POLITIKEN 15. maj 2007

Politiets vej mod terrorisme

Christian Braad Thomsen

Filminstruktør og forfatter

Det er dybt foruroligende, at en civilagent for Politiets Efterretningstjeneste har fået lov til at forsyne de terrormistænkte fra Vollsmose med materiale til bombefremstilling, herunder laboratorieudstyr og kunstgødning. Hvad der muligvis kun var harmløse drømmerier i unge menneskers hoveder kunne nu med politiets hjælp være blevet blodig alvor. Den slags metoder karakteriserer snarere en politistat end et retssamfund – og leder tanken hen på, at tilsvarende episoder dannede optakten til den vesttyske terrorisme.

          Den første vesttyske terrorhandling blev foretaget af en politibetjent. På en halv meters afstand skød og dræbte han 2. juni 1967 studenten Benno Ohnesorg, der var  pacifist og medlem af den evangeliske studenterforening. Ohnesorg deltog i en demonstration mod Shahen af Persiens besøg i Berlin. Han var i forvejen tævet bevidstløs af andre betjente og lå ubevægelig på jorden, da han blev skudt. Politibetjenten blev ikke retsforfulgt, hvilket gav mange af demonstranterne grund til at mene, at politiet havde frit lejde til at skyde dem. Til minde om politiets terrordrab stiftede en gruppe demonstranter derfor terrorgruppen 2. Juni-bevægelsen.

          Det næste terroroffer blev studenterlederen Rudi Dutschke, der konsekvent talte mod brug af vold. Han blev 11. april 1968 skudt af en højreradikal, der var inspireret af Springer-pressens månedlange hetz mod Dutschke. Samme aften arrangeredes en demonstration mod Springer. Under demonstrationen gik politiagent Peter Urbach rundt og uddelte Molotov-cocktails til de ophidsede studenter, hvoraf adskillige tog imod tilbuddet og kastede dem mod de biler, der stod parat til at omdele smudsbladene. Billederne af de brændende biler blev de næste dage bevis på studenteroprørernes voldelige hensigter, - men ingen vidste dengang, at brandbomberne var leveret af politiet. Politiets rolle er beskrevet af Stefan Aust i hans fremragende bog Der Baader-Meinhof Komplex (1997) – og af Orson Welles i hans visionære film Politiets blinde øje (1958) om en politichef, der har rekord i opklaring af forbrydelser: han planter nemlig selv det fældende bevismateriale hos de mistænkte.

          Også i Danmark har politiet i stigende grad fået lov til at anvende metoder, som vi normalt forbinder med politistater, f.eks. at lade deres hunde skambide mennesker på arme, ben og kønsdele, at slå folk ned, der stilfærdigt venter i en diskotekskø, at gennemføre uhørt voldelige anholdelser af fredelige unge på vej til skole og andre, som tilfældigt kommer forbi en demonstration – samt at skyde og dræbe folk, der ligger ned.

          Den vesttyske terrorismes historier viser med skræmmende tydelighed, hvad disse politimetoder fører til, hvis der ikke gribes ind nu.