Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Når havet fryser til

Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

DET NY CLARTÉ  februar 2007

 

 

NÅR HAVET FRYSER TIL

 

Af Christian Braad Thomsen

 

 

Der findes efterhånden ganske mange danske dokumentarfilm, der beskæftiger sig kritisk med regeringens udenrigs- og flygtningepolitik. Filmene kan lånes på ethvert folkebibliotek, idet Det Danske Filminstitut stiller sine produktioner gratis til rådighed. Filminstituttet, som er et organ under kulturministeriet, taler således aktivt regeringens politik imod – i hvert fald ind til Dansk Folkeparti får magt, som det har agt, for da vil den slags demokratiske sprækker ikke længere blive tålt.

          Den vigtigste af disse dokumentarfilm er utvivlsomt Christoffer Guldbrandsens omstridte Den hemmelige krig (2006). Den indledes med George Bush’s berygtede udtalelse: ”Enten er man med os, eller man er med terroristerne!” Der er indlysende tale om et falsk alternativ, for Bush udøver en form for terrorisme, der er mindst lige så skræmmende som den, han foregiver at bekæmpe: USA bomber civile i tusindvis, torturerer mistænkte samt driver Guantanamo og andre krigsfangelejre uden for lov og ret. Filmen dokumenterer, at det sker med Danmarks aktive deltagelse.

          Guldbrandsen tager udgangspunkt i en episode i Afghanistan 2002, da danske soldater  afleverede 31 uskyldige fanger til amerikanerne. De viste sig senere at være en del af regeringshæren i kampen mod Taleban, men inden denne groteske misforståelse blev opklaret, var de blevet tortureret af de amerikanske soldater. Samtidig forsikrede Anders Fogh Rasmussen det danske folketing om, at USA naturligvis vil overholde Genève-konventions bestemmelser om human behandling af krigsfanger. Han har efterfølgende forsvaret sig med, at han i 2002 ikke kunne vide bedre.

Filmen dokumenterer, at Fogh Rasmussen vildledte folketinget. I januar og februar 2002 meddelte forsvarsminister Donald Rumsfeld udtrykkeligt, at fangerne netop ikke vil være beskyttet af Genève-konventionen. En dansk tolk oplyste også i 2002, at han havde overværet fangemishandlinger i den amerikanske lejr, og Human Rights Watch berettede, at fanger havde  mistet fingre og tæer efter at være smidt nøgne ud i sneen, samt at mindst én er død under tortur. Da lignende torturskandaler i Irak blev dokumenteret på fotos, slog den danske regering sig til tåls med, at der var tale om undtagelsestilfælde, som ville blive retsforfulgt, fordi USA er en retsstat. Dette er ikke rigtigt.

Fangemishandlingerne er sat i system, og de øverste ansvarlige retsforfølges ikke. Det er der ingen tradition for i USA, hvad Fogh Rasmussen kunne konstatere ved at kaste et blik på landets umiddelbare historie: de ansvarlige for den kemiske krigsførelse i Vietnam er aldrig blevet retsforfulgt, og da løjtnant Calleys deling i 1968 skød ca. 500 kvinder, børn og ældre ned ved My Lai-massakren, blev løjtnanten for et syns skyld idømt livsvarigt fængsel. Han afsonede dog kun få måneder af sin straf, så blev han  benådet af præsident Nixon, som dermed sanktionerede massakren. Og i 70’erne og 80’erne støttede USA militærdiktaturerne overalt i Latinamerika og bistod med eksperthjælp i torturcentrene. Ingen er blevet retsforfulgt.

          Samtidig med at Anders Fogh Rasmussen har kritiseret den samarbejdspolitik under besættelsen, som især florerede i hans eget parti, er han trådt i karakter som en samarbejdspolitiker af værste skuffe: USA er det land i den vestlige hemisfære, som tydeligst viderefører nazistiske værdier.

          Det fremgår også dokumentarfilmen Gitmo, som er et kælenavn for Guantanamo. Filmen er med dansk støtte instrueret af  to svenskere, Erik Gandini og Tarik Saleh, og giver et rystende billede af forholdene i en fangelejr, hvor den mest elementære retssikkerhed er sat ud i kraft. Den indledes med en udtalelse af Donald Rumsfeld, der fastslår, at alle de indsatte er terrorister og må behandles derefter. Mange er jo ellers siden blevet løsladt som uskyldige, og ingen er kommet for en domstol. Det er uforeneligt med en demokratisk retsopfattelse, at USA's forsvarsminister kender dem skyldige på forhånd.

          Filmen giver os indblik i forholdene gennem interviews med løsladte fanger – og ikke mindst med en tidligere forhørsleder, der gennemgår kataloget over den tilladte tortur. Det lykkes ikke filmen at komme til bunds i fyringen af Guantanamos første leder, general Rick Baccus, og selv har han forbud mod at udtale sig. Men der fremlægges mange indicier for, at han blev fyret, fordi han protesterede mod anvendelsen af tortur under afhøringerne.

 

AFGHANSK FEMINIST

Med Vores lykkes fjender af Eva Mulvad og Anja Al-Erhayem er vi inde i det afghanske brændpunkt. Filmen handler om en ung kvindes livsfarlige valgkamp op til det første frie parlamentsvalg i Afghanistan i årtier. Malalai Joya blev verdenskendt i 2003, da hun kritiserede ledende afghanske politikere for at være krigsherrer og narkoforbrydere. Siden har hendes liv været i fare. Hun blev tvunget til at leve i skjul og rejste under ledsagelse af bevæbnede vagter. Vi følger hendes feministiske valgkamp og får et indblik i et samfund, hvis ældgamle traditioner både holder mænd og kvinder fast i roller, som nogle har tilstrækkeligt indsigt til at forbande, uden at de kan sætte sig ud over dem. Også Malalai Joya har svært ved at håndtere disse traditioner. Filmen rummer en foruroligende scene, hvor Malalai skal mægle i en ægteskabskonflikt: en mand anklager sin kone for at være ham utro, han er tydeligt skizofren, og hans kone fortæller desuden, at han er narkoman, og at han regelmæssigt slår hende. Malalai arrangerer skilsmissen mellem de to, men hun overlader parrets to små børn til manden. Det forekommer vildt uansvarligt at ofre børnene på kvindefrigørelsens alter, men man har samtidig på fornemmelsen, at historien ikke fortælles ordentligt til ende, og at der mangler noget. Skyldes det mon, at filmens længde er bestemt af fjernsynets kassetænkning?

 

ASYLANSØGERE       

En lang række film kaster et kritisk blik på behandlingen af asylansøgere. Den danske instruktør Suvi Andrea Helminen fortæller i sin smukke dokumentarfilm Landet i tåge (2003) om en far og hans 25-årige søn på. På flugt fra rædslerne i Kosovo er de havnet i et asylcenter i Nordsjælland, hvor de på fjerde år henslæber et liv i ørkesløs venten, mens deres sag behandles. Der har været flere selvmord i lejren, og også faderen er i sin dybt depressive tilstand selvmordstruet, enten ved passivt at lade stå til, så hans sukkersyge tager livet af ham, eller ved aktivt at hænge sig – som en anden lejrbeboer netop har gjort. Skulle dette være demokrati og frihed, spørger den 25-årige søn polemisk.

          Helminen fortæller filmen i et poetisk billedsprog, hvor hun forvandler det tågede danske vinterlandskab til en metafor på en sjælelig tilstand, som vi, de menneskeligt forfrosne, projicerer over på asylsøgerne. På efterteksterne meddeler hun lakonisk, at drengen er på flugt, mens faderen har forsøgt selvmord, men blev reddet – i første omgang. Landet i tåge har gået sin sejrsgang på filmfestivaler verden over og er bl.a. prisbelønnet på Tehran Film Festival. Men ironisk nok har danskere ikke mulighed for at se den, hvilket skyldes, at det er en afgangsfilm fra Den Danske Filmskole. Filmskolefilm er ikke offentligt tilgængelige, hvad der er ubegribeligt, når deres kvalitet og aktualitet er på dette niveau.

Til gengæld kan vi se en norsk novellefilm, Bawke (2005), der også handler om en far og en søn på flugt. Den er instrueret af Hisham Zaman, der er uddannet fra Den Norske Filmskole. Bawke er prisbelønnet som årets bedste norske kortfilm og har desuden fået den norske menneskerettighedspris. Zaman fortæller en enkel og gribende historie om en far og en søn, der er flygtet gennem Europa liggende umage på understellet under lastbiler og nu havner i Norge. De er tæt på at blive afsløret under billetkontrol i et s-tog, og faderen ser ikke anden udvej end at stikke af, så politiets opmærksomhed koncentreres om ham og ikke om sønnen. Faderen arresteres, og på politistationen får han atter øje på sin søn, men lader, som om han ikke kender ham. Faderen sendes tilbage, hvor han kommer fra, mens den identitets- og statsløse søn får mulighed for en ny fremtid i Norge.

          Filmens bitre pointe er, at man kan være nødt til at forråde sin nærmeste for at frelse ham. Vi forlader sønnen i den skandinaviske vinterkulde, der fungerer som et perfekt billede på det menneskelige klima i vore nordiske ”velfærdssamfund”. Det afsluttende billede er modelleret efter slutbilledet i Francois Truffauts klassiker Ung flugt – men med den forskel, at hvor Truffauts dreng til slut løb ud mod det åbne hav i en optimistisk fremtidsvision, lukker sneen og isen sig om Zamans dreng. Havet er frosset til.

          På samme dvd findes en svensk kortfilm med samme tema, I skjul (Gömd, 2002) af David Aronowitsch, Hanna Heilborn & Mats Johansson. Den 12-årige Giancarlo har i to år levet under jorden i Sverige, hvortil han blev hentet af sine forældre, efter i et år at have været overladt til sig selv i Peru. På flydende svensk fortæller han om sin skæbne og sin fortvivlelse over at være udvist fra det land, hvor han endelig føler sig hjemme. På en eftertekst oplyses, at Giancarlo efter et selvmordsforsøg fik lov at blive i Sverige. Instruktørerne har valgt at gøre Giancarlo til en animationsfigur, som fremsiger den dokumentariske tekst, og det er en diskutabel disposition. Måske tror filmskaberne, at de lettere taler til Giancarlos jævnaldrende i tegneserieform, men ved at bruge et fiktivt virkemiddel, risikerer de, at også filmen opleves som et stykke fiktion, og at Giancarlo bliver en tegneseriefigur i stedet for et påtrængende lille menneske af kød og blod.   Maria Mac Dalland har lavet den fremragende Og hjertet er sort (2006) om irakiske familier, der ikke har fået lov at blive Danmark. I stilfærdige, knugende billeder skitseres en række skæbner i Avnstrup Udsendelsescenter. ”Vi behandles som dyr”, siger en iraker, der har ventet her i syv år. ”Alt, hvad vi får lov til, er at spise og sove.” Mændene mister deres stolthed, når de ikke mere kan tage vare på deres familie, de bliver magtesløse og depressive, børnene bider deres negle til blods og hamrer hovedet i gulvet, kvinderne forsøger desperate at holde sammen på disse  familier i opløsning.

          Det er interessant at notere den eufemistiske omskrivning af, hvad der foregår. Når folk fratages alt undtagen det daglige måltid, kaldes det i officielt sprogbrug ikke ”mishandling”, men ”motivationsfremmende foranstaltninger” for at få dem til at forlade landet igen. Og i stedet for ”udsendelsescenter” ville det være rimeligere at tale om en koncentrationslejr med et menneskeligt ansigt udadtil: naturligvis øves der ikke fysisk tortur, men den psykiske tortur er så massiv, at den i sidste instans resulterer i sindssygdom og selvmord. Lige så eufemistisk er det, at Udlændingestyrelsen nu er omdøbt til Udlændingeservice, som om der ydes nogen form for service her!

         

MUSLIMER I DANMARK

Mit Danmark (2007) er en antologifilm, hvor ti danske instruktører har fået tildelt fem minutter hver til at fortælle om muslimske skæbner i Danmark, et sympatisk projekt, som desværre ikke er vellykket. Filmen er fragmentarisk ophugget, den springer fra skæbne til skæbne, uden at vi får tid til at fordybe os, tanke og følelse bliver kørt på lossepladsen til fordel for en tilstræbt fortællermæssig ”effektivitet”, der er alt andet end effektiv, og som udelukkende skyldes, at filmen skal tilpasses fjernsynets 55 minutters bokse. På den måde er den et trist eksempel på en af de store tragedier i dansk film, nemlig at Det Danske Filminstitut har nedlagt sin distribution af kort- og dokumentarfilm og i stigende grad har reduceret sig selv til en underafdeling af tv. Og tv er interesseret i anonyme metervarer i stedet for filmkunst.

          Der findes gode afsnit i filmen: Jens Loftager har lavet en spøjs reportage fra en frisørsalon, der drives af en muslim, og under hans joviale hårklipper er alle lige og kan snakke ordentligt sammen som i en etnisk smeltedigel. Vibe Mogensen har fundet en kvindelige spejderleder med slør. Hun er netop blevet forlovet – og er på vej tilbage til Libanon for at gifte sig og slå sig ned der. Hun ses bl.a. i samtale med en fraskilt veninde, som har valgt at blive i Danmark, og som har smidt tørklædet uden at blive lykkeligere af det. Man fornemmer tværtimod, at tørklædepigen er et langt mere helt og samlet menneske end hende, der forsøger at tilpasse sig danske normer.

          Men der er også pinagtigt ringe ting, f.eks. af veteranen Erik Clausen, der filmer sig selv i samtale med den slørklædte tidligere tv-vært Asmaa Abdol-Hamid. Det er en absurd fragmenteret samtale, hvor enhver sammenhæng er forsvundet i klipningen, og hvor en tidligere DKP’er som Clausen som så mange andre af sine politiske trosfæller er blevet metafysiker og nu taler om, at den revolution, vi har brug for, er ”mental”, og at det handler om at stille ind på hinandens frekvenser. Han fabler om ”den frie tankes” muligheder, mens den slørklædte Asmaa forsøger at hale ham ned på jorden med nogle syrlige bemærkninger om, at den ”frie” tanke jo ærlig talt er lidt af en illusion, fordi tanken og fantasien er begrænset af de mønstre, vi kender i forvejen. Det er en ufrivillig pointe, at den tidligere ”materialist” nu forsvinder i abstrakte tanketåger, mens den muslimske ”metafysiker” har benene på jorden og forgæves forsøger at stoppe Clausens nonsens.

          Et eksempel på, hvordan filmens tv-dikterede længde bliver en kunstnerisk hæmsko, får vi i Rumle Hammerichs indslag med en palæstinensisk breakdancer. Midt i filmen fremgår det pludselig, at han egentlig var dømt til at sidde livsvarigt i rullestol efter en alvorlig færdselsulykke, men her tager han en beslutning om, at det gider han ikke – hvorpå der klippes til en forrygende breakdance. Altså ærlig talt: kan man på Clausen’sk vis sådan uden videre ”tænke” sig rask, eller hvad går historien egentlig ud på? Vi får det ikke fortalt, fordi DR2 har forlangt, at afsnittet kun må vare fem minutter. Det er et trist eksempel på, at selv en formodet kulturkanal i stigende grad er tidens store kulturdræber. 

          Fjernsynets triste afsmitning på filmproduktionen er også indlysende i Lars Feldballe Petersen Hvor går grænsen (2006), som rummer interessant materiale fra fire mediehistorier: i Irak sætter en amerikansk oberstløjtnant pistolen mod en fanges hoved og truer med at likvidere ham, i England konfronteres fhv. indenrigsminister Jack Straw med vold og drab i engelske fængsler, ved Menneskerettighedsdomstolen i Haag bliver en tidligere bosnisk soldat dømt for tortur og drab, i Frankfurt anbefaler en tysk politiofficer at bruge tortur mod en kidnapper for at redde et lille barn. Hvor går grænsen mellem menneskerettigheder og retssikkerhed?

          Filmens store problem er, at den klipper disse fire sager sammen hulter-til-bulter, så resultatet bliver et kaos, der modarbejder vores evne til forståelse, indsigt og medfølelse. Med sin utålmodige og rastløse klipning arbejder fjernsynet på at gøre os alle til åndelige bimmerbørn, og det er trist, at filminstruktører i lutter forhippethed på at få deres værker  vist på skærmen går ind på disse præmisser i stedet for at modarbejde dem. 

Det går ikke altid lige heldigt, når danske (pseudo)kunstnere rejser ud og forsøger at få kontakt med Den Tredje Verden. Et tragisk eksempel er videokunstneren Simone Aaberg Kærns Smiling in a War Zone (2006). Hun læser i avisen om en 16-årig pige i Kabul, hvis drøm det er at blive jagerpilot. Straks køber hun et 40 år gammelt lærredsklædt fly, og med sin kæreste Magnus Bejmar som fotograf flyver hun til Kabul for at invitere pigen på en flyvetur. Her støder hun ind i familienormer, der ikke uden videre synes, at danskerens planer er relevante, og efter en enkelt flyvetur solidariserer den afghanske pige sig med sin familie i stedet for med den danske egotripper. Det kan man ikke fortænke hende i. Hvilken opfattelse må en fattig afghansk familie ikke få af den vestlige overskudsverden, når en dansk kvinde flyver den halve verden rundt for at invitere deres  16-årige datter op at flyve? Hvilken luksus, hvilket hovmod, hvilken mangel på politisk moral og anstændighed. Alligevel fik filmen Grand Prix på Odense Film Festival.

          Kærns egotrip er endnu en variant af Kristian Hornsleth afrikanske happening, hvor han fik en hel landsby til at antage sit navn mod at forære dem en gris. Den hvide overklasses kulturelle hovmod antager stadigt nye og grisede former. Så er det sådan set ærligere, om end ikke mere perspektivrigt, at Jørgen Leth i det mindste nøjes med at kneppe de farvede piger, uden at han af den grund forventer, de kommer op at flyve eller antager hans navn.

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk