Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Skrab ud for pøblen
Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

POLITIKENs KRONIK 28. juni 2008

 

SKRABUD FOR PØBLEN

 

Christian Braad Thomsen

Filminstruktør og forfatter

 

Hånden på hjertet - med sit forslag om et tørklædeforbud foretager justitsministeren et skrabud for den pøbelmentalitet, som hun burde være et bolværk imod.

 

 

Da jeg var dreng, hørte det med til ordentlig opdragelse, at vi ikke kommenterede, hvordan andre så ud i tøjet. Vi mente ikke, at ”klæder skaber folk”, for vi vidste, at de, der var pænere i tøjet, end vi havde råd til at være, ikke nødvendigvis var pænere i sjælen. I den fattigste hytte kunne der trives hjerter af guld, mens gyldne slotte ofte var et skalkeskjul for menneskelig afstumpethed.

          Egentlig troede jeg, at der i dag trivedes et ganske liberalt syn på, hvordan man kan tillade sig at gå klædt. Men med den almindelige regression til 1930’ernes kultur- og menneskesyn, er politikerne nu også i gang med at indføre en statsanerkendt dress code og har udset sig tørklædet som det symbolske fjendebillede. Min gode opdragelse har hidtil afholdt mig fra at kommentere, hvordan de ser ud i tøjet i regeringspartierne og Dansk Folkeparti, men da de nu selv er begyndt på den slags, skal jeg da ikke lægge skjul på, at jeg ofte synes, de ser herrens ud. Men jeg har ingen intentioner om at søge min subjektive tøjsmag ophøjet til lov.

          Det har derimod justitsminister Lene Espersen. Hun har begrundet det varslede tørklædeforbud med, at dommere skal ”fremstå neutrale og upartiske”, og at borgerne skal have ”fuld tillid” til, at dommerne dømmer efter lovene (tv-avisen 14. maj). Det kan måske lyde tilforladeligt, men ved nærmere eftertanke er det nok noget af det dummeste, en dansk minister nogen sinde har sagt. Hun ved så godt som nogen, at dommerne er til det yderste nidkære, når de vurderer, om en person skal udnævnes til dommer. De undersøger på det grundigste, om den pågældende er velbevandret i og har til sinds at følge dansk lov og ret. Bag justitsministerens lovforslag ligger der en dyb mistillid til danske dommere og en angst for, at de ad bagdøren vil lade koranen tælle mere end grundloven. Det tror jeg ikke, de vil, og det tror vel heller ingen andre, næppe engang Lene Espersen.

          Når der således ingen rationel begrundelse er for justitsministerens lovforslag, må der være en irrationel, og det er nærliggende at tro, at hun forsøger at score stemmer på at føre hetz mod en minoritetsgruppe. Hun foretager et skrabud for den pøbelmentalitet, som politikerne egentlig burde være et bolværk imod. Selvfølgelig findes der blandt rockere og andre, der stemmer på Dansk Folkeparti, personer, som ikke vil bryde sig om at blive dømt af en kvinde med tørklæde. De samme typer vil sikkert helst have sig frabedt at blive dømt af en kvinde overhovedet. I de kredse findes der også mennesker, der ikke vil køre med en taxachauffør eller tørres bagi af en hjemmehjælper af anden etnisk baggrund. Men det er uhørt, at den slags klare racistiske synspunkter nu også repræsenteres af regeringen og skal indgå i dansk lovgivning.  

          Påklædningen signalerer ofte bestemte holdninger, hvad enten de er religiøse eller ej. Jeg har selv som domsmand arbejdet sammen med en kvinde, som var udpeget af Dansk Folkeparti. Vi var høflige nok til ikke at kommentere hinandens tøjsmag, men jeg er da sikker på, at også den anklagede ud fra vores påklædning kunne se, at vi kom fra hver vores ende af det politiske spektrum. Hvis han så mente, at han ikke ville dømmes af folk, der så sådan ud i tøjet, måtte det være hans eget problem. Jeg er nemlig aldeles sikker på, at vi begge sammen med den juridiske dommer gjorde os de største anstrengelser for at dømme efter den lov, vi var forpligtet på, også selv om vi privat måtte være uenig med loven. Det samme vil en kvinde med tørklæde naturligvis gøre, hvis hun er fundet kvalificeret til at være dommer. Det er racistisk at påstå andet.

Når Lene Espersen og et uskønt sammenrend af alle småborgerlige partier inklusive socialdemokraterne nu håber at kunne ramme tørklædet ved at lovgive generelt mod religiøse symboler i retten, skyder de forbi målet. For tørklædet er langtfra altid et religiøst symbol. Det repræsenterer først og fremmest en kulturel tradition, der eksisterede længe før islam, og det bæres i mange ikke-islamiske kulturer, herunder også af kvinderne i min barndoms bondesamfund. Det er udtryk for en blufærdighed, som er fremmed for et pornoficeret samfund, men som folk med god opdragelse naturligvis vil vide at respektere. Det kristne kors er derimod et religiøst symbol og vil blive ramt af loven, hvad jeg skal græde tørre tårer over. Jeg har altid undret mig over, at man kan ophøje et torturredskab til smykke, og sammenlignet med dette sadomasochistiske symbol er tørklædet både kønt og tækkeligt. Når det vælges frit, savner det enhver logik at ville gøre det til et symbol på kvindeundertrykkelse. Kvindeundertrykkelsen trives derimod i bedste velgående hos dem, der vil bestemme, hvordan kvinder skal gå klædt.

          Det er så forklaringen på, at også tidligere rødstrømper blander sig i det forargede kor over tørklædet. Blandt rødstrømpernes slagord i 1970’erne var jo ellers, at kvinderne skal bestemme over deres egen krop, men allerede dengang gjaldt det ikke kvindens ret til selv at udsmykke kroppen. Jeg fik selv ørerne, og det der var værre, i klemme i rødstrømpebevægelsen, da jeg i en kronik i Information introducerede country-sangeren Dolly Parton og ikke bare hyldede hendes honningbløde stemme og digteriske talent, men også hendes evne til at gå noget mere fantasifuldt klædt end de rødstrømper, der var faldet for tidens nye mode, unisex-skjorter. Det skabte en af de voldsomste læserstorme i Informations historie. Rødstrømperne var rasende, fordi jeg hyldede et lille Guds ord fra landet, der iført sin alt for store paryk og sin lyserøde bolsjekjole med jordbær på brysterne drømte om at ligne en mellemting mellem Mae West, Marilyn Monroe og den lokale landsbyluder.

          Dolly Partons smukkeste sang, Coat of Many Colours, kunne også være foregået i min barndoms landsby. Den handler om en lille pige i den fattige bjerglandsby, hvis mor syr en frakke til hende af gamle klude i alle mulige farver. Dolly elsker sin spraglede frakke, men hende skolekammerater driller hende med den, fordi de ikke forstår, at sand rigdom kommer fra hjertet, og at man kun er fattig, hvis man vælger at være det.

          Fra min barndom kendte jeg godt den tøj-hetz, Dolly Parton synger om, og hendes moderne kritikere gjorde nu fælles front med hendes skolekammerater. Den åndelige rigdom, som sangen priser, havde ikke gode kår i en tid, hvor rødstrømper og studentermarxister videreførte samfundets almene materialisme og kunsthad i stedet for at gøre op med det. Også dengang blev der sat skarpe grænser for det frie tøjvalg: man havde først fortjent sin frihed i det øjeblik, man frit valgte, hvad der blev krævet i den politiske korrektheds navn. Derfor går da også mange gamle rødstrømper ind for Dansk Folkepartis ønske om en statsautoriseret dress code som modvægt mod det multietniske tøj-anarki.   

 

Første gang, jeg som voksen blev ramt en helt besynderlig dress code var på filmfestivalen i Venezia. Skønt jeg havde en gyldig biografbillet, nægtede dørvogteren mig adgang, idet han henviste til, at jeg skulle bære mørkt tøj og slips. Næste år havde jeg anskaffet mig det krævede sæt tøj, men blev så alligevel afvist: han pegede foragteligt på mine sandaler, skønt ingen i biografmørket vel kunne tage anstød af dem. Men her hjalp ingen argumenter, og jeg holdt mig siden til morgenforestillingerne, hvor man kunne komme ind med både uredt hår og løsthængende skjorte.

          Kulturminister Nils Matthiasen blev et par år senere ramt af en tilsvarende dress code i Cannes, da han skulle til gallapremiere på en dansk spillefilm. Ingen havde åbenbart fortalt ham, at han skulle bære slips, eller også mente han, at han som øverste politisk ansvarlige for filmen vel kunne komme ind uden. Men det kunne han ikke. Heldigvis var han i selskab med filmklipperen Christian Hartkopf, og i filmbranchen er vi vant til at sno os, så han tog ministeren med på en vandring rundt om en søjle, trak et snørebånd af sin sko og snoede det om halsen på sin minister, der således bar slips og fik lov at komme i biffen. Hartkopf kom også ind, skønt hans ene sko strengt taget brød med reglerne for god påklædning.

          Den påklædning, som ikke agtes af sasmfundet, er nu også kommet mig til hjælp et par gange, mest markant da skattevæsenet nægtede at tro på, at en filminstruktør kunne leve for så lidt, som jeg vitterligt levede for i min ungdom. Jeg havde netop instrueret min første spillefilm, og i den anledning havde jeg allieret mig med filmbranchens førende revisor. Han var også Dirch Passers revisor, og denne store komiker havde sikkert inspireret ham til den plan, han ikke indviede mig i på forhånd. Vi tog sammen til møde med skattevæsenet, og da de fortsat mente, at jeg måtte leve af skjulte indtægter, sendte min revisor mig et blik så foragteligt, at man skulle tro, jeg lignede noget, katten havde slæbt ind på det fine kontor, og så sagde han med en diktion, som Dirch Passer ikke kunne have gjort bedre, at sådan som jeg tillod mig at se ud i tøjet, kunne de vel nok forstå, at jeg ikke havde meget at gøre godt med. Det argument måtte de bøje sig for.

 

Man kan more sig eller trække overbærende på skuldrene af dem, der vil blande sig i andres tøjvalg. Jeg er for længst kommet ud over mit barndomstraume med dets indbyggede angst for ikke at være så fin i tøjet som de andre. I dag synes jeg snarere, det er synd for dem, der har brug for at stive deres ego af med tårnhøje tøjbudgetter, for man opdager jo alligevel hurtigt, om de har noget på eller ej.

          Men det bliver infamt, når tøjhetzen indgår i den verserende kampagne mod muslimer. Så bliver hetzen udtryk for et normalitetsbegreb, som er skræmmende. Denne ritualiserede normalitet kom vel første gang til udtryk, da Søren Espersen fra Dansk Folkeparti hånede folketingsmedlem Kamal Qureshi for at møde op i ”morgenkåbe” til et bal på Amalienborg. I partiets medlemsblad nr. 3/2004 skrev han om Qureshi, at ”med sin egoistiske, trodsige og selvhævdende demonstration lige for næsen af Dronningen og den kongelige familie nåede han også lige at få tørret næse i det land, der har givet ham indfødsret og gjort ham til dansk folketingsmand.” Nu mødte Qureshi faktisk ikke op i morgenkåbe, men i sin families traditionelle festdragt, som hoffet endda havde bekræftet, at han var velkommen i, lige som i øvrigt færøske og grønlandske gæster jo ofte møder op i deres nationale festtøj. Og Qureshis festdragt er bestemt kønnere og mere stilfuld end Søren Espersens, men derfor skal Espersen da alligevel have lov at gå til fest, som han vil.

          Det er nemlig dybt bekymrende at tænke på, hvad det egentlig er for et samfund, der vil blande sig i, hvordan vi ser ud i tøjet. Jeg frygter, det er et præ-fascistisk samfund.

          Det regnes ikke for god tone at drage paralleller til 1930’ernes fascisme og nazisme, men det er efterhånden nødvendigt og uundgåeligt. Et af tidens modebegreber er ”sammenhængskraft”, som vistnok blev lanceret af Dansk Folkepartis hemmelige agent i regeringen, Karen Jespersen. Det er et begreb, som fører tanken tilbage på Mussolinis utopiske drøm om en enhedsstat, en korporativ stat, hvor alle modsætninger og forskelle er udslettet. Danmark har aldrig tidligere været båret af nogen synderlig sammenhængskraft, men snarere af dybe økonomiske, kulturelle og religiøse modsætninger. Selv om begrebet klassekamp jo for tiden er gået af mode, er klassemodsætningerne under den nuværende regering mere synlige end i mange år.

          Det er de kulturelle modsætninger mildest talt også. For at skabe en enhedskultur førte Mussolini en hård kamp mod andre sprog inden for Italiens grænser, ganske som Dansk Folkeparti gør i dag. Uddannelsesordfører Martin Henriksen mener, at indvandrerforældre til børn i vuggestuealderen skal opsøges i hjemmene, så det kan kontrolleres, om de taler dansk med børnene. Han mener desuden, at indvandrerbørn ikke skal have modersmålsundervisning i danske folkeskoler, og han begrunder sin modvilje med, at ”det er ikke børnenes modersmål, der tales i hjemmene, men derimod deres forældres og bedsteforældres.” (Information 25.11.2006) Det er, som om politikeren ikke er klar over, at modersmålet faktisk er moders mål. At ville forhindre en mor i at tale sit eget sprog med sit lille barn er en invalidering af det tidlige, intime mor/barn-forhold, som netop karakteriserer den fascistiske stat. 

          Dansk Folkepartis ideologiske fyrtårn Søren Krarup tror, at man retorisk kan fremmane, hvad der ikke findes. I sit lille skrift Systemskiftet synger han igen og igen et salmevers om, at ”folket”, ”danskerne” og ”denne befolkning” skabte et ”systemskifte” i 2001 – hvorved han forbigår, at det sådan set kun var ca. halvdelen af danskerne, der valgte en ny regering. Han har igen og igen fremhævet kristendommen som det element, der skaber sammenhængskraft, således f.eks. i Politiken (1.9.2001), hvor han hævder, at hvis vi ikke tror på Guds ord om, at vi er skrøbelige og syndige mennesker, så ”er vi i grunden ikke danskere.” Med denne ubehagelige retorik fratager han de af os, der ikke er kristne og ikke har stemt på den borgerlige regering, retten til at kalde os danskere. Hans retorik gør sig egentlig bedre på tysk: ”Ein Volk, ein Reich, ein Führer!”

          Ikke bare påklædning og religion, men også bestemte hilseformer skal nu monopoliseres som særligt danske. Regeringens chefideolog Claus Hjort Frederiksen, der jo mener, at Dansk Folkeparti har samme værdigrundlag som Venstre, strammer disse værdier yderligere op med sin udmelding om, at man ikke kan ansættes i det offentlige, hvis man ikke vil give hånd til det modsatte køn (Politiken 4.5.2007). Han mener fejlagtigt, at nægter man at give hånd, nægter man også at hilse. Men at f.eks. et så uskyldigt fjendebillede som Asmaa Abdol-Hamid af blufærdighedsgrunde ikke vil udveksle håndtryk med mænd, er jo ikke det samme, som at hun ikke vil hilse på os. Hun hilser ved at lægge hånden på hjertet, hvilket man da kan finde nok så værdigt som et slattent dansk håndtryk.

          Så hånden på hjertet, hvis denne talemåde ellers er tilladt længere: hvad er det dog for et ensrettende samfund, vi er ved at omskabe Danmark til? Jeg føler langt større sammenhængskraft med iranske musikere, kinesiske filminstruktører og tyrkiske digtere, end jeg gør med den halvdel af danskerne, der støtter denne ensretning. 

 

 

 

 

           

 

 

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk