MOHAMMAD
REZA SHAJARIAN
Mohammad Reza Shajarian
er født 1940 i Mashhad i det nordøstlige bjergfyldte Khorassan, og hans sangkunst regnes for en nationalskat i Iran. Hans
stemme er sammen med pakistaneren Nusrat Fateh Ali Kahns måske overhovedet den mest udtryksfulde og spirituelle i verdensmusikken,
og som Nusrat forbinder han sublimt sit lands ældgamle traditioner inden for musik og digtning med det skabende øjebliks unikke
inspiration. I 1999 udmærkedes han med Unescos fornemme Picasso-pris.
Shajarians
opvækst var strengt religiøs, hvilket betød, at musik var tabu i barndomshjemmet, og ikke engang radioen var tilladt af angst
for, at man uforvarende skulle falde i de forbudte toners vold. Dog var det tilladt at synge direkte fra Koranen, og på den
måde kom Shajarian alligevel i kontakt med musikken under sin fars vejledning. Derimod var det ikke velset, at han som 19-årig
begyndte at synge i Radio Khorassan. Hans opposition til barndomshjemmets autoritære tro udviklede sig siden til en opposition
til det præstestyre, der overtog magten i 1979, og som ikke tillod Shajarian at give koncerter i sit hjemland.
Shajarian bifalder 1200-tallets store digter og mystiker Mevlana Rumis ord om, at mennesket er sin egen gud. For Rumi
var denne indsigt dog ganske ambivalent. Et af Rumis forbilleder var en anden sufi-mystiker, Al-Hallaj, der blev henrettet
i Bagdad 922, fordi han havde udtalt de berømte ord Ana’l-Haqq, som betyder Jeg er Gud eller Jeg er
sandheden. Dette var for de muslimske magthavere et højdepunkt af blasfemi, fordi de opfattede det, som om han ville overtage
Guds plads. Men ifølge Rumi betød ordene egentlig det modsatte, nemlig at jeg’et havde udslettet sig selv, og Gud havde
overtaget dets plads. Denne ekstatiske tilstand af svævende jegløshed synes Shajarian at opnå gennem musikken. Han har fortalt,
hvordan han ved sjældne lejligheder under sine koncerter oplever, at han letter fra jorden, svæver bort og befinder sig et
helt andet sted. Den samme følelse er ikke så sjælden endda for hans publikum.
Shajarian har ikke blot studeret hos sit lands
førende mestre inden for sang og musik; han understreger, at han også har lært af fuglenes sang, specielt af nattergalen og
kanariefuglen. I sit hjem har han et stort antal kanariefugle, og deres triller genkendes i de lange, rigt ornamenterede improvisationer,
som han ofte slår over i på sangens højdepunkt: vokalerne forvandler sig til musikalsk vellyd, og hvis man føler, at man så
alligevel bringes himlen nær i disse svimlende øjeblikke, er det fuglenes himmel og ikke Vorherres.
Shajarians sangform er ekstatisk anråbende og
til tider desperat, men han bevarer samtidig en majestætisk ro som hos en, der fra sin barndom er fortrolig med bjergenes
vælde og ensomhed. Der er en stor patos og tyngde i hans stemme, og han er ikke bange for stærke ord i teksterne og et voldsomt
følelsespres i musikken. På bunden af hans sang sporer man ikke blot en spirituel forbundethed med alt levende og en insisteren
på skønhedens ret, men også en dyb sorg over vores måde at forvalte livet på. Herom siger han i filmen:
“Vores
musik kommer fra hjertet af vort folks historie. Derfor har den tristheden i sig. Vores historie er fyldt med krige, massakrer,
katastrofer, undertrykkelse og tyranni. Tyranni til alle tider. Man kan ikke forvente, at denne musik kun skal være lethedens
og glædens musik eller kun til dans. Vores musik har alle muligheder, men tiden er endnu ikke til det hele. Nu udtrykker musikken
vores lidelser.”
Shajarians
sangkunst er en rejse gennem Irans poesi fra de klassiske digtere i 12. og 13. århundrede, Hafez, Sadi og Rumi, og frem til
vor tids betydeligste digtere. Teksterne veksler mellem kærlighedslyrik og kontroversiel politisk digtning, - og i magiske
øjeblikke smelter de to genrer sammen til en ubrydelig enhed.
I kærlighedslyrikken besynges kvindens hår ofte
som særlig hemmelighedsfuldt og forlokkende, hvilket naturligvis hænger sammen med den tabubelagte rolle, håret får, når det
i det offentlige rum er dækket af sløret eller tørklædet. I digtet Min Skønne lyder
det f.eks.: ”Hvad er dadlers sødme imod ordene på din tunge?/Spejlet forblændes af din skønhed, af dit udslagne, blodrøde
hår.” Og et højdepunkt er denne både muntre og makabre formulering i Hjertets
tale af Hafez:
Mit hjerte slog sig ned i dit hår,
da det så dette drømmesyn.
Og siden har man intet nyt hørt
fra den fortabte fremmede.
I digtet Den Mørke Nat af Hafez, smelter den elskede sammen med Iran; kærligheden til kvinden bliver identisk med kærligheden
til hjemstavnen, men da landet er i hænderne på magthavere, der ikke vil befolkningen det godt, bliver kærlighedssangen grotesk
ambivalent. Sangeren er både ulykkeligt forelsket og fuld af bitterhed mod den elskede, - og nu er håret en frygtelig fælde:
Ingen tilbyder længere vand til de tørstige, ædle sjæle.
Alle vismænd har forladt dette land.
Forvild dig ikke ind i hendes hårs fælde.
For der vil du se uskyldige, afhugne hoveder hænge.
Blandt de moderne
digte, Shajarian har sat i musik, er Råb af Fereydoon Moshiri, der døde i 2000.
Han formulerer sig i voldsomt klaustrofobiske billeder om tilstandene i sit land: sangeren smadrer sin knytnæve mod døren,
kradser neglene til blods mod vinduerne og føler, at han kvæles; han længes efter et tag på toppen af et bjerg, hvor han kan
trække vejret frit.
Også Mit hus brænder af Akhavân Sales er et voldsomt udtryk for det moderne
Irans tragedie. Digtet beskriver et mareridt, en natlig ildebrand, der ingen ende vil tage: ”Mit hus brænder i nådesløse
flammer./Ilden fortærer mine drømme,/som er tegnet med hjertets blod/overalt på døre og vægge.” Og mens han løber forvildet
rundt blandt flammerne, sidder hans fjender på tagene med sejrssikre smil, mens hans naboer sover trygt i deres senge uden
at vide, at der næste morgen kun vil være en håndfuld aske tilbage af ham.
Mohammad Reza Shajarian ledsages i filmen af
to musikere, der også selv er stjerner på den iranske musiks firmament: Hossein Alizadeh (født 1951) spiller tar, et
strengeinstrument, som er beslægtet med både sitar og guitar, og som siden midten af 1800-tallet har været det foretrukne
instrument i klassisk persisk musik. Kayhan Kalhor (født 1963) spiller kamancheh, som måske er det ældste strygerinstrument,
der kendes, en slags opretstående violin. Kalhor har specielt studeret kurdisk folkemusik i Kermanshah i det vestlige Iran.
Desuden medvirker Shajarians søn Homayoun Shajarian (født 1975). Han akkompagnerer på rammetrommen daf og vasetrommen
tombak, foruden at han på enkelte numre synger duet med sin far.
Koncerten slutter med Uden dig, som er skrevet af Mevlana Rumi, og skønt vi i dag umiddelbart vil opleve den som et dybt henrevet kærlighedsdigt,
er det historisk set en ambivalent og omstridt tekst. Digtet er skrevet til den omvandrende Shams fra Tabriz, en dansende
dervish, dvs. en gal og hellig mand, som rev Rumi op med rode og fjernede ham fra familie og venner. Det vil aldrig blive
opklaret, om Rumi og Shams forenedes i en fælles ekstatisk kærlighed til Gud, eller om de mødte Gud i et indbyrdes homoseksuelt
forhold. Men oplever man Rumi-teksten i Shajarians fortolkning er det naturligt ”kun” at opfatte den som en definitiv
jordisk kærlighedserklæring til den elskede, uden hvem intet mere er muligt.
Shajarian siger om disse gamle digte, at de ”syr
himlen og jorden sammen”. Det samme kan man roligt sige om Shajarians sangkunst. Den har ikke sin mage i dag.
CHRISTIAN BRAAD THOMSEN
