Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

En sludder for en sladder
Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

Det ny CLARTÉ, nr. 8, 3.årgang, september 2008

 

Sludder for en sladder

 

- Af Christian Braad Thomsen

 

Bente Hansen: Gud og hvermand – en bog om tro og politik. People’s Press. 187 sider.

 

Efter murens fald blev mange tidligere kommunister troende kristne, hvad der jo egentlig var en mærkelig reaktion. Det havde været mere nærliggende at se den østeuropæiske pseudokommunismes sammenbrud som en indlysende mulighed for at definere en demokratisk socialisme uden at fortsat at skulle stå til regnskab for de østeuropæiske diktaturstater. Men det politiske trossystem, der nu brød sammen, blev erstattet med et religiøst trossystem, som har den fordel, at det principielt ikke kan bryde sammen, fordi de troende netop ikke finder sig forpligtet til at underkaste det en realitetstest. 

          Når mange erstattede troen på Marx med troen på Gud, kan det også skyldes en vis aldersbetinget dovenskab, og jeg læser netop Bente Hansens nye bog ”Gud og hvermand” som udtryk for åndelig dovenskab. Bogen er skrevet i et slapt og sludrevornt sprog, og hun foregiver at give svar på den ikke-troendes spørgsmål til kristendommen, men forlader faktisk et problem, så snart det er antydet. Ofte har hun glemt, hvad hun sagde på den ene side, før hun siger det modsatte på den næste. På side 11 mener hun således, at evangelierne er ”gudgivne”, en opfattelse, jeg egentlig troede, man for længst havde forladt i folkekirken. På side 64 mener hun da også omvendt, at ”hvis vi holdt os bogstaveligt til skrifterne, ville vi være ilde stedt.” Det betyder altså, at vi alligevel ikke kan stole på Guds ord – hvilket nok anede mig. Men hvad tror de kristne mon så på? Når Bente Hansen forsøger at besvare det, farer hun konstant vild i tågedannelser.

Så meget står imidlertid fast, at også for Bente Hansen er troen en måde at sætte det ud af kraft på, som hun ikke kan leve med. Hun er ikke i stand til at forestille sig, at ”livet ender med det sidste jordiske åndedrag”. Når hun derefter siger, at det må være ”et dybt ønske hos mange af os” at mødes med vore afdøde igen, så karakteriserer hun uafvidende kristendommen som det, den er, nemlig ønsketænkning for dem, der ikke magter at se døden i øjnene. Hun kan imidlertid ”ikke se noget galt i at dulme et barns angst for adskillelse og død. Endsige en voksens.”

          Jeg synes omvendt, der er noget ganske alvorligt galt i at skabe en gud, der til punkt og prikke opfylder vores ønsker. At forsyne andre med de egenskaber, vi har brug for, at de har, kaldes i daglig tale en projektion. Der er ikke grund til at kalde det andet, når det handler om en gud. Naturligvis er det rimeligt at dulme barnets mulige angst for døden, men det kan gøres uden gudsfantasier, f.eks,. ved at forsikre det om, at man jo næppe dør, før det er blevet så voksent, at det kan klare sig selv. At blive voksen er at få kræfter til at leve uden trøst og bl.a. se døden i øjnene som det definitive punktum. I den forstand er kristendommen udtryk for en infantilisme, idet to af dens grundforestillinger, jomfru- og opstandelsestroen, tager sigte på at afskaffe de to store problemvoldere i voksenlivet: seksualiteten og døden.

          Bente Hansen kører også frem med den gamle traver om, at ”den religiøse søgen er lige så svær at afskaffe som seksualdriften”. Påstanden er absurd, hvilket kan dokumenteres med, at kristendommen aldrig nåede ud til den lille østjyske landsby Bjertrup, hvor jeg er født. Men vi fik masser af børn. En anden af hendes travere er, at også ateismen er en trossag. Såmænd er den ej. Ateister ved faktisk, at Gud ikke findes, og at lyn og torden ikke skyldes Thors hestevogn, for disse påstande er aldrig blevet underbygget med dokumentation. Men i samme øjeblik dokumentationen foreligger, er vores viden blevet udvidet.

          Bente Hansen skøjter på overfladen og lader ethvert problem ligge, når det bliver for svært. Et eksempel kan være bogens sidste kapitel, hvor hun vil beskæftige sig med forskellen på tro og overtro. Det eneste, hun har at sige, er, at overtro er, når man selv tror, man er på vej til at blive Gud. Dermed får hun ikke defineret forskellen på, at når det tordner, kører Thor i hestevogn over skyerne, og når vi dør, genopstår vi og møder både vore afdøde venner og gud. Det er nok fordi, det ikke er muligt at skelne mellem disse to former for tro. Til gengæld får hun sagt, at hun ”ikke anser astrologi for særlig overnaturligt”. Nej, det er klart, for hvis man først er begyndt at tro på alternative naturlove, er der ingen grænser.

Når Bente Hansen en sjælden gang bliver konkret, er hendes uvidenhed markant. Lad mig nævne fire eksempler:

          Hun hævder, at vi i 60’erne demonstrerede mod atomkraft. Det passer ikke. Vi demonstrerede mod atomvåben og gik i vid udstrækning ind for fredelig udnyttelse af atomkraften. Mange skiftede siden synspunkt.

Hun bruger Bob Dylans Oh Mercy (1989) som eksempel på, at her mistede han lyttere, fordi pladen var ”for kristen”, og fordi det at vise sin kristentro frem var mere provokerende end at vise sin bare røv. Det forholder sig faktisk omvendt: ved indgangen til 80’erne mistede Dylan mange lyttere, fordi hans kristne plader faldt sammen med hans kunstneriske nedtur og alkoholisme, mens Oh Mercy skaffede ham lytterne tilbage, fordi han nu var ved at genvinde sin kunstneriske styrke og samtidig var på vej ud af den dogmatiske kristendom.

          Hun hævder, at sekularisme udtrykker ”ønsket om at mennesker helt lægger troen bag sig og bliver ateister.” Såmænd gør det ej. Et enkelt opslag i ordbogen kunne have fortalt hende, at det betyder, at religion og politik skal holdes adskilt, og at religiøse argumenter ikke er gyldige i en diskussion om etik og moral, mens folk naturligvis har lov at tro, hvad de vil.

          Desuden hævder hun, at venstrefløjen ikke er så meget for ”følelser” og ”åndelighed”. Jeg ved ikke, hvilken venstrefløj Bente Hansen har tilhørt, men på den, jeg har tilhørt hele mit liv, spiller følelser og åndelighed en central rolle. Vi går ind for musik, film, digte, forelskelse og andre åndelige sysler, så det er mig ganske uklart, hvad hun her henviser til. Hendes problem er formentlig, at hun bogen igennem sætter lighedstegn mellem religiøsitet og åndelighed, hvilket er udtryk for et særligt kristent hovmod: ateister kan åbenbart ikke have et åndsliv. Det vil jeg ikke udelukke, at de kristne kan, også selv om de ofte lader sig nøjes med meget lidt og forveksler åndsliv med ønsketænkning.

          Overordnet set mener Bente Hansen, at vi ateister har ”et stort og uopfyldt hul, hvor hun så end ved det fra. Man skulle da snarere mene, at de, der har brug for en gud som samtalepartner, må have et hul, som de forsøger at udfylde gennem for eksempel den samtale med gud, som Bente Hansen oplever i bønnen. Hun konkluderer, at den har ”en forbløffende virkning”, men reflekterer ikke over, at det kan kalktabletter også have på den syge. Det kaldes placebo-effekten.

 

Christian Braad Thomsen er filminstruktør og forfatter og har uddybet sit syn på kristendommen i ”Vreden, Gudinde, Besyng!”

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk