Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Søren Krarups ekstremisme

Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

                                                                                  DET NY CLARTÉ maj 2007

 

 

Søren Krarups ekstremisme

 

- Af Christian Braad Thomsen

 

Når Søren Krarup i disse år tildeles så megen spalteplads i danske medier på bekostning af langt mere interessante og begavede debattører, kan det ikke begrundes med kvalitetshensyn, men må skyldes, at han er ideologisk bagmand for Dansk Folkeparti – og i nogen grad for den borgerlige regering. Men paradoksalt nok er hans ekstremistiske synspunkter næppe særligt kendte trods hans meget synlige placering i offentligheden.

            Krarup mener i sin seneste bog Systemskiftet (2006) at der fandt et systemskifte sted i 2001, skønt der jo ret beset kun var tale om et regeringsskifte. Begrebet ”systemskifte” er forbeholdt større begivenheder som parlamentarismens indførelse i 1901, der betød, at kongen ikke mere kunne udnævne en regering, der havde et folketingsflertal imod sig. Men når man nu selv er den ideologiske  bagmand, må man opleve selv et banalt regeringsskifte som et systemskifte. Mindre kan ikke gøre det.

Krarup har i det hele taget en besynderlig opfattelse af det parlamentariske liv, idet han i lighed med Paulus og Luther mener, at landets øvrighed er indsat af Gud. Ned gennem historien ser det ellers ud til, at øvrigheden enten har erobret magten, har arvet den eller er blevet valgt af et folkeflertal. Det turde næsten være blasfemisk at beskylde Vorherre for at have indsat regeringen Fogh Rasmussen, for så ringe politisk dømmekraft kan Vorherre da ikke have. Krarup mener endda i overensstemmelse med Paulus, at ”den, som sætter sig op mod øvrigheden, står Guds orden imod.” Men samtidig vender han Paulus’ synspunkt til dets modsætning, idet han konkluderer, at netop fordi øvrigheden er indsat af Gud, er dens lov ”ikke hellig og absolut”. Forbeholdet er besynderligt: Når et lands øvrighed repræsenterer Guds orden, skulle man da ellers nok mene, at øvrigheden er ukrænkelig. Men måske vil Krarup med sit forbehold tage højde for den dag, det måtte behage Vorherre at foretage et nyt systemskifte og indsætte en socialdemokratisk ledet regering.

 

Systemet Politiken og folket

Krarup ynder at omtale hele forrige århundrede som Systemet Politiken, der ”har været en ideologisk besættelsesmagt, som netop systematisk har søgt at undertrykke, ja ligefrem at udrydde den åndelige og folkelige virkelighed, der i hele vores historie har været det danske folks.” Også her synes man, at mindre kunne gøre det. Politiken er som bekendt ikke et system, men et dagblad, der åbner spalterne for alle synspunkter, endda for Krarups. Men den del af den danske befolkning, der i mangt og meget er enige med Politiken, tilhører altså udtrykkeligt ikke det danske ”folk”. Krarup lægger ikke skjul på, at betegnelsen Systemet Politiken blev introduceret af litteraturkritikeren Harald Nielsen i dennes kamp mod Georg Brandes. Men Krarup skjuler, at hans idol var nazist og førte sin kampagne på et antisemitisk grundlag.

Nazistiske associationer og forbindelseslinier dukker i det hele taget ofte frem, hvis man vil danne sig et overblik over Krarups holdninger. Tag for eksempel hans hyppige brug af begreber som ”folket” og ”danskerne”. Disse begreber omfatter kun dem, der er enige med Krarup. Det var ”folket”, der skabte et systemskifte i 2001, det var ”danskerne”, der frygtede, de var ved at blive et mindretal i deres eget land. Ganske vist var det jo kun omkring halvdelen af folket, der stemte for den nuværende regering, men i Krarups retoriske greb er alle aktuelle regeringsmodstandere udelukket fra ”det danske folk”. Dermed gør han det lovlig nemt for sig selv at indføre et begreb som ”den danske helhed”. Det er et rent fiktivt begreb, der lige som ”sammenhængskraft” både lader hånt om klassemodsætninger og dybe åndelige skel. Krarups retorik svarer nøje til den nazistiske brug af ”völkisch”, der også var et stærkt afgrænsende begreb, som ikke omfattede jøderne. Tilsvarende udelukker Krarups begreb ”folket” alle, som ikke er kristne.

Umiddelbart efter regeringsskiftet i 2001 indførte han sit sensationelle nye kriterium for danskhed, som går ud på, at hvis vi ikke tror på Guds ord om, at vi er skrøbelige og syndige mennesker, så ”er vi i grunden ikke danskere.”( Politiken 01.09.01) Hidtil har det været en privatsag, at en hel del danskere vælger at tro på alternative naturlove, som sætter seksualiteten og døden ud af kraft og muliggør jomfrufødsel, opstandelse og evigt liv. Men med dette hokuspokus lægger Krarup nu op til en sindelagskontrol, som man kun finder magen til i nazistiske diktaturer

Selvmordsaktioner

Søren Krarups misforhold til demokratiet kommer i Systemskiftet frem på en underligt ulden måde, når han beskæftiger sig med Sydslesvig. Han hævder rent ud, at vi både ”svigtede” sydslesvigerne i 1920 og i 1945, men han kommer ikke nærmere ind på, hvori dette svigt bestod. Påstanden kan imidlertid kun forstås, som at han tager afstand fra den hjemlige folkeafstemning, der i 1920 fastlagde den endelige grænse mellem Danmark og Tyskland, samt at vi 1945 burde have benyttet det tyske nederlag til at udstrække Danmark til floden Ejderen – uanset at der var et overvældende tysk flertal i Sydslesvig. Ved andre lejligheder har han da også forkyndt, at de danske sydslesvigere aldrig må opgive håbet om at vende hjem til Danmark, for det er dette håb, der giver deres liv indhold.

Krarups bruger en lige så insinuerende uklarhed, når han foragteligt siger, at regeringen den 9. april 1940 ”valgte kapitulationen på forhånd,” og at også dette skyldtes det allestedsnærværende Systemet Politiken, som var modstander af et militært forsvar. Det kan ikke læses på anden måde, end at Krarup mener, danske soldater burde have indledt en selvmordsaktion imod den tyske krigsmaskine.  

            Denne foragt for menneskeliv udtrykkes eksplicit i Krarups støtte til en ældre selvmordsaktion i 1864. I bogen Fædreland og folkestyre (1974) fremhæver han den danske kaptajn Stockfleth, der under stormen på Dybbøl kommanderede sine folk frem med ordene: "Lad os nu slutte os sammen i kærlighed, folk, og gå frem og tage lykken, som Vorherre vil give os den." Krarup fremhæver disse ord som sit livs motto, men hvad han ikke fortæller er, at den pågældende fremrykning netop var en ren selvmordsaktion. Stockfleth tilhørte hærens 20. regiment, og hans aktion var en meningsløs demonstration af heltemod, men samtidig udtryk for traditionelle aristokratiske og militære æresbegreber, hvor man kæmper til sidste mand, uanset at kampen er udsigtsløs. Den lykke, Gud skænkede dem, var døden. På det punkt er Krarup helt enig med de muslimske selvmordsaktivister, der ligeledes finder belønningen hos Gud.

 

Løgnen som våben

Da Søren Krarup på Tidehvervs Forlag udgav Martin Luthers antisemitiske skrift Jøderne og deres løgne (1999), trådte han på det mest bogstavelige i nazisternes fodspor. Dette kampskrift er nemlig to gange tidligere udsendt på dansk, først i nazisten Olga Eggers oversættelse på hendes eget forlag og siden af nazilederen Povl Heinrich Riis-Knudsen på forlaget Nordland.

Luther anbefaler her den jødeudryddelse, som siden blev sat i værk af Hitler, idet han foreslår, ”at man sætter ild på deres synagoge eller skole.., at man skal nedbryde og ødelægge deres huse…, at man skal fratage dem deres bønnebøger og talmudskrifter…, at man under dødsstraf forbyder deres rabbinere fremtidigt at undervise…, at man fuldstændigt fratager jøderne retten til at rejse frit omkring…, at man fratager dem alle rede penge og guldstykker…, at man behandler dem med al den ubarmhjertighed, ligesom Moses gjorde i ørkenen, da han ihjelslog 3.000 jøder.”

Nu regner de fleste vel ikke med, at Søren Krarup i dag vil anbefale, hvad hans åndelige lærermester anbefalede i 1543. Men det er nok for naivt. Krarup har for eksempel i Dansen om menneskerettighederne (2000) forsvaret serbernes massakrer på deres muslimske medborgere ud fra den betragtning, at en suveræn stat har ret til at behandle sine borgere, som den nu finder passende, også selv om det sker efter Luthers barbariske opskrift.

Til gengæld støttede Søren Krarup det amerikanske, engelske og danske angreb på den suveræne stat Irak, hvilket man skulle tro harmonerede dårligt med hans modstand mod at gribe ind over for serberne. Krarup kunne da heller ikke – i et sjældent anfald af anstændighed – bruge den begrundelse, der formentlig var den reelle, nemlig at Irak-angrebet i lighed med serbernes var rettet mod muslimer. Derfor var han nødt til at fastholde, at netop disse muslimer udgjorde en terroristisk trussel mod Danmarks sikkerhed, og at der således var tale om en ”selvforsvarskrig”. Han var enig med George W. Bush i, at irakerne havde masseødelæggelsesvåben, og at de var i ledtog med Osama bin Laden. Selv efter at disse amerikanske krigsløgne er blevet afsløret og endda officielt erkendt af amerikanerne, har Søren Krarup fastholdt dem. (Folketingstidende 12.01.05).

Jesper Langballe, udtrykte deres fælles holdning mere plumpt og utvetydigt:

”Jeg opfattede ikke den militære invasion af Irak som en menneskerettighedskamp. Hvis det var tilfældet, havde jeg spyttet den langt væk.” (Information 09.07.03).

            Løgnen som politisk våben er Søren Krarups speciale, ikke mindst i indvandringsdebatten. Eksemplerne er talrige. Lad mig nøjes med to. I Dagbladet Information hævder han, at Systemet Politiken og Danmarks Radio i to årtier ”har hetzet mod den jævne dansker og kaldt ham nazist, hvis han ytrede betænkeligheder ved den ukontrollerede og ukontrollable indstrømning i Danmark fra Mellemøsten og Afrika.” (29.08.06). Han nævner ingen eksempler og kan næppe finde et eneste – for selv Krarups argeste modstandere går jo ikke ind for ukontrollabel indvandring.

Søren Krarup har også i Dansen om menneskerettighederne dæmoniseret, at Danmark i 1980’erne og 90’erne gav asyl til forfulgte fra Den Tredje Verden: ”Det var Danmark, der blev sat på udsalg. Det var en udskiftning af den danske befolkning, vi her var vidner til.”

At ”udskifte” den danske befolkning vil faktisk sige at flytte alle danskere til for eksempel Grønland og lade indvandrere overtage landet, sådan som Stalin sendte baltere og ukrainere til Sibirien for at gøre plads til russere. Den danske befolkning er blevet ”udvidet”, ikke ”udskiftet” med indvandrere. Det ved Krarup godt, men han ved også, at løgnen er et effektivt propagandamiddel. Og endelig ved han, at Gud vil tilgive, at han ikke lever op til menneskelig anstændighed, for han har indrettet sin religion så snildt, at han erhverver sig tilgivelsen alene ved at tro på, at han får den. Vi andre kan så mene, at det er lovlig billigt sluppet for en synder af Krarups format. 

 

Menneskerettighederne

Umiddelbart er det svært at forstå, hvordan en dansk præst kan have noget imod menneskerettigheder, der grundlæggende fastslår, at ingen må udsættes for tortur, slaveri eller vilkårlig fængsling, og at alle har ret til undervisning, arbejde og fritid samt til at stifte familie og foreninger og frit vælge religion.  Det er naturligt at opfatte Søren Krarups indædte kamp mod menneskerettighederne som en forlængelse af hans udgivelse af Luthers kampskrift. 

Menneskerettighederne er blandt andet en sikring imod det menneskesyn, som repræsenteres af det 20. århundredes to store totalitære ideologier, kommunismen og nazismen. Men Krarup ser det omvendt: menneskerettighederne er beslægtet med disse ideologier, fordi de opererer med, at noget er mere retfærdigt end noget andet. Han mener ikke, det tilkommer mennesket at operere med en højere retfærdighed. Det tilkommer kun Gud, for mennesket er syndigt, og ”retfærdighed kristeligt forstået er et andet ord for Guds tilgivelse af syndere eller for synderens henvisthed til Gud”.

I kommunismens, nazismens og kristendommens navn er millioner af mennesker blevet udryddet. Kristeligt set har disse udryddelser en klar begrundelse hos Jesus selv, som heller ikke kendte til barmhjertighed mod dem, der ikke troede på ham. Med en fundamentalistisk vrede, som vi i dag gerne vil projicere over på muslimerne, sagde han: ”Mine fjender der, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.” Jesus garanterede ved en anden lejlighed, at de, der ikke vil omvende sig, bliver udsat for et veritabelt blodbad. Det var ved en sådan lejlighed, at besindige jøder mente, han måtte være besat af en ond ånd. Kirken har i dag valgt at fortrænge disse Jesus-ord, skønt de kan læses hos Lukas 19/27 og 13/1-5.

 

Sekt-lederens borgerkrigsscenarium

De senere år er Søren Krarup mere og mere kommet til at lyde som den paranoide leder af en religiøs sekt. Det er typisk for sekter, at de er nødt til at isolere sig fra verden, fordi verden er ond. Derved kommer de til at leve i en parallel virkelighed, sådan som Søren Krarup i stigende grad gør. I Kristeligt Dagblad advarer han sine tilhængere om, at de er ”omgivet af ondskab” og ”lever i en verden af offentlig gemenhed.” Han forbereder dem desuden på, at der kan være stikkere iblandt dem – og associerer direkte til besættelsestidens stikkere. (26.10.06). Det er en meget ubehagelig association, eftersom stikkere i besættelsestiden blev likvideret. Naturligvis kan et folketingsmedlem ikke opfordre til likvidationer, men han kan lade associationen hænge i luften, hvor den kan gribes af ubefæstede sjæle.

            At Krarup sympatiserer med modstandskampen under besættelsen gør ham ikke til anti-nazist. Hans meningsfælle, pastor Jesper Langballe, har klart understreget, at modstandskampen ikke var anti-nazistisk og ikke gjaldt demokrati og menneskerettigheder. ”Krigen var en national kamp for friheden, ikke for de demokratiske værdier, en kamp mod tyskerne, ikke mod nazismen.” (Information 09.07.03).

I en kronik med overskriften ”Med udsigt til borgerkrig” anfører Søren Krarup, at nok har vi religionsfrihed her i landet, men det bør ikke gælde for muslimer, for Islam er slet ikke en religion. Islam er ”et politisk-juridisk-socialt system, der er totalitært i den forstand, at det vil herske totalt over alt – lovgivning, samfundsforhold, privatlivet.” (Jyllandsposten 23.11.04). I Europa har en kristen kultur skabt effektive, velfungerende samfund, tilføjer han, hvormed han overser, at vore demokratiske samfund faktisk blev undfanget i oplysningstiden som netop et opgør med kristendommen. Uden oplysningstiden ville også kristendommen være fuldkommen dækket af Krarups kritik af islam. Alt, hvad vi kritiserer muslimerne for, har været en integreret del af kristendommen – og kan hurtigt blive det igen.

            Det er da ikke uden grund, at netop oplysningstiden er så forhadt af Krarup, for han er ikke kommet videre selv. Når han igen og igen er begyndt at lufte muligheden for en borgerkrig i Danmark, har det ikke så meget karakter af en frygt som af en trussel.

Søren Krarup er en intellektuel svindler, som bag sine floromvundne ordtirader ikke kan skjule, at med ham som ideologisk bagmand for Dansk Folkeparti har også nynazisterne fået et folketingsmedlem, som de med sindsro kan stemme på. Jeg ved ikke, i hvor høj grad han sympatiserer med den nynazistiske bevægelse, men han er den mest synlige af de folketingsmedlemmer, der sympatiserer med et hovedpunkt i Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelses principprogram:

Vi finder det naturligt, at ethvert folk ønsker at leve i overensstemmelse med det kulturmønster, det har skabt igennem generationer, og at bevare den jord, det har forsvaret med sit blod. Vi vil derfor bekæmpe enhver indvandring af folkeslag, som ikke er os biologisk og kulturelt beslægtede og tilstræbe en repatriering af allerede indvandrede.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk