Christian Braad Thomsen // Kollektiv Film ApS.

Francois Truffaut

Home
Aktuelle foredrag
Fotos
Curriculum
Hæderspriser
Filminstruktion
Produktion
Import
***** DVD /VHS ***** for sale online
Bøger
Artikler
Debat
Div. videoer
CV IN ENGLISH

Når selv et kys er for intimt for filmen 

Cinemateket viser en komplet serie med filmkunstens mest blufærdige erotiske instruktør, Francois Truffaut 

Af Christian Braad Thomsen 
 

Det er en af årets store filmbegivenheder, at Cinemateket i København i februar og marts viser en serie med Francois Truffauts 21 spillefilm og to af hans kortfilm. Skønt Truffaut (1932-84)  hører til de 4-5 betydeligste instruktører i verden, er hans film ukendte blandt yngre filminteresserede. De er for længst trukket tilbage fra biografudlejning, og tv afviser dem som ”smalle” til trods for, at Truffauts kunst netop bestod i at forene folkelighed og intellektuel redelighed.

      Truffaut begyndte som filmkritiker og vedblev med at skrive om film, efter at han var blevet instruktør, bl.a. en stor interviewbog med sit forbillede Alfred Hitchcock. Ordet var hans første store kærlighed, og hans film er præget af en formidabel sprogglæde. Som kritiker var han rabiat og kompromisløs i sit forsvar for filmkunsten, og hans kritik af fransk film var sønderlemmende. I 1958 blev han nægtet adgang til Cannes-festivalen som journalist på grund af sin kritik af festivalen. Året efter vendte han tilbage med sin debutfilm Ung flugt og blev prisbelønnet som bedste instruktør. 

Den ærefulde reprimande

Ung flugt er selvbiografisk. Som filmens hovedperson, Antoine Doinel, vantrivedes også Truffaut i familien og skolen. Han pjækkede konstant og tilbragte tiden i biffen. Og når hans forældre skulle i teatret, stak han af hjemmefra og kravlede ind til de lokkende filmoplevelser gennem biografens  toiletvindue. Under filmen måtte han hele tiden være opmærksom på, hvad klokken var, så han kunne nå hjem inden forældrene. På den måde fandt hans først biografoplevelser sted i en atmosfære af skyld og suspense, hvad han siden har anført som en medvirkende årsag til, at han kom til at holde så meget af Hitchcock.

      Filmene fik også en uventet erotisk dimension. Han havde nemlig en tante, som gjorde rent i en stor biograf, og som fortalte, at hun efter sidste aftenforestilling ofte fandt ganske mange pigetrusser i salen. Det var stærkt pirrende for drengens fantasi, at det erotiske ikke blot udspandt sig på lærredet, men også nede på de bageste rækker.

      Og som Antoine kom også Truffaut som 15-årig på en anstalt for ungdomskriminelle. Han havde oprettet en filmklub, som gik fallit, og da han ikke kunne give medlemmerne deres penge tilbage, stak han af fra det hele. Tidens store filmkritiker André Bazin fattede interesse for den unge cinéast og fik ham løsladt mod at garantere for hans videre færd. Bazin blev nu som den far, Truffaut aldrig havde haft – og introducerede ham til filmmiljøet. Ulykkeligvis døde Bazin samme dag, som hans protegé indledte optagelserne til Ung flugt. Om sit forhold til Bazin har Truffaut sagt:

      ”En reprimande fra ham var som et tegn på den hengivenhed, jeg manglede gennem hele barndommen.”   

Angsten for kærligheden

Francois Truffaut er en af filmkunstens store erotiske instruktører – og en af de mest blufærdige. Selv et kys finder han for intimt for filmen. Han har udtalt, at når to skuespillere kysser hinanden, er det, som lyset tændes i biografen - altså at illusionen brydes. Men det er netop i sin underfundige måde at komme uden om intime scener på, at han viser sig som kærlighedens besynger. På den anden side skal man ikke fæstne lid til den fastgroede kritikerkliché, at Truffaut er den lyse og lette filmiske erot: hans kærlighedssyn er i sidste ende mørkt og tragisk.

      Det er meget sigende, at den første kameraindstilling i Ung flugt ikke viser en person, men et billede, nemlig af en pinup-pige, der hemmeligt sendes fra dreng til dreng i en skoletime. Scenen fungerer som en logisk præsentation af drenge i puberteten, men den kaster desuden et særligt lys på de senere film, fordi så mange af Truffauts voksne mænd er blevet hængende i dette pubertære forhold til kvinden, erotisk draget af hende og samtidig skræmt over de krav, som et forpligtende forhold stiller.

      Og ofte bruger de netop kunsten som et værn mod kvinden. Det gælder Charles Aznavour i Truffauts næste film Skyd på pianisten. Han er den typiske Truffaut-person, en lidt veg og frygtsom mand, der har forskanset sig bag musikken og forråder kærligheden, fordi han ikke magter dens krav om tilstedeværelse. Det samme gælder de to venner i Jules og Jim: de forelsker sig i en statue af en kvinde og beslutter, at hvis de nogen sinde møder en, der ligner statuen, vil de følge hende. Men hvor den frodige kvindestatue, mejslet i sten, er evigt uforanderlig, gælder det ikke for den kvinde, de siden begge falder for. Hun er evigt foranderlig og er både et livgivende og livsfarligt bekendtskab. Jules gifter sig med hende - men forskanser sig efterhånden med en bog om insekters kærlighedsliv, som er lettere at holde styr på end hans kones.

      I Den amerikanske nat, der handler om en filmindspilning, må kærligheden naturligvis vige for selve filmkunsten. Scriptgirl’en illustrerer filmarbejdets fascination med denne guddommelige bemærkning:

      ”Jeg kunne godt forlade en fyr for en film, men aldrig en film for en fyr.”

      En lige så definitiv replik om filmens overlegenhed i forhold til virkeligheden har Truffaut selv leveret:

      ”Hvis nogen spurgte mig om min største naturoplevelse, ville jeg svare: solopgangen i Murnaus Sunrise.”  

Dæmpet og nøgen

Truffauts film er utroligt velspillede – og dog havde han et problematisk forhold til især sine mandlige skuespillere. Han var fundamentalt modstander af, at de lagde for mange følelser i deres spil, og af samme grund kom det til et brud mellem ham og Oskar Werner, der jo ellers er fremragende i både Jules og Jim og Fahrenheit 451. Han havde også et yderst køligt forhold til Jean Desailly under indspilningen af Silkehud, til trods for, at Desailly som den troløse ægtemand leverer en af de mest nøgne og gribende præstationer i Truffauts produktion.

      Truffaut insisterede altid på, at skuespillerne selv i de mest dramatiske scener skulle være helt neddæmpede. Følelserne var en sag mellem filmen og publikum, og hvis en skuespiller var for følelsesfuld i sit spil, risikerede han at tage følelserne fra publikum. Et godt eksempel er den instruktion, han gav Jeanne Moreau i Bruden var i sort, hvor hun skal slå fem mænd ihjel. Truffaut  diskuterede ikke rollens ekstreme psykologi med hende, men bad hende spille lige så dæmpet og sagligt, som når filmens fotograf Raoul Coutard satte lys til en scene!

      I tre af sine film spiller Truffaut selv hovedrollen med en koncentration og saglighed, som er dybt bevægende, smukkest måske i det oversete mesterværk Det grønne værelse, hvor han fører sine mandlige personers angst for kærligheden ud i dens yderste konsekvens: en besættelse af de afdøde. Truffaut døde selv som 52-årig af en hjernesvulst, men selv denne tragedie kommenterede han med et muntert indfald i et brev til en god veninde, publiceret i den store brevsamling, som udkom efter han død:

      ”Filmkritikken var 20 år forud for den konventionelle lægevidenskab, for da min anden film Skyd på pianisten blev udsendt, erklærede kritikken, at en sådan film kun kunne laves af en mand, hvis hjerne ikke fungerede normalt!” 

      Med denne indrømmelse af at filmkritikken havde været 20 år forud for lægevidenskaben forsonede Truffaut sig med sine værste fjender. Også i døden var han den mest generøse af alle. 

Fejlagtig præsentation

De fleste af filmene i Truffaut-serien er uomgængelige for den, der interesserer sig for, hvad filmkunst kan være, når den får lov. Men magter man ikke at se dem alle, kan man med fordel droppe Stjålne kys, Elsker- elsker ikke, Kærlighed på flugt og En dejlig pige som mig. Ingen af dem lever op til hans niveau.

      Desværre er Cinematekets præsentation af Truffaut behæftet med besynderlige fejl. Claude de Givrays Tire-au-Flanc vises således med den begrundelse, at Truffaut er medinstruktør. Det er han  ikke; han er udelukkende producent. Det er heller ikke rigtigt, at denne film er Truffauts ”eneste erfaring som producer”: han har co-produceret  film af bl.a. Jean Cocteau, Eric Rohmer, Jacques Rivette og Jean-Luc Godard. Ligeledes er det forkert, at hans debutfilm Ung flugt fik De Gyldne Palmer i Cannes 1959. Det gjorde Marcel Camus’ Orfeu Negro, mens Truffaut fik prisen som bedste instruktør.

      Mere fatal er programredaktør Tine Fischers katalogbeskrivelse af, hvad der adskilte den nye bølges instruktører fra deres forgængere. Det er ikke rigtigt, at de nye instruktører var trætte af ”litterære filmatiseringer”. Deres forbilleder, Alfred Hitchcock, Orson Welles, Jean Renoir og Robert Bresson, filmede hyppigt romaner, og mere end halvdelen af Truffauts egne film er baseret på et litterært forlæg.

      Hun gentager også en gammel kritikerkliché, når hun hævder, at de nye instruktører filmede med ”håndholdt, evigt bevægeligt kamera”, og at ”lyden var direkte og totalt upoleret”. Ingen af Truffauts film er håndholdte, og han foretrak udtrykkeligt eftersynkronisering frem for direkte lyd, fordi han netop ønskede en så forfinet lydside som muligt. I øvrigt var det i 60’erne teknisk umuligt at arbejde med håndholdt kamera og samtidig tage direkte lyd: 35 mm-kameraets lyddæmper var så tung, at fotografen ikke kunne bære det på skulderen, og uden lyddæmpning larmede kameraet så meget, at tonemesteren ikke kunne bruge den direkte lyd!

      Endelig er det en kilde til irritation, at Cinemateket ikke viser Truffauts film i kronologisk rækkefølge, når nu der er så stærk en indre sammenhæng i hans produktion. Særligt  grotesk bliver det i præsentationen af de fem fortløbende Antoine Doinel-film, hvor den fjerde film vises før den anden og tredje.

      Man forventer, at et statsligt filminstitut råder over den højeste sagkundskab på sit felt. Det er desværre ikke tilfældet. 
 
 
 

Christian Braad Thomsen
Kollektiv Film ApS.
Lavendelstræde 9,  DK-1462 København K
tel. +45 3316 4224    mobil +45 2178 0478
 

webmaster: bente@mailme.dk