Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Pernille Fischer Christensen: En Soap

Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

Den smukkeste kærlighedsfilm 

En Soap er bedre, end den bliver gjort til af anmelderne, fordi Pernille Fischer Christensen har et så suverænt blik for storheden i det oversete og for skønheden i det tilsyneladende grimme. 

af Christian Braad Thomsen

filminstruktør og forfatter 

Det kan synes ubilligt at gå i rette med flertallet af de danske filmanmelderes modtagelse af Pernille Fischer Christensens En soap, for anmeldelserne har jo overvejende været meget positive. Men min pointe er, at de ikke har været positive nok, og at de ofte er baseret på fordomme om, hvad der er ”filmisk”. Desuden bæres flere af den lidt nedladende holdning, at nu skal instruktøren jo endelig ikke tro, hun er noget særligt, fordi hun sensationelt har fået hele to bjørne på Berlin-festivalen, for har den festivaljury mon overhovedet forstand på film?

      Ja, det havde de to uafhængige juryer i Berlin. Men naturligvis er det også sandt, at det har festivaljuryer ikke altid. Det virkeligt skelsættende værk vil nemt blive oplevet som krænkende og sårende af dem, der forventer, at kunsten skal være til behag og bekræfte os i, hvad vi godt ved i forvejen, i stedet for at udfordre vore grænser. Det klassiske eksempel er Lars von Triers Breaking the Waves, der for ti år siden netop ikke fik Guldpalmerne i Cannes. Også for en festivaljury kan det være svært at opfatte det som en kvalitet ved en film, at den virker krænkende, og derfor er der oftere flertal for det, man kender i forvejen end for det, vi ikke har set før. Breaking the Waves er det 20. århundredes sidste store film, et helt unikt værk, der ikke ligner nogen anden film i verden. Derfor fik den ikke De gyldne Palmer. Det år gik palmerne i stedet til Mike Leighs Hemmeligheder og løgne, og den er da også fremragende, men den er lavet over et koncept, Mike Leigh tidligere har gennemspillet – og da han på det mest suveræne introducerede dette koncept fire år tidligere med Life Is Sweet, blev denne film end ikke vist i Cannes-festivalens officielle konkurrence.     

En Soap er sammenlignelig med Breaking the Waves ved både de tårer, den udløser hos en meget stor del af publikum, og ved de aggressioner, den udløser hos dem, der af lutter følelsesangst må beskytte sig mod filmens hudløse følelsesindhold. De fleste anmeldere placerer sig et sted midt imellem: det strider mod deres professionalisme at afvise filmen og mod deres værdighed at lade sig rive med af den.

          Tag nu f.eks. Berlingske Tidendes Ebbe Iversen, hvis sobre og ædruelige tilgang til film ofte er en stor kvalitet. Men over for En Soap blokerer netop denne ædruelighed for, at han kan komme i dialog med filmen, som han skoser for, at den ”appellerer til den asketiske smag hos internationale festivaljuryer, som for alt i verden ikke vil virke forlystelsessyge.” Altså ærlig talt: ”asketiske” kan anmelderne da selv være. Jeg er vildt forlystelsessyg, hver gang jeg går i biffen, og som regel går jeg skuffet hjem, men En Soap har jeg set fire gange, fordi jeg hver eneste gang bliver både forlystet og dybt bevæget. 

          Ebbe Iversen mener også, at filmen ”kan opleves som lammende statisk og klæbrigt påtrængende med sin enorme feminine inderlighed.” Dermed overser han mærkeligt nok filmens  vidunderligt underspillede humor, der hele tiden afbalancerer dens rigtignok meget direkte følelser og forhindrer dem i at slå over i det klæge og klæbrige. Han er ikke den eneste, men nok den mest markante anmelder, der ”føler sig omklamret og næsten får åndenød af så store doser sensitivitet.” Disse ord  kunne han have brugt om adskillige af de danske film, som i disse år hæves til skyerne, skønt de ikke er andet end ferme afløsere af Alice O’Fredericks’ Morten Korch-film fra 50’erne. Men ikke om En Soap.

          Også Birgitte Grue i BT mener, at En Soap ”stilmæssigt glider i sæben og lander et sted mellem ironisk melodrama og traditionel dogme-film.” Nogle forsvarede sig også mod Breaking the Waves ved at kalde den netop et ”ironisk melodrama”, men der er ikke antydning af ironi i Triers eller Fischers omgang med følelserne. Jeg tror, det er en typisk dansk syge at være så bange for følelser, at vi tror, de er ironiske, når vi endelig konfronteres med dem. Alligevel kan det undre, at anmeldere har så svært ved at skelne det følelsesforlorne fra de renfærdige følelser, Pernille Fischer Christensen arbejder med. Har de virkelig i den grad vænnet sig til den kyniske følelsessvindel i alle de film, der forurener deres hjerne og hjerte år ud og år ind, at de ikke kan genkende ærlige følelser, når de ser dem? 

En Soap kritiseres også på det rent filmiske plan. Henrik Quetsch mener således i Ekstrabladet, at den er ”filmet teater frem for egentlig film”, og Bo Green Jensen er inde på det samme i Weekendavisen, fordi filmen udspiller sig mellem to hovedskuespillere i to små lejligheder. Holdningen røber en desværre meget udbredt og groft diskriminerende opfattelse af det ”filmiske”, som er en hæmsko for filmkunstens fortsatte udvikling: film skal hele tiden skal være i bevægelse, skifte location og have mange skuespillere. Men hvorfor må en instruktør ikke have lov at filme sprog i stedet for action, og hvorfor regnes fordybelse og koncentration for ”ufilmiske” kvaliteter?

      Et af filmkunstens ubestridte hovedværker, Rainer Werner Fassbinders Petra von Kants bitre tårer, foregår i ét rum og består af en række dramatisk koncentrerede dialoger om kærlighed. Alligevel er den ekstremt filmisk i sin rolige klipning og sine udsøgte billedkompositioner. Det samme gælder En Soap. Den har intet med teater at gøre. Den rummer en intimitet, som netop hører filmen til, og hvis nogen skulle opleve den som klaustrofobisk, er det jo sådan set en meget rimelig formidling af en af hovedpersonernes transseksuelle situation. Alligevel oplever jeg ikke filmen som klaustrofobisk. Den rummer et rigt univers formidlet af instruktøren i samarbejde med to fremragende skuespiller, Trine Dyrholm og David Dencik, hvis nuancerigdom ville dø på et teater, og en kongenial fotograf, Erik Molberg Hansen, der formår at skabe billeder på klippegrund. Det afgørende er ikke, om kameraet bevæger sig, men om det, der sker foran kameraet, er bevægende. Og det er det.

  

Den mest parodiske kritik er fremsat af Sørine Gotfredsen i DR2’s Smagsdommerne. Hun stiller spørgsmålstegn ved, om En Soap overhovedet er en film, og om den ”har lov til” at tale dette sprog, som hun slet ikke mener er et filmsprog. Dermed tilslutter hun sig Dansk Folkepartis krav om en moralsk, politisk og æstetisk filmcensur. Når hun desuden kalder filmens personer ”grimme”, kan man undre sig over, hvilket menneskesyn der skjuler sig bag hendes erklærede gudfrygtighed. Ingen var som bekendt grimme for Jesus, sådan som han fremstilles af kirken; han omgikkes med forkærlighed mennesker, der var lige så kejtede og kiksede som dem i En Soap; han kunne se kvaliteter, der var skjulte for den ensrettende og forvrængende normalitet. Jeg respekterer, at Gotfredsen med sine egne ord ikke ”orker” at blive konfronteret med den type mennesker, men jeg har ingen respekt for, at hun ophøjer et personligt problem til filmkritik.

          Det dybt bevægende ved Pernille Fischer Christensens film er, at hun har så klart et blik for skønheden i det tilsyneladende grimme, for storheden i det oversete, ja, for at alle vi grå og små og banale hverdagsmennesker bliver som engle, når vi møder kærligheden. Dette blik regner Sørine Gotfredsen ikke for noget. Hun mener, at filmen ikke viser andet, end hvad der foregår i folks ”grå og dødssyge opgange”. Men for de af os, der ikke har det med at gå ind i fremmede opgange, er det nu en gave at kunne opleve, hvad der åbenbart foregår via En Soap. Det er den smukkeste danske kærlighedsfilm, jeg kender, fordi den viser, hvordan kærlighed kan blomstre, hvor man mindst ville forvente det.         

          Dertil kommer, at Pernille Fischer Christensen har et fornemt kendskab til, hvad der overhovedet rører sig i filmens verden, hvilket fremgår af det suveræne valg af yndlingsfilm, hun i denne måned præsenterer i Cinemateket i København. Det er ingen selvfølge, at en filminstruktør er så bredt orienteret som hun. Jeg tror, at denne indsigt, netop er en forudsætning for, at hun kan arbejde så personligt, som hun gør: hun føler sig fri til at gå sine egne veje, fordi hun kender de veje, andre har betrådt før hende.

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk