Fra antologien FOKUS PÅ FREUD redigeret af Ole Andkjær Olsen, Christian Braad Thomsen & Bente Petersen (Hans Reitzel, 2006)

KRISTENDOMMEN

Af Christian Braad Thomsen

Francois Truffaut indleder sin fremragende film Det grønne værelse (1978) med en scene, hvor hovedpersonen, spillet af Truffaut selv, deltager i begravelsen af sin bedste vens kone. Præsten forsøger at trøste enkemanden med nogle klichéer om, at de vil mødes igen i opstandelsen. Men vennen er trøstesløs. Så går Truffaut til korporligt angreb på præsten og forlanger, at han præsterer opstandelsen her og nu, hvor der er brug for den. Da han ikke magter dette, smider Truffaut ham ud af kapellet.

            Freud ville have bifaldet denne scene, for også Freud tager i sin religionskritik kristendommen på ordet, hvad der må synes naturligt i betragtning af Johannes-evangeliets indledning:

 ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.”

Alligevel bryder de kristne sig ikke om at blive taget på ordet. De er endda indbyrdes uenige om, hvorvidt Jesus´ ord skal tages bogstaveligt, eller om ordenes normale betydning overhovedet dækker troens indhold, f.eks. hvad angår netop ”kødets opstandelse”. I stærk kontrast til kristendommens sproglige usikkerhed står Freuds tillid til sprogets helbredende virkning: psykoanalysen er en ”talekur”.

Skønt Freud mente, at psykoanalysen var andre terapiformer overlegen, understreger han i sin 34. forelæsning, at han ikke var ”nogen terapeutisk entusiast”. Han indrømmer ironisk, at psykoanalysens helbredelsesresultater ikke kan konkurrere med resultaterne fra Lourdes, fordi der ”findes langt flere mennesker, der tror på Den hellige Jomfrus mirakler end på det ubevidstes eksistens”. Han konkluderer endog, at det ikke primært er som terapi, at han vil anbefale psykoanalysen, ”men på grund af de oplysninger, den giver os om det, som angår mennesket mest direkte, nemlig dets eget væsen, og på grund af de sammenhænge, som den klarlægger mellem de mest forskellige af dets aktiviteter.”

Guds faderhånd

Freud slutter sit første religionskritiske værk Totem og tabu (1912) med ordene: ”I begyndelsen var handlingen”, som naturligvis vender sig mod netop Johannes-evangeliets indledning. Den første, skelsættende handling var sønnernes drab på urfaderen, sådan som det uddybes af Lilian Munk Rösing i hendes essay om Manden Moses… Efter drabet fortærede sønnerne deres far i et kannibalistisk orgie – og gjorde derpå en erfaring, der er så almen, at der på tysk findes et uoversætteligt ordspil for den: ”Man ist, was man isst”. De fortrød drabet, den døde fader levede videre i dem, og de respekterede det incestforbud, de oprindelig var gået til angreb imod. På den måde indførtes menneskehedens to første tabuer, nemlig mod faderdrab og incest. Når disse tabuer var nødvendige, skyldtes det ifølge Freud ikke, at faderdrab og incest var en vederstyggelighed, som mennesker naturligt måtte tage afstand fra, men at der tværtimod bestod en stærk og naturlig tilbøjelighed for disse fænomener, som psykoanalytikerne ”erklærer for knudepunktet i det infantile ønskeliv og derefter for neurosernes kerne.” Freud genfandt disse to fundamentale tabuer i netop det knudepunkt, han kaldte Ødipuskomplekset, og som han  nu daterede tilbage til kulturens fødsel: graden af driftsfortrængning var for Freud en målestok for det opnåede kulturniveau. 

På denne måde opstod desuden den monoteistiske faderreligion, sådan som den udformedes i jødedommen, kristendommen  og islam. Disse religioner er for Freud udtryk for menneskets angst for at tage hånd om sit eget liv i stedet for at lade det hvile i faderens hænder, sådan som salmisten formulerer det: ”Alt står i Guds faderhånd./Hvad han vil, det gør hans ånd.”

Freud betragter religionen som en neurose og som et værn mod at blive voksen. Når man efterhånden begriber, at ens far alligevel ikke er verdens stærkeste mand, får man med alderen en række andre muligheder: man kan finde en stærk mand i de store politiske ideologier som kommunismen og nazismen, men man kan også finde ham i det hinsidige, dvs. i religionen, hvor han ikke er underlagt realitetstesten. De kristne skaber i fantasien, hvad de har brug for i virkeligheden, nemlig en far, som er almægtig, alkærlig og alt-tilgivende

Men man kan også afskrive faderbehovet som infantilt og således vokse sig ud af det og tage ansvaret for sin egen tilværelse. Freud mente, at denne løsning var pant på voksenhed og derfor også den mest sjældne. Han var imidlertid ikke blind for, at den religiøse løsning indebar en stor fordel, idet ”den fromt troende i høj grad er beskyttet mod faren for visse neurotiske lidelser; påtagelsen af den generelle neurose befrier ham for at danne en personlig neurose.”  (En illusions fremtid, 1927).

Tankegangen er interessant: lever man i et samfund, hvis sygdomme man er vant til at opfatte som tegn på sundhed, kan man acceptere mange deformiteter som normale. Det gælder f. eks. indsnævring af fødderne og omskæring af klitoris, der jo i visse kulturer praktiseres energisk af netop de kvinder, som denne praksis er gået ud over. Og det gælder i endnu højere grad på det åndelige område: den tankegang, som i den ene kultur ville forekomme neurotisk, ville i en anden kultur være værn mod neurosen. I vores kultur ville vi ikke finde det normalt, hvis en ung mand delte de gamle nordboeres tro på, at lyn og torden skyldes Thors kørsel i hestevogn hen over himlen, mens nogle finder det helt normalt at tro på en gammel ørkenreligions ord om, at en  jøde engang trodsede naturlovene og genopstod, efter at han var henrettet: de beskytter sig mod den personlige neurose ved at antage den generelle.

Af samme grund var ateisten Freud egentlig ikke tilhænger af at frarøve folk deres religiøse illusion, og hans begrundelse var den samme, som formuleres hos Henrik Ibsen, hvis dramatik Freuds sygehistorier jo ofte er blevet sammenlignet med. I Vildanden lader Ibsen som bekendt dr. Relling sige: ”Tager De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, tager De lykken fra ham med det samme.” Alligevel går både Freud og Ibsen i deres værker til angreb på en række livsløgne, Freud dog ud fra den resignerede indsigt, at argumenter som regel er nytteløse:

”Den troende lader sig ikke fravriste sin tro, hverken ved argumenter eller ved forbud. Men skulle det lykkes over for nogle, vil det være en grusomhed. Den, der gennem årtier har taget sovemidler, kan naturligvis ikke sove, når man tager dem fra ham. At virkningen af de religiøse trøstemidler ligestilles med virkningen af narkotikum, illustreres træffende af en udvikling i Amerika. Her vil man nu – åbenbart under indflydelse af kvinderegimentet – berøve menneskene alle pirrings- rus- og nydelsesmidler og overmætter dem som erstatning herfor med gudsfrygt.” (En illusions fremtid).   

I sit forsøg på at opspore religionens udspring i menneskets urtid må Freud naturligvis særligt hæfte sig ved ligheden mellem den kristne nadver og de fordrevne sønners kannibalistiske måltid: den udåd, som Jesus´ offerdød på korset soner, må være faderdrabet:

”Når ofringen af ens eget liv resulterer i en forsoning med Vorherre, kan den forbrydelse, der skal sones, ikke være nogen anden end mordet på faderen.” (Totem og tabu)

Så vidt den kristne tro overhovedet er begribelig, synes Jesus at være både gud og menneske, både far og søn. Han er den gud, der dræbes af mennesket, men ved frivilligt at vælge sin offerdød, er han også det menneske, der dræber guden. Hans korsfæstelse er på paradoksal vis en soning af drabet på ham selv – og den nadver, han indstifter før sin selvvalgte død, er ifølge Freud en genoplivning af totemmåltidet:

”Den kristne kommunion er i grunden en ny likvidering af faderen, en gentagelse af den handling, der skulle sones.”

Det dobbelte faderbillede

Det kan undre, at Freud afholder sig fra en analyse af Jesus’ Ødipus-kompleks, for det er jo ret specielt – og rummer stærke regressive træk. Ingen ved, hvad Jesus tænkte på, da han sagde, at hvis vi ikke bliver som børn på ny, kommer vi ikke ind i Guds rige. I bedste fald kan han i lighed med Freud have ment, at hvis vi fortrænger vores barndom, risikerer den at vende tilbage som et helvede. Men han kan også have ment det modsatte, nemlig at vi nødvendigvis må fortrænge vores voksenhed for at kunne se frem til et liv i himlen. Det er imidlertid nærliggende at mene, at de kristne aldrig kan  blive som børn på ny, fordi de med en del af deres psyke aldrig er blevet voksne. I stedet har de fastholdt en urealistisk barnetro på, at deres far stadig er verden stærkeste mand. Længslen har det med at skabe sin egen genstand.

Her har vi så også en vigtig brik til forklaring af de omfattende pædofiliskandaler, som specielt har hærget i den katolske kirke: den kristne og den pædofile er netop med en del af deres personlighed ikke blevet voksne. Hos den katolske præst ytrer det sig bl.a. ved, at han sætter sin voksenseksualitet i stå – og hos nogle altså yderligere ved, at de regrederer til en barnlig seksualitet forklædt i en voksen krop.

Intet tyder på, at Jesus i sin selvopfattelse var andet end et menneske. At han skulle være gud og menneske blev først påduttet ham efter hans død. Derimod har han næppe kunnet undgå at opfatte sig selv som både far og søn: af sine disciple blev han dyrket som en far og lærer samtidig med, at han smerteligt klart vidste, at han selv var undergivet en faderinstans, som truede ham på livet. Denne faderinstans forsøgte han tilsyneladende at holde sig fra livet ved at opdele den i to, nemlig en far i himlen, som var god og kærlig, og en række jordiske faderskikkelser, som var intrigante og farisæiske. Det dobbelt faderbillede var umådelig praktisk, for det hjalp ham over den ambivalens, de fleste andre har i forhold til deres fædre, som de sætter sig op imod og samtidig elsker og er afhængige af. Men alligevel virkede Jesus´ spaltning af faderbilledet ikke: til slut allierede den himmelske far sig med den jordiske og fik sønnen korsfæstet.

Freud har i øvrigt hos antropologen J. G. Frazer fundet et grotesk eksempel på et spaltet faderbillede: de indfødte i Sierra Leone gennempryglede deres konge aftenen før hans kroning – og ofte med en grundighed, så han ikke levede i ret mange dage efter ceremonien. For en sikkerheds skyld valgte de derfor ofte en konge, der i særlig grad havde pådraget sig deres uvilje. Freud ser i denne skik en parallel til både barnets forhold til sin far og paranoikerens til sin forfølger:

”Det forbillede, som paranoikeren i forfølgelsesvanviddet retablerer, er barnets forhold til faderen. Normalt har faderen en sådan magtfuldkommenhed i sønnens bevidsthed, og det viser sig, at mistilliden til faderen er snævert forbundet med højagtelsen for ham. Når en paranoiker udnævner en person fra sit miljø til `forfølger´, ophøjer han dermed vedkommende til faderværdighed og bringer ham ind under betingelser, der gør det muligt for ham (patienten) at gøre den pågældende ansvarlig for al ulykke.” (Totem og tabu) 

I det dobbelte faderbillede tilføjes der psykotiske træk til den virkelighedsforvrængning i religionen, som Freud nøjes med at bestemme som en ødipal neurose: hvad man ikke længere har på jorden, skaffer man sig i himlen. Den enkleste skelnen mellem en neurose og en psykose kan foretages ved ”som om”-prøven. Hvis man indretter hele sit liv, som om man har en far i himlen vel vidende, at det har man nok alligevel ikke, er man neurotisk. Hvis man derimod indretter sit liv i fuld tillid til, at den himmelske far findes, er man psykotisk.

De psykotiske træk

Et enkelt sted henleder Freuds da også opmærksomheden på det psykotiske  indhold i kristendommen, nemlig da han modtager et brev fra en amerikansk læge, der som ung student havde overværet, at liget af en ældre kvinde førtes til dissektion. Han blev så rystet over dette syn, at han besluttede, at så fandtes Gud ikke, for han ville aldrig have tilladt, at ”this sweetfaced woman” led denne skæbne. Men så hørte studenten for sit indre en stemme sige, at han skulle tænke sig om endnu engang (1), og de næste dage gjorde Gud det klart for hans sjæl, at Jesus talte sandhed og var vort eneste håb. 

Freud svarede høfligt, at for hans eget vedkommende havde Gud ikke gjort meget i den retning og havde f.eks. aldrig ladet ham høre nogen indre stemme. Og hvis Gud ærlig talt ikke snart indså, at i hans alder er tiden  knap, måtte han til sine dages ende måtte forblive, hvad han var, nemlig ”en vantro jøde”.

Freud filosoferer videre i Ein religiöses Erlebnis (1928): Gud lader jo begivenheder udspille sig af en usammenligneligt større rædsel end at se en gammel afdød kone blive ført til dissektion. Hvorfor har disse ikke rystet studenten i samme grad som ”this dear old woman”? Freud mener, at den afdøde kone ubevidst må have mindet studenten om hans mor, og når der nu skal skæres i hendes krop, aktiveres barnets forestilling om, at forældrenes samleje er en mishandling af moderen. Studenten formår endnu ikke at skelne klart mellem far” og ”Gud”, og drabsfantasierne mod faderen rettes derfor mod Gud – ind til han begynder at høre stemmer, der bringer ham tilbage på sporet. Her konkluderer Freud så, at denne konflikt ”udspiller sig i form af en hallucinerende psykose.” Dette er vist den eneste gang, Freud omtaler et aspekt ved kristendommen som en psykose. Men hvis han havde beskæftiget sig mere indgående med Jesus-skikkelsen, havde han også mere systematisk måttet inddrage psykoserne.

Freud var helt værdifri i sin opfattelse af neurosen. Han karakteriserede den som en lup, hvorigennem vi tydeligere kan se, hvordan der ser ud i os alle. På samme måde rummer vi alle et psykotisk lag, og kommer det ikke frem på anden vis, oplever vi det hver nat, når bevidstheden slipper sit tag i os og tillader os at drømme. Det kan diskuteres, hvornår dette normalpsykotiske lag bliver patologisk. For det lille barn er det f.eks. naturligt, at det ikke kan rumme samlejets og dødens realitet, men det er nærliggende at tale om en psykose, hvis den voksne heller ikke kan. Kristendommen leder denne psykose ind i samfundsmæssigt acceptable rammer med jomfru- og opstandelsestroen, som netop sætter seksualiteten og døden ud af kraft. Og det er ingen ringe terapeutisk præstation.

            Det er ganske vist blevet fremført, at dogmet om jomfrufødslen skyldes en banal oversættelsesfejl. ”Jomfru” kan bare betyde ”ung pige”. Men det ændrer ikke ved, at den konkrete jomfrufødsel har præget kristendommen gennem hele dens historie: Jesus måtte udtrykkeligt ikke være et produkt af et jordisk favntag, men af et himmelsk, hvorved der i kristendommen er grundlagt en puritansk tradition, som fornægter, at et jordisk favntag samtidig kan være himmelsk.

Jesus’ brutalitet

Kristendommen identificeres ofte med et sæt leveregler, uden hvilke vor kultur ikke ville have nået dens nuværende menneskelige niveau. Nu ligger der jo rigtignok et ukristeligt hovmod i den opfattelse, at for så vidt som vi hedninge overhovedet er i stand til at udvise ømhed, godhed og kærlighed, skyldes det, at vi er påvirket af den kristne kultur. Man kunne med større ret hævde det modsatte. Nogle af de mest bestialske torturmetoder i menneskehedens historie er praktiseret i Guds navn. Det er intet tilfælde, at de kristne netop har valgt at lade deres kærlighedsbegreb være symboliseret ved et sadomasochistisk tegn som korset. Kirkens repræsentanter har langsomt pint livet ud af anderledes tænkende med den begrundelse, at hvis man befriede dem fra denne verden på en så smertefuld måde som muligt, gav man dem i sin store kærlighed et uimodståeligt tilbud om at omvende sig, mens tid var. Og tog de ikke imod tilbuddet, var det også et udtryk for kærlighed, at man befriede dem fra verden – og verden fra dem – så man i det mindste forhindrede dem i at synde videre.

            Vi støder her ind i det paradoks, at når det kristne bud om at elske sin næste -  sådan som K. E. Løgstrup gør opmærksom på i Den etiske fordring (1956) - er uspecificeret og overladt til os selv, så er budet i praksis meningsløst. Det kan bruges som begrundelse for, at kristne med blødende hjerte tæver deres børn til lydighed, og det kan bruges som begrundelse for at henrette forbrydere, idet begge dele kan udlægges som en kærlighedshandling. I Afghanistan og Irak har USA indført regulær tortur som led i, hvad George Bush så uforsigtigt kom til at kalde et nyt ”korstog”. Omvendt er der også kristne, der mener, at man ikke skal øve vold mod børn eller praktisere tortur og dødsstraf. Når vi i Danmark har lovgivet mod disse ting, skyldes det ikke, at vi er påvirket af den kristendom, der ikke kan finde sine egne ben, men at vi har frigjort os fra den og taget moralen i vore egne hænder.

Kirkens billede af Jesus er en udglattende konstruktion. Evangeliernes Jesus prædiker ikke blot kærlighed, men også had. I den kristne kirke har han derimod fået det hvide snit og er gjort til et glansbillede, mens hans voldelige tendenser i disse år er fortrængt og projiceret over på muslimerne. Men alt, hvad vi kritiserer muslimerne for, findes også i kristendommen. Volden er en uadskillelig del af Jesus’ forkyndelse. Han var på samme tid hippie og terrorist, og det kunne uden videre være 70’ernes familieopløsende vesttyske terrorister, der i deres ubændige faderopgør sagde følgende:

”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.” (Lukas 14/26).

Jesus kender heller ikke til barmhjertighed mod dem, der ikke tror på ham. Med fundamentalistisk vrede siger han: ”Mine fjender der, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.” Og der er bestemt ikke tale om isolerede smuttere. Et af de mest skræmmende steder er, hvor Jesus konstaterer, at de i hans hjemby Kapernaum er lidt modvillige til at omvende sig. Da lover han byen en værre skæbne end Sodoma, der som bekendt gik op i flammer: ”Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I døderiget skal du styrtes ned.” (Lukas 19/27 og 10/15)

Jesus garanterer også, at de, der ikke vil omvende sig, vil blive udsat for et veritabelt blodbad, idet de skal lide samme straf som nogle galilæere, hvis blod Pilatus lod blande med blodet fra deres offerdyr – eller som de atten, der omkom, da et tårn i Siloa styrtede ned over dem (Lukas 13/1-5). Det var ved en sådan lejlighed, at besindige jøder mente, at Jesus måtte være besat af en ond ånd. I dag ville man vel kalde ham psykotisk.

Ned gennem historien er der da også foretaget de mest forfærdende etniske udrensninger  i Jesus’ navn. Ingen religion er blodigere end kristendommen. De kristne har ubarmhjertigt nedslagtet muslimer, jøder, negre og indianere med en grusomhed, som gør nazismen til kristendommens logiske konsekvens. Hitler gjorde ikke andet end at realisere, hvad den danske folkekirkes åndelige leder Martin Luther havde foreslået i sit skrift Om jøderne og deres løgne, som oprindelig blev udgivet af de danske nazister, og som er genudgivet af Søren Krarup på Tidehvervs Forlag.

Her forslår Luther en effektiv behandling af jøderne, nemlig ”at man sætter ild på deres synagoge eller skole.., at man skal nedbryde og ødelægge deres huse…, at man skal fratage dem deres bønnebøger og talmudskrifter…, at man under dødsstraf forbyder deres rabbinere fremtidigt at undervise…, at man fuldstændigt fratager jøderne retten til at rejse frit omkring…, at man fratager dem alle rede penge og guldstykker…, at man behandler dem med al den ubarmhjertighed, ligesom Moses gjorde i ørkenen, da han ihjelslog 3.000 jøder.”

Hvis de kristne undtagelsesvis forholder sig til disse fortrængte sider hos Jesus og Luther, kan det ske på to måder. For det første kan de hævde, at også Jesus var et produkt af en samtid, hvor disse holdninger var normale. Dermed ser de imidlertid stort på, at Jesus normalt opfattes som den, der gør op med sin samtid og fastholder nogle evige sandheder. For det andet kan de hævde, at de journalister, der har refereret Jesus’ ord, er så påvirkede af deres samtids normer, at de har leveret et fejlreferat – hvilket jo hyppigt sker for journalister. Men så risikerer man jo også, at de sider af Jesus’ forkyndelse, som de selv går ind for, kan være fejlreferater.  Så i stedet for at lade kristendommen være et tag-selv-bord, hvor man vælger og vrager mellem retterne, kommer man ikke uden om at tage evangelierne som den helhed, de nu engang er. Og så må man nok mene, at Jesus spænder over så uforenelige modsætninger, at det er svært at komme uden om en skizofreni-diagnose.

Kun dette åndedrag

Alligevel er Jesus er forbavsende nok også blevet et ikon for mange aldrende 68’ere, som i dag hævder, at det er religionen, der får samfundet til at hænge sammen. Jeg skal ikke udelukke, at sådan har det været en gang, men jeg tør med stor sikkerhed hævde, at skal den moderne verden komme til at hænge sammen, må vi lægge religionen bag os som en håbløs anakronisme. Det, som på længere sigt har mulighed for at skabe sammenhængskraft, er de universelle menneskerettigheder, som er vedtaget af FN på tværs af race, religion og nationalitet.

Det er derfor, de sorte præster i Dansk Folkeparti betragter disse menneskerettigheder som djævlens værk, mens en muslimsk sufi-digter som Mevlana Rumi allerede i 1200-tallet kunne foregribe menneskerettighederne (2):

Ikke kristen eller jøde eller muslim, ikke hindu,

buddhist, sufi eller zen. Ingen religion.

Først og sidst, af  ydre og indre,

kun dette åndedrag, der ånder mennesket.

Den samme tankegang præger brevvekslingen mellem ateisten Freud og den schweiziske præst og psykoanalytiker Oskar Pfister (3). De udviklede et hjerteligt venskab, der varede livet ud, og som unægtelig modsiger en af de mest hårdnakkede fordomme om Freud: at han ikke kunne være venner med folk, han var uenig med. Freud hyggede sig svært med Pfister, titulerede ham ”Lieber Gottesmann” og drillede ham med, at han egentlig var alt for godt og fromt et menneske til at blive en rigtig god psykoanalytiker:

”Hvordan mon det kan være, at ingen af de fromme har skabt psykoanalysen, hvorfor var man nødt til at vente på en aldeles gudløs jøde?”

På dette drilske spørgsmål sender Pfister et meget smukt svar, der viser, hvordan ægte venskab rummer netop den kraft, der kan gøre meningsforskelle overfladiske og ligegyldige, fordi der på et dybere niveau kun er ”dette åndedrag, der ånder mennesket”:

”De er ikke gudløs, for den, der lever for sandheden, lever i Gud, og den, der kæmper for kærlighedens befrielse, forbliver ifølge Johannes 4.16 i Gud. Hvis De kunne opløfte og opleve Deres indsats i de store sammenhænge, noget, der for mig er lige så nødvendigt som sammenfatningen af en Beethoven-symfonis noder til en musikalsk helhed, så kunne man også sige om Dem: ’En bedre kristen har aldrig levet.’”

(1) Jvf. Lars von Triers blasfemiske mesterværk Breaking the Waves (1996), hvor den eneste sympatiske kristne, Bess, også er psykotisk: hun hører en stemme, som hun mener er Guds, men som filmen lokaliserer som hendes egen.

(2) Mevlana Rumi er oversat efter Only Breath i Coleman Barks’ The Essential  Rumi (Penguin, 1995).

(3) Et udvalg af Freuds breve til Oskar Pfister er publiceret i Sigmund Freud:

Breve til Den hemmelige Komité og anden korrespondance (redigeret af Christian Braad Thomsen, 1997). Pfister var i øvrigt inspirator for oprettelsen af Selskabet for Dynamisk Psykoanalyse i Danmark i 1950.