KOMMENTAR I INFORMATION 1. OKTOBER 2007
Tørklædet har forskellig signalværdi i forskellige
tider og kulturer, men det er altid undertrykkende at ville ritualisere sine egne tøjnormer og presse dem ned over andre.
Af Christian Braad Thomsen
Det er værd at kigge nærmere på argumentationen, når en venstrefløjsveteran som forfatteren Bente
Hansen bryder med Enhedslisten, fordi Asmaa Abdol-Hamid stiller op med tørklæde. Hun mener, at tørklædet sender et signal
om, ”at kvinder skal føje sig efter manden”, og hun finder det selvfølgeligt, at ”et socialistisk parti
ikke kan have kandidater, der går ind for hierarkier mellem kønnene.”
Så
enkel er sagen ikke. Jeg har gode venner i Iran, som ville smide tørklædet den dag, præstestyret blev styrtet, men de siger
også, at tusinder af kvinder ville beholde tørklædet, også selv om de ville juble over præstestyrets fald. Tilsvarende kender
jeg muslimske kvinder i Danmark, som med stolthed bærer tørklædet, ikke fordi det signalerer, at de føjer sig efter manden,
men fordi det signalerer det modsatte: han godt må holde sig lidt på afstand. Og min mor, som var en fri husmandskone fra
Bjertrup, tog altid tørklæde på, når hun skulle i byen. Hun kunne ikke drømme om at underkaste sig nogen mand, men hun havde
sin egen opfattelse af blufærdighed.
Det
kan undre mig, at en (tidligere?) marxist som Bente Hansen har en så ahistorisk tilgang til tørklædet, at hun mener, det altid
har én og samme signalværdi: kvindeundertrykkelse. Det har tværtimod en forskellig signalværdi i forskellige tider og kulturer,
og i Danmark betyder det noget ganske andet end i Iran. Man kunne med større ret spørge, hvad det egentlig signalerer, når
kvinder inden for den religion, som Bente Hansen tilhører, har ophøjet korset til smykke. Det er svært at undgå at associere
til sadomasochistiske tilbøjeligheder, når en religion bruger et torturinstrument som sit helligste symbol.
Asmaa
har også vakt opsigt ved ikke at ville trykke mænd i hånden. Claus Hjort Frederiksen mener, at hun dermed nægter at hilse
på mænd og tilføjer, at det er uforenelig med at være ansat i det offentlige. Men hendes kritikere overser, at hun blot har
en anden måde at hilse på, nemlig ved at lægge hånden på hjertet. Det er egentlig en noget mere hjertelig hilsen end et slattent dansk håndtryk. Også på det punkt røber hun en blufærdighed, som er fremmed for
mange danskere, der ter sig, som Henrik Palle noterer i Politiken (24.9): ”Nu om stunder bliver der kysset på kind,
krammet og nusset, så det offentlige rum minder om foyeren til en swingerklub.”
Det
er en ubehagelig tendens, at mange i dagens Danmark vil diktere en ensartet dress code og hilseform. Det begyndte, da Søren
Espersen fra Dansk Folkeparti hånede SF’eren Kamal Qureshi for at møde op i ”morgenkåbe” til dronningens
bal, skønt han faktisk kom i sin families enkle og stilfulde festdragt. Tilsvarende vil en tidligere rødstrømpe bestemme,
hvordan kvinder skal gå klædt på venstrefløjen. I 70’erne insisterede rødstrømperne ellers på kvindens ret til at bestemme
over sin egen krop.
Der
er ikke nogen principiel forskel på, at iranske patriarker kræver, at muslimske kvinder bærer tørklæde, mens danske matroner
kræver, at det gør socialistiske kvinder ikke. Begge parter vil ritualisere deres egne tøjnormer. Mon ikke Bente Hansen om
få år vil sidde og hygge sig i Dansk Folkepartis kolonihavehus med en anden tidligere rødstrømpe, Karen Jespersen.
