Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Nazismens værdier

Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

BERLINGSKE TIDENDE, kronikken, 19. september 2007

 

 

Nazismens værdier

Retsopgøret var ikke et opgør med nazismen, og det ligger måske bag det danske samfunds dybe demokratiske krise i disse år. Venstre og Dansk Folkeparti vil indføre et stadigt mere rigidt normalitetsbegreb i strid med demokratiet. Vi har brug for et nyt retsopgør med dem, der har FNs ord for at have ført Danmark ind i en ulovlig krig.

 

Brug for nyt retsopgør

 

Af Christian Braad Thomsen

filminstruktør og forfatter

 

 

Poul Henningsen holdt i 1943 fra sit svenske eksil et radioforedrag, hvor han udtrykte frygt for "en ny nazistisk blomstring efter krigen som vel blir kaldt alt andet end nazisme - ja som kanske kommer til at trives indenfor de eksisterende parlamentariske partier." Denne frygt blev til virkelighed i retsopgøret, hvor nazistiske værdier blev taget i brug, f.eks. ved at indføre dødsstraf med tilbagevirkende kraft, noget som turde være fremmed for demokratiet. 

          Nu hvor besættelsen af Irak er ophørt, burde vi stå over for et nyt og mere lødigt retsopgør. Anders Fogh Rasmussen førte krig på et løgnagtigt grundlag og i strid med FN-pagten, som kun angiver to grunde til krigsførelse, nemlig hvis et land udsættes for væbnet angreb, eller hvis FNs sikkerhedsråd giver bemyndigelse. FNs generalsekretær Kofi Annan kaldte da også krigen ”ulovlig”, og fører man ulovlig krig, er man krigsforbryder. Det hører ikke et demokratisk samfund til, at man kan bryde loven uden at blive stillet til ansvar, - og det er kun et af mange eksempler på, at demokratiet i disse år er truet i en grad, som netop PH forudså. 

          Hvis man vil forstå, hvad nazismen er, nytter det ikke at definere den ud fra dens forbrydelser, som alle er enige om at tage afstand fra. Nazismen bør i stedet defineres ud fra dens værdier, hvoraf en af de vigtigste nok er et rigidt normalitetsbegreb, der udelukker dem, der er anderledes. Et eksempel er, når f.eks. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti håner folketingsmedlem Kamal Qureshi for at møde op i ”morgenkåbe” til dronningens bal og kalder det ”en egoistisk, trodsig og selvhævdende demonstration”. Qureshi mødte faktisk op i sin families enkle og stilfulde festdragt, som hoffet endda havde bekræftet, at han var velkommen i. Denne tøj-hetz er en parallel til, hvad også sløret er udsat for: der er ingen principiel forskel på de iranske præster, der kræver, at kvinder bærer slør, og de danske fundamentalister, der kræver, at de ikke gør det. Det er demokratiet fremmed at kræve ensartet dress code. 

Tilsvarende vil Dansk Folkeparti styre det sprog, vi taler i familien. Uddannelsesordfører Martin Henriksen mener, at indvandrerforældre skal opsøges i hjemmene, så det kan kontrolleres, om de taler dansk med børnene. Han begrunder disse sprogpatruljer med, at ”det er ikke børnenes modersmål, der tales i hjemmene, men derimod deres forældres og bedsteforældres.” (Information 25.11.2006) Men han synes ikke at være klar over, at modersmålet er moders mål, og forhindrer man en mor i at tale sit eget sprog med sit lille barn, invaliderer man det tidlige mor/barn-forhold. Dette er karakteristisk for netop den fascistiske stat: i 30’ernes Italien stræbte fascismen efter en tilsvarende enhedskultur og var fjendtlig over for lokale modersmål.

Også danskernes tro skal nu være påtvungen, idet Søren Krarup har indført et nyt kriterium for danskhed: hvis vi ikke tror på Guds ord om, at vi er skrøbelige og syndige mennesker, ”er vi i grunden ikke danskere” (Politiken 1.9.2001). Dermed lægger han op til en sindelagskontrol, som også begrunder hans besynderlige ”nysprog”: det var ”folket”, der skabte et systemskifte i 2001, skønt det sådan set kun var omkring halvdelen af folket, der stemte for den nuværende regering. Krarups begreb om ”folket” udelukker de mange af os, som ikke er kristne, og svarer nøje til nazisternes brug af ”völkisch”, som ikke omfattede f.eks. tyske jøder.

Dansk Folkepartis filosofiske fyrtårn Kai Sørlander mener også (kronikken 9.9), at kristendommen er bedre end islam. Det er han i sin gode ret til, men han er ikke ret god til at bestemme forskellen. Han hævder, at kristendommen i modsætning til islam ikke er en ”lovreligion”, hvorved han overser, at Jesus udtrykkeligt ikke er kommet for at nedbryde, men for at ”opfylde loven og profeterne”. Han mener heller ikke, at Jesus’ ord kan gøres til genstand for politisk handling, skønt Jesus jo selv dekreterede, at de, der ikke troede på ham, skulle slås ned for fode (Lukas 19/27). Det er da også praktiseret gennem hele kristendommen historie – og er bekræftet af Luther i hans modbydelige antisemitiske skriverier. Omvendt mener Sørlander, at islam ”i sin kerne modsætter sig sekulariseringen af det politiske”, skønt Tyrkiet jo er en sekulær stat. Denne dybe uvidenhed bruger han til at modsætte sig, at muslimer slår sig ned i Danmark: deres psyke er af en art, så de ikke kan bo sammen med anstændige mennesker. Luther og Hitler mente det samme om jøderne, den ene anbefalede, at de skulle massakreres, den anden udførte det.  

 Claus Hjort Frederiksen strammer diskriminationen yderligere med sin udmelding om, at man ikke kan ansættes i det offentlige, hvis man nægter at give hånd, idet han fejlagtigt mener, at så nægter man også at hilse. Men at f.eks. Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid af blufærdighedsgrunde ikke vil udveksle håndtryk med mænd, er jo ikke det samme, som at hun ikke vil hilse på os. Hun hilser ved at lægge hånden på hjertet, hvilket man da kan finde nok så værdigt som et slattent håndtryk.

 

Nazismen starter i det små med opdelingen af mennesker i dem og os. Det er vores klædedragt og tro, vort sprog og vore omgangsformer, som repræsenterer normaliteten. Det muslimske mindretal kan behandles med større råhed, jo mere det afviger fra disse ritualiserede normer, sådan som det sker med 24-års reglen. Ikke siden Hitlers Nürnberg-love har vi oplevet, at et europæisk land vil bestemme, hvem voksne har lov at gifte sig med. Reglen er vedtaget med den løgnagtige begrundelse, at den skal ramme tvangsægteskaber, men den rammer primært de mange, der aldeles ikke er ofre for tvangsægteskab, og har ingen virkning på tvangsægteskaber. At det heller ikke er hensigten, kom integrationsminister Rikke Hvilshøj til at røbe: ”For mig handler det om, at man skal finde en ægtefælle i det land, hvor man bor og lever.” (Politiken 17.6.07). Dermed tydeliggør hun reglens egentlige begrundelse, nemlig at man ikke skal fremme indvandringen ved at gifte sig med en udlænding. Hvad siger dronning Margrethe og kronprins Frederik mon til det synspunkt!

          Når man har opdelt mennesker i ”rigtige” og ”forkerte”, er springet ikke stort til at isolere de ”forkerte” i lejre og udsætte dem for en behandling, som vi næppe ville byde ”rigtige” mennesker. Det sker i asylcentrene, som er nysprog for kz-lejre. Vi isolerer i årevis muslimer fra resten af samfundet, vi forhindrer dem i at arbejde eller uddanne sig, vi dømmer dem til lediggang, så de bliver fysisk og psykisk syge. Siden 2001 er der ifølge Dansk Flygtningehjælp sket en tredobling af selvmordsforsøgene i lejrene i takt med, at opholdstiden er steget fra 313 dage til 1195 dage i snit. Det har vist sig, at der heller ikke er langt fra at gå ind for dødsstraf til de ”forkerte”, sådan som vi indirekte gør ved at sende de forfulgte tilbage til lande med dødsstraf, og som Jesper Langballe direkte gør, når han ikke mener, det er vores opgave at hjælpe en dansk muslim, som er dødsdømt i Marokko.

          Anders Fogh Rasmussen har gjort Danmark til et halehæng til præsident Bush, der erobrede magten ved det tætteste, USA er kommet på et statskup, idet han som bekendt fik højesteret til at afbryde en fintælling af stemmerne. Derpå kunne han indlede en ulovlig krig, indføre tortur, oprette kz-lejre og i det hele taget kvalificere sig som den vestlige leder, der tydeligst viderefører arven fra Hitler. Heldigvis er den forbryderbande, som Bush omgav sig med, ved at gå i opløsning: forsvarsminister Donald Rumsfeld, justitsminister Alberto Gonzales, stabschef Lewis Libby og chefstrategen Karl Rove har alle måttet træde tilbage på grund af deres lovovertrædelser. Det amerikanske demokrati fungerer trods alle dets mangler bedre end det danske, for her kan krigsmagerne ustraffet fastholde de løgne, de i sin tid gik i krig på.

          Det mest uhyggelige forsvar for krigen leverer Søren Krarup, som fortsat kalder den ”et vestligt selvforsvar mod den islamiske terrorisme” (Information 25.8.07). Samtidig må han indrømme, at Saddam Husseins styre ingen som helst forbindelse havde til Al Qaeda. Men Irak er muslimsk, og Al Qaeda er muslimsk, ergo må Irak undgælde, for der må statueres et eksempel. Det svarer fuldstændig til logikken bag de nazistiske clearingdrab. Når modstandsbevægelsen foretog en aktion, og nazisterne ikke kunne ramme de skyldige, foretog de tilfældige drab på kendte danskere.  

          Det er tragisk, at vi ikke i Danmark får et retsopgør efter den ulovlige besættelse af Irak. Det styrker ikke retsbevidstheden, men inviterer snarere til, at unge tager retten i egen hånd. Tør man håbe på, at de fortsat vil nøjes med at overhælde de ansvarlige med rød maling, sådan som det skete i en aktion, der i 60’erne ville blive kaldt en munter happening, men som i dag på det nærmeste sidestilles med terrorisme.

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk