KOMMENTAR i Jyllandsposten 18. marts 2008
Søren Krarups landsbytosserier
Krarup er på kollisionskurs med retssamfundet, når han kalder
de to udviste tunesere for ”omstrejfende islamiske terrorister”.
af Christian Braad Thomsen
filminstruktør og forfatter
Søren Krarups kronik (14.3) om udvisningen
af to tunesere med dansk opholdstilladelse og familie i Danmark er et godt eksempel på, hvordan hans argumentation skrider
ud i virkelighedsforfalskende retorik.
Hele tre gange gør han korrekt opmærksom på, at det udelukkende er ifølge PET, at tuneserne planlagde et mord. Det
betyder jo samtidig, at de ind til videre er uskyldige i anklagen, for i et retssamfund er man kun skyldig, hvis skylden er
blevet fastslået af en domstol – og PETs anklager har gang på gang vist sig grundløse. Det er de sikkert også her, når
PET ikke har turdet bringe sagen for en domstol, men foretager en lovstridig udvisning. Krarup lader sig villigt lokke ud
på PETs glidebane.
Først hævder han, at fordi tuneserne ikke er danske statsborgere, har den
danske stat ”pligt til at beskytte Danmark mod omstrejfende islamiske terrorister.” Argumentationen er forvrøvlet,
for denne pligt ville Danmark jo også have, selv om de pågældende var danske statsborgere. Men nu er de så pludselig i en
håndevending gjort til terrorister – og endda ”omstrejfende”, skønt de har fast bopæl og familie i Danmark.
I næste afsnit kalder Krarup dem ”attentatplanlæggende islamister”, og siden slår han fast som en kendsgerning,
at ”de ved forbliven i Danmark udsætter danske borgere for mord.”
Dette er injurier, for i et retssamfund er man uskyldig, til det modsatte er bevist i en retssal. PET er intet sandhedsvidne,
men har tværtimod ofte fremsat uretmæssige beskyldninger, senest som bekendt mod en terroranklaget i den såkaldte Glostrup-sag,
der hele to gange blev frikendt ved landsretten.
Men Søren Krarup er heller ikke tilhænger af det danske retssamfund. Han gør, hvad man jo ellers hyppigt beskylder
muslimerne for, idet han sætter sin religion over loven. I kronikken kommer det til udtryk på to måder:
Han hævder udtrykkeligt, at danske retsgarantier ikke gælder for herboende tunesere, men kun for danskere – og
han har ofte gennem årene understreget, at dansker er man kun, hvis man også er kristen. I et retssamfund er der imidlertid
lighed for loven uanset forskellig religion, så også her er Krarup på kollisionskurs med retssamfundet.
Desuden argumenterer han kristeligt for verdsligt-juridiske synspunkter, idet han beskriver udlændingeloven af 1983
som et ”syndefald” og mener, at loven er baseret på Hans Gammeltoft-Hansens ”forkvaklede” og ”sværmeriske”
kristendomsopfattelse. Men i et sekulært og demokratisk samfund kan en lov som bekendt hverken kritiseres eller forsvares
med religiøse argumenter, og Krarup kan da heller ikke opdrive en eneste kristen begrundelse for udlændingeloven. Den er begrundet
i det fornuftige verdslige synspunkt, at mennesker, der har måttet flygte fra deres hjemstavn for at bevare liv og helbred,
har krav på ”et blivende opholdssted og at nyde opholdslandets beskyttelse”, sådan som Krarup jo endda citerer
Gammeltoft-Hansen for. Men når Krarup så argumenterer religiøst mod denne humane opfattelse, bedriver han præcist den politiske
teologi, som han i andre sammenhænge advarer imod med henvisning til Luthers to-regimente-lære.
Som så ofte før er der således hverken hoved eller hale på Krarups argumentationsform. Det er der heller ikke, når
han fastholder George Bush’ og Anders Fogh Rasmussens løgne om, at Irak-krigen var ”en forsvarskrig mod terrorismen”,
skønt både Bush og Fogh for længst har erkendt disse løgne. Det blev de tvunget til, da de måtte indse, at Irak hverken besad
masseødelæggelsesvåben eller var allieret med Al Qaeda. Søren Krarup er den sidste i verden, der fastholder denne krigsløgn,
for uden den ville hele hans verdensbillede styrte sammen.
Trods sin salvelsesfulde retorik svarer Søren Krarups horisont således til landsbytossens, både når det gælder
teologi og politik.
