AFVIST AF POLITIKENS KRONIKREDAKTIONEN 11. SEPTEMBER 2007

Retsopgøret efter besættelsen

CHRISTIAN BRAAD THOMSEN

Nazismen overlevede i retsopgøret, fordi det ikke var et opgør med nazismen. Det præger Danmark i dag, hvor de, der har FNs ord for at have ført Danmark ind i en ulovlig krig, tilsyneladende slipper for at blive stillet for retten.

Christian Braad Thomsen er forfatter og filminstruktør. Han har uddybet sine synspunkter i bogen Vreden, Gudinde, Besyng (Lindhardt og Ringhof).

Da forfatteren og arkitekten Poul Henningsen i 1943 var gået i eksil i Sverige, holdt han et radioforedrag, hvor han udtrykte frygt for "en ny nazistisk blomstring efter krigen som vel blir kaldt alt andet end nazisme - ja som kanske kommer til at trives indenfor de eksisterende parlamentariske partier." Denne frygt blev i første omgang til virkelighed i retsopgøret efter besættelsen, hvor nazistiske værdier blev taget i brug af det officielle Danmark: man indførte f.eks. dødsstraf med tilbagevirkende kraft, og man straffede unge, der var gået i tysk tjeneste ved Østfronten, skønt dette var anbefalet af danske politikere og officerer, som ikke blev straffet. Denne retstilstand burde være fremmed for en demokratisk retsstat, men var det ikke.

                      Når pastor Jesper Langballe undtagelsesvist siger noget fornuftigt, fortjener også dette at blive ført til protokols. Og han har desværre ret, når han i lighed med Poul Henningsen gør opmærksom på, at modstandskampen ikke var en kamp mod nazismen, men en kamp for national befrielse – idet han dog i modsætning til PH vurderer dette forhold positivt. Derfor kunne også mange nazi-sympatisører – f.eks. Kaj Munk – støtte modstandskampen, lige som nazismen kunne overleve i retsopgøret, fordi dette netop ikke var rettet mod nazismen.

                      Nu hvor den danske besættelse af Irak er ophørt, burde vi stå over for et nyt retsopgør. Det er igen og igen blevet dokumenteret, at Anders Fogh Rasmussen har ført Danmark i krig på et løgnagtigt grundlag og i strid med FN-pagten. Denne pagt, som Danmark er forpligtet over for, angiver to og kun to grunde til krigsførelse, nemlig hvis et land udsættes for væbnet angreb, eller hvis FNs sikkerhedsråd giver en særlig bemyndigelse. Ingen af disse betingelser var opfyldt, og FNs daværende generalsekretær Kofi Annan kaldte da også krigen ”ulovlig”. Når man fører en ulovlig krig, er man krigsforbryder og bør stilles for en domstol. Men i folketinget støtter krigsmagerne hinanden, så der ikke kan skabes flertal for at stille Fogh Rasmussen for en rigsret. Retten kan ikke håndhæves, fordi de, der bryder retten, udgør et politisk flertal. Det hører ikke et demokratisk samfund til, at man kan bryde loven uden at blive stillet til ansvar. Det danske demokrati er i disse år truet i en grad, så vi synes at stå over for opfyldelsen af Poul Henningsen dystre profeti om, at fordi nazismen ikke er blevet defineret og bekæmpet, vil den fortsat trives og finde stadigt nye former inden for de parlamentariske partier.

Hvis man vil forstå, hvad nazismen er, nytter det ikke at definere den ud fra dens forbrydelser, som alle – i dag endda også de fleste nazister - er enige om at tage afstand fra, f.eks. på den subtile måde, at nazister benægter, at disse forbrydelser overhovedet fandt sted, jvf. Holocaust-benægtelsen. Nazismen bør defineres ud fra dens værdier, hvoraf en af de vigtigste nok er, at nazismen håndhæver et normalitetsbegreb, der er så rigidt, at der ikke er plads til dem, der står uden for denne normalitet.

Dette normalitetsbegreb begynder i det små og kom bl.a. til udtryk, da Søren Espersen fra Dansk Folkeparti hånede folketingsmedlem Kamal Qureshi, SF, for at møde op i ”morgenkåbe” til dronningens bal. I partiets medlemsblad nr. 3/2004 skrev han om Qureshi, at ”med sin egoistiske, trodsige og selvhævdende demonstration lige for næsen af Dronningen og den kongelige familie nåede han også lige at få tørret næse i det land, der har givet ham indfødsret og gjort ham til dansk folketingsmand.” Nu mødte Qureshi faktisk ikke op i morgenkåbe, men i sin families traditionelle festdragt, som hoffet endda havde bekræftet, at han var velkommen i, lige som færøske og grønlandske gæster ofte møder op i deres traditionelle festtøj.                     

                      Også sløret er som bekendt udsat for kraftig beskydning af dem, der går ind for en ensartet dress code, herunder Dansk Folkepartis intellektuelle fyrtårn, pastor Søren Krarup, der har sammenlignet sløret med hagekorset og ikke mener, det hører hjemme i Danmark og da slet ikke i det danske folketing. Men egentlig er det da langt mere nærliggende at associere fra hagekorset til det kristne kors. Det virker rentudsagt modbydeligt, at de kristne kan finde på at bruge et torturredskab som smykke. Under korsets tegn har de i århundreder foretaget de mest bestialske etniske udrensninger i Nord- og Sydamerika, i Afrika og i Mellemøsten lige fra korstogenes ufattelige blodbad mod muslimer til Ku-Klux-Klans etniske lynchninger i vor tid.

Og lige som Dansk Folkeparti vil styre påklædningen, vil partiet også styre det sprog, vi taler i familien. Uddannelsesordfører Martin Henriksen mener, at indvandrerforældre til børn i vuggestuealderen skal opsøges i hjemmene, så det kan kontrolleres, om de taler dansk med børnene. Han mener desuden, at indvandrerbørn ikke skal have modersmålsundervisning i danske folkeskoler, og han begrunder sin modvilje med, at ”det er ikke børnenes modersmål, der tales i hjemmene, men derimod deres forældres og bedsteforældres.” (Information 25.11.2006) Det er, som om politikeren ikke er klar over, at modersmålet faktisk er moders mål. At ville forhindre en mor i at tale sit eget sprog med sit lille barn er en invalidering af det tidlige, intime mor/barn-forhold, som netop karakteriserer den fascistiske stat, sådan som vi så det i Italien i 30’erne. Fascismen stræbte her efter en tilsvarende enhedskultur og var fjendtlig over for lokale sprog. Jeg troede, denne tankegang var fremmed for danskere, der normalt oplever vi en vis stolthed, når vi på tv hører, at amerikanere i en lille enklave i USA taler et flydende og let altmodisch dansk et sted mellem dronning Margrethes og Karen Blixens accent. Det kan de kun, fordi de er havnet i en stat, hvor det er en naturlig værdi at værne om modersmålet i familiens skød. Denne skik truer ikke ”sammenhængskraften”, som det hedder på ”nysprog”. Den viser tværtimod, at menneskets sans for sammenhæng er universel og ikke national.

Personligt føler jeg da også en langt større ”sammenhængskraft” med iranske musikere og filmfolk end med medlemmer af Dansk Folkeparti, bl.a. fordi Søren Krarups tankegang er tættere beslægtet med de iranske præsters end med, hvad vi hidtil har accepteret i Danmark. Det fremgår f.eks., da han umiddelbart efter regeringsskiftet indførte et nyt kriterium for danskhed: hvis vi ikke tror på Guds ord om, at vi er skrøbelige og syndige mennesker, så ”er vi i grunden ikke danskere” (Politiken 1.9.2001). Hidtil har det været en privatsag, at nogle danskere vælger at tro på alternative naturlove, som sætter seksualiteten og døden ud af kraft og muliggør jomfrutro, opstandelse og evigt liv. Men med dette hokuspokus lægger Krarup op til en sindelagskontrol, der burde være fremmed for retssamfundet. Hans nye definition på danskhed forklarer også hans besynderlige ”nysprog”, f.eks. hans hyppige brug af begreber som ”folket” og ”danskerne”: det var ”folket”, der skabte et systemskifte i 2001, og det var ”danskerne”, der frygtede, at de var ved at blive et mindretal i deres eget land – skønt det jo sådan set kun var omkring halvdelen af folket, der stemte for den nuværende regering. Krarups begreb om folkelighed svarer nøje til nazisternes brug af ”völkisch”, som også var et stærkt afgrænsende begreb. Det omfattede f.eks. ikke tyske jøder. Tilsvarende udelukker Krarups begreb ”folket” de mange af os, som ikke er kristne.

                      Man har ofte klassificeret Dansk Folkepartis debattører som landsbytosser. Men tosserierne er mere alvorlige, når de udgår fra regeringens støtteparti, der ifølge regeringens chefideolog Claus Hjort Frederiksen har værdigrundlag til fælles med Venstre. De fælles værdier strammes yderligere op af Hjort Frederiksen med hans udmelding om, at man ikke kan ansættes i det offentlige, hvis man ikke vil give hånd til det modsatte køn (Politiken 4.5.2007). Hjort Frederiksen mener fejlagtigt, at nægter man at give hånd, nægter man også at hilse. Men at f.eks. Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid af blufærdighedsgrunde ikke vil udveksle håndtryk med mænd, er jo ikke det samme, som at hun ikke vil hilse på os. Hun hilser ved at lægge hånden på hjertet, hvilket man da kan finde nok så værdigt som et slattent dansk håndtryk.

Nazismen starter i det små med opdelingen af mennesker i dem og os. Det er vores klædedragt og tro, vort sprog og vore omgangsformer, som repræsenterer normaliteten, mens de andre er unormale og uacceptable. Ritualiseringen af danskheden tager i praksis sigte på at ramme det muslimske mindretal, som man kan behandle med større råhed, jo mere det afviger fra de ritualiserede normer. Man kan f.eks. med støtte fra både de borgerlige partier og socialdemokratiet håndhæve den demokratisk set ufattelige 24-års regel, som måske er statsmagtens hidtil hårdeste indgreb i privatlivets fred, og som er vedtaget med den løgnagtige begrundelse, at den skulle ramme tvangsægteskaber. Ikke siden Hitlers Nürnberg-love har vi oplevet, at et europæisk land vil bestemme, hvem voksne mennesker har lov at gifte sig med på frivillig basis. Reglen strider mod alle hidtidige demokratiske retsprincipper, fordi den primært rammer de mange unge, der aldeles ikke er ofre for tvangsægteskab, men som bare gerne vil gifte sig. Omvendt rammer reglen ikke tvangsægteskaber, og at det heller ikke er den egentlige hensigt, er integrationsminister Rikke Hvilshøj for skade kommet til at røbe, når hun siger, at ”for mig handler det om, at man skal finde en ægtefælle i det land, hvor man bor og lever.” (Politiken 17.6.2007). Dermed underforstår hun 24-års reglens egentlig begrundelse, nemlig at man ikke skal fremme indvandringen ved at gifte sig med en udlænding. Hvad siger dronning Margrethe og kronprins Frederik mon til det synspunkt!

                      Når man først har foretaget denne faretruende opdeling af mennesker i ”rigtige” og ”forkerte”, er springet ikke så stort til, at vi kan isolere de ”forkerte” i lejre og udsætte dem for en behandling, som vi under ingen omstændigheder ville byde ”rigtige” mennesker. Det sker i vores asylcentre, som er nysprog for kz-lejre, ligesom Udlændingeservice er et sprogligt dække over en institution, der netop ikke yder muslimer megen service. Vi isolerer i årevis muslimer fra resten af samfundet, vi forhindrer dem i at arbejde eller uddanne sig, vi dømmer dem til at henslæbe et liv i lediggang, så de bliver fysisk og psykisk syge. Siden 2001 er der ifølge Dansk Flygtningehjælp sket en tredobling af selvmordsforsøgene i takt med, at opholdstiden i lejrene er steget fra 313 dage til 1195 dage i gennemsnit.

                      Fra disse lejre sker det igen og igen, at muslimer udvises til en usikker og livstruende fremtid i de lande, de er flygtet fra. I en fremragende kronik (29.8.2007) undrer historikerne Hans Kirchhoff og Lone Rünitz sig over, hvordan det danske embedsværk på eget initiativ kunne sende jødiske flygtninge fra Tyskland tilbage til forfølgelse og død. Med forvaltningsprofessor Tim Knudsen taler de om ”regelritualisme” og om bureaukratiets tendens til at klynge sig til indlærte rutiner, også hvor disse ikke længere er hensigtsmæssige. Men kronikørerne ved også, at disse forklaringer ikke er udtømmende. Det alvorlige spørgsmål er, hvordan et embedsværk, som ikke var åbenlyst nazistisk, i konkrete situationer kunne udføre handlinger, som var indlysende nazistiske. Også i dagens Danmark er dette et påtrængende spørgsmål.

                      Når Anders Fogh Rasmussen indledte sit Irak-korstog med den besynderlige begrundelse, at han ikke ville gentage besættelsestidens samarbejdspolitik, er han uhjælpeligt fanget i sit eget spin. For han gjorde Danmark til et halehæng til den vestlige statsleder, der tydeligst viderefører arven fra Hitler: præsident Bush kom til magten ved det tætteste, USA er kommet på et statskup, idet han som bekendt fik højesteret til at afbryde en fintælling af stemmerne. Det viste sig siden, at var fintællingen blevet gennemført, var Al Gore blevet præsident. Bush indledte nu en angrebskrig på et lige så forfalsket grundlag, som da Hitler invaderede Polen. Hitler fik sit påskud ved at lade tyske soldater i polsk uniform angribe den tyske radiosender Gleiwitz og dermed ”dokumentere”, at Polen var en trussel mod Tyskland. Bush fik sit påskud ved at forfalske efterretningsoplysninger og påstå, at Irak havde masseødelæggelsesvåben for ligeledes at ”dokumentere”, at Irak var en trussel mod USA. Derpå fulgte efter bedste nazistisk mønster en massiv tilsidesættelse af international lov og orden, tortur af fanger og oprettelse af kz-lejre.

                      Den forbryderbande, som præsident Bush omgav sig med fra starten, er nu ved at gå i opløsning: forsvarsminister Donald Rumsfeld, justitsminister Alberto Gonzales, stabschef Lewis Libby og chefstrategen bag Irak-krigen Karl Rove har alle måttet træde tilbage på grund af deres løgne og lovovertrædelser. Det vidner om, at det amerikanske demokrati trods alle dets mangler fungerer bedre end det tyske i 30’erne. I Danmark står det værre til. Her kan krigsmagerne stadig fastholde de løgne, de i sin tid gik i krig på, skønt selv Bush har vedgået, at Saddam Hussein hverken havde masseødelæggelsesvåben eller forbindelse med den internationale terrorisme.

                      Det mest uhyggelige forsvar for Irak-krigen leverer Søren Krarup, som fortsat kalder krigen for ”et vestligt selvforsvar mod den islamiske terrorisme” (Information 25.8.2007). Samtidig må han dog indrømme, at netop Saddam Husseins styre ingen som helst forbindelse havde til Al Qaeda. Men Irak er muslimsk, og Al Qaeda er muslimsk, ergo må Irak undgælde! Det er nemlig nødvendigt at statuere et eksempel. Krarups argumentation er her fuldstændig identisk med logikken bag de nazistiske clearingdrab. Når modstandsbevægelsen foretog en aktion, og nazisterne ikke kunne ramme de skyldige, foretog de tilfældige drab på højtstående medlemmer af det danske samfund. Modstandsbevægelsen var nemlig dansk, og de uskyldigt likviderede var danskere, ergo var clearingdrabene retfærdiggjort.  

                      Det er dybt tragisk, at vi ikke i Danmark får et retsopgør efter den ulovlige besættelse af Irak. Det styrker ikke den almene retsbevidsthed, men inviterer snarere til, at unge mennesker tager retten i egen hånd. Tør man håbe på, at de fortsat vil nøjes med at overhælde de ansvarlige med rød maling, sådan som det skete i en aktion, som i 60’erne ville blive kaldt en munter happening, men som i dag på det nærmeste sidestilles med terrorisme.