FASSBINDER I EBELTOFT
Den
tyske film- og teaterskaber Rainer Werner Fassbinder (1945-82) er atter oppe og vende i denne filmsæson. Hans skelsættende
tv-serie Berlin Alexanderplatz udgives langt om længe i en dvd-boks for det skandinaviske marked, og boksen indeholder
desuden den engelske udgave, af Christian Braad Thomsens internationalt berømmede bog om Fassbinder.
På Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft vil Braad Thomsen i 2009 holde et ugekursus om Fassbinders
film 12-18. juli.
Blandt
foredragsholderne er Fassbinder-skuespillerne Margit Carstensen, kendt fra de store kvinderoller i Martha
og Petra von Kants bitre tårer. Desuden vil terrorisme-eksperten tv-journalisten Jens Nauntofte vil
fortælle om Baader-Meinhof-gruppen, hvis medlemmer en overgang hørte til Fassbinders venner, men som han tog afstand fra i
sine film. Terroristfilmen Den tredje Generation gav han således sloganet: ”Jeg kaster ikke bomber, jeg laver film!”
Germanisten Hanne
Roswall vil fortælle om Alfred Döblin, forfatteren bag Berlin Alexanderplatz, og litteraten Lilian
Munk Rösing vil redegøre for et af de projekter, Fassbinder ikke nåede at udføre, en film over Sigmund Freuds Manden
Moses og læren om én Gud.
Christian Braad Thomsen, der var en nær ven af Fassbinder i hele hans karriere, vil guide
deltagerne rundt i hans store produktion, som omfatter 60 film for biografer og tv samt 30 teaterforestillinger. På kurset
vil der blive vist tre film om dagen, ikke blot af Fassbinder, men også af de instruktører, som inspirerede ham, frem for
alt Douglas Sirk og Howard Hawks.
Se programmet her !Ugeprogram