Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Tørklæder

Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

KOMMENTAR I INFORMATION 1. OKTOBER 2007

 

EN A-HISTORTISK TILGANG TIL TØRKLÆDET

 

Tørklædet har forskellig signalværdi i forskellige tider og kulturer, men det er altid undertrykkende at ville ritualisere sine egne tøjnormer og presse dem ned over andre.

 

Af Christian Braad Thomsen

 

Det er værd at kigge nærmere på argumentationen, når en venstrefløjsveteran som forfatteren Bente Hansen bryder med Enhedslisten, fordi Asmaa Abdol-Hamid stiller op med tørklæde. Hun mener, at tørklædet sender et signal om, ”at kvinder skal føje sig efter manden”, og hun finder det selvfølgeligt, at ”et socialistisk parti ikke kan have kandidater, der går ind for hierarkier mellem kønnene.”

          Så enkel er sagen ikke. Jeg har gode venner i Iran, som ville smide tørklædet den dag, præstestyret blev styrtet, men de siger også, at tusinder af kvinder ville beholde tørklædet, også selv om de ville juble over præstestyrets fald. Tilsvarende kender jeg muslimske kvinder i Danmark, som med stolthed bærer tørklædet, ikke fordi det signalerer, at de føjer sig efter manden, men fordi det signalerer det modsatte: han godt må holde sig lidt på afstand. Og min mor, som var en fri husmandskone fra Bjertrup, tog altid tørklæde på, når hun skulle i byen. Hun kunne ikke drømme om at underkaste sig nogen mand, men hun havde sin egen opfattelse af blufærdighed.

          Det kan undre mig, at en (tidligere?) marxist som Bente Hansen har en så ahistorisk tilgang til tørklædet, at hun mener, det altid har én og samme signalværdi: kvindeundertrykkelse. Det har tværtimod en forskellig signalværdi i forskellige tider og kulturer, og i Danmark betyder det noget ganske andet end i Iran. Man kunne med større ret spørge, hvad det egentlig signalerer, når kvinder inden for den religion, som Bente Hansen tilhører, har ophøjet korset til smykke. Det er svært at undgå at associere til sadomasochistiske tilbøjeligheder, når en religion bruger et torturinstrument som sit helligste symbol. 

          Asmaa har også vakt opsigt ved ikke at ville trykke mænd i hånden. Claus Hjort Frederiksen mener, at hun dermed nægter at hilse på mænd og tilføjer, at det er uforenelig med at være ansat i det offentlige. Men hendes kritikere overser, at hun blot har en anden måde at hilse på, nemlig ved at lægge hånden på hjertet. Det er egentlig en noget mere hjertelig hilsen end et slattent dansk håndtryk. Også på det punkt røber hun en blufærdighed, som er fremmed for mange danskere, der ter sig, som Henrik Palle noterer i Politiken (24.9): ”Nu om stunder bliver der kysset på kind, krammet og nusset, så det offentlige rum minder om foyeren til en swingerklub.”

          Det er en ubehagelig tendens, at mange i dagens Danmark vil diktere en ensartet dress code og hilseform. Det begyndte, da Søren Espersen fra Dansk Folkeparti hånede SF’eren Kamal Qureshi for at møde op i ”morgenkåbe” til dronningens bal, skønt han faktisk kom i sin families enkle og stilfulde festdragt. Tilsvarende vil en tidligere rødstrømpe bestemme, hvordan kvinder skal gå klædt på venstrefløjen. I 70’erne insisterede rødstrømperne ellers på kvindens ret til at bestemme over sin egen krop.

          Der er ikke nogen principiel forskel på, at iranske patriarker kræver, at muslimske kvinder bærer tørklæde, mens danske matroner kræver, at det gør socialistiske kvinder ikke. Begge parter vil ritualisere deres egne tøjnormer. Mon ikke Bente Hansen om få år vil sidde og hygge sig i Dansk Folkepartis kolonihavehus med en anden tidligere rødstrømpe, Karen Jespersen.

 

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk