Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

incest og pædofili

Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

CHRISTIAN BRAAD THOMSEN SAMMENFATTER SIN HOLDNING TIL INCEST OG PÆDOFILI I NEDENSTÅENDE KAPITEL FRA BOGEN ”VREDEN, GUDINDE, BESYNG! (Lindhardt og Ringhof, 2005)

 

 

DEN MAN ELSKER

 

Når man lige er blevet far, er det særlig voldsomt at blive konfronteret med det fjerne, kuldslåede, ja, ligefrem hadske forhold, som Smertens børn beskriver mellem specielt fædre og børn. Det syntes, som om barnets spontane behov for nærhed og åbenhed resulterede i, at fædre gemte sig bag en beskyttende afstand, som var lettere at håndtere. Men hvorfra stammede denne næsten paniske angst for nærhed? Jeg fik efterhånden en fornemmelse af, at der måtte være en forbindelse mellem fædrenes fravær ved fødslen og deres generelle fravær i forhold til deres børn.

          Det var vel først i min generation, det blev almindeligt for mænd at være med til deres barns fødsel, og jeg har svært ved at forestille mig, at den mand, der har taget del i fødslens mirakel, nogen sinde kan nære andet end de ømmeste følelser for sit barn. Men hvorfor har det ikke altid været en selvfølgelig, at også manden skulle deltage? Jeg diskuterede det engang på San Cataldo med en ældre landsdommer, som åbent indrømmede, at han egentlig ikke forstod spørgsmålet. Det havde simpelthen ikke været på tale, da han blev far. For mig var det derimod ikke på tale, at jeg skulle være fraværende ved en så radikal og livsomvæltende begivenhed, som en fødsel er. En fødsel er et kærlighedsmøde, hvor ingen af de tre parter kan undvære hinanden, og det er ubegribeligt, at vor kultur så sent som i min egen barndom har haft normer, der ikke tillod faderen at være til stede. Hvis et eller andet hospitalsreglement havde forhindret mig adgang til Roses fødsel, ville jeg have brugt vold.

Skønt de fleste mænd har følt på moderens mave gennem hele graviditeten og til sidst endog mærket barnets bevægelser derinde, er det først, når vi får syn for sagn, at vi begriber, at det faktisk er et menneske, der har udviklet sig de sidste ni måneder. Den, der har oplevet fødslens mirakel, ved for alvor, at der er noget, der er ubegribelig meget større end ham selv. Hvordan kan man omfatte dette mirakel med andet end ydmyghed og ømhed? Og hvordan kan denne naturlige ømhed udvikle sig til afstand, kulde og had, sådan som det sker i Smertens Børn?

Jeg besluttede at lave Den man elsker (1980) for at trænge til rødderne af det frysende kejtede forhold mellem forældre og børn og forsøge at forstå, hvor undertrykkelsen af barnets livsdrift begynder. Udgangspunktet blev den episode, der ikke kom med i Smertens børn,  fordi den 35-årige kvinde, som fortalte mig den, brød sammen under researcharbejdet. Hun havde siden 12-års alderen haft en stadigt tilbagevendende drøm, nemlig at hun ligger og elsker med en fyr og nyder det – ind til han pludselig hæver ansigtet, og hun ser, at det er hendes far. Så vågner hun skrigende og badet i sved. Det er en drøm, som i koncentreret form sammenfatter det betændte i vor kulturs ødipale kærlighedsmønster, og jeg var efterhånden kommet til at opfatte denne udeladte scene som nøglescenen til forståelse af barndomserindringerne i mine hidtidige film..

I Kulturens byrde (1929) fremsætter Sigmund Freud en påstand, som i første omgang må forekomme chokerende, men som ved nærmere eftertanke egentlig er ganske indlysende. Han kalder incesttabuet for ”måske den mest indgribende lemlæstelse, som det menneskelige kærlighedsliv har været udsat for i tidens løb”. Disse ord blev mottoet for Den man elsker. Det er den af mine film, som er blevet voldsomst misforstået, ikke fordi den er synderligt vanskelig at forstå og ikke engang særligt provokerende i sit udtryk, men fordi den tager udgangspunkt i noget, som åbenbart er lige så uacceptabelt i dag som på Freuds tid, nemlig at seksualiteten ikke skænkes barnet i konfirmationsgave, men i vuggegave, samt at denne seksualitet naturligt retter sig mod de mennesker, der er nærmest for hånden, nemlig forældrene.

          En af Freuds centrale indsigter er, at seksualiteten indstiftes ved moderbrystet. For mange er det fortsat dybt provokerende, at amningen ikke blot  - som enhver jo kan se - tilfredsstiller selvopholdelsesdriften, men også initierer seksualdriften. Men Freuds argumentation er krystalklar: barnet sutter jo ikke bare af sult, men også af lyst – og er der ikke moderbryster i nærheden, kan lysten tilfredsstilles med erstatningsobjekter som dynebetræk, legetøj eller en tommelfinger. Freud hævder altså, at en og samme handling, amningen, kan have to helt forskellige driftsmæssige motiver, nemlig selvopholdelsen og lysten.

          Hvis man umiddelbart er fremmed over for den tankegang, kunne man drage en parallel til det voksne samleje. Nogle gange går vi i seng med hinanden for at tilfredsstille selvopholdelsesdriften og sikre slægtens videreførelse, men det ville jo være en katastrofe, hvis slægten blev videreført hver gang: formålet kan også være rent lystbetonet. Således har samlejet to vidt forskellige driftsmæssige motiver, og det er ikke anderledes ved moderbrystet. Ammende kvinder kan i øvrigt bekræfte, at den erotiske følelse ofte er gensidig, både på grund af den psykiske symbiose med barnet, og fordi amningen rent fysisk sætter gang i en lystfyldt sammentrækning af livmoderen. Det første møde mellem mor og barn er altså strengt taget incestuøst.  

Det er derfor, det er nærliggende at mene, at netop incesttabuet dybest set må være årsagen til den kropsangst og fremmedfølelse, der i Smertens børn er så karakteristisk for forældre-børn-relationen. Incesttabuet vil uundgåeligt influere på moder-barn-forholdet, hvis moderen bliver bevidst om, at forholdet også rummer en erotisk dimension.

                  

Under research’en til Den man elsker hørte jeg mange tankevækkende beretninger i min omgangskreds. To af dem kom ikke med i filmen. 

          En god bekendt, der levede i kernefamilie - og stadig gør det, endda i den samme – fortalte mig, at når han tog bad sammen med sin 4-årige datter og sæbede hende ind under bruseren, ville hun naturligvis også sæbe ham ind. Hun opdagede så, at hvis hun sæbede hans tissemand ind, voksede den. Det fandt hun vældig fornøjeligt, og han nænnede ikke at tage den fornøjelse fra hende. Han fandt det akavet, om han skulle til at indføre en regel om, at hun godt måtte sæbe moderen ind mellem benene, men ikke ham. Jeg gav ham ret og ville gerne have ham med i filmen. Men da jeg for en sikkerheds skyld diskuterede sagen med en advokat, som jeg havde kontakt med under filmarbejdet, frarådede han på det bestemteste, at jeg lod min ven fortælle denne scene i filmen. Han kunne risikere at få alvorlige problemer.

Jeg bøjede mig for advokaten. Men min holdning var, at man skulle give børnene lov til, hvad de havde lyst til. Hvordan skulle de ellers få et ordentligt forhold til deres egne lyster? Skulle man endelig nedlægge et forbud, måtte det i hvert fald forudsætte, at man kunne argumentere fornuftigt og letfatteligt for, at visse lyster er uhensigtsmæssige. Det er således ikke svært at begrunde, hvorfor man ikke må lege i vindueskarmen, når man bor på 3. sal, men til gengæld umuligt at begrunde, hvorfor man ikke må sæbe sin far ind, når man er i bad.

          Min grundholdning blev kraftigt udfordret af en anden bekendt, som boede alene med sin 5-årige søn. Hendes mand havde forladt familien, og nu ville sønnen overtage den tomme plads og være mand i huset. Det kunne komme til udtryk ved mange charmerende detaljer, men en aften kom det også til udtryk i sengen. Det var ikke mere nok, at moderen sad på sengekanten og læste historier, hun skulle med ned under dynen, hvad der i første omgang heller ikke var noget problem. Men derpå lagde sønnen sig oven på moderen med fuld erektion – og ville have samleje med hende. Her sagde hun nej. Men hun sagde også nej til at medvirke i filmen, for strengt taget kunne hun ikke begrunde, hvorfor hun netop måtte møde sønnens nye behov med et forbud, når hun generelt var indstillet på at imødekomme alle hans behov. Jeg var enig med hende, både i det etablerede forbud og i hendes forvirring over, at det skulle være nødvendigt.

          Den man elsker er i betragtning af sit vanskelige emne meget pædagogisk i sin opbygning. Den forudsætter noget, som ikke står til diskussion, nemlig at ethvert ordentligt forhold mellem forældre og børn også er et erotisk forhold, og derpå stiller den det afgørende spørgsmål: hvor går grænsen mellem den erotiske kontakt, som er nødvendig og livgivende, og den, som er et invaliderende overgreb? Jeg fremlægger en serie erotiske episoder mellem forældre og børn og lader det være op til tilskuerne at afgøre, hvor deres grænser går. Jeg ville ikke advokere for min egen stillingtagen, bl.a. fordi dette område er så personligt udfordrende, at der for de enkelte tilskuere vil være mange forskellige holdninger. Men samtidig lavede jeg naturligvis filmen for at give tilskuerne anledning til at tage deres grænser op til revision. Jeg ville sætte forskellige former for materiale ind i nye sammenhæng, så folk selv kunne tage stilling, men på udvidede præmisser.

          Filmens synsvinkel er barnets, men denne synsvinkel må naturligvis fortælles og fortolkes af en voksen, fordi barnet endnu ikke har ord for dets lyster. For mit eget vedkommende går der en klar grænse mellem, om det erotiske initiativ udgår fra barnet eller fra den voksne, dvs. om det er barnets lyster, der skal tilfredsstilles, eller om det er den voksnes. Men jeg bestræbte mig samtidig på at holde mine egne synspunkter ude af filmen. Jeg havde ingen intentioner om at gøre mig selv til en ny autoritet, og da slet ikke i en film, der munder ud i, at det ødipale faderdrab til stadighed antager nye former. Til gengæld mente jeg, at jeg nu var nået til kernen af den gentagelsesmekanisme, som de fleste af mine film har beskæftiget sig med: det er via identificeringen med den seksuelt undertrykkende faderskikkelse, at man risikerer at reproducere den politisk undertrykkende fadermagt i selve opgøret med denne, sådan som filmen antyder, at de vesteuropæiske terrorister gjorde, da de tiltog sig retten til at dræbe samfundets fædre.

          Hvad angår filmens modtagelse, viste problemet sig igen at være, at en stor del af publikum er opdraget i den infantile Hollywood-tradition. De forventede, at en film på en sølvbakke skal præsenterer løsningen på sin problematik og var uvant med selv at skulle tage stilling. Derfor opfattede de visse udsagn i filmen som filmens udsagn – og de valgte med forkærlighed netop de udsagn, der provokerede dem mest, måske fordi de dermed kunne få hævn over en instruktør, der nægtede at behandle dem som børn. Der var en særlig ironi i, at en film, som forholder sig kritisk til de autoritære længsler og behov, der følger af et meget rigidt Ødipus-kompleks, selv blev offer for, hvad den kritiserede.

Problemstillingen var ikke ny. Det var, hvad min konflikt med rødstrømpebevægelsen dybest set handlede om, og det var ligeledes kernen i Fassbinders konflikt med den jødiske menighed i Frankfurt, som beskyldte ham for at bifalde nazisternes antisemitiske replikker i Affaldet, byen og døden (1975), fordi han ikke modsagde dem. Ud fra samme autoritære logik blev der indgivet politianmeldelse mod Den man elsker, som blev krævet forbudt, fordi anmelderne mente, at jeg gik ind for de incestuøse overgreb, der skildres i filmen, blot fordi jeg ikke tager afstand fra dem.

Nu skulle man jo mene, at racistiske og seksuelle overgreb i sig selv er så frastødende, at man ikke ligefrem behøver at gøre opmærksom på, at man sådan set er imod. Der ligger megen farisæisk selvgodhed bag den automatreaktion, at tager man ikke eksplicit afstand fra uhyrlighederne, er det sikkert, fordi man går ind for dem. Men dybest set bunder reaktionen formentlig i det uselvstændige barns angst for at skulle tage selvstændig stilling – og måske især i en angst på andres vegne for, at de ikke skulle være tilstrækkeligt modne til stillingtagen. Det kan være skæbnesvangert for en filminstruktør at forudsætte modenhed hos publikum, bl.a. fordi en film traditionelt når ud til et større publikum end andre kunstarter, herunder også til de mange, der er helt uvante med kunstneriske problemstillinger og forveksler kunst med pædagogik.

 

Den mest modbydelige reaktion var Erik Thygesens anmeldelse i Information (16.12.1980), hvor han sammenfattede filmens budskab i overskriften ”Incest – det er bare lykken”. Det er ikke en påstand, man kan fremsætte med hæderligheden i behold. Filmen skildrer to eksempler på incest, dvs. samleje mellem far og datter, nemlig det tidligere refererede mareridt, som var filmens udgangspunkt, og som illustreres med umisforståelige, mareridtagtige billeder – samt et andet, som har et mere kompliceret forløb, men som rigtignok også er aldeles utvetydigt, når det kommer til incesten.

Det handler om en kvinde, hvis første erotiske erindring går tilbage til 5-6-års alderen. Hun sidder og undersøger sig selv og småonanerer, hendes mor opdager det og skælder hende voldsomt ud. Da faderen kommer hjem, trøster han hende og siger, at det er der ikke noget galt i. Det er helt naturligt, hvad hun foretager sig, hvorimod det er hendes mor, der har nogle problemer med det seksuelle. Efterhånden udvikler der sig et nært og fortroligt forhold mellem far og datter, og forholdet bliver også erotisk: fra ca. 9-års alderen giver de hinanden orgasme ved petting, pigen oplever det som positivt og gensidigt og føler efterhånden, at hendes mor er helt overflødig i familien. Forholdet bliver først problematisk for pigen, da hun begynder at interessere sig for jævnaldrende drenge. Derefter må faderen købe hende med slik, og hun føler sig i stigende grad som en luder. Da hun får sin første kæreste kort tid før, hun fylder 18 år, vil faderen også gennemføre et samleje med hende, og pigen lader ham gøre det, men fryser til is. Hun er ikke til stede i sin egen krop. Fra da af mister hun alt for sin far.

Kvinden fortæller selv sin historie, og hendes beretning er helt utvetydigt vendt imod fuldbyrdet incest. Til gengæld er beretningen kompliceret, hvad angår det seksuelle forhold til faderen, fra hun var 9 år. I rødstrømpekredse var det i de år et fast refrain, at man skulle tage kvindernes beretninger alvorligt, men åbenbart kun i den udstrækning, disse beretninger var politisk korrekte. For mange feminister var det et problem at acceptere denne kvindes beretning om, at det seksuelle forhold til faderen havde været frivilligt og positivt, ind til han begyndte at købe hende med slik. Jeg tager udtrykkeligt ikke stilling til den pågældende kvindes beretning i filmen, men lader hende selv fortælle. Hun er 30 år, velfungerende og med et klart overblik over sit liv. Det tilkommer mig ikke at forholde mig moraliserende til hendes beretning. Det ville være endnu et overgreb mod hende – og mod tilskuernes evner til at etablere deres egen holdning.

Da Den man elsker nu blev så grotesk misforstået, besluttede jeg at skrive en bog om problematikken, Lysten og loven (1983), hvor jeg ganske klart redegjorde for min egen holdning. Den blev om muligt endnu mere misforstået, nu med Ulla Dahlerup som sekundant for Erik Thygesen: endnu engang viste det sig, at højre- og venstrepopulismen var to sider af samme syge sag. Ulla Dahlerup skrev i sin anmeldelse i BT, at jeg i bogen ”glorificerer mine egne blodskamslyster” samt får ”maksimalt seksuelt udbytte” af at omgås min datter. Da jeg imidlertid hverken har blodskamslyster eller får seksuelt udbytte af yngelplejen, lagde jeg sag an mod Ulla Dahlerup – og tabte. Det forstod jeg ikke, for enten har hun jo ret, og så skal jeg straffes for seksuelle overgreb, eller også har hun uret, og så skal hun straffes for injurier. Landsdommer Pia Stürup begrundede udelukkende dommen med, at forfatteren ”måtte være forberedt på, at vide kredse i befolkningen ikke blot ville være uenig i hans synspunkter, men endda tage stærk afstand fra dem og fra beskrivelsen af hans samvær med datteren.” (30.10.1986). Ja, naturligvis, men folkedomstole er jo et begreb, som er fremmed for dansk retspleje. Selv om nok så vide kredse af befolkningen skulle mene, at jeg får maksimalt seksuelt udbytte af at omgås min datter, bliver denne kriminelle sigtelse jo ikke rigtigere af den grund. Landsrettens dom var helt uden juridisk indhold og nøjedes med at henvise til en vis pøbelagtig stemning, som det i et retssamfund netop er domstolenes opgave at danne bolværk imod i stedet for at give efter for.

Der går en lige linie fra Erik Thygesens, Ulla Dahlerups og Pia Stürups holdninger og tilbage til den hetz, som Freud blev udsat for, da han begyndte at udforske den barnlige seksualitet. På de tyske neurologers og psykiateres kongres i Hamburg i 1910 var mange enige med professor W. Weygandt, som erklærede, at Freuds teorier ”ikke hørte hjemme på et videnskabeligt møde, men i en politirapport”, og på en kongres samme år i Baden-Baden erklærede dr. A. E. Hoche, at psykoanalytikere burde indlægges på en galeanstalt. Freud fik siden sin sag for, da hans bøger blev brændt på de nazistiske bogbål i 1933 med den begrundelse, at de repræsenterede ”en sjælsdestruerende overvurdering af seksuallivet”.

Freuds nære medarbejder, den engelske læge og psykoanalytiker Ernest Jones, blev i 1905 arresteret og tilbragte en søvnløs nat i fængsel sigtet for at have optrådt seksuelt uanstændigt over for to retarderede børn, som han skulle undersøge. Han forsvarede sig med, at børn jo udmærket kunne skabe seksuelle fantasier uden tilskyndelse fra voksne, ”delvis fordi de havde et skjult ønske om at vide, hvordan et samleje forløb.” Han blev frikendt, men  to år senere blev han fyret fra West End Hospital for Nervous Diseases i London, fordi han havde bragt seksuelle emner på bane over for en 10-årig pige, der led af en hysterisk lammelse i armen. Pigen kom sammen med ene lidt ældre dreng, som en dag havde forsøgt at forføre hende. Hun prøvede at slippe fri, men pludselig blev højre arm ”svag”. Jones så dette som ”et nydeligt eksempel på en kompromisdannelse mellem ønsket om at blive forført og den konventionelle skræk ved tanken herom.”(1).

 

Man kan roligt kalde det bad timing, at jeg i begyndelsen af 80’erne gik ind for en lempelse af incesttabuet af hensyn til børnene, for i samme periode var en dansk psykolog, Eva Hildebrand, netop vendt hjem fra USA med chokerende høje tal for incestovergreb. Et af den grasserende feminismes affaldsprodukter var opfattelsen af mænd som potentielle incestforbrydere, der burde holdes i kort snor over for deres egne børn, og Eva Hildebrandt kunne henvise til amerikanske undersøgelser, der viste, at hvert fjerde barn var incestoffer (2). Danske undersøgelser havde hidtil vist en incestforekomst på under 2 %, nu blev den forhøjet til 25 %, hvilket betød, at der i enhver skoleklasse sad fire incestofre. Hvis Eva Hildebrand havde ret, var der unægtelig tale om en epidemi. Efter nogle år med et hysterisk oppisket debatklima og med falske anklager mod uskyldige mænd viste det sig dog, at epidemien kun eksisterede i ukvalificerede psykologers hjerner. Eva Hildebrand tog efter sin korte gæsteoptræden som incestpsykolog konsekvensen af sin alternative virkelighedsopfattelse og sluttede sig til Jes Bertelsens parapsykologiske menighed i Nørre Snede, hvor fantasien definitivt har erstattet den verificerbare del af virkeligheden.

Allerede Freud mente spydigt, at det amerikanske samfund var ”en stor misforståelse” (3) og var bestemt ikke begejstret, da Jung i USA fik succes ved at nedtone seksualitetens betydning i psykoanalysen. Han sigtede både til det amerikanske samfunds overfladiske forhold til kultur og til dets dybe kropsangst, som inden for filmen resulterede i den frivillige Production Code, der ind til omkring 1960 gjorde det umuligt at vise to voksne nøgne i en seng, selv om de havde en dyne over sig. Den samme puritanisme betød, at det - selv blandt psykoanalytikere - var normalt at advare imod, at forældre viste sig nøgne for deres børn, fordi også dette var en ”forførelse” af barnet (4). Det er klart, at med disse definitioner er det ikke svært at få incestforekomsten op på ca. 100 pct., men det er jo unægtelig også at tager alvoren ud af problemet.

Det barn, som aldrig har set sine forældre nøgne, er nok betydeligt værre stillet end det barn, for hvem det ikke er nogen hemmelighed, hvordan forældrene ser ud under tøjet. Det er min klare opfattelse, at hvis man så vidt muligt  tilfredsstiller børnenes ønsker og behov på det niveau, de opstår på, forhindrer man fader- eller moderbindinger, som altid er et produkt af utilfredsstillede behov. Igen var det Rose, der illustrerede denne pointe:

Fra 3 ½-års alderen fulgte hun mig nogle gange på toilettet, når jeg skulle tisse. Det overværede hun med stor fornøjelse og en smule undren, og en gang ville hun prøve at holde, hvad hun så også fik lov til. En uge før sin fire års fødselsdag var hun lige som lidt fraværende i blikket, og så kom det frem:

”Tror du også, at Nikolajs tissemand en dag bliver lige så stor som din?”

Nikolaj var hendes bedste ven i børnehaven, og jeg forsikrede hende om, at det ville den bestemt blive. Med en vis lettelse konstaterede jeg, at jeg ikke mere var den eneste. Hun var ved at finde ud af, at jeg kunne erstattes af andre, i hvert fald på visse punkter, og jeg drog den slutning, at fordi hun havde fået lov til, hvad hun havde lyst til, begyndte hendes lyster nu at gå i en anden retning.

Samtidig meldte der sig en stærk identificering med Jytte: det at blive mor blev opstillet som selve livets formål og mening. Kalvekød spiste vi i en periode ikke i et forsøg på at fortrænge, at de slagtede kalve aldrig var blevet mødre, lige som døde duer, frøer og insekter, som vi mødte på vores vej, blev begrædt – ikke fordi de var døde, men af frygt for, at de ikke havde nået at blive mødre. Når denne moderidentificering blev så markant, var det måske også en forskrækket reaktion på, at hun blot få måneder tidligere havde ønsket sin egen mor død og borte.

Min holdning var og er altså utvetydigt, at incesttabuet indspinder barnet i en incestuøs cirkel, mens tabuets lempelse modvirker incestuøse forældrebindinger. Incest er altid et produkt af syge familieforhold. I 70’erne sagde incestpsykologerne, at incest ødelægger familierne, det er rigtigere at sige, at incest kun opstår i familier, der i forvejen er ødelagte. Og med fare for endnu engang at blive misforstået, vil jeg endda hævde, at incest kan være et forsøg på at råde bod på familiens patologi. Dette er temaet i Jacques Doillons film Den fortabte datters hjemkomst (1981), som jeg importerede, uden at den vakte større opmærksomhed. Det er desuden sådan, jeg tolker incestberetningen i Den man elsker. Det er nemlig værd at notere, at denne beretning ikke begynder med faderens overgreb, men med moderens: hun overfuser sin datter, fordi hun onanerer. Det er på den baggrund, at der udvikler sig et nært og fortroligt forhold mellem faderen og datteren, som siden også bliver seksuelt på en måde, som datteren finder værdifuldt og positivt. Men det er nærliggende at mene, at det incestuøse forhold fra både pigens og faderens side udspringer af et problematisk forhold til pigens mor.

Det var og er min opfattelse, at både incestforældre og pædofile har været udsat for en blokering af deres infantile seksualudvikling. De er ikke blevet fuldvoksne med hele deres personlighed, men er med en del af deres seksualitet låst fast på et infantilt niveau. Enhver forelskelse rummer et element af identificering med den elskede, hvilket også er tilfældet for den, der forelsker sig i et barn. De fleste forældre kender heldigvis til dette på et helt uskyldigt plan: når vi oplever vort barn i bestemte situationer, aktiveres vores egen fortrængte barndom, og pludselig husker vi os selv i tilsvarende situationer. Det hører til de store glæder ved at få barn, at efterhånden som man lærer sit barn at kende, bliver man også klogere på sig selv.

Men er man skadet i sin psykiske seksualudvikling, risikerer også denne skade at blive aktiveret. Og i den udstrækning, man nu ser sig selv i barnet, kan man være tilbøjelig til at give barnet den kærlighed, man ikke selv fik. Det er positivt og agtværdigt lige til det punkt, hvor man glemmer, at der er afgørende forskelle på barnets og den voksnes seksualitet. Da er det, at overgrebet sker.

 

Incesthysteriet bredte sig over hele den vestlige verden. Ukvalificerede psykologer, læger og socialpædagoger gik totalt over gevind i en skandale, der på det psykologiske område er sammenlignelig med 50’ernes medicinske thalidomidkatastrofe. I Middlesborough i England fjernede en nyansat hospitalslæge på få måneder 197 børn fra deres forældre. Hun havde nemlig lært en effektiv diagnoseteknik på et to-dages incestkursus: hvis den anale muskel udvider sig, når man adskiller barnets endeballer, er det tegn på, at barnet har været ude for analt samleje – også selv om både de fortvivlede børn og deres forældre nægtede det. De egentlige børnelokkere viste sig at være dem i hvide kitler (5). I Bjugn i Norge påstod en gruppe børn, at  27 navngivne personer havde forgrebet sig på dem, og syv af disse blev varetægtsfængslet, herunder politimesteren. Et barn havde nemlig udtalt, at også ham, der gik forrest i 17. maj-optoget var med, og det var politimesteren. Alle blev dog siden frikendte. I Danmark havde vi den berømte ”stavepladesag”, hvor socialpædagoger lagde alfabetet foran nogle åndssvage børn og førte deres hænder hen over bogstaverne, til børnene havde stavet sig igennem beretninger om, hvordan de var blevet misbrugt af deres forældre.. En far måtte chokeret tilbringe en nat i arresten, en mor blev i flere uger forhindret i at se sit barn, ind til disse kvaksalvermetoder blev afsløret.

Men mest alvorlig var Roum-sagen, hvor en række uskyldige sad flere år i fængsel. Denne sag fik også konsekvenser for mig selv.

Jeg havde siden 1983 rapporteret til Weekendavisen fra filmfestivalerne i Cannes og Berlin samt anmeldt rock- og jazzplader - og bøger om psykologi, deriblandt advokaten Mogens Tanges bog om justitsmordet i Roum (6). Seks personer, herunder børnenes mor, tilbragte flere år i fængsel dømt for incest og pædofili mod tre søskende. Det viste sig siden, at de alle var uskyldige på nær én, som da også straks havde tilstået.

Når de uskyldige alligevel blev dømt, hang det sammen med, at retten uden forbehold købte den berygtede incestpsykolog Sine Diemars vidneudsagn om, at børnene var blevet seksuelt misbrugte. Det var nemlig fremgået af hendes terapi, og retten regnede hende for sagkyndig, selv om hun tidligere havde fået en påtale fra Dansk Psykologforening for ubegrundet at have beskyldt en far for et incestforhold til sin datter. Blandt de incestsymptomer, Diemar i lighed med så mange andre psykologer opererede med, var ”basunkinder” hos et spædbarn, som indikerede, at barnet havde haft andet end en sut i munden. Desuden mente hun, at hvis et barn placerede sine dukker i bestemte positioner, kunne også det tyde på incest – hvor andre måske snarere ville tilskrive disse dukkelege en sund og naturlig erotisk fantasi.

Problemet i Roum var, som det fremgår af Mogens Tanges bog, at børnene intet kunne huske om de påståede overgreb, før de indledte terapien hos Sine Diemar. Den ældste af pigerne har siden fortalt i et radiointerview, at hun over for Diemar havde svært ved at skelne drøm fra virkelighed. Hun beskrev sine ”oplevelser” som drømme, og først efter et års terapi mente hun, at hun havde været ude for massesamlejer under seksuelle orgier i sit hjem.

Der tegner sig følgende billede af Sine Diemars terapiform: efter at pigen er blevet sporet ind på seksuelle fantasiers mulige realitet, bliver hun bedt om at lukke øjnene og lade tankerne vandre, og for sit indre blik ser hun derpå mange seksuelle billeder med familie og naboer som hovedpersoner. Disse kunstigt frembragte ”drømmerejser” er hyppigt beskrevet i den jungianske faglitteratur, hvor de kaldes ”imagination” eller ”visualisering”. Der er normalt intet holdepunkt for at mene, at disse billeder stammer fra den ydre virkelighed. Sådan tolkede Sine Diemar dem imidlertid, og det samme gjorde de fagligt ukyndige nævninge og dommere ved Vestre Landsret. Først da psykoanalytikeren Thorkild Vanggaard og retsmedicineren Preben Geertinger fik nys om sagen og på et fagligt grundlag dokumenterede dens absurditet, blev dommen omstødt og de dømte tilkendt en klækkelig erstatning for adskillige års uberettiget fængsling.

Weekendavisens chefredaktør Peter Wivel foreslog mig at dæmpe ordvalget i min anmeldelse af Mogens Tanges bog, hvilket jeg gjorde med glæde ud fra den velkendte erfaring, at understatement virker stærkere end kølleslag. Derefter godkendte han anmeldelsen. En måned senere offentliggjorde han en helsides indsigelse fra Sine Diemar og beklagede offentligt, at Weekendavisen havde trykt min anmeldelse. Han nægtede mig samtidig adgang til at besvare Sine Diemars indlæg. Dette harmonerede ikke med min opfattelse af ytringsfrihed, og jeg meddelte ham, at jeg naturligvis ikke kunne være medarbejder ved en avis, der ønskede at knægte en vigtig debat om psykologiske kvaksalvermetoder. Den næste halve snes år anmeldte jeg psykologisk litteratur ved Politiken.

 

NOTER:

(1)  Ernest Jones er citeret efter Vincent Bromes biografi Ernest Jones, Freuds Alter Ego (1982).

(2)  Eva Hildebrandt er citeret efter Incest. En bog om blodskam. Redigeret af Lone Backe, Nini Leick, Joav Merrick og Niels Michelsen (Hans Reitzel, 1983).

(3)  Sigmund Freuds bemærkning om USA faldt under samtale med Ernest Jones, citeret efter Jones: Sigmund Freud. Life and Work. Volume II, side 67 (The Hogarth Press, 1974)

(4)  Psykoanalytikeren Martin A. Silverman advarer mod ”parental nudity and other forms of seduction of their children” i sit essay om Lille Hans i Mark Kanzer and Jules Glenn: Freud and his Patients (Jason Aronson, 1980).

(5)  Middlesborough-skandalen er beskrevet af juristen og parlamentsmedlemmet Stuart Bell i When Salem Came To Boro (Pan Books, 1988).

(6)  Anmeldelsen af Mogens Tanges Roum-sagen – en omvendt hekseproces? blev trykt i Weekendavisen 21.7.1995, Sine Diemars svar og Peter Wivels beklagelse 18.8.1995.

 

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk