1.      sang:

Din drøm

Den, der begærer dig, -

- hvilken bekymring har han

over at forlade denne verden?

Den, der bekymrer sig om dig, -

- hvilken angst har han

for noget menneske?

Den, der begærer dig, -

- hvilken bekymring har han

over at forlade denne verden?

Den, der bekymrer sig om dig, -

- hvilken angst har han

for noget menneske?

Den, der vil søge din hengivenhed, -

- vil ikke søge selvet.

Den, der vil slutte sig til dig, -

- vil ikke frygte for sit liv.

Den, der ikke bærer over med sin ven, -

- kald ham ikke for en ven.

Og den, der ikke tåler kærlighedens smerte -

- kald ham ikke for en mand.

Selv i modgang og smerte - 

- går den sande elsker ikke sin vej.

- og vil ej heller blinke, -

- om du skyder ham med bue og pil.

Og vil ej heller blinke, -

- om du skyder ham med bue og pil.

Mit løfte til dig står ikke at ændre.

Det er en blomsterhave, -

- der aldrig vil rammes

af efterårets vinde.

Jeg sagde, at jeg tålmodigt kunne

undvige din kærligheds afgrund - 

- og dog ser jeg,

at usynlig er havets budskab.

Selv i modgang og smerte - 

- går den sande elsker ikke sin vej.

2. sang:

Min Skønne

Min skønne! 

Hvorfor så megen bitterhed og rasen?

Du viser mig ingen medfølelse.

Hvad er grunden?

Kom!

Kom, mit livs fred.

Kom, min sjæls cypres.

Hvad er dadlers sødme

imod ordene på din tunge?

Spejlet forblændes af din skønhed

- af dit udslagne blodrøde hår.

Hvis mit hjerte forelsker sig i dig,

vækker det ingen undren.

Hvis mit hjerte forelsker sig i dig,

vækker det ingen undren.

3. sang

Hjertets tale

Jeg er døende, -

- fordi jeg ikke kan forenes med dig.

Ak og ve. Skæbnen vækkes ikke af sin søvn.

Morgenvinden blæste støvet

fra hendes vej i mine øjne -

- og jeg kan ikke længere se livets vand.

Mit hjerte slog sig ned i dit hår, 

da det så dette drømmesyn.

Og siden har man intet nyt hørt

fra den fortabte fremmede.

Mit hjerte har uendelige historier

At fortælle til morgenens brise.

Men til min ulykke vil denne nat

aldrig se dagens lys.

4. sang

Mit hus brænder

Mit hus brænder

med flammer der fortærer mit hjerte.

Ilden er overalt,

selv i gardiner og tæppers væv.

Jeg løber grædende omkring

i ildens røgfyldte flammer.

I ildens røgfyldte flammer.

Midt i min bitre latter

og grådens triste rasen,

dybt fra det brændende bryst,

råber jeg min smerte ud.

Oh, råber jeg den ud.

Oh, råber jeg den ud.

Mit hus brænder

i nådesløse flammer.

Ilden brænder og brænder,

fortærer mine drømme,

som er tegnet med hjertets blod

overalt på døre og vægge.

Oh denne endeløse nat.

Arme mig

Arme mig

Arme mig

Det brænder og brænder -

- også blomsterknopperne,

som jeg med møje har dyrket –

i potternes dybe muld

i sygdommens hårde dage.

Fra deres høje tage

betragter mine fjender mig glædestrålende

med sejrssikre smil på læben

og fulde af list.

Oh jeg, truet af flammer.

I ly af den gennemhullede  nat

løber jeg grædende i alle retninger

og råber om denne uretfærdighed.

Arme mig.

Endnu raser ilden –

- og fortærer alt hvad jeg har

af minder om liv –

og alt hvad der findes af udsigter.

Med hænderne fulde af vabler

slukker jeg ilden ét sted, -

- og besvimer af dens hede, -

- blot for at se ilden rejse sig

et andet sted –

- med bølgende røg.

Når daggryet kommer,

hvem ved om alting er forbi?

Glade sover mine flinke naboer i deres senge.

Om morgenen bliver der blot

en håndfuld aske tilbage af mig.

Vækkes de mon af søvnen,

disse kærlige naboer, -

- for at komme mig til hjælp?

De nådesløse flammer fortærer

mit dybeste fundament, -

- og jeg råber min smerte ud.

Oh, jeg råber, -

- jeg råber.

5. sang

Ansigt til ansigt

Ingen kan undgå at blive oplyst af dit strålende ansigt.

Intet øje kan undvære støvet fra dit dørtrin.

Kun vismændene kan se dig.

Men ingen kan nå op til dine lokkers hemmelighed.

Det er ikke underligt,

hvis min forføriske tåre skulle rødme.

Alle, som afslører noget,

bliver genert over deres handling.

Hvis jeg kommer til at se dig

ansigt til ansigt, -

- vil jeg berette om min længsel efter dig,

punkt for punkt.

Af længsel efter

at måtte se dit ansigt –

- er jeg blevet som morgenvinden,

der hvileløst blæser rundt, -

- fra hus til hus, -

- fra dør til dør, -

- fra stræde til stræde, -

- fra gyde til gyde.

Mit triste hjerte

har vævet en hengivenhed for dig –

- af selve min sjæl, -

- tråd for tråd, -

- snor for snor, -

- streng for streng.

Af længsel efter dig fælder mine øjne

hjertets blod, -

- kilde efter kilde -

- flod efter flod.

6. sang

DENNE SANG ER UHØRLIG OG KAN DERFOR IKKE OVERSÆTTES!

7. sang

Sa´adi

Du har et hoved, som aldrig værdiger os et blik, -

- og jeg har et hjerte, som ikke kender til tålmodighed.

Enhver, der har set dit ansigts pragt, -

- må fælde tårer.

Din skønheds eneste fejl er

dens mangel på venlighed.

Er det mon kærlighedens glød, der holder mig i live, -

- for jeg er blevet gammel og kan ikke mere ændre mig.

8. sang

Den Mørke Nat

Både taknemlighed og nag

føler jeg for min elskede, -

- og hvis du kender til kærlighed

så lyt vel til denne sang.

Alt godt, jeg gjorde i livet, forblev ugengældt.

O Gud - intet menneske burde behandles så ringe.

Ingen tilbyder længere vand til de tørstige, ædle sjæle.

Alle vismænd har forladt dette land.

Forvild dig ikke ind i hendes hårs fælde, -

- for dér vil du se uskyldige, afhugne hoveder hænge.

I den mørke nat

er drømmenes vej tabt.

Gid den ledende stjerne

måtte komme frem af sit skjul.

Både taknemlighed og nag

føler jeg for min elskede, -

- og hvis du kender til kærlighed

så lyt vel til denne sang.

9. sang

Råb

Jeg slår min knytnæve mod døren.

Jeg kradser neglene mod vinduets glas.

Jeg bliver kvalt.

Jeg kvæles, kvæles.

Jeg kan ikke udholde det længere.

Lad mig råbe min klage ud.

Oh, jeg taler til jer.

Åbn dog disse døre.

Jeg længes efter et sted, -

- et tag på toppen af et bjerg -

- langt ude på sletten,

hvor jeg kan trække vejret frit.

Jeg vil råbe min klage ud, -

- og måtte den kurere min smerte.

Sovende folk.

Hvem blandt jer tilslutter sig min klage?

10. sang

Regnens Kys

Du er kærligere end blade

i regnens kys.

Stjernernes vågenhed

i bækkenes øjne.

Dit bliks spejl,

foreningen af morgen og strand.

Dine tilfældige smil.

Stjerneregnens øjne.

Dine tilfældige smil.

Stjerneregnens morgen.

Kom tilbage, for  i din længsel

råbes mit vanvids stilhed –

- ud af bjergenes sten.

Du strømmende bæk,

flygt ej fra de skyggende blade.

Mange har mistet sådanne stunder

utallige gange.

Du sagde for længe siden,

at der fandtes en kærlighed.

Jeg siger, at den ikke kan forvises,

aldrig nogen sinde.

Fremmedheden gik for vidt.

Undgå ikke den bekendte, -

- den forsmåede elsker, -

- den floveste blandt flove.

Før du og jeg var der mange andre, -

- som satte deres præg på livets mure

for at bliver husket.

Denne kærlige sang vil forblive efter os, -

- så længe der blot er tilbage vinden og regnens sang.

11. sang

Nemishavad

Uden alle andre går det.

Uden dig går det ikke.

Mit hjerte er brændemærket af dig,

det forvilder sig ikke bort.

Fornuften har beruset sig i dig.

Universets drejen er intet i forhold til dig.

Glæden selv er i dine hænder.

Uden dig går det ikke.

Sjælen næres af dig.

Hjertet drikker af dig.

Fornuften raser.

Uden dig går det ikke.

Du er mit ét og alt.

Du er min hele verden.

Du er mit klare vand.

Uden dig går det ikke.

Det ene øjeblik er du tro,

I det næste afviser du mig.

Du er min.

Hvor går du hen?

Uden dig går det ikke

Hvis det gik uden dig,

ville verden gå i stå, -

- og paradiset blive til helvede.

Uden dig går det ikke.

Du har taget søvnen fra mig.

Du har slettet mine spor.

Du har fjernet mig fra alt og alle.

Uden dig går det ikke.