (2006) sender skuespilleren Nicolas Bro ud i en psykotisk tour-de-force samtidig med, at Boe med en Kiarostami’sk finurlighed leger med grænserne mellem fiktion og virkelighed. 

          Simon Stahos ”Himlens hjerte” (2008) er en Bergman’sk dissektion af ægteskab og utroskab. Stahos foregående film ”Daisy Diamond” (2007) er endnu mere nådesløs, og han har da også måttet lave de fleste af sine film i Sverige, hvor de ikke er så bange for det kompromisløse.

          Ingen af filmene er blevet kommercielle succes’er, og enkelte har endda ”kun” solgt 3.000 biografbilletter. Når de ikke er set af flere, er det ikke instruktørernes skyld, for filmene er særdeles publikumsvenlige. Den sørgeligste grund er nok, at et modent publikum efterhånden vælger biografen fra, hvad man godt forstår, når man tjekker det daglige repertoire. Men ellers er det jo filmudlejernes ansvar, om en film finder sit publikum. I stedet for i stigende grad lægge de instruktører på is, hvis film ses af for få, burde filminstituttet snarere overveje at lægge filmenes udlejere på is.

          Nordisk Film er f. eks. ukvalificeret til at have med kunstneriske film at gøre. ”Tid til forandring” hed oprindelig ”Rejs jer fordømte”, som er den eneste rigtige titel til netop den film, men Nordisk Film nægtede at have med titlen at gøre, fordi den signalerer venstreorienteret oprør. I stedet blev den opkaldt efter et fuldstændigt intetsigende slogan fra Venstres valgkamp. Det døde filmen af. Tilsvarende holdt Nordisk Film premiere på ”En soap” i april, som er årets dårligste biograftid. Et professionelt udlejningsselskab havde sat filmen op umiddelbart efter Berlin-festivalen, hvor den blev hædret med to af de fornemste priser. I forlængelse af denne festival-publicity i årets bedste biograftid ville ”En soap” være blevet en betydelig publikumssucces.

         

Dansk films krise skyldes primært den tidligere direktør Henning Camres bureaukratisering af filminstituttet. Han roses normalt for at have bragt dansk film på fode, og det lægger han heller ikke selv skjul på, når han foragteligt nedgør de danske film, der blev lavet før hans tid. I filminstituttets propagandatidsskrift FILM 45/2005 kalder han dem ”mere eller mindre tåbelige”, hvilket er ren historieforfalskning. Før hans tid blev der lavet fremragende film af Nils Malmros, Søren Kragh-Jacobsen, Hans Kristensen, Jytte Rex, Henning Carlsen og adskillige andre.

          Camres viden om film er stærkt begrænset. Det fremgår af den hetz, han konsekvent har ført mod auteur-filmen, som er filmkunstens alfa og omega, og som han foragter uden at have sat sig ind i, hvad begrebet dækker. Han mener, at auteur-instruktører finder det ”irrelevant, om en film tiltrækker et publikum.” (FILM 26/2002) Dette er rent sludder. Jeg kender ingen instruktører, som ikke gerne vil have et publikum, men heldigvis mange, hvis respekt for publikum kommer til udtryk ved, at de ikke lefler for det. Camre mener desuden, at en auteur både vil skrive manuskript og producere selv. Det har intet på sig. Det opsigtsvækkende ved auteur-politikken, som i 50’erne blev introduceret af Francois Truffaut, var, at den tværtimod opfattede en lang række af Hollywoods genre-instruktører som auteurs. De fleste skrev ikke deres manuskripter selv, men gav alligevel deres film et helt personligt stempel.

          Omvendt kan det være nødvendigt, at den nyskabende instruktør både skriver og producerer sin egen film, fordi filmproducenter som regel er fjendtligt vendt imod det nye. De fleste vigtige tøbrud i filmens historie er sket ved, at instruktørerne bliver deres egne producenter, fordi ingen andre har villet. Men derved falder man uden for de gængse bokse og systemer på filminstituttet.

          Har man ikke kvalitetssans, indfører man nemlig systemer. Det gjorde Camre i rigt mål. Nogle af dem er helt uigennemskuelige, f.eks. vurderingen af filmenes publikumstække. At lade støtten afhænge af et forhåndsgæt om, hvor mange der vil se den færdige film, er lige så seriøst som at læse i kaffegrums eller tyde stjerner. På den måde reducerede Camre filminstituttet til et spåkoneinstitut. Publikumstække er også en del af vurderingsgrundlaget i den konsulentordningen, der oprindelig var tænkt som en støtte til den kunstneriske film.

Dermed letter man selvfølgelig filmkonsulenternes arbejde. De forudsættes at skulle foretage kunstneriske vurderinger, men er ofte forbavsende ringe egnet til dette arbejde. Personlig har jeg aldrig oplevet at føre en kvalificeret diskussion med en film- eller en tv-konsulent, fordi de ved for lidt om film og kun kender den mest banale Hollywood-dramaturgi, men ikke er orienteret i europæiske, mellemøstlige eller asiatiske auteur-traditioner.

          Derfor vejer kommercielle kriterier langt tungere end kunstneriske. Det kommer bl.a. til udtryk i det groteske forhold, at film under den kommercielle 60/40-ordning de sidste tre år har fået en større procentdel af deres omkostninger dækket end film under den kunstneriske konsulentordning, nemlig henholdsvis 36 % og 34 %. Konsulentordningen blev ellers lavet for at fremme kvalitetsfilm, som netop ikke kan klare sig på markedets betingelser. At de nu støttes med mindre end markedsfilmene er skamløst.

          Dertil kommer, at de bedste instruktører ofte ikke får fuld løn for deres arbejde, men straffes for deres kompromisløshed. Både Pernille Fischer Christensen og Jytte Rex blev tvunget til at give afkald på en del af deres løn og måtte vaske trapper eller tage andet arbejde ind imellem filmarbejdet. Og så er deres film endda to af de billigste, der er produceret i mange år: ”En soap” kostede 6.688.145 kr. og ”Silkevejen” 4.802.637 kr. Filminstituttets støtte er tilsvarende minimal, henholdsvis 4.325.000 kr. og 3.500.000 kr. De seneste Far til Fire- og Anja & Victor-film støttes derimod med 5 millioner, et grotesk eksempel på, at også filminstituttet foretrækker junk frem for kvalitet. Blot 200.000 kr. i ekstra støtte ville have sikret Fischer og Rex deres fulde løn. Det ville ikke kunne mærkes på filminstituttets budget, men i høj grad på instruktørernes.

          Igen og igen kan man undre sig over, at bureaukraterne får deres fulde løn for at sikre, at instruktørerne ikke gør det. Camre har begrundet de små lønninger til store instruktører med en hjerteløs kynisme, som ikke mange arbejdsgivere ville slippe godt fra:

          ”Hvis man synes lønningerne er for lave, så kan man jo sige nej til at være med - vi lever i et frit land.” (FILM #26/2002).

Det sørgeligste, der er sket under Henning Camre, er nok, at filminstituttet har reduceret sig selv til en underafdeling af tv. Filminstituttet har valgt at give tv hånds- og halsret over dansk film og støtter efterhånden i højere grad tv-programmer end spillefilm. Hvis instituttet var modstander af den udvikling, kunne man bare forhøje støtteprocenten til de kunstneriske film til 95 % og så lade tv støtte revl og krat. Konkurrencen mellem DR og TV2 har jo de sidste 20 år ført til, at de mere ligner skraldespande end kulturkanaler, fordi de hellere konkurrerer på junk end kvalitet. Filminstituttet burde holde sig for god til at trække dansk film ned i den kloak. 

          Når Kim Skotte påstår, at tv-stationerne har ”gavnet dansk films evne til at kommunikere”, tager han fejl. Tv bidrager tværtimod til at sænke niveauet i en grad, så der til sidst ikke vil være noget som helst at kommunikere, mens omvendt de fem instruktører, jeg har fremhævet, kommunikerer fremragende. Det har jeg selv erfaret, idet jeg har haft den glæde at præsentere både ”En Soap” og ”Silkevejen” ved højskole-arrangementer - og hver gang har deltagerne været dybt berørte. Når et større publikum alligevel ikke har opsøgt filmene i biografen, kan man ikke deraf slutte, at filmene ikke ”kommunikerer”, for det kan de jo af gode grunde først gøre, når publikum møder op. Og det er bestemt ikke filmene, der skræmmer publikum væk. Det er foruden filmudlejerne snarere pressen!

           

Også pressen bærer nemlig sit tunge ansvar for dansk films miserable tilstand. Adskillige anmeldere har i Henning Camres regeringstid været på filminstituttets lønningsliste som medarbejdere ved FILM. Det kan forklare, at filminstituttets stærkt diskutable synspunkter igen og igen dukker op som evige sandheder i dagspressens filmreportager. 

           Det overses ofte, at også aviserne er en del af den forlystelsesindustri, som de søger at presse film- og tv-kunsten ind i. Det kommer bl.a. til udtryk, når de fuldstændig ukritisk vælger at give det ringeste af det ringe gratis tekstreklame i form af interviews, mens nogle af de bedste instruktører aldrig interviewes om deres værker. Et aktuelt eksempel kan være Politikens nylige promovering af Lars Hjortshøj over flere sider, samtidig med at avisens tv-anmelder afviser hans program, Sandhedens Time, som totalt underlødigt. Det er langt sjældnere, at avisen tilsvarende promoverer nogle af de betydeligste danske filmskabere. Det kunne ellers være interessant for læserne at høre, hvad instruktørerne selv har at sige om deres film, når nu anmelderne forholder sig usikre eller afvisende.

Hvis anmelderne udsættes for det nyskabende, er de ofte på så gyngende grund, at også de må ty til kaffegrums, som røber, at en sådan film næppe har det store publikum. Dermed bliver anmeldelserne selvopfyldende profetier, og instruktørerne kan med god grund citere den gamle talemåde: først pisser de på os, og så siger de, vi lugter.

Selv Kim Skotte mener i en ellers rosende omtale af ”Silkevejen”, at den slet ikke er en spillefilm:

 "At kalde ”Silkevejen” en spillefilm, vil være lidt af en tilsnigelse. Der er snarere tale om et kunstværk med et klart formål og en vigtig mission."

Dermed kapitulerer også en af vore bedste anmeldere over for den grasserende ensretning af filmmediet og siger med rene ord, at en film ikke kan være en spillefilm, hvis den er et kunstværk med et klart formål og en vigtig mission. Men det er meningsløst overhovedet at operere med definitioner på, hvad en spillefilm er ud over, at den ned gennem filmhistorien har vist sig at vare fra ca. halvanden til tretten timer. Inden for disse rammer kan den være handlingsbetonet, litterær eller reflekterende, og den kan være thriller, western, musical eller drømmefilm. 

Filminstituttet og tv ville gerne fradømme bestemte kunstneriske genrer retten til at være spillefilm. Det skal de ikke få lov til. I stedet skal vi lade tusind blomster blomstre.

CHRISTIAN BRAAD THOMSEN

Christian Braad Thomsens har uddybet sin kritik af dansk film i bogen ”Vreden, gudinde, besyng!” (Lindhardt og Ringhof, 2005).

      

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk